4 år

IMG_7839img_5639

I denne her måned er det 4 år siden jeg sad en kold og mørk nat, for at få denne her blog på benene. Uden overhoved at vide hvad jeg lavede, fik jeg mirakuløst startet en blog op fra bunden. En meget lille bitte blog, hvor der de første mange måneder, var maks 5 mennesker inde og læse hvad jeg skrev.
Bloggen så noget anderledes ud for 4 år siden, end den gør idag. Den har været en masse igennem, den har ændret sig ret meget – til det bedre vil jeg sige. Altså for det første så startede jeg med at hedde www.carolineshealthy.dk, også var jeg var 100% anonym, fordi jeg ikke kunne lide at folk vidste noget om mig. Det kan man vist roligt sige, at jeg er kommet efter. Jeg deler glædeligt ud af “hår i røven“, “kønsbehåring“, “stress“, “kærlighed“, “jalousi” og alt andet derimellem.
Da jeg startede med at skrive ting ned på en gammel computer, så skrev jeg udelukkende kun om træning og sundhed. Det var alt der fyldte i min verden dengang, hvilket gjorde en del skade på mig – jeg er heldigvis blevet klogere.

Bloggen rummer efterhånden mange ting, mange af mine frustrationer og tanker. Den er blevet personlig og lidt mere rodet end den før har været. Jeg holder fri fra den nogle gange, andre gange så kan jeg ikke slippe den.
Jeg var 21 år da jeg startede at blogge, jeg var en usikker pige som havde en masse skår og knæk på kroppen. Jeg er vokset med bloggen, den har været med til at forme mig som kvinde og som et talerør ud til alle jer. Jeg er på rigtig mange måder stolt af det jeg har opnået, og det jeg har fået med bloggen. Jeg har fået de bedste veninder igennem den, veninder som jeg aldrig ville have mødt ellers. Jeg har været ude og rejse sammen med bloggen. Jeg har delt mine sorger, mine glæder, mine sejre og mine nedture. Flere af jer ved at jeg har fået min kæreste igennem bloggen, en kæreste som nok er noget af det bedste der er sket for mig. Vi har bl.a. opfundet “lagkagereglen“, en regel som vi er meget stolte af.
Der er masser af positive og negative sider, når man deler så meget ud af sit liv som jeg gør. Jeg har følt mig internet-voldtaget. Jeg har grædt over nogle grimme kommentarer og dumme mails, folk har været modbydelige overfor mig – gået personligt til mig, og det har gjort ondt. Derfor har jeg også skrevet om “den gode tone“. Man skal lære at gro et ekstra sæt hård hud, som skal fungerer som et skjold, til de dårlige oplevelser og kommentarer, man får med på vejen som blogger.
Men mest, er i der læser med herinde søde og rare, jeg syntes faktisk i skal have ros for at være så seje og modige med jeres kommentarer. Det er rart, det gør at jeg har lyst til at være mere modig med mine indlæg.

Nogle gange er det okay at være stolt af sig selv. Nogle gange er det okay at give sig selv et klap på skulderen og sige: “det har du sgu gjort godt”. Så kan det godt være at mine indlæg ikke altid ligger i toppen, af de mest læste på Bloggersdelight, det kan også godt være at mine læsere svinger lidt – fordi jeg skriver om alt i øst og vest. Men, jeg vil ikke have det på nogen anden måde. Jeg har fundet min stil som blogger – den er ganske forvirrende og meget personlig efterhånden. Jeg er stolt af det jeg skriver, jeg er stolt af jer der læser med. Jeg elsker hver gang i mailer eller kommenterer, det giver mig et større indblik i hvem der egentlig sidder og læser med.
Jeg kan ikke se mig selv stoppe med at blogge, men jeg skal måske være bedre til at prioriterer min tid som blogger. Når man har studie, arbejde, familie og venner ved siden af, så er det ikke altid nemt at finde tiden til at skrive gode indlæg. Jeg tror jeg vil øve mig i at være mere modig i mine indlæg, jeg elsker at skrive om tabubelagte emner og jeg har nogle på tegnebrættet, men de er ret voldsomme. Jeg vil være bedre til at tage fine outfit billeder, selvom jeg nok aldrig bliver modeblogger. Jeg vil være bedre til at skive lidt kortere indlæg, istedet for i tit skal læse sådan en lang roman.

Det har været en vild rutschebanetur de her 4 år. Vognen fortsætter og jeg kører glædeligt med.
Inden for det næste år kan jeg se frem til nogle flere rejser både i in- og udland, sjove projekter og vilde forandringer med bloggen. Jeg glæder mig til det hele, jeg glæder mig til at kunne dele det med jer. Så tak fordi i læser med, også selvom i hopper fra og til – det må man nemlig godt! Det kan også være voldsomt at læse med altid.. Så tak til jer, tak til mig og tak til bloggen. Læn dig tilbage og se en lille buket af gamle og nye billeder gennem bloggens historie:

img_0439 img_0606 img_1026img_7893 img_9428 img_9459IMG_4114.JPGIMG_4588-0.JPGIMG_3963.JPGIMG_5302-0.JPGIMG_4823.JPGIMG_5260.JPGPicMonkey CollageIMG_5791.JPGIMG_5960-1.JPGIMG_6103.JPGfotofoto-3jojojojoimagehoej hoejimg_3617img_4109img_5606

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png
   

Taknemmelighed og skam..

img_5197Først vil jeg da lige siges WOW! Hold nu ellers op for en modtagelse gårsdagens indlæg har fået. Er helt blæst bagover over alle de kommentarer og likes jeg har fået med mig. Da jeg sad i min frustration og skrev det ned, med en halv lunken kaffe ved min side, havde slet ikke forventet hvor vild en modtagelse det ville få.
Jeg er nok ikke den eneste der sidder i/ eller kender sådan en situation, med det åndssvage karaktersystem. Det er altid rart at vide at man ikke er alene, men modtagelsen på Facebook, kom især bag på mig, vil jeg da lige indrømme. Nogle mennesker føler sit trådt over træerne, andre forstår mig. Jeg prøvede i mit indlæg absolut ikke at rive ud efter jer seje mennesker, som hiver 12 taller hjem, som vi andre skifter underbukser. I er lige så seje som os andre. Hos nogle er det et naturtallet, hos andre skal man kæmpe for det og hos nogle sker det aldrig – og sådan er livet.

I forlængelse af indlægget igår, vil jeg egentlig gerne knytte endnu en kommentar til det. Jeg fik en kommentar som jeg har studset lidt over: “..hvis du bliver så påvirket af samfund, familie, venner og kæreste, var det så dit bedste?” – den er taget mega meget ud fra en kontekst, og pigen bag mente absolut ikke noget ondt med sin kommentar (er jeg da næsten sikker på). Hun skriver bl.a. også hvorfor jeg bliver “fornærmet” over folks kommentere. Selve hendes kommentar er der ikke så meget ved, det er faktisk mere mit svar til hende som jeg har fortrudt: “.. Jeg bliver heller ikke fornærmet, det er nok ikke det rigtige ord at bruge. Jeg er bare ked af at en karakter skal fylde så meget. Jeg er ked af at folks første kommentar når man kommer ud fra en eksamen det er: “hvad fik du?”.. Jeg er ked af at det for rigtig mange mennesker betyder så meget. Jeg er nok bare en person der tænker og mærker alting utrolig meget, så jeg kan ikke undgå at føle ting. Ville ønske jeg kunne afskærer det helt og bare være monster stolt af mig selv uanset hvad, fordi jeg altid gør mit bedste – men det er noget jeg er igang med at øve mig i 🙂 ..”

“jeg ville ønske at jeg kunne afskærer det helt og bare være monster stolt af mig selv..” – jamen, det kan jeg jo ikke. Jeg har da egentlig heller ikke lyst til at afskærer det, fordi det er en del af mit sensitive jeg. Hvis jeg gav en fuck for hvad samfundet, min familie og min kæreste mente om mig, så var jeg da kold i røven – og røven er faktisk et meget ubehageligt sted at fryse, det fører til blærebetændelse, som fører til alt for mange tranebærjuice og hyppige toiletbesøg og let’s face it – hvem har tid til det?

Jeg er en “tænker” en “mærker” og en “føler” – på en og samme tid. Jeg mærker alt helt inden under knoglerne, hvilket til tider er hammer irriterende. Men det er nu engang en del af hvem jeg er. Jeg er 25 år, mega sensitiv – faktisk er jeg særlig sensitiv, læs også mere om det HER.
Det er en balancegang som er svær at opretholde. Man har tildens til at ændre på hvem man er, for at holde den gode facade og for at passe ind i mængden. Ligesom jeg prøver at bilde hende der skrev en kommentar til indlægget ind, at jeg ville ønske at jeg var anderledes – hvilket ikke passer. Jeg skriver det for at passe ind i mængden og virke helt normal og for at undgå konflikter. Ja, surprise – jeg er en konfliktsky blogger.. Noget af det sværeste i verden, det er at være den man er – og kunne stå ved det. Jeg har lært med årene at være mere stolt af den jeg er, men jeg er det åbenbart ikke helt endnu. Det handler vel om at have nogle filtre og nogle leveregler som gælder for en selv, noget der virker for dig, noget der gør dig glad!
Det er måske også en proces som står på nu ældre og klorere på livet man bliver.
Det jeg egentlig gerne vil frem til det er at man ikke skal skamme sig over sig selv. Jeg skammede mig vel egentlig igår, da jeg svarede hende pigen, jeg skammede mig over mine holdninger – at jeg ikke var lige så SEJ som hun er. Jeg er vel sej til nogle andre ting, det er vel heller ikke meningen at vi alle sammen skal være ens.
Jeg tror ikke på at vi hver især er blevet sat på jorden, for at ligne hinanden, som små grå klatter. Jeg tror ikke det er meningen at vi alle sammen skal mene og tænke det samme, der skal være plads til forskelligheder – OG, der skal være plads til at vi kan anerkende hinandens forskelligheder.

Så.. Hej, jeg hedder Caroline. Jeg er særlig sensitiv og utrolig rundforvirret til tider. Jeg har slet ikke styr på de der nutids r’er og nogle gange, bliver jeg påvirket af andres meninger om mig. Jeg har valgt at tro på at det ikke gør mig til et svagt menneske, men faktisk gør det mig nok bare menneskelig.. Derfor vil jeg sige til dig: du er nok, præcis som du er – og du gør det skide godt! 

 

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

Jeg er en 02 pige..

img_5679Det slog mig, ret akut og lidt voldsomt forleden. Jeg sad og snakkede med Malte om mine opgaver jeg er igang med at skrive på studiet, vi snakkede om opgaverne, om prøverne og lige pludselig.. karakteren der følger med.
I løbet af skoleåret har vi fået “bestået” eller “ikke bestået” med ned i vores lille pædagogrygsæk. Det har været en glimrende metode for mig, fordi… Jeg er en 02 pige.

Jeg bryder mig ikke om karakterer. Jeg bryder mig ikke om, at jeg kan have 0% fravær på et helt skoleår, jeg kan skrive alle de der noter folk gerne vil have, også bliver jeg bedømt på 25-30 minutter i et svedhelvedet!
Der er mange ulemper ved karaktersystemet, det er en længere snak, som jeg faktisk helst ser mig selv ude fra.

Jeg skal om 2 uger blive bedømt med en karakter. Mit pædagogiske arbejde i de her 9 måneder, skal dømmes med en karakter, som påvirker mit humør og måske min egen opfattelse af mig selv – tåbeligt. 

Jeg har været til eksamen i folkeskolen, i 10’ne klasse og på HF. Jeg er en disciplineret pige og senere er jeg blevet en disciplineret kvinde, med meget lidt fravær og en ret stor deltagelsesevne i klassen. Jeg har fået 02 og 4 for det meste, det har jeg faktisk haft det helt fint med, indtil jeg skulle dele det med andre.
“Hvad fik du så?”
“02”
“nååh øv, men du bestod da!!”
“…..”

Ja, jeg bestod, men jeg faldt også ned samtidig. Ned af stigen. Stigen der repræsenterer mig og mit selvværd, den faldt jeg ned fra – hver gang folk gav mig blikket. Når de gav mig: “åh, hvor er det synd for dig nikket” og de stramme læber, der prøver at fremprovokere et sødt smil!

Jeg er aldrig dumpet noget, jeg har brudt grædende sammen under flere eksaminer, jeg har fået et enkelt 12 tal, men flest 02 og 4 taller. Hvad siger de der tal så om mig? Fortæller det så at jeg bliver en dårlig pædagog hvis jeg får 02? Fortalte det 16 årige Caroline at hun var en dårlig elev, fordi hun fik 4 til kemi i 9’ne klasse? Jeg gætter på et tykt og fedt NEJ! 

“Du kan så meget andet” – den har jeg også fået mange gange. “Du skal bare finde din vej”. Jeg har fundet min vej, jeg står faktisk på min vej, og jeg er temmelig vild med udsigten og beliggenheden. Men hvad jeg godt kunne tænke mig, det er at du bliver på din vej.. Din vej hvor 10 og 12 taller flyder rundt på gaden, så du næsten falder på næsen over dem. Din vej hvor et tal skal bedømme og bestemme, om du er god til det du laver. Hvor den perfekte familie venter på dig, og det perfekte hus står så fint – uden et forkert blad på din fine ligusterhæk! 
Så bliver jeg på min bumpede landevej, med en sløv tipi der står forfaldent i vejkanten, fordi jeg dumpede kurset, der fortalte hvordan man sætter sådan en op. Min krøllede landevej, hvor der flyder perfekte uperfekte genstande rundt. Hvor jeg bruger alle mine fine 02 taller til fine hylder og 4’tallerne bliver brugt på gulvdekorationer. Min vej hvor vin og kaffe flyder i mine bække små, under min meget uperfekte grønne å.

Bitterfisse much? Måske, overdrivelse har det også med at fremme forståelsen..
Men jeg er faktisk lidt (læs: kodylt meget) træt af at en karakter, skal skabe så meget ballade og konkurrence. Jeg er lidt træt af af en sølle karakter, skal fortælle hvor vidt jeg har ret til at være stolt eller ej! Gu’ fandme er jeg stolt af mig selv, og mit perfekte gennemsnit på 5, jeg gik ud med sammen med min flotte blå hue. Det førte mig da til pædagogstudiet – måske fordi jeg muligvis skrev en motiveret ansøgning, fordi mit gennemsnit ikke var højt nok. Men jeg kom ind, fordi jeg er god til det jeg laver, fordi jeg elsker det jeg laver.. Også vil jeg egentlig skide på om der står 02 eller 12 på min prøve om 2 uger. Jeg fejre det på min uperfekte landevej i min faldefærdige tipi med vin og  et lejrbål..

Vi kan ikke alle være ens, det er ikke det der er meningen med livet.. Du er dig, og du er nok – præcis som du er! 

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png
   

Søndagsråd: digialt vækkeur.

img_5680Jeg lå i min seng, planen var at jeg skulle sove, derfor rakte jeg ud efter min telefon for at sætte en alarm. 1 time senere ligger jeg stadig med min telefon i hånden, klokken er 01.47 og jeg ser på alt muligt ligegyldigt lort. Hvorfor virker “sådan ordner du dit klædeskab flot og elegant” som verdens bedste video på Youtube midt om natten? 8 klik senere ligger jeg og ser gamle minder fra 90’erne – Tim og Thomas, Lågen i bogen, Mumitroldene og Far, mor og blyp.
Når jeg endelig ikke kan holde øjnene åbne længere så falder jeg i søvn, nærmest oven på telefonen. Små 6-7 timer senere vågner jeg ved en alt for høj lyd, alt for tæt på mit øre. Straks går jeg igang med at kigge internettet igennem igen, HVAD HAR JEG GÅET GLIP AF DE SIDSTE 6 TIMER?! … Ikke en skid! 

Jeg er træt af den telefon! Træt af at den skal være klistret fast til ens hånd og man nærmest ikke kan tænke en ærlig tanke selv, uden at skulle slå det op på Google med det samme!
Jeg er blevet meget bedre til at lægge den fra mig, men ikke om aftenen lige inden sengetid. Jeg blev så irriteret på mig selv, irriteret på teknologien. Det er svært at ændret på teknologien, den udvikler sig hele tiden, og vi bliver gang på gang fanget i det der store fiskenet! Men der er nogle ting som jeg selv kan gøre.

Den eneste grund til at min telefon skal ligge ved min seng, det er at jeg skal bruge alarmen derpå. Det er der råd for, derfor cyklede jeg ud i Silvan og købte et digitalt vækkeur. Ikke et af de der smarte nogle der spiller musik, eller dem der der lyser dig ind i hovedet, så du et kort sekund tror, at du vågner op på Bali – NEJ! Et ganske almindeligt gammeldags vækkeur, uden bluetooth, HDMI indgange og opladere til alle telefoner mens det siger “Godmorgen” på samtlige sprog, og spytter glimmer ud i hovedet på dig.

Det kan lyse hvis man trykker på en knap, hvis man skal se hvad klokken er om natten – også kan det snooze i 4 minutter, mens det viser hvad klokken er – selvfølgelig kan det også vække dig om morgenen. bum..

Jeg lagde min telefon mange meter væk fra mig den aften, jeg gik i seng med en bog og intet andet. Jeg lå og faldt naturligt i søvn med alle mine naturlige tanker inde i mit hovedet som jeg selv danner. Tanker som ikke kommer, fordi en lille skærm viser mig billeder og tekst. Jeg vågnede op ved en anderledes lyd end jeg er vant til, jeg lå og kiggede op i loftet og strakte min morgentrætte krop mens jeg bare lå og var til. Da jeg kiggede på min telefon opdagede jeg jo at verden ikke var gået under, der var ingen der var døde og der var ingen der havde skældt mig ud på SMS, fordi jeg ikke lå med min telefon klistret til min kind.
Jeg tror simpelthen ikke det sundt for en, eller jeg VED at det ikke er sundt at være så afhængig af ens telefon. Folk kan ikke forvente at jeg er aktiv 24 timer i døgnet, det liv gider jeg simpelthen ikke at leve. Det påvirker mine drømme, det påvirker min morgen også påvirker det resten af min krop.

Vi mennesker kan jo blive helt socialt handicappet pga. den åndssvage lysende skærm. Vi kan dårligt klare 2 sekunders stilhed inden vi rækker ud efter telefonen og tjekker de sociale medier. Jeg lyder måske for olde-agtig lige nu, men jeg syntes det er skræmmende og jeg håber at skålen flyder over og det vender snart. Så vi opdager hvor fantastisk verdenen er, hvis vi lige kigger op engang i mellem, og kigger hinanden i øjnene mens vi snakker sammen.

Søndagens gode råd, læg telefonen væk, kig din kæreste i øjnene, læs en bog (ikke en på din Ipad!), se skyerne forvandle sig.. Vær til i nuet, det er så hurtigt overstået.

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

Vegetarburger med selleribøffer

img_5577 img_5578

Jeg prøvede forleden kræfter med selleribøffer. Knoldselleri har aldrig været min største svaghed, fordi den er så kraftig i smagen. Med alderen har jeg lært at kunne lide det en lille smule, men jeg var stadig ret skeptisk da jeg kastede mig ud i selleribøffer til min vegetarburger!
Malte og jeg var overdrevet tilfredse med resultatet, burgerne blev meget lækre og jeg savnede slet ikke koen i min bøf.

For en uges tid siden fik jeg en bøf – sådan en rigtig lækker rød og saftig bøf, til aftensmad. Jeg havde ikke spist en bøf i over et halvt år, men det tænkte jeg ikke meget over, den skulle bare nydes. Min mave reagerede dog fuldstændig voldsomt, jeg fik de vildeste mavesmerter og jeg kunne ikke være i min egen krop i en halvanden time. Det var en vild ubehagelig oplevelse.
Var ret skræmt over hvordan min krop reagerede på ko, efter jeg er begyndt at spise meget mere vegetarisk.

Nå, nu til en virkelig lækker opskrift:
Selleribøffer ca. 8-10 stk.

1 knoldselleri – ca 400-500 g.
Godt med persille/purløg eller basilikum (eller lidt af allesammen)
2 fed hvidløg
4 æg
Ca. 2 dl mel
Ca. 4 spsk rasp
1-2 dl Revet ost
Salt og peber
Olie

Sådan: 

– Skræl knoldselleriet og skær det i mindre stykker.
– Hak og klargør urter og hvidløg.
– Kom knoldselleri stykkerne og æg i en foodprocessor, lad den kører og tilsæt urter, hvidløg og revet ost. Tilsæt mel og rasp lidt efter lidt sammen med krydderier og lidt olie.
– Form bøfferne og steg dem i olie. Jeg gav dem ca. 10 min på hver side, indtil de blev gyldne. Pas på når du vender dem, de kan godt være lidt skrøbelige.

Jeg serverede dem i en burger med lækre boller jeg havde købt fra en Emmerys bager. Også var der ellers bare masser af ost, avocado, peberfrugt, salat, ketchup, hytteost og hjemmelavet pesto i.
Bøfferne kan også laves som små minibøffer, perfekte til madpakken!

img_5579

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

1 år siden..

img_0376 img_0380

Nogle gange så må man bare tro på skæbnen og lade sig flyve med vinden. Tro på at vinden er i din ryg for en grund, den prøver at fortælle dig noget, alt du skal gøre det er at følge med og lade tingene ske. “Lade tingene ske?”.. Hvad nu hvis tingene allerede ved hvad der vil ske og det vil vælte dig bagover, som 100 vilde heste på en bar eng?

Den 19/4-16 startede dagen helt normalt, arbejde og et event om aftenen – det var ret almindelig for mig. Men der var noget med det her event, fordi af en eller anden grund var jeg tæt på at aflyse det – men det kunne jeg ikke. Jeg stod faktisk med mailadressen foran mig og jeg skulle jo bare skrive: “jeg er desværre blevet forhindret, så jeg kommer ikke”, men det gjorde jeg ikke. Jeg tog med, selvom jeg ikke kendte nogle og selvom jeg kom en time for sent.

Jeg kommer ind og ser ham, jeg prikker en pige på skulderen og spørger: “er det der ham Malte?”, mens jeg henkaster mit hovedet i retningen af manden, pigen nikker jeg jeg fortætter imod ham.
Jeg kan tydeligt huske mine første tanker om ham, da jeg sneg mig forbi de andre mennesker: “høj, flot og alvorlig” tænkte jeg. Hvis jeg vidste at vi bare om under 2 uger ville befinde os nøgne i hans seng, så var jeg nok faldet ind i de stakkels mennesker.. Nej. Nogle ting er bedst at lade ligge i fremtiden hvor de hører hjemme, indtil man er klar til at åbne den gave.

Jeg betragtede ham på afstand og ønskede sådan at han satte sig ved siden af mig, men det gjorde han ikke. Jeg ønskede sådan at han ville følge efter mig ud på toilettet og kysse mig op af døren, hårdt og lidenskabeligt – det gjorde han heller ikke. Jeg ønskede inderligt at han ville bede mig om at blive, fortælle mig at jeg ikke måtte gå – det gjorde han heller ikke. Hvorfor skulle han også det? På den anden side, hvis han havde gjort det, så var jeg nok blevet skræmt og syntes at han var en smule pervers! Så var jeg nok ikke endt nøgen i hans seng, efter lidt for mange shots og lidt for mange søde blikke 2 uger efter.

Jeg gik ikke derfra og var forelsket i ham, men jeg gik derfra og havde ham i mine tanker. Han cirkulerede rundt i mit hoved og jeg kunne ikke gøre noget ved det, det havde jeg heller ikke lyst til. Jeg var i et stadie som jeg aldrig har været i før, han fyldte mine tanker, selvom vi dårligt havde udvekslet 3 ord sammen, han fangede min opmærksomhed og det var vildt sexet og voldsomt skræmmende. Da jeg dagen efter fik en mail og der stod “Malte” i afsender feltet, så vidste jeg at jeg var nødt til at igangsætte: “projekt-få-en-date-med-ham-den-høje”. Læs alt om det i vores kærlighedshistorie HER, HER, HER og HER.

Nu sidder jeg her et år efter og skriver mine erindringer ned, mens jeg til venstre for mig har en lige så høj, lige så flot og lige så sexet mand liggende ved min side. Så man kan roligt sige at det var det bedste event jeg nogensinde har været til, en bedre goodiebag findes nok ikke.

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png
   

lately..

img_5483img_5534 img_5540 img_5551img_5552påskeliljerne blomstre på sidste vers. Mine var i hvert fald døde da jeg kom hjem fra Odense i forgårs. De fleste af os er begyndt på arbejde igen idag, jeg snupper lige en ekstra fridag inden studiet kalder på mig i morgen.

Jeg har taget et bevidst og aktivt valg om at være mindre online i ferierne, især de ferier Malte og jeg tilbringer i Odense. Jeg har virkelig slappet af i alle kroge af min krop de sidste par dage, det har været helt fantastisk og meget tiltrængt. Der er simpelthen sket så mange små ting i mit liv, som jeg er nødt til at dele ud af. Hver for sig er de måske lidt underlige, men i det store billede, så har de gjort det til en fantastisk påskeferie.

Jeg kom igennem 2 bøger i ferien. Jeg fik læst “Transfervindue” af Maria Gerhardt. Det er også hende der er forfatter til “Der bor hollywoodstjerner på vejen” som jeg også har læst. Maria er måske for nogle bedre kendt som Djuna Barnes som var hendes kunstner navn som DJ. Hun døde desværre for ikke så langt tid siden, hvilket påvirkede mig helt ekstremt. Måske fordi jeg var så vild med hendes bøger og skrivestil. Hun nåede desværre kun at udgive de to bøger og en digtsamling der hedder “Amagermesteren“. Hendes seneste og sidste bog “Transfervindue” læste jeg på én dag, dels fordi den er ret kort men også fordi hun fanger læseren med hendes ualmindelige flotte billedesprog. Den er skrevet mens hun er på hospice, mens hun er rigtig syg. Jeg fik et koldt gys ned af ryggen da jeg så undertitlen: “Fortællinger om de raskes fejl” – av. Den er pisse hård at læse, jeg knækkede sammen i gråd flere gange og jeg var simpelthen nødt til at dele nogle af hendes ord med Malte. Den har sat sig godt fast i mig, som kun en god bog kan gøre.

Den anden bog jeg læste var “Døde piger lyver ikke“, som åbenbart er en ret populær serie på Netflix. Jeg fik bogen anbefalet af min roomie, idet at det er hendes yndlingsbog. Lettere skeptisk gik jeg igang med bogen og slugte den på meget få dage. Bogen handler om en pige ved navn Hannah, hun har begået selvmord som 16 årig og hun giver så 13 mennesker skylden for det. Hun har indtalt nogle bånd fra hendes sidste timer, hvor hun forklare hvad de forskellige personer har gjort ved hende. De bånd bliver så sendt rundt i rækkefølge til de personer der optræder i hendes historie. Vi møder Clay, som er/var blændende forelsket i Hannah. Vi følger historien fra hans synspunkt når han høre båndene, mens vi hører Hannah fortælle om alle de her forskellige mennesker der er skyld i hendes død.
Jeg vil indrømme at jeg blev først rigtig fanget af bogen halvvejs inde i den. Måske er det fordi at jeg slet ikke kan relaterer til det, denne her stakkels pige går igennem, fordi jeg er 9 år ældre end hende. Dengang jeg var 16 så dealede jeg med nogle helt andre “problemer”, så jeg er nok en kende for gammel (shit) til denne her bog. Bogen er dog fuld af håb, den er ret godt skrevet og jeg er helt sikker på at unge mennesker, måske lige tænker en ekstra gang over, hvordan man behandler hinanden. Måske er det bare mig der lige syntes at selvmord er en kende for dramatisk, hvis man render rundt og har det svært.. Men det er faktisk en ret fin bog, som jeg gerne vil anbefale til de lidt yngre, måske mennekser under 20 år for det meste.

Så til en lille filmanbefaling. Malte, jeg og hans mor så filmen “Captain Fantastic” forleden i Odense. Jeg vidste at Viggo Mortensen var med, jeg vidste han var blevet indstillet til en eller anden pris for den, mere vidste jeg faktisk ikke. Kino skriver et resume af den: I ‘Captain Fantastic’ har familiefaren Ben slået sig ned i skoven med sine seks børn, hvor han gennem flere år har lært dem, hvordan man overlever i naturen uden hjælp fra moderne fornødenheder. Men da moren dør, efter længere tid på et psykiatrisk hospital, beslutter Ben sig for at forlade sit hjemmelavede paradis og tage børnene med til begravelsen. Turen gennem det moderne samfund bliver en rejse, der kommer til at forandre alle involverede parter.
Kender i det hvor man lige skal sove på en film? Altså ikke bogstavelig talt, men you know.. Ligesom det også er smart lige at tage en powernap hvis man har været uvenner med sin kæreste, så sover man lige på det, så siger man mindre dumme ting – true story!
Jeg vågnede op dagen efter og filmen sad stadig i min krop. Jeg syntes den har nogle så fine og vigtige dilemmaer og problemstillinger, som de fleste af os står overfor. Den lægger op til debat og det syntes jeg er mega fedt. Den viser at vi er forskellige mennesker som vælger at leve vores liv på forskellige måder, selvom det ikke altid er nemt. Den er pisse fed, det er en af de bedste film jeg har set i rigtig lang tid. Den vil jeg meget gerne give en fin anbefaling.

– Det var faktisk meningen der skulle en hel del flere ting på denne liste, men jeg er forsinket i min studiegruppe. Jeg har ikke været i bad efter træning og skal mødes med dem om 30 min. Så for at indlægget heller ikke knækker halsen på jer, så stopper jeg her.

Håber i alle sammen har haft en fantastisk ferie og har fået slappet af og bare nydt nuet. Så håber jeg også at denne her anbefalings-ting med bøger og film jeg har gang i, er spændende nok for jer.

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

Ultra Nemme Butterdejssnacks

img_5527  img_5529 Denne her opskrift er fra min nieces barnedåb, da Malte og jeg stod for at lave alt maden. Vi fandt en basisopskrift på nettet, som vi legede lidt med og udviklede den til vores egen. Men det gode ved denne her opskrift, det er at den kan varieres i uendeligheder. Det tager ingen tid at lave dem og kræver utrolig få ingredienser.

Butterdejen kan du købe færdig i de fleste supermarkeder. Der er til 8 horn i én pakke, så kan du selv lige se hvor mange du har brug for.

Du skal bruge: 
Butterdej.
Svigermors hjemmelavet pesto (du kan også bare købe pesto i butikkerne)
Parmaskinke/serranoskinke. Alt pålæg og former for skinke kan faktisk bruges i de her.
Ost – vi brugte både feta & revet ost. Du kan bruge alt slags ost.
1 æg (til pensling)

Hjemmelavet pesto (ca. opskrift): 
2 store håndfulde basilikum.
En halv håndfuld solsikkekerner.
En halv håndfuld pinjekerner.
1 dl færdigrevet parmesanost (eller frisk)
2 hvidløg
En halv til en hel dl olie, det kommer an på hvordan du vil have konsistensen.
Bland hele balladen sammen i en blender.

Sådan: 
Rul dejen ud og del den i 2 kvadrater. De 2 kvadrater deler du så i 8 trekanter, 4 trekanter pr. kvadrat Altså skær fra hjørne til hjørne, som vist på øverste billede. (Jeg skærer det så meget ud i pap, fordi jeg gjorde det helt forkert første gang jeg selv arbejdede med dem!)
Smør trekanterne godt med pesto ca. 1 tsk pr. trekant.
Kom skinken på og top med ost.
Rul dem til små horn, start fra den brede ende og slut med spidsen.
Læg dem på bagepladen og pensl dem med et sammenpisket æg.
Tænd ovnen på 180 grader og bag dem i 18-20 minutter, til de er gyldne.

Nu har jeg spist dem både varme og kolde og begge dele fungerer fint. Serveres til aftensmaden med andet mad, eller bruges til madpakken.

img_5528
img_5530

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

Historien om grænsen..

Noget af det sværeste i et forhold, det er at kende sine grænser. Det er uhyrer vigtigt at du husker at sætte dine grænser, tegne dem på den kolde jord og vide hvor du står. Det er bare også uhyrer vigtigt at du kender dine grænser og ved hvor de går.

Hvad nu hvis man ikke ved hvor ens grænser går? Hvis man først opdager det, når det er for sent og ens partner allerede har bygget hus og have, på ens side af kridtstregen?

Jeg tror at der rundt om os er forskellige grænser, nogle er optegnet med lysegrønt farvekridt, mens andre er tegnet op med en skovl ned i jorden, som en voldgrav omkring os. Vi skal nemlig også kunne rykke vores grænser og gå på kompromis med dem, overfor vores livspartner. Hvornår ved man så om man er for stædig med sine grænser? Hvornår går man fra at være en selvsikker og stærk person med gode grænser – til et stædigt æsel, der bare ikke gider at rykke sig en millimeter?

Da jeg fik et form for angsttilfæde i starten af mig og Maltes forhold, der lyste mine grænser op rundt om mig. Jeg mærkede prompte hvor de gik og det her var for meget for mig. Det var ikke Maltes skyld, hvilket gjorde at jeg havde meget svære ved at holde på mine grænser, fordi han ikke har været med til at tegne dem.

Malte stod på sin grænse, som var langt væk fra min – vi snakker Honolulu vs. Malmø langt. Jeg var ikke i stand til at rykke mine grænser, ikke endnu og ikke uden hans hjælp. Ser du, jeg tror nemlig at der findes virkelig mange grænser rundt om en. Her, lad mig illustrerer det for jer:

img_5453

Som i kan se på min kunstneristiske tegning, så har jeg prøvet at vise hvordan jeg tror ens grænser ser ud, hvis man kunne se dem. Der er forskel på grænser, nogle er ikke så stærke og dem kan du nemmere rykke, også har du helt sikkert nogle grænser som du ikke lige forstår – dem kalder jeg de forvirrede grænser. Men vigtigst, så har du dine stålfaste, stærke og ugennemtrængelige grænser, som er med til at gøre dig, til den du er.

Malte trådte udover hans egen grænse, han forlod den på den kolde jord, også gik hen og samlede mig op. Jeg lå i fosterstilling og klamerede mig til min lille dumme grænse, fordi alt hvad jeg troede og følte var rigtigt, var indenfor denne her åndssvage grænse. Han samlede mig op, krammede mig og tog mig væk fra min grænse. Sammen tog vi hver vores yndlingsfarve i kridt og tegnede en ny grænse, som gik rundt om ham og jeg – en fællesgrænse. Herinde deler vi noget som er blevet dannet kun af ham og jeg, dannet af kærlighed. Det er noget kærester, gode veninder, familiemedlemmer kan gøre sammen – tror jeg.
img_5456

Jeg tror det er rigtig vigtigt at stole på sine grænser, på den måde stoler du også på dig selv. Ved at stole på dig selv, så må du heller ikke være for stolt til at indrømme at din 10 år gamle grænse, måske trænger til en opfriskning – fordi du har ændret dig og det har dine holdninger også.

Det handler om at finde balancen, balancen mellem at stole på sig selv – men ikke blive for stædig og snæversynet. Grænserne er til for at passe på os, de passer på at vi ikke bliver såret, det er endnu en fantastisk evne kroppen har. Men vær ikke for stolt til at gå ud fra din grænse, måske tage den under armen og rykke lidt på den engang imellem – på den måde udvikler du dig selv og din forståelse for hvad du kan og hvad du vil.

Men alt dette her er selvfølgelig bare et gæt og et kig ind i mine tanker – du sætter selv grænsen (høhø) for hvad du tror på.

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png
   

Today is a gift..

img_5385Jeg øver mig i at leve i nuet, trække vejret ned i maven, vide at dagen nok skal gå sin gang. Jeg dyrker mindfulness og passer på mig selv. Jeg er ikke bange for fremtiden, men jeg er bange for at komme til at leve i den. Leve i en tid der ikke er sket, en tid som ikke er skrevet ned endnu. Det smukke ved fremtiden det er at den er usikker og uforudsigelig, vi kan umuligt vide hvad der vil ske – vi kan drømme, ønske og planlægge – men det kan smuldre mellem hænderne på os. Vi vil måske blive skuffet fordi tingene ikke gik den gang man ønskede, vi bliver måske lykkelige fordi noget overrasker os positivt. En klog skildpadde fra Disney film sagde: “Yesterday is history, tomorrow is a mystery, and today is a gift… that’s why they call it present”.

Jeg kan gisne om hvad fremtiden bringer mig, men jeg må ikke leve i den. Da jeg var lille så glædede jeg mig helt vildt til sommer, fordi vi skulle på ferie, i flere måneder snakkede jeg ikke om andet, fordi jeg glædede mig SÅ meget. Min far sagde til mig: “Hvis du bliver ved med at glæde dig så meget til fremtiden, så kan du nemt komme til at glemme at opleve nutiden”. Det forstod jeg ikke så meget af dengang, men det gør jeg nu.

Min fremtid bringer mig utrolig mange gode ting, faktisk så skal der ske utrolig mange gode ting i år som jeg glæder mig helt vildt meget til. Om lidt over en måned skal jeg ud på et angst provokerende eventyr, til sommer skal Malte og jeg en hel masse spændende ting som bringer os ud på dybt vand (billed og bogstavlig talt). Jeg skal finde ud af hvilken pædagogisk linje jeg vil gå, som skal være grundstenen i min karriere. Jeg skal holde jul, nytår og fødselsdag i Thailand med min familie og Malte. Malte skal flytte ind hos mig (som virker helt syret at tænke på!)..

Så jeg har simpelthen så meget at glæde mig til, jeg kunne eksploderer af ren lykke hvis jeg bliver ved med at tænke på det – derfor lader jeg være. Jeg har min lille lykkeboble som ligger inde i mig, den kan jeg besøge hvis jeg lige har brug for lidt opmuntring, men ellers så passer jeg på at ikke kommer på visit alt for tit.

Hvis tingene presser på, arbejdet og hverdagen trykker en mod ørene og klemmer om organerne, så stopper jeg op – ser op på himmelen og trækker vejret ned i maven. Jeg har haft et liv hvor det handlede om at komme først, spæne igennem byen for at nå i mål først, det liv er jeg ikke interesseret i at besøge igen.

Jeg glæder mig til at blive ældre, få børn og rækkehus og et stort lån. Jeg glæder mig utrolig meget til at jeg en dag får en hund, en urtehave og et bryllup. Men de ting ligger placeret inde i min boble, der kan ske alt derinde, intet i min boble er sikkert, den kan blive større, mindre og tilmed også briste.. Lige netop derfor er det vigtigt at man ikke lever i en tid, hvor intet er skrevet i sten. Jeg kan kun hjælpe min fremtid på vej ved at leve i min nutid. Leve i denne her tid jeg har fået tildelt, hjælpe med at skrive siderne i min livsbog og forhåbentlig skaber det en tryg og rar stig for mig, som jeg kommer til at gå og vokse på i min fremtid.

Idag er en gave, pak den ud, se på den, betragt den & lev den. 

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

babser, gajoler, patter og bryster..

img_5382

Lad dem hænge.
Sving de patter, som et Bornholmer-ur..

Bryster, noget af de blødeste og lækreste i verden. Der går ikke én dag uden jeg mærker på mine, fordi det skal man, de har også brug for kærlighed.

Jeg har stort kærlighedforhold til mine bryster, det har jeg lært med årene. Da jeg var yngre var jeg meget ked af dem, fordi de var ret store til min lille krop. De var større end de er nu, det var et heleved at finde en passende BH, fordi jeg er smal om livet. Nu er de lidt mindre, men stadig store.. Jeg er ikke flov over dem mere, fordi de er en del af mig og de er nu faktisk ret fine. Efter mange måneders intenst bryst-beluring har jeg lært at elske dem. Jeg brugte lang tid på at kigge på hele min krop, for at accepterer hvordan jeg nu engang er skabt. Det er en proces som jeg nok aldrig er færdig med, min krop forandre sig jo hele tiden.
Mine bryster forvander sig jo også, de bevæger sig sikkert i den sydgående retning med årene.. Med tiden bliver mine meloner til nedfalden frugt. Oh well, den tid den glæde. Så må jeg også lære at elske dem der.

Lige nu sidder de heldigvis hvor de skal, men jeg har aldrig været god til at give dem et specielt frækt hjem. Det er som om, at nu større dine bryster bliver, nu kedeligere og grimmere bliver udvalget af undertøj dertil. Hvis vi vil købe noget frækt, så skal vi jo nærmest af med halvanden månedsløn for det. Derfor har jeg i mange år købt det kedeligste undertøj, som holdt tingene på plads men ikke mere end det. Jeg er i et fast forhold, jeg skal kun forføre min mand men jeg vil da også gerne vise mig frem foran ham, istedet for at gå rundt i det samme mølædte kedelige sorte BH. Det er kommet med alderen, det gik jeg ikke op i som yngre. Udvalget er blevet større, der er flere butikker som faktisk sælger undertøj i min størrelse. 65F er en dum størrelse, fordi i mange år har mennesker troet at hvis man har en stor skål, så er man også relativ stor om livet – hvilket jeg har skulle lide under.. Change har altid haft min størrelse, men de har bare ikke altid haft de mest sexede bh’er – de er ved at komme frem på moden og jeg har forelsket mig lidt i denne her og denne her.  Jeg har også kigget lidt rundt på denne her hjemmeside, som sælger utrolig mange mærker til storbarmet piger.

Jeg var inde i Triumph forleden for at shoppe nyt undertøj, jeg har været så heldig at modtage et gavekort derind til som gave. Jeg tænkte ikke jeg ville finde en fin bh, fordi jeg ved at de starter deres størrelser med 70 om livet – til gengæld har jeg en sportsbh derinde fra og den er skisme god. Jeg har stået på hænder, danset og klatret i den bh og den holder alt på plads, se deres udvalg HER. Nå, men jeg gik derind og fik af vide at de faktisk kun lå inde med én enkel BH i min størrelse, så den prøvede jeg og utrolig nok så sad den utrolig flot. Jeg har valgt ikke lige at tage et billed af den på, fordi som i kan se, så er den pænt gennemsigtig. Se den HER.

Før i tiden ville jeg ikke kunne finde en så fræk bh i min størrelse. Det gør altså noget ved en kvinde når hun føler sig lækker i sit undertøj, så nu mangler vi bare at butikkerne begynder at producerer lidt flere BH’er til os andre.. Man må ikke forskelsbehandle bryster, de er alle samme lækre og de fortjener gode bh’er der får os til at føle os lækre. Jeg følte mig lækker, lækker da jeg viste mig frem foran Malte, lækker da jeg havde den på i byen, selvom min bh sad indenunder 2 lag tøj..
Det blev et langt indlæg om bryster, lækkert! Forhåbentlig blev du lidt klogere, hvis du sidder derude og har nogle store gajoler men mangler et fint hylster til dem. Here you go..

 

img_5381

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

Billige drinks, ung fyr og go’ røv..

img_5373Jeg har ondt i håret idag, fordi jeg var stiv igår. Sådan mega-monster-forhelvede-ikkeflereshots-mitdankortbrænder-detherernæstenpinligt-nejdeterpinligt-STIV. oh, jo.

Min unge roomie hev os med på Sigurds-gade 39, som bare skulle være THE SHIT. Der er altid alt for mange mennesker, så vi var nødt til at komme tidligt så vi kunne komme ind. Kl. 22.13 står vi på en meget øde gade, foran en meget død bar. Jamen lad mig da lige møge mig frem, blandt de sindsyg mange festgale mennesker..

Ind kom vi da, sammen med alle de her unge mennesker som lignede kopier af hinanden. Det er jo egentlig smart, hvis man bliver væk fra hinanden kan man gå op i baren og spørge: “hej, har du set en dreng der ligner mig på en prik?”..

Der kom ung (han kunne ikke gro skæg ung) dreng hen til mig, stillede sig bag mig og dansede op af mig med hænderne placeret på mine hofter. Som en duracell kanin på coke gik han ellers igang med at lege “så-går-vi-rundt-om-den-ene-bær-busk” rundt om mig, mens hans hænder helst skulle røre hele min krop. Et ubehageligt flashback tog mig tilbage til Volume (sodavands disko) hvor jeg mindes at en ung fyr dansede præcis på samme måde. Forskellen er nu bare den at jeg var 16 dengang..

Uden at lyde for bitterfisse agtig, så var det faktisk en god bar. Der var fed musik og billige drinks.
Jeg sad i sofaen med mennesker og kiggede ud på de andre unge mennesker. Vi mødte én pige som var gået i byen helt alene, bare for at danse – hvilket mod der ikke må være inde i hendes krop. Det forstår jeg slet ikke at man tør. Jeg kiggede på hende danse, helt alene – YOU GO GIRL!

Jeg er ikke gammel, men 18 årig Caroline og 25 årig Caroline vil nok ikke syntes den anden ville være sjov at være i byen med. Som 18 årig står man og gør sig til på dansegulvet, du tænker over hvordan du lige svinger med håret forbi den lækre hær af søde drenge. Hellere have ømme fødder end flade sko, de står på lilletåen skal nok hele igen.. 18 årig Caroline vil nok være pinlig berørt over 25 årige Caroline. 25 årige Caroline der faktisk tager i byen for at danse, selvom jeg virkelig ikke er speciel god til det – men det vil jeg skide på. Mennesker glor underligt, folk de fjernede sig da roomie og jeg dansede – fuck det, vi havde det sjovt også vil jeg skide på om min røv ikke ser godt ud og mit hår er alle steder.

Jeg var sgu mere uptight dengang. Jeg gik sgu for meget op i hvad de andre syntes om mig. Jeg ville gerne have komplimenter og drengenes opmærksomhed.. Det var sgu nærmest et arbejde at være ude i byen, med alle de forholdsregler, makeup, push up BH, læbestift on point, scorereplikker og dyre drinks.

Måske kommer det med alderen, måske er jeg bare meget mere selvsikker nu, end jeg var dengang. Måske.. I hvert fald så hyggede jeg mig, mens jeg dansede som en gal abe og drak billige drinsk med Rom og grinte røven ud af bukserne med mine venner. Måske fordi jeg hvilede mig selv, måske fordi jeg vidste jeg skulle hjem og ligge på brystet af min mand, måske fordi jeg købte en grande hotdog med über meget dressing på vej hjem.. Måske.

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png