Tør du skille dig ud?

En opgiver, eller en realist?

IMG_9285

Accept..
Jeg skriver om at man skal accepterer sin krop for den, den er, og man skal elske sig selv.. Men hvad nu hvis at man via accept, opgiver.

Jeg kan ikke løbe, og jeg mener ikke at det er fordi jeg er i dårlig kondi.. Jeg mener at jeg virkelig ikke KAN løbe, min krop kan ikke løbe. For snart 2 år siden mærkede jeg krampe i min fod, i højre side, hver gang jeg løb. Min familie sagde jeg nok bare havde de forkerte sko på, eller jeg ikke havde så god kondition. Selvom jeg fik dyre løbesko, og jeg var i god kondition, så kom krampen tilbage. Ofte var det efter 2 km, og det var så slemt at jeg næsten faldt om midt på vejen.
Søgte hjælp hos en fysioterapeut, og hun mente det var fordi min ryk for skæv, og for svag til at bære resten af min krop. Jeg blev bedt om at træne ryg hver dag, og efter 5-6 måneder ville min krampe være væk. Med håb i kroppen trænede jeg ryg, hver dag, flere gange om dagen, jeg lavede mine øvelser og jeg håbede på det ville hjælpe mig. Efter måneders kamp hoppede jeg i løbeskoene og ville løbe mig en dejlig rask tur…. Jeg løb 500 meter, så bukkede jeg under af smerte, jeg kunne simpelthen ikke klare det.
Jeg gik til egen læge for at få en henvisning til en anden fysioterapeut, og jeg fik tid hos Daniel. Daniel skylder jeg meget tak, ros og tålmodighed. Daniel fandt hurtigt ud af, at det ikke var min ryg der var noget galt med, men hvad der var galt var svært at vide i starten. Jeg er faktisk stadig i tvivl omkring hvorfor det er jeg ikke kan løbe, det lød meget teknisk, men mener det er en bivirkning fra mine p-piller. En bivirkning der har gjort at mine blodbaner trækker sig sammen, hver gang jeg laver aktive ting, hvilket foresager krampe i min fod. Daniel mærkede oppe ved mit bækken, og trykkede ned på der hvor spændingerne sad, der gjorde super ondt, men det hjalp. Jeg startede med at kunne løbe 5 minutter, så 10-20 min. tilsidst kunne jeg løbe 30 minuttet uden nogle problemer, hvilket var en vild sejr for mig og min krop. Hvis jeg ikke kom regelmæssigt hos Daniel, kom mine kramper tilbage, og de kom tilbage utrolig hurtigt. Så hurtigt at jeg ikke engang kunne løbe 500 meter igen, uden at få voldsomme kramper.
Efter noget tid, forsvandt min tro til løb langsomt, måske var jeg bare et af de mennesker der ikke kunne løbe.
Jeg tror at jeg har gået hos Daniel i over et år, og det er jo ikke ligefrem billigt at gå til en privat fysioterapeut, så jeg har godt nok også brugt mange penge på det, men havde hele tiden håbet at det var det værd i sidste ende. Jeg fik skinnebens betændelse, og kunne ikke andet end at svømme i lang tid, Daniel fik også kureret det ved at stikke nåle i mine ben og vride mine lægge så jeg skreg af smerte, men det hjalp. Jeg skylder ham utrolig meget tak, fordi jeg ved at han prøvede alt hvad han kunne, på at få mig til at løbe.

Jeg ved ikke om jeg vil sige at jeg har opgivet, fordi jeg har altså givet det 2 år, men jeg er ikke glad for at tabe, og følte hver gang jeg begav mig ud på en løbetur, så tabte jeg. Det er nemmere ikke at deltage i kampen, i stedet for at vide man vil tabe på forhånd.
Jeg vil lyve hvis jeg ikke siger at min træningsglæde er mindsket lidt, fordi jeg ikke kan løbe, fordi det er den. Jeg elsker at stå på cross træningsmaskinen, og ro på romaskinen. Men der er altså et eller andet over løb, som bare er anderledes, og er ked af jeg ikke kan være med.

Jeg har accepteret at jeg ikke kan løbe, og jeg har accepteret at min krop ikke er en løbekrop. Jeg syntes under ingen omstændigheder, at det er fair, men jeg lever med det. Det kan være om nogle år man ved ting om kroppen, man ikke ved nu, også kan jeg løbe.
Jeg må bare ikke være en løber.. 

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
untitled-13
   

2 kommentarer

  • Cecilie

    Hej Caroline

    Jeg er ked af at høre om din situation. For to år siden måtte jeg også opgive løb, da jeg blev skadet – formentlig som følge af overbelastning, men der var nok andre faktorer, der også spillede ind. I starten gjorde det ondt at gå, men smerten aftog, så længe jeg ikke løb eller gik meget, og så længe jeg gik i fornuftige sko med ordentlig støtte.

    Jeg tog til lægen, som sagde, at jeg skulle holde den i ro, og så ville det gå over efter en måned. Det gjorde det bare ikke. Jeg tog til lægen igen og fik samme svar som før. Jeg fik også en ortopædkirurg til at kigge på det. Han gav mig nogenlunde samme svar samt et par øvelser og et råd om at bruge indlæg. Dette hjalp heller ikke. Til sidst tog jeg til en fysioterapeut, der kun beskæftiger sig med løb (Sportsfyssen på Østerbro). Han kunne fortælle præcis, hvad der var galt, og hvilke øvelser jeg skulle lave osv. Han gav mig også et løbeprogram, og jeg fik lov til at løbe allerede efter første behandling – og det var uden smerte!

    Jeg ved godt, at min situation ikke er helt den samme som din, men tænker, at du måske kan prøve at opsøge en løbespecialist. Hvor om alting er, skal du i hvert fald ikke opgive håbet! Det tog også mig 2 år, og jeg havde faktisk også lidt accepteret, at jeg ikke skulle løbe igen. Men der må altid være en løsning, og jeg er sikker på, at du nok skal finde løsningen på dit problem!

    Til sidst vil jeg rose dig og din blog – jeg bliver altid så glad, når jeg læser et indlæg (måske bortset lige fra dette), da den er så positiv, og da jeg elsker budskabet om at man skal elske sig selv!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke et godt indlæg, der virkelig sætter nogle tanker igang …
    Hvis du vil kan du tjekke min blog http://bysarah.dk/ ud – lige nu har jeg en lækker giveaway kørende, hvor man kan finde en fusion-trøje 🙂
    // Sarah – bysarah.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tør du skille dig ud?