Kærester på hver sin ø...

Odense VS. Amager…

07018b7269e60b01f8b2a6f4c5fd1ec0

Når jeg sidder i min lejlighed i Odense, føler jeg mig hjemme.
Når jeg sidder på mit værelse hos min mor i København, føler jeg mig hjemme.
Min underbo, mine veninder, mine kollegaer i Odense spørger alle om det samme: “Hvorfor flytter du retur til København?“. Det er svært at give et svar, der giver mening. Når jeg fortæller at jeg bare ikke er glad herover, får jeg nogle meget bekymrende øjne. Når jeg siger at jeg savner min familie, føler jeg mig som et barn. Når jeg siger at jeg gik ned med stress, fordi Odense var for hård for mig, føler jeg mig som en opgiver.
Hvornår ved man om en beslutning er rigtig eller forkert? Min mave slår knuder, mit hovedet føles som en bombe, der kan gå af når som helst. Jeg er bange for at min beslutning vil komme og bide mig i røven, at jeg har tabt mit arbejde, studie, kæreste og lejlighed på gulvet, og aldrig kan få det tilbage igen.

Det er en tid hvor man finder ud af, hvad der virkelig er det aller vigtigste for en. Det som du for alt i verden, aldrig vil undvære, aldrig vil leve uden. For mig, er det min familie.

Inden jeg flyttede til Odense, sagde jeg at jeg aldrig ville bo på Amager, og have børn dér. Jeg ville til Nordsjælland, tæt på naturen. Tanken om at være væk fra Amager nu, skræmmer mig. Bliver man nogensinde voksen nok til at være væk fra sin familie?
Naive mig vil gerne ud og rejse, i flere år. Jeg vil gerne studerer i udlandet, jeg vil gerne rejse ud og rede pandaen. Hvordan skulle jeg kunne det, når jeg ikke kan klare at være på en anden Ø, end mine søskende og forældre.

Bliver jeg nogeninde voksen? .. Føler mig som en 23 årig baby, uden opsparing og med kassekredit, som er flyttet tilbage til din mama… Halløj og velkommen til kuk-kuk town.. 

   

3 kommentarer

  • Vi rejser pt rundt på 5. måned, og for mit vedkommende ville jeg svare nej. Jeg bliver aldrig gammel nok til at kunne klare mig selv og undvære min familie i længere tid. Specielt her i julen har jeg haft ustyrlig hjemve – selv som 26-årig. Men alligevel er jeg bare så pisse nysgerrig at jeg ikke kan lade være med at rejse rundt og opleve verden. Jeg redder ikke pandaer (desværre) eller læser i udlandet, jeg rejser bare og på den måde bliver det aldrig rigtig hverdag. Vi får ikke rigtigt en rutine op at stå mens vi er afsted, hvor jeg mærker savnet af min familie, som jeg gjorde hjemme i København, da vi boede der. 4 timers kørsel væk fra min familie i det sønderjyske. Jeg ved ikke om det er det. Jeg håber du får ro på – og ro til at mærke efter hvad der er det rigtige for dig lige nu 🙂 I det mindste har du allerede taget hånd om det og gjort noget ved det ved at flytte hjem igen 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Liv

    Jeg synes, det lyder, som om du tænker og mærker virkelig meget efter. Det kan jeg godt forstå. Nogle gange synes jeg, det bedste er at rette opmærksomheden mod andre ting. Så rasler tingene på plads af sig selv. Nogle gange 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er fyldt 25 i oktober, og venter også spændt på at vågne op og blive det der voksen, organiseret og alt det der; får man et brev/bevis med posten eller sådan noget mons tro? 😀

    – Anne http://www.venterpaavin.blogspot.com

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kærester på hver sin ø...