#Detvildesingleliv...

“hvornår bliver du glad igen?”

 photo Unknown_zps8awx7ep6.pngDette indlæg er lavet i forlængelse med dette indlæg. Det var svært for mig at dele ud af så private ting, især tanken om at dø. Det er ikke lige en man slynger ud til familiefrokosten, eller nogle steder måske. Man kan også sige at jeg absolut ikke behøver skrive det, og det er rigtigt, men det gør jeg alligvel.. Hvorfor? Fordi jeg ved godt at jeg ikke er den eneste, der har været sygemeldt med stress ( desværre ). Det sker oftere og oftere at vi bliver for stressede, vi udsætter os selv for for meget pres, vi glemmer vores pauser. Derfor kunne det være at nogle kunne sidde og læse det her, og måske blive mindet lidt om, at man lige skal trække vejret en ekstra gang ned i maven.
Jeg havde stress i 5-6 måneder, men var kun sygemeldt i 1,5 måned. Jeg har fået det bedre, jeg kom ud på “den anden side”, men stressen vil altid sidde i min krop.
Ting der hjalp under mit stressforeløb:

Accept: 
Accept i større eller mindre grad. Jeg accepterede ikke at jeg havde det så skidt som jeg faktisk havde det i starten. Jeg troede jeg skulle ligge i fosterstilling i 2 dage, også var jeg frisk igen. Skuffelsen stod skrevet udover min pande, da jeg ikke kunne løfte mig fra sengen i flere uger. Jeg kom til et punkt hvor jeg nok ikke kunne få det dårligere, og det er bund ærligt. Kan ikke forestille mig at jeg nogensinde kan få så dystre tanker, som jeg havde der, det var virkelig Mørke Caroline, der tossede rundt inde i mig.
Før jeg kunne få det bedre, så vidste jeg, at jeg var nødt til at accepterer at jeg havde det utrolig skidt. Det føltes som om den ene elefant hoppede af mit bryst, samtidig med at den anden hoppede ekstra voldsomt oven på mit hovedet. Da jeg gav slip på forestillingen om at jeg overdrev med min stress, så delte vandene sig i 2. Jeg fik et roligere sind, og et “fuck fuck fuck… hvad fanden gør jeg så nu?” sind. Nu var der kun én vej, og det var fremad.

Bruge kortet “jeg er stresset/det kan jeg altså ikke klare” ofte: 
Mine venner og familie, vidste godt jeg havde det skidt. Men det er stadig min opgave at sætte grænsen for hvad jeg kan klare og hvornår det blev for meget for mig. Der var tider hvor jeg sagde stort set dagligt: “Det er jeg ked af, men det kan jeg ikke klare“, eller “Det kan jeg ikke overskue“, eller især “Det gider jeg faktisk ikke!” og det var svar til: “vil du se en film?” “Vil du med ud og drikke nogle drinks?” “Vil du spise slik?” og “Vil du have et kram?“. De respekterede det, og det gav mig friheden af at andre godt kan klare tingene, uden jeg skal have en finger med. Jeg var nødt til at acceptere at jeg altså ikke er nogle superwoman, og det er helt i orden. Jeg er ikke en knækket spurv, der ligger i vejkanten i regnvejr, fordi jeg har stress, jeg er bare et presset menneske.

Drop den dårlige samvittighed: 
Det har jeg også skrevet om, flere gange på bloggen. Når man i forvejen har det skidt, så er man nødt til at pakke sin dårlige samvittighed overfor usunde sager HELT VÆK! Det gjorde jeg også. Jeg havde ingen dårlig samvittighed overfor alt det chokolade jeg indtog mig, eller den manglede træning jeg ikke udførte i måneder. At jeg fik det bedre, det slog fandme de kilo jeg fik på kroppen, eller de bumser jeg fik. Tror jeg var oppe på 4-5 dage, hvor jeg kun havde indtaget noget med chokolade døgnet rundt, det var fandme luksus.

Giv dig selv tid: 
Da jeg første gang opdagede min stress, sygemeldt jeg mig i nogle dage, også var det ellers op på hesten igen. Det var dumt.
Ryd kalenderen, slet aftaler, mal dit eget navn udover alle siderne, og tillad dig selv, at være über egoistisk.
Arbejdsgivere, kærester, familie, venner: “hvornår er du rask igen?” “hvornår er du glad igen?” “Hvornår får jeg den glade Caroline tilbage?” … For din egen skyld, luk munden på de mennesker der spørger om sådan noget, det giver dig kun mere stress. Jeg følte til tider at jeg skulle skynde mig igennem min stress, for at andre omkring mig kunne blive glade igen. Jeg satte en maske på, der bar et smil der lignede mit, men bag masken faldt jeg langsomt ind i mig selv.
Jeg kan huske én dag, hvor jeg lå på ryggen i min seng. Jeg havde talt alle de små fordybninger der var i loftet, og jeg skulle tisse, men jeg kunne ikke rejse mig op. Mine elefanter havde stepdans undervisning på mit bryst. Jeg satte i stedet noget yoga/meditations musik på, puttede høretelefoner i ørene, satte min telefon på flytilstand, og lå der i 4-5 timer. Jeg skulle ryde min hjerne for dårlige tanker, jeg gentog “hvad vil jeg, hvad vil jeg, hvad vil jeg?” inde i mit hovedet et utal af gange, og “Jeg er vigtigst, jeg er vigtigst” …

Skriv/mal/tegn: 
Jeg fyldte et utal af notesbøger ud, i de måneder jeg havde det skidt. Jeg skrev mange indlæg til bloggen, men de blev for dystre til at blive udgivet. Min veninde ringede og sagde: “Træd væk fra bloggen, når du er ked af det, lad det lige falde på plads, også kan du skrive”. At skrive hjalp mig med at forstå hvor langt jeg kom. Jeg kunne tydeligt se på mine noter, at jeg fik det enten bedre, eller dårligere. Jeg kan huske at jeg græd, da jeg skrev en dag, og der faktisk kom en positiv tanke ud af min kuglepen. Med ugerne blev de mere lyse, og mindre mørke. Det tog tid, det er en process, der ikke sker over natten, men lidt gør meget engang i mellem.
At tegne og male, hjalp mit kreative sind, til at komme ud med ting, jeg ikke kunne skrive om. Jo, tegningerne var en smule mørke i farverne, men det hjalp at det kom ned på papir, så følte jeg at det kom ud af mit hovedet, i hvert fald i nogle få øjeblikke.

I næste indlæg, skriver jeg om hvordan man passer på sin krop, når man så nu er ude på den anden side af stressen. Det blev lige nogle lidt længere indlæg, end jeg havde forestillet mig, men håber det går. Pas på dig selv, og pas på hinanden. Løft i samlet flok, og husk man ikke kan ændre pletterne på en leopard, jeg ved ikk hvorfor den sidste skulle med, den er bare meget sød. 

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
untitled-13
   

4 kommentarer

  • Janicke

    Hei! Takk for at du deler livet ditt med oss! Mange kan kjenne seg igjen i det du skriver, Det er viktig for å forstå at en ikke er alene om å ha stress i livet. Fortsett å skriv så klokt! Og heldige du som bor bor i København, elsker byen!!

    Klem fra Janicke

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Hej Caroline. Tak fordi du deler sådanne indlæg. Jeg blev selv diagnosticeret med depression, som så senere har vist sig at være mere stress – eller en kombination af begge. Jeg er 25 og læser kandidat, så det er ikke altid nemt at jonglere med. Jeg kan nikke genkendende til stort set alt det, du skriver, men jeg synes det er så utroligt svært at skære i kalenderen og give tid til sig sig – fordi for meget tid til mig selv gør mig også stresset: Glemmer de mig nu? Hvad skal jeg gøre af mig selv? Hvad nu hvis de dårlige tanker tager over? Åh, det er ikke altid let. Men der er både gode og dårlige dage, og man er, som du skriver, nødt til at acceptere, at det er en process, og Rom blev ikke bygget på én dag. Men af hjertet TAK. Jeg kommenterer normalt aldrig, da jeg ikke føler, at jeg har noget at bidrage med, men du rammer lige i hjertet så ofte, at jeg ikke kunne lade være at gøre en undtagelse.
    De kærligste hilsener Julie

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Hej Caroline, hvor finder du de smukke billeder henne der altid er på din blogindlæg? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette

    Tusind tak for din ærlighed. Hvor er der fedt at du træder ud og bryder tabuer, for det er det tabuer er til for, at blive brudt! Tror mange mennesker kunne lære noget af dig og din ærlighed, det kunne jeg i hvert fald! Tak for dig, og din måde at skrive på:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

#Detvildesingleliv...