jounalist i mit eget blad..

bytning af krop søges..

 photo CAT_4205_Fotor_zpspbqpdpuu.jpg

Kender i det når man tænker “er det virkelig dét?!” om ens eget liv. Det lyder en anelse depri dorthe, men det er ikke sådan det skal forstås.

Jeg er gået igennem en højst besynderlig uge, hvor jeg virkelig har været ved siden af mig selv. Det har egentlig været en uge fuld med glæde, da min bror og Theis mor og søster har været her. Der har været grin og god mad, men jeg har følt mig helt paf.
I onsdags skulle jeg til madklub sammen med 3 skønne piger, jeg fik en besked fra dem, om jeg havde glemt det, fordi jeg ikke var dukket op. Mit hjerte hamrede, fordi jo, det havde jeg fuldstændig glemt. Stod og lavede kartoffel porre suppe med min bror. I går blev jeg vækket af en facebook besked fra en kollega, om hvorfor jeg ikke var på job. Jeg havde glemt at sætte mit ur, det sker ellers aldrig. Jeg glemte at ringe til min veninde, nej nej, min bedste veninde, fordi hun skulle rejse til Rom. Jeg havde glemt hun skulle til Rom, det var min søster der fortalte det. Jeg glemte at aflevere mine bøger på biblioteket. Jeg glemte jeg havde en vagt på tirsdag, og takkede derfor JA til at komme i radioen. Jeg har spildt tandpasta på min trøje HVER morgen, men det gør jeg næsten altid.

Da jeg kom for sent på job, skyndte jeg mig ud af døren, hoppede på jernhesten og cyklede afsted, i lorte vejr. Jeg cyklede så direkte ind i et stillads, så min cykelkurv fløj af, jeg smadrede min hånd ind i en jernstang.. Fordi jeg ikke kigger op når jeg cykler, åbenbart. Jeg blev så svimmel, at jeg var bange for at besvime, derfor stoppede jeg op og tog nogle dybe vejrtrækninger. Jeg hader når mine morgener bliver stresset, det kan ødelægge hele min dag.
Følelsen af “jeg burde være glad og tilfreds, men jeg har virkelig brug for en seng og noget MIG TID” er virkelig løbet over mine tanker meget denne uge. Jeg har haft meget arbejde, mange aftaler og absolut ingen tid til mig selv, og det stresser mig, hvilket ikke er fedt. Jeg har haft forvirrende drømme, som har gjort jeg er vågnet i en pøl af mit eget sved. Derfor var der en stor rød lampe der blinkede, da jeg blev så svimmel igår. JEG ER IGEN NØDT TIL AT SLAPPE MERE AF. Føler min krop tester mig, “hvad kan du klare, hvad kan du ikke klare” .. den giver mig uanede mænger af overskud, jeg kan kaste løs med, men når jeg mindst venter det, suger den overskuddet ud af min krop, når jeg har aller mest brug for det. Som om jeg får line, og løber afsted i lykke og glæde, men BAM, så bliver der trukket i linen, og jeg falder til jorden. Som om den bevidst lader mig glemme ting, for at jeg kan få tid til at slappe af.. Selvfølgelig er det fordi jeg har efterladt min hjerne, en en fjern afkrog af den afrikanske savanne, men stadig..
Det er så skide irriterende, jeg har det som om jeg er en vægt, og skal hele tiden holde balance i mit arlbedejdsliv, kærlighedsliv, fritidsliv, familieliv og madliv (selvfølgelig ). Der skal ikke mere til et pust, eller en lille vind, for at vægten kommer ud af balance.
Derfor gik tanken “er det virkelig dét?!!” gennem mit hoved igår, og idag, og den seneste uge. Skal jeg virkelig leve det her liv, mens jeg føler halvdelen af tiden jeg er tilskuer, og ikke høre til her. Samtidig føler jeg at jeg burde leve et helt andet liv, jeg er bare ikke “modig nok”, men jeg er skide træt af at jeg skal tage så meget hensyn til mine sensitive sider, fordi de har behov for hvile.
Det er jo ikke noget man siger højt, vel?

Bytning af krop med færre følelser, og færre sensitive sider, samt mere overskud søges. Betaler god pris..

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
untitled-13
   

1 kommentar

  • Simone

    Sikke en omgang! Jeg ønsker alt det bedste for dig – men hey, som det står til nu, kan det da kun gå fremad, ik’? 🙂 God bedring og en masse god karma herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

jounalist i mit eget blad..