Lad os snakke om.. Ensomhed #1

Lad os snakke om.. Ensomhed (min historie)

img_7543

Mange mennesker har oplevet følelsen af at være ensom. Den kan komme snigende i visse situationer, eller den kan hænge over hovedet på dig i alt for lang tid. Ensomhed er en bred figur, der har mange kroge, hjørner og underlige forme. Den kan se meget forskellig ud alt afhængig af, hvilke menneske der bærer den. Den kan klistre sig fast til dine skuldre, sno sig om halsen på dig og lamme dine ben, så du føler, at du ikke kan bevæge dig. Den kan være lille, den kan krybe frem når du mindst venter det. Den kan sidde i dine vægge, vente på du kommer ind ad døren – og så går den til angreb. Den er ikke ustoppelig eller udødelig, den kan forsvinde. Men der er ingen garanti for at den aldrig vil komme tilbage.

Jeg kørte i bil forleden mens jeg lyttede til Mads & Monopolet. Der kom et dilemma om et barn, og det ansvar der følger med. Min hjerne tog mig tilbage, tilbage til den tid i mit liv hvor jeg var aller mest ensom. Den vækkede nogle minder til live som jeg ikke kunne huske jeg havde oplevet, ikke før jeg blev mindet om dem. Min krop rystede og jeg så min fortid foran mig. Instinktivt begyndte jeg at skrive det ned, fordi jeg vidste at alle de følelser der væltede indover mig, de havde brug for at komme ud i virkeligheden, ellers vil de bare ligge derinde bagved og lave ravage..
Jeg vidste ikke om jeg skulle dele det på bloggen, jeg vidste ikke om det ville blive for dystert og for sårbart. Jeg er måske stadig i tvivl om det overhovedet hører til her, men nu er det her – og det er jeres skyld. De overvældende mange beskeder om ensomhed har fået mig til at føle mig “klar”. Klar til at dele der her med jer, fordi selvom jeg følte det i øjeblikket, så kan jeg jo se nu, at jeg ikke er alene.

Kort forhistorie: jeg boede i Odense i omkring et år, jeg kunne ikke finde noget job derhenne og endte derfor på kontanthjælp. Jeg havde intet fast netværk derovre, jeg havde ingen familie, udover min daværende kæreste. Jeg havde et lille netværk med søde veninder, men det var ikke nok.. Jeg gik ned med stress, angst og depression. Jeg flyttede tilbage til København igen. (læs meget mere om den tid i mit liv lige HER)

Historien er skrevet mens jeg sad i bilen og lod alle tankerne falde tilbage på den nat. Tilbage til den sandhed som jeg aldrig nogensinde har fortalt nogle mennesker.

“Jeg knugede min pude ind til mig mens jeg skreg ind i den. Jeg kunne ikke sove, min krop rystede og jeg kunne ikke finde vej ud af labyrinten. Mørket..
Jeg ønskede jo ikke et barn, jeg ønskede en fribillet væk fra det som jeg kaldte virkeligheden. Min fribillet var forklædt som et barn – en mere egoistisk og knækket kvinde findes ikke. Tænk hvis jeg havde sat et barn i verden, fordi jeg var ensom. Fordi jeg ikke kunne overskue min virkelighed og det liv jeg levede. Jeg stod under åben himmel og skreg af mine lungers fulde kraft, ingen kunne høre mig.
I et halvt år brugte jeg ikke p-piller, i håb om at et barn ville sætte sig fast og jeg ikke ville være ensom længere. Jeg købte en masse graviditetstests og ønskede mig hver måned at den ville være positiv, mens jeg bortforklarede historier væk, om hvorfor jeg ikke spiste p-piller længere.
Ensomheden var min tro følgesven. Den fulgte efter mig dagligt og den holdt mig i hånden hver dag. Den fortalte mig at jeg havde det fint, jeg skulle bare kæmpe lidt mere – så skulle tingene nok falde på plads igen. Et barn ville hjælpe på det.
Når jeg slog øjnene op om morgenen gik uret igang – hvornår måtte jeg gå i seng igen? Hvornår var det passende at slukke lyset, trække gardinerne for og forsvinde derhen hvor intet gør ondt?”

Ensomheden holdt godt fast om mig. Den spændte min krop fast, så jeg ikke kunne bevæge mig, den insisterede på at blive siddende hos mig forevigt. Det var vi heldigvis to om at bestemme. Når jeg tænker tilbage på den del af mit liv, som jeg ellers havde glemt, så er jeg taknemmelig for at der ikke er noget barn der satte sig fast. Det gør ondt at jeg var så langt ude, at jeg faktisk ikke engang så mig selv. Jeg så ikke den stakkels pige der råbte, jeg så slet ikke at hun faktisk råbte til mig selv.

Det er omkring 2 år siden nu og ensomheden er ikke længere hos mig. Den er blevet erstattet af noget meget mere behageligt.. Den kan godt komme under døren i ny og næ. Den kan godt komme og krybe over sofaryggen og prikke mig på skulderen – men for det meste holder den sig væk. For det meste kan jeg bede den om at gå.. Der findes ikke en bestemt kur mod ensomhed – desværre. Min redning var mit eget spejlbillede, min redning var den pige der stod på den anden side af spejlet. Jeg var nødt til at kæmpe for hende, kæmpe for hendes glæde og hendes lykke. Nu mere jeg kæmpede, nu mere livskvalitet der løb ud i mine blodbaner, nu mindre plads var der til ensomheden..

Intet i livet er permanent, man kan ikke helgardere sig imod at noget ondt vil ske.. Man kommer til at opleve svigt, i større eller mindre grad – og det er okay. Men lad aldrig chancen for at tabe, afholde dig fra at spille spillet! Det er oftest udenfor din tryghedszone de mest fantastiske ting sker. Livet er en rutschebanetur som går op og ned, husk at nyde udsigten når du er øverst og husk at vide at vejen atter finder sin vej op, når man er ved bunden.. For ligesom en i en rutschebane, så er du i livet, aldrig alene.

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
untitled-13
   

8 kommentarer

  • Christina

    Tak ♥️ Tak for din ærlighed, Caroline. 🙏🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Tak fordi du deler <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    “Jeg så ikke den stakkels pige der råbte, jeg så slet ikke at hun faktisk råbte til mig selv.” Dén sætning ramte mig og satte nogle tanker igang hos mig. Tak ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Det er jeg glad for <3 .. Selv tak, tal fordi du læser med.

      KH
      Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cille

    Elsker din blog. Men det her indlæg ramte mig, så tårene fik frit løb. Tak for du deler ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Tusind tak for ros! Er glad for jeg kan hjælpe <3 ..

      Tak fordi du læser med.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lad os snakke om.. Ensomhed #1