Lad os snakke om.. Ensomhed #2

Hvordan bliver man tilfreds med sin krop? #1

img_7598

Jeg hørte, som mange af jer andre sikker også, at hver anden pige, er utilfreds med sin krop. Hver anden pige og hver fjerde dreng mellem 15-25 er utilfreds med den krop de har. Jeg var mundlam, jeg vidste overhoved ikke hvilken fornemmelse jeg skulle have i maven – sørgmodig, vred, uforstående, trist, skuffet?
“hvordan bliver jeg tilfreds med min krop? Hvordan blev du det?” – det er nok det spørgsmål, som jeg har fået aller flest gange i bloggens historie.
For at kunne svare på det, er jeg nødt til at finde ud af hvor denne her “misforståelse af kropsidealet” kommer fra. For at jeg bedst muligt kan hjælpe og give min historie, så skal vi lige få nogle ting på det rene..

“Mange unge piger føler ikke de kan leve op til kropsidealet” – det var de ord de brugte i nyhederne.
Ifølge ordbogen betyder krop: et menneskes eller et dyrs fysiske struktur bestående af knogler, kød og organer fx med hensyn til bygning, udseende eller sundhedstilstand. Ideal: Forestilling om hvordan noget bør være således at det er værd at stræbe efter det.
Hvis man så sammensætter de to ord, så bliver det noget i stil med: Et menneskes fysiske struktur og den forestilling som den bør være. “Bør”, det var da også et fuldstændigt åndet ord, der er da ikke noget som “bør” være noget. Det er vel individuelt.

“kropsidealet” er i konstant bevægelse – det er en form som er formbar, den er sjældent den samme i længere tid.  Engang var det jo kropsidealet at have hår på hele kroppen og have fyldige former. I 1960’erne skulle kvinderne være tildækket. I 1910’erne måtte kvinderne meget gerne være fyldige. I 1990’erne kunne man ikke blive for tynd, kvinder ligner små drenge uden nogle former. I 2010’erne kommer former retur igen, de formede timeglasformede kroppe er “in” – store bryster og numser er populært.

Hvem bestemmer så hvordan “kropsidealet” skal se ud? Hvem bestemmer hvad der er flot? – Faktisk er det et spørgsmål, fordi jeg ved det ikke. Mit bedste bud ville være internettet og diverse magasiner(?) Har du tilpas nok følgere på Instagram, så kan du blive kendt på det. Instagrammeren “Jen Selter” er blevet verdensberømt på at squatte. Hendes røv har gjort hende millionær(?). Ligepludselig skulle alle squatte, men uden at få for fyldige lår men stadig få en flot og trimmet mave. Ugen efter kom der et modsvar fra en anden stor Instagram profil, så var det pludselig okay at have fyldige lår og en bred røv. Ugen efter kom der en ny..
Hvis en person har mange følgere på Instagram, så må der jo være noget om snakken. Folk må følge hende, fordi hun gør noget rigtigt.. Ikke? Eller hvad. Du behøves ikke længere arbejde i modebranchen, for at få dit budskab om mode ud, det klare internettet for dig.

Du har altid din telefon nær dig, du har via din telefon adgang til alt på nettet. Alle billeder, alle opskrifter, alle træningsøvelser, alle dine venner, alt information i den der lille dims. Aldrig har vi været så tættere på hinanden før, aldrig har vi været så langt væk fra hinanden. Jeg ser de piger som jeg følger på Instagram gå med noget bestemt tøj, det tøj bliver jeg inspireret af.. Tøjet sidder bare anderledes på mig, fordi jeg ikke er 177 cm høj og lige så tynd som hende. Jeg føler mig lille og tyk, fordi jeg ikke ser ud som hende. Det er ligesom Michelle fra min folkeskoleklasse, hun havde altid de flotteste trøjer på i skole, jeg ville så gerne have dem, men mine forældre havde ikke råd. Jeg ønskede mig dem sådan til jul, da jeg endelig fik dem, så var de bare slet ikke så flotte på mig, fordi jeg havde ikke lige så store bryster som Michelle.
Jeg tror ikke at jeg forstår “misforståelsen ved kropsidealet”, hvis jeg ikke forstår at jeg ikke er Michelle, Jen eller nogle af de andre piger på Internettet.

Ordet “ideal” (Et menneskes fysiske struktur og den forestilling som den bør være.) – det syntes jeg lige vi skal dvæle lidt ved. Ideal kan være “utopi” (ikke eksisterende/ikke virkeligt/urealistisk/uvirkeligt). Det er vel ikke sundt at have et ideal som ikke er virkeligt? Hvis mit ideal er at være 189 cm høj og mørk i hudfarven, så har jeg et langt liv med nederlag foran mig! Det er oftest dér hvor vi spænder ben for os selv. Mine veninder fortæller mig at de vil ligne noget, som slet ikke minder om dem selv. De vil være højere, have en lille talje og mindre fødder – det kommer jo ikke til at ske!
Et ideal er heldigvis formbar (husk det). Det er individuelt, det kan forme sig fra person til person. Lige netop dét, kommer næste indlæg til at handle om, fordi det her bliver en alt for lang smøre!

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
untitled-13

Jeg bliver så glad når i kommenterer.

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lad os snakke om.. Ensomhed #2