Uge 36.

For et år siden..

PicMonkey Collage-11 Hvis jeg kunne, så ville jeg gerne hoppe tilbage i min fortid, for at give mig selv en ordentlig krammer.
Hvis jeg fik muligheden for at ændre noget i min fortid, ville jeg nok sige nej tak – i frygt for at min nutid ikke ville være sådan her. Jeg er glad for min nutid, for min tid.. Jeg sejler rent økonomisk, og jeg er totalt rundtosset ang. studie og nyt job. Jeg er høj på forelskelse over ny kæreste og jeg er fyldt op med kærlighed fra venner og familie. Alt sammen imens jeg leder efter ny lejlighed og prøver at få trænet samt indtaget min chokolade og min kaffe. Selvom mit liv er lidt rodet til tider, så er jeg for det meste rigtig glad. Selvom jeg har meget om ørene, så smiler jeg stadig og finder tid til mig selv og de små glæder. Det er noget jeg er god til, men det er ikke noget jeg altid har været god til.

Jeg sad for nogle dage siden og kiggede mine gamle dagbøger igennem, og jeg faldt over en tekst der fik mine nakkehår til at rejse sig. Jeg begyndte at græde, fordi jeg med det samme kunne huske hvordan jeg havde dengang, da alt var rodet og meget surt. Jeg har grublet meget over om jeg skulle skrive det, fordi det er virkelig mørkt, men jeg fandt frem til at det vigtigste er, at jeg ikke har det så skidt mere, og dét er sejt! Jeg har haft det elendigt, ligesom mange andre desværre. Men jeg har kæmpet mig vej op af hullet, selvom det har været hårdt. Så nu får i det:

” .. Jeg føler sommetider at jeg forsvinder, det er en meget skræmmende følelse. Jeg kan ikke engang overskue at løfte min arm. Jeg kan ikke huske hvordan det føles at være helt ind i i hjertet glad. Jeg er stoppet med at kæmpe, hvad nytter det alligevel? Nogle gange tænker jeg (håber jeg?) at min trykken for brystet er kræft, og det bare vil gå hurtigt, så jeg ikke er her mere.. Så behøver jeg ikke kæmpe længere.. Er det egentlig ikke en fucking syg tanke? Caroline.. Tag dig sammen!.. “

På lørdag er det et år siden jeg skrev det. Det er et år siden at jeg havde det meget, meget dårligt. Jeg havde ualmindelig mørke tanker, og jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg faktisk ikke rigtig husker meget derfra. Tror min hjerne og krop har valgt at beskytte mig selv, og simpelthen skyde det ud af min hukommelse. Jeg var nede indtil min krop var klar til at kæmpe, indtil jeg var klar til at kæmpe for min egen lykke. Jeg fandt ud af at lykke er hjemmelavet, og det var mit eget ansvar at skabe den lykke, der passer til mig. Det tog lang tid, men jeg står her da nu. Jeg står her, og jeg er meget, MEGET stolt af mig selv. Jeg vil ønske at jeg kunne flyve et år tilbage i tiden og give mig selv en krammer og sige: “Kæmp din skønne forvirrede tøs, det hele skal nok gå godt.. Men først må det altså lige gå lidt skidt endnu, men bare rolig, det bliver bedre!” .. 

Dengang tog jeg et valg, jeg skulle aldrig nogensinde havde det så skidt igen. Jeg valgte derfor at sætte mig selv i fokus, og gøre det som gør MIG glad. Jeg skal være hovedrollen i mit eget liv, jeg gad ikke længere være en statist.. Det her er MIT liv, og det er MINE regler der gælder.

HUSK: DU ER VIGTIGST!

 

HEJ SKAT

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
untitled-13
   

1 kommentar

  • Sissel

    Det er et meget stærkt afsnit du deler. Personligt tænkte jeg tit; bare jorden ville åbne sig under mig og sluge mig hel.
    Det er så forbandet hårdt at være så langt nede psykisk, men for satan hvor føler jeg mig også ualmindelig stærk i dag, fordi jeg rejste mig op og kæmpede!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Uge 36.