5 ting der gør mig glad i kbh..

Min stress, min historie..

 photo jjjjjj_zpsz65elrfb.png

Jeg vågnede en morgen, klokken var over 10, jeg plejer ellers ikke at sove så længe. Jeg gik ud i køkkenet, efter min morgenkaffe. Jeg havde ikke spist morgenmad i snart en uge, faktisk havde jeg slet ikke spist noget næsten, hvor langt kan man mon leve på kaffe. Håndværkerne på den anden side af vejen havde larmet hele morgenen, de var igang med at bygge en ny netto. Jeg gik fra rum til rum, i håb om der dukkede noget op jeg kunne lave, min hjerne var fuld af tanker allerede. Jeg havde været sygemeldt med stress i en uge, det føltes som om mine følelser rullede ud af mine fingre spidser, det føles som om min hjerne er en evigheds karrusel, samtidig med den er vinterlukket.Jeg tænker alt, mens jeg tænker intet.
Når folk griner omkring mig kan jeg ikke grine med, ikke ordentligt “Grin dog med Caroline, det er jo sjovt”, et anstrengt og alt for voldsomt grin, forlader min krop, det virkede både falsk og useriøst. Forleden havde jeg to aftaler på én aften, begge to noget jeg ville, og noget jeg egenligt kunne, da den første aftale ikke var så lang. Uden at tænke over det, mærkede jeg våde tåre løbe ned over mine kinder, helt uhæmmet. Jeg bed af min mor da hun spurgte om jeg var okay, jeg mærkede mit hjerte mod min striktrøje. En lille ting, vælter det hele, ustabile Caroline, det mindste vindpust og du er sat ud af kurs. Senere på aftenen kom jeg krybende ud af værelset, med hoved hængene, for at sige undskyld til min mor, det fik igen tårerne til at løbe som det vilde ocean.
Inden i, føltes det som om jeg er til låns i en krop, jeg ikke høre til i. Når jeg åbner munden og min stemme kommer ud, er jeg sikker på det ikke er min.
Jeg mødte en mand med sit barn i supermarked, jeg stod og stirrede ud i luften, da jeg havde glemt hvad jeg manglede. Manden gik forbi mig og sagde til sit barn “Se dét min skat, det er hvad man kalder for en sur kvinde“. I chok, forlod jeg butikken, jeg var blevet pinlig berørt, og flov. To ting jeg på ingen måde burde blive, hvad i alverden bilder han sig ind.
Mit hovede er et rod, mine aftaler er halve, mit indre er slet ikke i balance, og jeg er træt. Træt af jeg idag vil glæde mig til i morgens aftale, hvor i morgen jeg ikke orker den og er nødt til at aflyse.
Når timerne løber forbi mig, tænker jeg på hvornår jeg kan sove, hvornår det er ok at gå i seng. Jeg skal ikke lave noget i morgen, men så er jeg længere væk fra dagen idag. Min dårlige samvittighed overfor mit arbejde, bliver overskygget af min dårlige samvittighed overfor Theis. Jeg prøver at skubbe tingene væk, men er bange for jeg skubber de mennesker der elsker mig væk. Hvornår ved man om man har skubbet nok, og den rigtige vej?
Igår fik jeg en uhyggelig tanke: “Kan man egentlig dø af stress og mistrivsel?“, mine tanker er mørke, derfor prøver jeg på kun at se søde film, det hjælper, kort tid af gangen.
Tingene er vendt op og ned, men jeg ved jeg er på den rigtige sti, jeg skal bare lige samle mig selv op, finde en stige, eller et reb, klatre op af det dybe dybe hul, gå igennem den mørke skov, indtil jeg finder den sti jeg skal gå på. Lige nu ligger stadig ned.”

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
untitled-13
   

2 kommentarer

  • Mette

    Kære Caroline det gør mig ondt, at du er så dårlig af stress… Jeg har selv haft en meget lang sygemelding og kender alt til de følelser og tanker du beskriver. Du er nødt til at give dig tid. Du vil nok kunne forvente en lang periode, hvor du ikke orker meget. Gør det du kan og vær – som du er – åben omkring det, forklar folk, at du rigtig gerne vil være social, men at du hr meget lidt energi og få deres forståelse for, at du måske melder fra i sidste øjeblik. Det virkede for mig. Gåture. Sidde og lave ingenting. Bar være, være i følelserne, græd, snak, få hjælp, gentag historien igen og igen overfor dine nærmeste. Det skal nok gå fremad igen, du skal nok blive glad igen og få overskud, hukommelse og mere energi. Men det tager tid. Gør noget godt for dig. Masser af tanker og en virtuel krammer

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Det er utroligt som du kan være en inspiration og trøst, uanset hvilken periode du befinder dig i. Jeg finder trøst i dine ord, og følelsen af ikke at være alene. Sender en masse positiv energi til dig og mig selv, og krammer mig selv og siger det er ok, ikke at være ok. TAK!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

5 ting der gør mig glad i kbh..