Rejseguide: Värmland, Sverige.

Lad os snakke om.. Spiseforstyrrelser #1

untitled-29

Læs tidligere “lad os snakke om” indlæg, ensomhed & stress angst og depression.


Endnu engang har i delt jeres inderste og mest sårbar hemmeligheder med mig, jeg gemmer dem alle sammen dybt i mit hjerte! Tak fordi i deler, tak fordi i er med til at vise at vi aldrig er alene. Tak fordi i vil stå sammen med mig og vise at #sammenkanvibrydetabuet.

untitled-30 untitled-31 untitled-32 untitled-33 untitled-34 untitled-35 untitled-36 untitled-37 untitled-38 untitled-39 untitled-40 untitled-41 untitled-42Læs tidligere “lad os snakke om” indlæg, ensomhedstress angst og depression.

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
untitled-13
   

11 kommentarer

  • C

    Sidder og læser dette med tårer i øjnene. Jeg kører nu på 20 år med en spiseforstyrrelse. Den tog sin spæde start da jeg var 12 år og har været en blandet landhandel de sidste tyve år. Perioder med sult og kraftig undervægt, perioder med bulimi og en vægt som nærmede sig normalen uden helt at nå der til. Jeg hader mig selv. Hader min krop. Har det vildeste had/kærlighedsforhold til mad. Længes efter frihed men tvivler på den findes. Er idag 32 år, vægten hedder 34 kg/bmi 12,5. Skod liv. Anoreksien har berøvet mig alt og alligevel er jeg bange for at slippe den.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      <3 .. Puha. Sikke en voldsom omgang. Hold kæft, det er jeg sørme ked af. Jeg tror ikke jeg har nogle ord som kan hjælpe. Men jeg sender alligevel en masse positive tanker din vej, og ønsker dig kun det bedste. Jeg håber inderligt, at du får det godt igen. Det fortjener du!

      KH
      Caroline Thorsfelt

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    <3 er så glad for sådan nogle indlæg her. For jeg føler mig meget alene med min spiseforstyrrelse, og jeg ville sådan ønske, at det bare var så normalt at snakke om og spørge ind til. Det burde det være, men selv mine tætteste veninder spørger ikke ind til det, selvom jeg for kort tid siden afsluttede mit andet forløb i behandling. Selvom jeg ser almindelig ud nu og spiser, har jeg det ikke altid godt, og derfor synes jeg, det er så fedt, at sådanne nogle indlæg her kan være med til at åbne øjne og forhåbentlig bryde tabuet! Tak, tak, tak <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Er rigtig glad for at du kan lide mine indlæg! Jeg syntes du skal tage fat i dine veninder og familie og snakke med dem om det. Det er ikke rart at føle at man står alene i det. Tusind tak fordi du deler. Jeg syntes du er sej ♥️.. du er altid velkommen til at skrive til mig 😉 ..

      Kh
      Caroline Thorsfelt

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ida

      Det tror jeg helt sikkert, jeg må arbejde på, at være den der tager fat og snakker!
      Og tak <3 <3 du er bare en helt igennem skøn person!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • K

    Jeg bliver så ked af det når jeg læser opslag som disse, meget ked af det men allermest træt. Træt fordi at det igen er opslag omkring anoreksi som for det til at handle om vægt og udseende. Træt fordi at det giver et helt forvrænget billede. Der er mange der tror at anoreksi kun handler om at gå ned i vægt, veje så lidt som muligt, se knogler og sejrsfornemmelsen ved at skippe endnu et måltid. Ja, det handler det også om, men kun meget lidt i forhold til hvad det egentlig rigtigt handler om. Jeg er 22 år og fik anoreksi da jeg var 14 år, 2,5 år efter jeg mistede min mor.
    Jeg kunne ikke kontrollere tabet af min mor, hele min verden brød sammen og jeg begyndte ubevidst at styre min mad. Jeg elskede sulten som var det min ven, jeg elskede at jeg kunne styre hvornår, hvor meget og hvad jeg indtog. Jeg kunne styre tallet på vægten. Jeg kunne styre hvordan min krop så ud. Ja jeg elskede at tallet på vægten faldt og jeg kunne gå ned i tøjstørrelser. Men mit hoved blev mere og mere mørkt indeni. Jeg blev altid hjemme, når jeg ikke trænede sov jeg. Min krop havde ingen energi, for den energi den havde blev brugt til selvhads tanker. ”Du er klam, ingen vil være sammen med sådan en som dig. Du burde bare forsvinde, ingen vil alligevel savne dig. Bare forsvind, de er bedre tjent uden dig”. Jeg havde ikke overskud til andet end at være i min seng.
    Efter godt 4 måneder hvor min selvtillid og selvværd faldt i takt med kiloene sagde min far stop og jeg blev indlagt på Børne Psykiatrisk afd. Jeg skulle lære at spise igen.
    Sonder, selvskade, mange kampe og 8 år senere er jeg stærkere end nogensinde før men anoreksien er lige i baghovedet og når mit liv bliver svært og kaotisk så stopper jeg med at spise, nogle gange 1 uge, 1 måned eller længere tid. Indtil jeg bliver samlet op af en nær eller at jeg finder styrke til at samle mig selv op.
    Dette er min måde at se sygdommen på, det er nok ikke mere rigtigt end andres men jeg havde bare sådan brug for at fortælle at det har så lidt at gøre med vægt og udseende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Hej K.
      Er ked af du ikke får noget ud af indlægget. Idéen med min postkasse, det er at alle anonymt kan skrive deres historie/mening om “spiseforstyrrelse”. Så de her indlæg er mine læseres ord, hvilket jeg syntes er ret fint. Jeg er rigtig glad for du også lige ville dele din historie herinde. Vi ser alle sammen meget forskelligt på emnet, det er jeg klar over. Det er et sårbart emne, som skal kunne rumme forskellige meninger og holdninger. Der kommer flere historier i overmorgen, måske kan du bedre genkende nogle af de ord. <3

      Igen, tusind tak fordi du ville dele din historie, det sætter jeg pris på.

      KH
      Caroline Thorsfelt

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Mit hjerte splitter op i to. På den ene side varmer det i maven og omkring hjertet fordi jeg ved at jeg ikke er alene.
    Jeg har kæmpet med spiseforstyrrelse siden jeg var 12. Jeg kæmper hverdag. Jeg har ødelagt min hverdag og mig selv. Jeg fylder 20 år i næste måned og jeg kan ikke fejre det med mine venner. Fordi jeg kan ikke spise foran andre. Jeg kan ikke feste – min krop er så svækket.
    Jeg kan ikke alt det som folk på min alder kan og gør.
    Mit højeste ønske er at komme på højskole – men lægerne giver mig ikke lov. Jeg er for syg….
    Derfor varmer det at læse at der er folk der sidder med de tanker jeg gør. Vide at jeg ikke er alene!
    Og på den anden side tricker det. Det gør mig mere svag. Fordi jeg vil kæmpe for dem, men jeg er for svag til at kæmpe for mig selv også..

    Men tanken er smuk!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      DU ER VIGTIG!!! – det var bare lige vigtigt for mig at skrive.

      Intet af det jeg kan skrive til dig, vil måske hjælpe.. Men jeg vil alligevel sige TAK! Tak fordi du skriver til mig, det er sejt gjort. Jeg får ondt i alle mine knogler, når jeg tænker på hvor meget du må kæmpe. Jeg ville ønske jeg kunne kravle igennem skærmen og kramme alt det onde ud af dig. Du fortjener ikke at have det så skidt.
      Jeg ønsker kun gode ting for dig.. Jeg håber så inderligt at det vil ske. Jeg tror på dig.

      Tak fordi du deler <3 … Tak for dig.

      KH
      Caroline Thorsfelt

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Hvor er det her bare en skide god ide Caroline. Kæmpe skridt at vise de mange mange piger derude at de ikke er alene med deres udfordringer.
    Og desuden kan det være terapeutisk for afsenderne at få det sagt- KEEP IT UP <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Det har du helt ret i! Er rigtig glad for at du kan lide mine indlæg. Tak fordi du læser med <3

      KH
      Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Rejseguide: Värmland, Sverige.