Mørket var alt for trygt.

jeg er værd at kæmpe for!

img_9896 Læs tidligere indlæg HER.

Når jeg tænker tilbage, så føles det som meget længere tid siden. Der er sket så vanvittig meget i dette år, at jeg slet ikke kan forstå det.

Jeg tror at jeg negligerede min stress en smule, jeg tog den faktisk ikke så alvorlig som jeg skulle have gjort. Når jeg læser tilbage i mine dagbøger og ser hvor skidt jeg havde det, så skulle jeg have haft en hel del hjælp – men det gad jeg ikke.
Jeg er et fornuftigt og velovervejet menneske, så jeg ved at tanken om at snakke med en professionel den har været oppe og vende. Jeg kan huske min mor printede nogle navne ud til mig, som jeg kunne kontakte, men af en eller anden årsag, så gad jeg ikke.

Selvom jeg ikke overvejede som sådan at tage mit eget liv, så kunne jeg ikke finde nogle grund til hvorfor jeg skulle blive i det. De mørke tanker fik lov til at vokse i mit hovedet i alt for lang tid, de blev så tykke og magtfulde, at de var svære at slå ihjel. Jeg fodrede min krop udelukkende med negative tanker, og det fik dem til at gro som en tjørnehæk omkring mig. Jeg havde bygget mig en mur hvor følelser, positivitet og kærlighed ikke var velkommen.

Intet i livet forsvinder, med mindre du er villig til at accepterer det, og arbejde med det.
Da jeg havde ligget i fosterstilling i flere måneder og haft ondt af mig selv i samtlige dele af min chokoladefyldte krop, dér skete der noget inden i mig.
Jeg havde fået et job, selvom min mor var meget i tvivl om jeg var klar til det. Jeg havde fået et udfordrende og givende job med specialbørn, og dem kunne jeg ikke svigte. Jeg fandt nok styrke gennem mit job, til at kunne fokuserer på mig selv og mit indre. Jeg startede på et Indre Ro kursus , jeg begyndte så småt at sætte mig selv i centrum og være egoistisk.

Man bekæmper had med kærlighed, det er i hvert fald min teori. Det gjorde jeg, i lang tid, og det gjorde rigtig ondt de første mange måneder. Jeg havde opbygget sådan et had til mig selv og min krop. For at kunne fjerne det net af onde tanker, så var jeg nødt til at fodre min krop med gode tanker og oplevelser. Mit job gav mig utrolig meget styke, og det gjorde min familie også.
Jeg lærte med små musseskridt at finde mig selv igen, gennem meditation og selvaccept. Jeg fandt ud af at jeg faktisk er værd at kæmpe for, fordi jeg er unik og skøn.

Stress er individuelt, og jeg ønsker det ikke for nogle. Det gør ondt, og det sidder i din krop for altid.
Mit bedste råd til dig det er: lyt til din krop, den er klogere end du tror. OG: chokolade er altid en god idé!

img_0939

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
untitled-13
   

Jeg bliver så glad når i kommenterer.

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mørket var alt for trygt.