Lad os snakke om.. Spiseforstyrrelser #1

Lad os snakke om.. Spiseforstyrrelser (min historie)

img_0199Læs første del af jeres historier om spiseforstyrrelser HER.

Jeg vil starte med at understege: jeg har ikke haft en spiseforstyrrelse. Men jeg har været forstyrret omkring det jeg spiste og hvordan jeg troede jeg skulle se ud, så derfor så tillader jeg mig, at klemme min historie med her. Jeg er klar over “spiseforstyrrelser” er et sårbart enme for mange, jeg ved der er mange meninger og holdninger til det. Det handler om at vi skal bryde tabuet og vise at vi ikke er alene.

For omkring 4 år siden, der havde jeg et ret forskuret billed af sundhed, kost og træning. Jeg troede på hvad internettet fortalte mig og jeg lyttede ikke til min krop. Jer der har læst med på bloggen længe, i har nok hørt denne her sang rigtig mange gange.
Hvis du ikke har læst om det, så har jeg faktisk skrevet 4 indlæg hvor du kan læse meget mere om mig, og min historie.
Læs første, anden, tredje og fjerde del, så tror jeg det hele giver lidt bedre mening. 

Nu til historien:


Jeg læste på nettet at man kunne købe nogle slankende piller, de kaldte det dog ikke slankepiller, men det var det jo nok lidt alligevel.
Det var nogle piller som gjorde at man svedte helt vildt meget, når man trænede. Man ville forbrænde flere kalorier og smide flere kilo ved at spise dem. Jeg forstod ikke helt hvad der var i pillerne, eller hvad de ville gøre ved min krop, jeg var egentlig også ligeglad – jeg klikkede dem hjem. Da de kom fik jeg en lykkefølelse i kroppen, nu kunne jeg endelig blive ordentlig tynd og ordentlig glad. Så jeg spiste dem om aftenen, inden jeg gik i seng. Morgenen efter skyndte jeg mig op i træningscenteret, hvor jeg svedte mere efter 10 minutter, end jeg ville have gjort efter 2 timers spinning. Min krop var fyldt med energi og jeg tæskede mig selv for at se hvor meget jeg kunne svede. Jeg skyndte mig hjem bagefter for at veje mig selv.. “pleeeease gud, lad mig have tabt bare en lille smule!!” 
Jeg spiste dem de aftener, hvor jeg vidste at jeg skulle træne dagen efter. Det hjalp, jeg forbrændte utrolig mange kalorier og jeg spiste i forvejen utrolig lidt mad, så jeg tabte mig. Jeg var i et kort øjeblik glad. Vægten fortalte at jeg havde tabt en del kilo, målebåndet viste mig at jeg havde smidt en del centimeter om maven! Jeg var glad når folk kommenterede at jeg var blevet tynd. Jeg ignorerede min familie da de sagde: “skal du måske ikke skrue en lille smule ned for den der træning?”. Jeg lyttede ikke når min krop prøvede at fortælle mig noget, faktisk så mindes jeg slet ikke, at jeg lyttede til mig selv i flere år.
Mit mål var “tyndhed!”, alt der stod foran det skulle bare nedlægges. Tyndhed var lig med tilfredshed. Min kamp for et forskuret billede af “kropsidealet”, gjorde min omverden slørret. Jeg så intet, jeg mærkede få ting..
Al den bitterhed og sorg jeg havde inden i mig, alt det ville forsvinde som dug fra solen, når jeg blev tynd. Ih, hvor jeg bare glædede mig til at være ved mål, så ville lykken skylde ind over mig, som en varm sommerbrise.


Som det ses på billederne i toppen af indlægget, så var jeg jo en tynd pige. Jeg var (HELDIGVIS) aldrig i risiko for at være undervægtig, jeg nåede at stoppe og få lidt klarhed ind i hoved inden da. Det tog tid, men jeg kom dertil.
Men at den smukke pige på billedet, ikke kunne se hvor godt hun faktisk så ud – det gør ondt inden i. Jeg er ked af at jeg ikke så mig selv. Jeg er ked af at så mange år i mit liv er væk, jeg kan simpelthen ikke huske det, fordi jeg ikke var tilstede.

Hvis jeg ikke kan elske min egen krop, hvordan kan jeg så forvente at min kæreste kan det? Hvis jeg ikke kan fortælle mig selv at jeg er røv lækker, hvordan skal jeg så forvente at andre siger det til mig?

Det er et par år siden nu og jeg tog de 10 kilo på igen som jeg havde tabt. De sidder der endnu og måske er der røget et par ekstra til, hvem ved? Jeg smed heldigvis min badevægt ud for længst!
Jeg tog nogle valg som ændrede min mening om min krop. Jeg begyndte at se på min krop i spejlet, istedet for på vægten. Jeg startede min dag med at give mig selv et kompliment, jeg spurgte mit spejlbillede: “hvad gør dig glad?” – også gjorde jeg det. Tyndhed er ikke lig med tilfredshed.. Selvaccept er lig med tilfredshed, også er det pisse ligegyldigt hvordan du ser ud, er du tilfreds med din krop? Så fuck andres mening. Din krop, dine regler. HUSK: du er nok, lige præcis som du er! 

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
untitled-13
   

Jeg bliver så glad når i kommenterer.

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lad os snakke om.. Spiseforstyrrelser #1