"hvad vil du med dit liv?"

( mine ) Symptomer på stress.

 photo hihih_zpslpof56dd.pngJeg starter med at understege, jeg er ikke læge, eller andet fint, derfor er det her indlæg, lavet på baggrund af mine personlige erfaringer. Så fik vi lige det på det rene.

Efter jeg blev sygemeldt med stress, fik jeg en del henvendelser fra folk. De fortalte mig om deres “symptomer” og spurgte mig, og om de mugligevis også havde stress. Jeg fortalte alle sammen, at jeg syntes de skulle tage kontakt til egen læge, fordi det ville jeg da ikke være tryg ved at skulle diagnosticerer. Stress er individuelt, og det rammer folk meget forskelligt. Det rammer i større eller mindre grad, men uanset hvad, hvordan det rammer, så er det ikke spor fedt, eller sjovt. Jeg er “rask” igen, jeg har ikke stress mere. Men stress vil altid sidde i kroppen, og det er selvfølgelig vigtigt at du passer på dig selv.
De her ting ramte mig:

Voldsom hjertebanken:
Jeg havde slemme hjertesmerter. Det trykkede så meget for mit bryst, at jeg ikke kunne trække vejret, når jeg var i en stresset situation. Da jeg skulle sove, hamrede mit hjerte så voldsomt, at jeg ikke kunne falde i søvn. Det var utrolig ubehageligt, og det var det første tegn på, at der var noget galt med mig. Jeg troede jeg havde en hjertefejl, og jeg muligvis ville dø af det ( da jeg var aller længst nede, håbede jeg som regel at jeg ville )

Manglede energi og humør: 
Da jeg blev sygemeldt, og lå hjemme i sengen, føltes det som om dagene flød sammen. Jeg vågnede og håbede på det var nat, så jeg kunne sove igen. Jeg lavede ikke andet i flere uger end at sove, og se serier. Jeg kan huske en episode, hvor jeg blev spurgt om jeg ville gå ned og hente en liter mælk, totalt uhæmmet brød jeg sammen, fordi jeg simpelthen ikke kunne overskue det. Det var som om jeg skulle løbe et marathon, det var i hvert fald sådan det føltes. Ting jeg førhen havde grint af, kunne jeg ikke se det sjove i mere, jeg var så bange for jeg havde mistet min latter, og jeg i al evighed skulle være gnavpot.
Jeg kunne tro mine arme eller ben var lammet, fordi jeg ikke havde kræfter til at løfte dem op, derfor var det forfærdeligt når Netflix spørger: “er du stadig igang med at se denne serie?“, selvfølgelig er jeg det! Lad være med at minde mig om at jeg har siddet i to uger og set en lorteserie, fordi jeg ikke har overskud til andet!!

Manglende følelser til andre mennesker: 
Den var svær. Jeg følte at min krop var blevet tappet for alle følelser. Jeg havde intet kærlighed at give af, jeg havde ingen forståelser, medfølelse eller bare tanker, til andre mennesker. Jeg tror at min krop valgte at fokuserer alt hvad jeg havde tilbage i mig, hen til mig selv. Jeg skulle virkelig sætte mig selv under en loop, og fokuserer på MIG, også måtte andre komme i anden række. Jeg var utrolig bange for at de følelser aldrig kom tilbage, at jeg aldrig ville være i stand til at elske, forstå og mærke glæde. Det var på alle måder utrolig ubehageligt.

Manglende appetit: 
Hvis man kender mig personligt, ved man også at jeg æder som en sulten bjørn. Jeg har som regel ingen stopklods, jeg kan bare blive ved. Under mit stress forløb, forsvandt min appetit, voldsomt. Det var især om morgenen jeg ikke kunne få en bid ned, somme tider kunne jeg holde den kørende helt hen til aftenen, hvor jeg spiste et stykke rugbrød, eller andet. Jeg spiste for at “holde mig i live”, ikke fordi jeg på nogen måde havde lyst.

Følelsen af at være placeret i en andens krop: 
Jeg kendte ikke mig selv, jeg forstod overhovedet ikke noget omkring mig selv. Jeg var en anden Caroline, end jeg plejer at være. Jeg følte at min krop konstant bar rundt på to tykke elefanter, som ikke lavede andet end at hoppe på mit bryst, så jeg faldt længere og længere ned mod jorden. Når jeg åbnede munden, kom der en stemme ud, jeg ikke kunne genkende. Mine tanker var ikke mine tanker, det var mørke tanker, som jeg ikke brød mig om at have inden i mig. Når jeg rørte ved ting, kunne jeg ikke få den samme følelse, som jeg plejede. Mine drømme var ikke fyldt med alfer og trolde som de plejede, oftest var de sorte og fyldt med mareridt.

Det er ikke sikkert alle rammes, af disse symptomer, det er meget forskelligt. Det var de ting, der var voldsomst for mig, det gjorde utrolig ondt, men det har styrket mig i sådan en grad, at jeg er sikker på, at jeg nok skal blive helt fin igen. 
I næste indlæg, skriver jeg om hvordan jeg bevægede mig ud af min stress. 

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
untitled-13
   

1 kommentar

  • Josephine

    Hvor kan jeg nikke genkendende til mange af disse symptomer! Har selv været nede med stress i er en periode der tog over et halvt år, før jeg var nogenlunde tilbage til mig selv. Man bliver virkelig overbevist om at, livet skal være sort/hvid for evigt og selvom jeg selv er rask igen, kan jeg stadig mærke stress symptomerne puste mig uhyggeligt i nakken, hvis ikke jeg passer på og tager for meget ind.
    Synes det er så fedt du sætte fokus på det her emne og ikke er bleg for at fortælle din egen historie omkring det. Det er super vigtigt at passe på sig selv og tillade man kommer i først række også må andre liiiige vente…

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

"hvad vil du med dit liv?"