Lad os snakke om: "utroskab" #2.

Alle mine farver, kom hjem..

img_0158  img_9484

Jeg var altid så misundelig på pigerne i min folkeskoleklasse. De piger som altid gik i det “rigtige” tøj og som altid vidste hvilket nyt pop-band der var “in”. Jeg prøvede altid at passe ind, men da jeg endelig havde styr på hvem “Nelly og Kelly” var, så var der et nyt band som var sejt. Dengang det var toppen af poppen at bytte Diddlepapir, (den lille hvide mus med de absurd store fødder) der havde jeg altid de kort med de forkerte motiver på. Mine duftede ikke af parfume eller havde et tilhørende postkort til.. En sommer var jeg med min familie i Jylland og dér fandt jeg de mest sjældne og seje Diddlepapirer, de kort som jeg vidste at hele min klasse ville gå amok over. Jeg tiggede og bad mine forældre om at få dem, som til sidst sagde ja. Jeg brugte alle ugerne i sommerferien på at sætte dem på den helt rigtige måde i min bog, så jeg kunne være klar til at alle ville kigge i den og bytte med mig. Da jeg kom tilbage efter sommerferien, så var det blevet barnligt at bytte Diddlepapirer.. Så der stod jeg med en hel mappe fyldt med duftende kort og papirer, men nu var der noget nyt der var “in”. Story of my life, altid og lige næsten..

Jeg gik i arvet tøj fra min søster, min kusine og min mors kollegaers børn da jeg var lille. Jeg gik i tøj fra Kvickly og genbrugsbutikker.. Jeg prøvede alt hvad jeg kunne at passe ind, men det var bare svært når man ikke så ud som de andre piger.
I en periode gik jeg i farverigt tøj, helst gerne 4-5 forskellige farver, hver dag. Jeg havde to forskellige øreringe i øret og hårbånd i håret. Mine veninder kaldte mig en hippie og det havde jeg det egentlig okay med – indtil jeg fandt ud af at det ikke gjorde mig til en “sej pige”. Med årene og tiden så forsvandt mine farver. Stille og roligt passede jeg ind i gruppen af mennesker omkring mig. Mine farver blev erstattet af sort, grå og hvid. Mine øreringe blev store runde guldøreringe og mit hårbånd blev erstattet af blonde striber i håret.

Hvis jeg anerkendede hvem jeg var og hvad jeg faktisk godt kunne lide, så havde jeg aldrig ændret mig. Hvorfor ændre man sig for at passe ind? En 12-13 årig pige ved ikke bedre, hun tror at hele hendes liv lægger i sociale sammenhænge. Jeg hoppede fra hylde til hylde, i håb om at jeg ville finde mig til rette på én af dem. Jeg prøvede at være alle mulige forskellige piger med alle mulige forskellige tøjstile. Når jeg prøvede at røre en hylde hvor jeg måske godt kunne se mig være, så råbte menneskerne fra de andre hylder til mig, at jeg skulle hoppe videre. “Du er underlig”, “ej, hører du sådan noget musik?”, “Man kan ikke sætte orange, grøn og blå sammen!”, “du flirter for meget!”.. Hvad så hvis du syntes at gammel dansk, Disney, 00’ernes pop og gammelt jazz er verdens bedste musik?
Folk vil altid have en mening om det du gør, nogle vil rynke på næsen, nogle vil misunde dig, nogle vil finde det frastødende, nogle vil elske det..

Jeg flyttede hjemmefra uden en rød reje på lommen, derfor så blev mit hjem indrettet med fund fra genbrugsbutikker. Langsomt så dannede det noget velkendt for mig. Pludselig så følte jeg mig hjemme, selvom alle mine veninder vendte øjne og syntes det lignede et dødsbo. Jeg gik bagerst i mit skab og fandt de velkendte men savnede farver, som min krop havde manglet i mange år..
At anerkende hvem man egentlig er, helt ind til den bagerste knogle, det er ikke nemt. Man kan være flov over nogle træk man har, man kan være utilpas ved at vise sit sande jeg – og det er også i orden! Men det vigtigste er at DU anderkender hvem DU er! Livet er simpelthen for kort til at bo på en hylde som ikke er bygget til dig. Det er okay at være på en hylde i noget tid, mens du lige tager tilløb over til den næste, men du må ikke bygge rede der. Hvilken hylde der er bygget til en er svært at vide. Jeg tror man kan mærke det helt nede i lilletåen når man er på den, som om at alting falder på plads. Sådan havde jeg det første dag i Sydhavnen og første dag på pædagogstudiet. Og når jeg er sammen med Malte. Måske ændrer ens hylde sig i løbet af årene, den bliver måske større, mindre, skæv eller mere lige. Det afhænger af hvilke mennesker du møder og hvor henne du slår dine rødder..

Jeg har accepteret at jeg ikke forstår den nye musik stadig. Jeg har accepteret at jeg indretningsmæssigt nok er født i den forkerte tidsalder. Jeg har accepteret at jeg er en smule barnlig og underlig. Jeg har accepteret at jeg ikke er intelligent omkring politik og 2. verdenskrig (samt et hav af andre emner). Jeg har acceperet at jeg ikke er typen der gider at træne 5 gange om ugen. Jeg har accepteret at motion og sundhed er individuelt. Jeg har accepteret at farver er en del af mig og de gør mig utrolig glad!
Så selvom der er mange ting som du kan og jeg ikke kan (og omvendt) – så er vi sgu okay og nok, lige præcis som vi er. Meningen med livet er ikke at kigge indover hækken og misunde sin nabo. Kig i din egen have, elsk dine egne nedfaldende æbler og anerkend at du nok aldrig får klippet den hæk.

img_0175img_8895img_8265img_9512

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
untitled-13
   

5 kommentarer

  • Jeg synes du er så fin, frisk og bohemetøset altid – her har arvetøj og Diddel også været et hit i 90’erne, Ufo-bukser og Karl Karni (åh jøsses, bare tanken) omkring konfirmationsalderen, 60’er-kjoler og genbrugstøj i gymnasiet og nu et miskmask af fine sager fra Salling, basis-lir fra Føtex og blandet highstreet – jeg går absolut ikke op i andet end at føle mig tilpas og at det nødige skulle blive for kedeligt. Øreringe og fingeringe forlader jeg aldrig døren uden, hvertfald ikke min mors forlovelsesring 🙂

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Ej hvor lyder der også bare mega fint altså! Jeg går også med min mors forlovelsesring, jeg elsker den.

      Vh
      Caroline Thorsfelt

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det bare mega godt skrevet. Du har fuldstændig ret! Og jeg synes bestemt også, du du skal blive ved med at gå i dit farverige tøj. Du stråler og ser glad ud – og det er det vigtiste. Du rammer bare spot on med det indlæg, og det var lige, hvad jeg havde brug for at læse på en dag, hvor jeg bare selv går og føler mig lidt “forkert”. Så tak for opmuntringen og de smukt skrevne ord! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Tusind tak skal du have! Er super glad for at du kan få noget ud af mind ord. Tal fordi du læser med.

      Vh
      Caroline Thorsfelt

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisa

    Hej Caroline. Tusind tak for at lave denne ærlige og relevante blog! Jeg er 26 år, og jeg kæmper utrolig meget med at stå ved mig selv – det har jeg aldrig gjort, så jeg tager ophold i andres hylder og føler mig original i starten, men når folk så finder ud af, at det ikke er mig, men en anden jeg “kopierer”, så bliver jeg uoriginal og ked af det og folk tager afstand. Jeg må acceptere, at folk kritiserer, dømmer og hater, for at bygge min egen hylde! Der er jeg ikke helt nået til endnu. Men jeg kan i hvert fald relatere til emnet.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lad os snakke om: "utroskab" #2.