Uge 49

Prioriterer, sensitiv og rødt lys.

IMG_3241

Det gik op for mig med gråd i stemmen, at jeg har forsømt min familie. Det er ikke en rar anerkendelse skal jeg lige hilse og sige, den gør sgu ondt. Det gør ondt at ens familie kan mærke på en, at man ikke er så nærværende som man plejer. Det niver mig i hjertet når jeg hører ordene: “det har jeg ikke tid til lige nu” løbe udover mine læber. Jeg er saftsuseme en pige der altid har tid og overskud til min familie – og sådan er det bare.. Bare ikke lige nu er jeg bange for. 
Jeg snakkede med min veninde, min bedste veninde som jeg sjældent ser – vi har begge to enormt travlt. Vi “trøstede” os ved at sige: “Jamen vi ved jo at vi har hinanden uanset hvad, derfor så går det nok vi ikke ses så meget lige nu!” .. Det er så forkert at tænke sådan! Netop de mennesker som er tæt på dig, det er de mennesker som fortjener mest kærlighed og omsorg. Pludselig bliver dagene til uger og man har intet set til hinanden. Tanken om at ringe til hinanden kan virke helt uoverskuelig, begge parter ved at der er sket så meget, derfor kan man umuligt snakke i bare 10 minutter. Så man lader være med at ringe, lader være med at skrive en lille “Hej, jeg lever stadig” besked, også glider man langsomt længere væk fra hinanden.

For silvan hvor ville jeg ønske at jeg kunne købe mig til mere overskud, eller til flere timer på døgnet! For nogle mennesker tager det kort til at falde ind i nye rutiner, for mig tager det op til et år – alt afhængig af hvad vi snakker om. Jeg er stadig igang med at falde ind i studiet og mit job, det tager stadig meget af min energi. Jeg ved ikke om jeg er naiv eller ambitiøs når jeg gerne vil have det hele til at spille: job, studie, blog, kæreste, events, møder, familie, veninder, træning, alenetid, byliv.. Hvis jeg vælger én ting til, så må jeg vælge én til fra – min krop kan ikke klare det. Måske kan jeg klare det når studiet og jobbet ikke tager så hårdt på mig, måske ikke.
Jeg gør alt hvad jeg kan for at passe på mig selv, mens jeg prøver at engagerer mig for andres liv. Jeg øver mig i at lukke ned for min dårlige samvittighed og følge min mavefornemmelse. Jeg prøver at være god til alt hvad jeg foretager mig, mens jeg viser energi og overskud. I bund og grund handler det om ens prioriterer, hvor vælger jeg at lægge mit overskud idag? Prioritering af tid og aftaler har aldrig været min stærke side (nytårsfortsæt perhaps?).

Jeg er mere sensitiv end gennemsnittet, derfor så brude jeg nok også bare være bedre til at ryste det lidt af mig. Jeg skal (sensitiv eller ej), have tid, lyst og overskud til at tjekke ind hos de mennesker som har gjort mig til den jeg er. Jeg fravælger gerne træning, byliv blog og alt andet for at min familie også føler sig anerkendt af mig. Det er en svær balance, du kender det sikkert selv, hvis du har meget mellem ørene. Jeg har cyklet på en ego-vej i en del måneder nu, det er også helt okay, men jeg er nødt til at holde for rødt nogle gange og kigge omkring mig. Stå af cyklen, kaste den af helvedes til og gå hjem til min mor og kramme hende.

Du er ikke en superkvinde, du kan ikke alting på én gang – det et umuligt. Pas nu på dig selv og på de mennesker der har været med til at forme dig, tag dem ikke for givet. En sms, en snapchat besked, et lille opkald, vis dem at du er her, selvom du har møghamrende travlt – det skal der sørme være tid til!

Jeg græd helt forfærdeligt da det gik op for mig, at jeg ikke har været der så meget for mine mennesker som jeg skulle. Men jeg takkede dem også for at minde mig om det, fordi ellers så var jeg cyklet videre uden at stoppe for rødt.

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
untitled-13

Jeg bliver så glad når i kommenterer.

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Uge 49