Qué significa ... ?

En historie om en lille rød ballon.

img_6380

På mit højre lår sidder der en lille rød ballon. Jeg har kun to tatoveringer; én på armen der er tildelt min kærlighed til mine søskende og så min lille røde ballon.
Ballonen er tegnet og tatoveret af min gode ven Peter, som er for sej! Nu skal i høre hvorfor den sidder på mit højre lår:

Som nævnt før, så har jeg haft det en smule svært. Jeg kan stadig have det svært, men ikke lige så svært som jeg havde det dengang jeg blev ramt af stress og angst.

Kort sagt, så betyder ballonen ”let it go”. Men i de små ord, der ligger der en meget større mening for mig.
Jeg stod ved en skillevej i mit liv for 1,5 år siden ca. Jeg var sygemeldt med stress, jeg flyttede fra Odense tilbage til København, jeg havde fået nyt arbejde og jeg havde søgt ind som pædagog på studiet – også var jeg single for første gang i 3 år. (Læs evt mere om det hele i nogle mere udpenslet indlæg: HER, HER, HER og HER) Det var kort sagt, pisse svært for mig. Jeg stod foran en tavle, hvor der stod en masse ting som måske/måske ikke passede på mig. Der stod skrevet de ting som folk forventede af mig, de ting som jeg burde gøre, hvordan mit liv skulle se ud og hvordan jeg troede folk forventede noget af mig som måske ikke passede.
Jeg vidste at det var alt eller intet. Enten skulle jeg blive ved med at følge de ord, som stod skrevet på min tavle, eller også skulle jeg tage kluden til højre for mig og viske tavlen ren. Jeg vidste at det ville betyde at hele min ”tryghedsboble” ville briste og jeg skulle lære at kreerer en ny.

Efter lang tids overvejelse, tog jeg en dyb vejrtrækning og viskede tavlen ren, hvilket nok er det mest angstprovokerende jeg nogensinde har gjort. Nu stod jeg der, med en helt ren tavle og jeg vidste ikke hvad der skulle stå på den. Efter noget tid tog jeg tuschen og skrev: ”hvad gør dig glad?”, så kort men så svært at svare på. Hvad gør mig glad? Et spørgsmål som jeg ikke havde spurgt mig selv om i rigtig mange år.
Dagen efter startede jeg på mit nye arbejde, med en helt ren tavle. Jeg kunne være lige præcis den jeg havde lyst til at være, ingen kendte mig eller forventede noget bestemt af mig. Jeg valgte at være mig selv – uden filter! Senere skrev jeg: ”børn gør mig glad” på tavlen. Med tiden skrev jeg : ”mindfulness”, ”naturen”, ”en god bog”, ”et kram”, ”kaffe”, ”sæbebobler”, “min familie”.
Jeg blev ved med at spørge mig selv om det samme spørgsmål, dag efter dag! Indtil det sad fast i min hjerne og det blev en del af min hverdag.
Jeg vidste at jeg skulle kæmpe for at blive glad igen, gøre nogle ting for mig selv, og tro på at jeg godt måtte være glad og lykkelig. Hvis jeg ville være glad i nuet, så var jeg nødt til at lære at leve i det og lade fortiden være fortid. Det hjalp et ”indre ro” kursus mig med! Med små babyskridt lærte jeg at finde frem til min egen glæde. Min tavle blev stille og roligt farvelagt med blomster, gode ord, skyer, og kærlige tegninger. Jeg lærte at sige ”pyt” til de ting som ikke betød noget, jeg fandt kærligheden, og så stille og roligt kunne jeg genkende mit eget ansigt i spejlet. Smilet, gløden og glæden var igen plantet i min krop! Jeg kom op til overfladen, jeg trak vejret helt ned i lungerne igen.

Min ballon rummer alt det, fordi det har jeg bestemt af den skal gøre. Den er min evige reminder om at livet går sin gang, og du kan kun styre en lille procentdel af det. Du er nødt til at give slip på nogle ting, og bare tro på at tingene sker for en årsag. ”Let it go”

 

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
untitled-13
   

2 kommentarer

  • Camilla

    Kære Caroline
    Tusind tak for det indlæg – det betyder noget. Jeg er selv 27år, mor til en dejlig dreng på 2,5. Og for få måneder siden traf min kæreste og jeg beslutningen om at flytte fra Roskilde til Odense, for at komme tæt på familie. Vi har taget springet uden at have job på hånden, og det kan føles meget angstprovokorende, men vi har lyttet til vores hjerter. Med en hverdag, som var svær at få til at hænge sammen og en stresssygemelding måtte noget ændres. Og ja, vi har også måtte konfrontere hinanden med et: hvad gør os glade? Hvad er kvalitet?

    Tak for dine ord! De hjælper, din historie giver mig ro og styrke.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Hej Camilla.

      Selv tak! Tak fordi du læser med – det sætter jeg stor pris på.

      Hvor er i bare mega seje, det kræver godt nok mod at tage sådan et stort spring! Respekt til jer <3 Uanset hvad, så syntes jeg i er seje, fordi i fulgte jeres hjerter. Jeg ønsker alt det bedste for dig og din søde dreng.

      En masse positive tanker bliver sendt herfra.

      Kram

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Qué significa ... ?