Det er okay, ikke at være okay..

Regnbue søgen og accept..

 photo hej hej hej _zpseftdmujf.jpg

Jeg fik af vide, lad være med at tænke for meget over tingene, lad være med at sætte ord på følelserne altid, lad være med at analyserer dig selv og din situation.. Mærk efter i maven: gør det mig glad, eller ej?
6 små ord, så svære at besvarer.
Er jeg ok eller ej? Lys, mørke. Ind, ud. Kæmp, opgiv. Lev, død.
VÆLG..

Jeg venter på dagen går, så i morgen kommer.. Men i morgen sker der præcis det samme som i dag.. Jeg venter på dagen går, så i morgen kommer.

Jeg har gode dage og dårlige dage, det er normalt. Jeg er ikke syg, jeg er ikke døende. Jeg har stress, og jeg har accepteret det.. 
Da jeg var mindre, og jeg havde travlt, tonsede rundt og skulle nå det hele på den halve tid, så brugte jeg udtrykket: “Arg, jeg får stress..” Det er et normalt udtryk, er sikker på flere har brugt det. Min far hørte mig så sige det en dag, han svarede: “Caroline, du har ikke stress. Stress er alvorligt. Du har bare lidt travlt!” .. Jeg stoppede med at sige det. Kan se i dag han havde ret, stress er alvorligt, og det er virkelig ikke noget man skal lave sjov med.

Jeg har trukket stikket ud, jeg har sagt op på mit ene job, jeg har aflyst alle aftaler jeg havde, jeg har holdt pause fra mine yndlings ting, bl.a bloggen og træning. Jeg har ikke trykken for brystet længere, så meget i hvert fald.
Nu er jeg så i tvivl.. Hvor længe skal der så gå, før jeg igen ser mine regnbuer? Hvor længe går der før jeg er ok igen? .. Det er der selvfølgelig ikke noget facit på, den er jeg med på. Men måske er jeg på rette vej, også lige pludselig vågner jeg op, og verden er lidt smukkere dag for dag..

Jeg er en glad pige, jeg er en smilende og “let til at le” pige.. Hende er jeg stadig, bare lidt færre dage end jeg plejede. Det er okay, ikke at være glad altid. Det er okay at vise man bare er et menneske. Det er okay at sige: “Hold kæft en lorte dag i dag” ..
Lad være med at sætte ord på hver enkel følelse du foretager dig, lad være med at finde en grund til at du er trist eller glad. Du har alt ret til at være totalt happy, uden at vide hvorfor. Du har ret til at bande og svovle og bare være sur, uden nødvendigvis at skulle sætte ord på det. Det gør dig ikke uperfekt, det gør dig til et menneske.

Jeg har gået længe og tænk over bloggen og mit forhold i denne situation. Skal jeg lukke den ned, skal jeg blive ved med at holde pause.. Skal jeg skrive om det? ..
Min blog har altid været ærlig ( for ærlig til tider ) .. Den hjælper mig med at sætte ord på de ting jeg går rundt med inden i. At skrive om det skal få mig til at blive klogere på mig selv, ikke grave mig dybere ned i det hul jeg i forvejen ligger i.
Jeg har besluttet mig for at skrive om det, hvis jeg i maven kan mærke det gør mig glad. Og JO bloggen gør mig glad, og jeg savner at skrive.

Jeg tror vi kan hjælpe hinanden her, jeg ved i hvert fald at de kommentare/mails i sender mig, hjælper mig. Man kan hurtig føle man er alene i sådan noget, andre forstår ikke hvad det er der foregår inden i, og du er for træt til at snakke om det.. Vi er alle mennesker, udover om natten, der er jeg Batman.. Men ellers er vi dødelige mennesker, vi begår fejl, vi bliver forladt, vi bliver elsket, vi er glade, vi er sure.. Vi er perfekte, uperfekte..

 photo mig mig mgi _zps5jyso4ba.jpg

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
untitled-13
   

7 kommentarer

  • Nanna

    Hej Caroline 🙂
    Efter at have læst dit indlæg kan jeg ikke lade være med at blive lidt trist på dine vegne, stress er noget værre noget. Men jeg lægger mærke til at du har skåret alle de gode ting ud af dit liv, det er da rigtig ærgerligt for det er jo lige netop de ting der skal få dig ovenpå igen.
    Jeg har selv oplevet stress på egen krop og til at starte med gjorde jeg det samme som dig, cuttede alt ud af mit liv og satte mig til at vente på hvornår jeg blev “frisk” igen. Det gjorde kun situationen endnu værre fordi jeg nu havde så meget tid til at have ondt af mig selv… Efter mange års pause genoptog jeg min ridesport igen og wow hvor gjorde det en forskel! Ubevidst havde jeg gået og savnet det mens jeg havde fyldt mit liv med unødige ting som egentlig ikke interesserede mig, men som jeg synes jeg burde gøre. Det at lave noget der gjorde mig glad gav mig et stort mentalt overskud til at se hvad det var for nogle ændringer jeg kunne gøre i mit liv for at slippe af med min stress. Jeg siger ikke at det virker for dig på samme måde, men for mig var det så vigtigt at fremhæve de ting der gjorde mig glad, sortere i de ting der var ligegyldige og fjerne de ting der gjorde mig ked af det.
    Rigtig meget held og lykke med det hele.
    Hvis du skulle have lyst til en snak med en jævnaldrende så tøv ikke med at sende en mail, jeg bor også i Odense.
    Mange varme hilsener fra Nanna

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Hej Caroline. Jeg har selv haft stress og følte mig i en periode så nede at jeg troede jeg var deprimeret. Alle aftaler var af pligt og intet gjorde jeg af lyst. Det eneste jeg ville var at sove. Jeg gik til psykolog og det hjalp mig meget. Hun bad mig skrive alle de følelser jeg gennemgik hver dag ned i en bog. I starten synes jeg det var fjollet, men efter en uge hvor man bog både var fyldt af ord som “trist”, “sur”, “skuffet”, “frustreret”, men også “glad”, “lettet”, “tilfreds” og andre positive ord, så kunne jeg se pointen. Mit liv var meget mere end pligter og triste tanker. Mit liv var nuanceret og jeg havde blot glemt at putte mig selv først. Jeg fik streng besked på at prioritere mig selv og med stor accept af kæreste, venner og familie aflyste jeg alle aftaler, sagde et af mine jobs op og brugte tid på mig. Og kun mig. Glem hvor lang tid det tager, jeg lover dig at du kommer ovenpå og regnbuerne bliver smukke igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lone

    Kære Caroline.
    Sikke en omgang du gennemgår – det er en barsk oplevelse, og hvis det kan trøste dig, så havde min far samme rektion som din.
    For seks år siden skrev jeg en bog ‘Fra pæn pige til Powerprinsesse’ og i den er der et kapitel, som beskriver det, du gennemgår nu. Der er også nogle ideer til, hvordan vitaliteten og livsgnisten kan komme tilbage igen.

    Jeg vil gerne sende dig bogen som gave og har absolut ingen forventning om, at du skal nævne den på din blog. Det er altså en personlig gave, fra et menneske til et andet, så værdien skal ikke opgives til Skat.
    Hvis du vil modtage bogen, så jeg kan bidrage lidt positivt til humørbarometeret, så send din adresse til lr@powerprinsesse.dk, så futter jeg ned i postkassen, så den kan blive bragt til Odense i fart.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Hej Caroline!
    Jeg ville bare lige ligge en kort kommentar, ikke fordi jeg har noget godt råd, men fordi jeg ville sige, at jeg syntes du er en af de sejeste jeg følger! Jeg tror ikke man kan sammenligne sig selv med andre, men meget af det du har beskrevet, kan jeg finde mig selv i, og jeg kunne sagtens selv have skrevet noget lign. Jeg håber inderligt, at du bliver ved med at blogge det du kan, for du er helt klart min favorit at følge.
    Et helt andet spørgsmål er, hvor har du fundet den næsering?? Jeg står selv og leder efter en, der er lige så tynd som din!
    Mange varme tanker herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Hej Caroline
    dejligt at høre fra dig igen,
    det minder mig meget om den reklame som er i bussen i kbh, med en mand som også har stress, hvor han fortæller at det var nemmere at have brækket sit ben fordi så ved man hvornår man er rask, håber for dig at du start er oven på igen, for håber ikke du vil stoppe med at blogge, du er en person man bliver inspireret over og jeg elsker at læse din blog.
    Hilsen Mette

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej søde Caroline!
    Jeg er rimelig ny på din blog, men kom til før du ramte en mur og følte mig super inspireret af dine indlæg. Nu håber jeg at jeg måske kan inspirere dig en lille smule.. Du må bruge det som du kan 🙂

    De sidste 2,5 år har jeg været svimmel. Ikke hver dag, men næsten. Jeg skød det fra mig. Også fordi der godt kunne gå korte perioder hvor jeg ikke rigtig mærkede så meget til det.
    Da det blev rigtig slemt og jeg ikke kunne holde det ud mere satte jeg en masse i gang for at blive tjekket på det fysiske. Hjerte-kardiogram, CT-scanning osv.. Det ville ha været nemmest hvis det var noget som kunne behandles med medicin, tænkte jeg.
    Ingen af prøverne viste noget som helst og da jeg begyndte at få dårligere hukommelse og føle at jeg mistede mig selv (den glade, hurtige pige) endte jeg igen hos min læge som endte med at få mig sygemeldt. I første omgang for to ugers tid.

    Heldigvis arbejder jeg et sted hvor vi har en god sundhedsforsikring og jeg kom der igennem til at snakke med en psykolog som hjalp mig rigtig meget.
    Jeg var bange for at jeg skulle leve resten af mit liv med at være svimmel, med at føle mig som en anden end mig selv og være på halv kraft af hvad jeg synes jeg indeholder. Min far var uenig i at jeg skulle sygemeldes og det gav mig lige et hak ekstra nedaf for så følte jeg mig lige som en endnu størrer fejl.

    Men.. Nu er jeg heldigvis stille og roligt på vej tilbage. Jeg øver mig hver dag i at sige nej og ikke lade mig påvirke og analysere, hvis folk bliver irriteret over det. Jeg øver mig i at mærke efter og gøre gode ting for mig selv. Jeg øver mig i at stå fast ved mine grænser og ikke lade andre overtræde dem fordi jeg ved at jeg så vil give mig mere og mere og så ender det med at jeg bliver sur på mig selv. Jeg har ikke et endegyldigt svar på hvordan man slipper ud af det, men jeg ønsker virkelig at du finder din regnbue og glæde igen og jeg tror at det vigtigste af alt er at give det tid og tro på at du nok skal komme igennem det.
    Den største ting jeg var nødt til at “æde” var at jeg nok aldrig bliver 100% den samme som før, men jeg har vendt det til noget positivt i stedet for at slå mig selv oven i hovedet med det og hvis man ikke ændrer sig på grund af sådan noget her så har man jo ikke lært noget.

    Jeg beklager det blev så langt, men jeg håber det i hvert fald giver dig mere af den følelse af ikke at være alene i det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stefanie

    Hej,

    jeg tror det er meget sundt bare at acceptere at man ikke magter alle de ting. Jeg har også en periode lige nu, hvor jeg ikke magter træning, spiser usundt, osv., men det er også OK. Og man har bare dårlige perioder. “It’s just a bad day, not a bad life”. Følger en masse inspirationscitater på Instagram, og så en forleden, hvor der stod at livet handler om balance. Nogle gange er man oppe, har verdens tid og energi, og andre dage spiser man chokolade og kommer ikke ud af sengen – agtigt (noget i den stil). Og at det er sådan livet er! Det skal vi huske, før vi føler os pressede til at være perfekte…
    Synes det er super befriende at læse med på din blog – uden at det skal lyde som om jeg synes det er fedt at læse, at du har det dårligt. Det er jeg virkelig ked af du har! Men det er rart at alt ikke fremstår rosenrødt, som på mange andre blogs. Det er sådan noget der gør, at man som læser bliver. Gør jeg i hvert fald. Kan godt forstå hvis du føler, at du måske udleverer dig selv (for) meget indimellem, men du skal bare vide at det er ufatteligt befriende at læse med på.
    Jeg er sikker på du bare har en dårlig periode, og at alt bliver bedre igen et tidspunkt – men at det er helt ok at være nede. Det er menneskeligt, der er ingen der er oppe hele tiden. Godt at høre du mærker efter indeni, det lyder det som om du er god til… Ha det godt – hilsen en trofast læser 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det er okay, ikke at være okay..