Kommende bogklub?

Lad os snakke om: “vold i et parforhold”

giphy
Tusind tak for alle jeres helt vildt ærlige, sårbare og seje fortællinger om vold i et parforhold. Normalt i de her indlæg, så kopierer jeg jeres ærligheder ind i en collage og deler jeres fortællinger. Men, i det her tilfælde, så har jeres historier været så detaljeret og lange, at jeg har valgt at dele dem som de er i indlægget her. Det er nogle heftige historier som virkelig har rørt mig dybt. Jeg har så kanon stor respekt over for jer der tør dele, fordi jeg ved hvor hårdt det er. #sammenkanvibrydetabuet
(Har du fået lyst til at dele din histore om vold i et parforhold, så del den HER)


HISTORIE 1: 
“Det er ca 3 år siden nu, jeg kom ud af et 7 mdr langt forhold, hvor ugentlige skænderier, tårer og fysisk samt psykisk vold var en naturlig del af forholdet. I starten blev jeg chokeret over, at han tog hårdt fat i mig, råbte mig ind i hovedet, skubbede til mig, pressede mig op mod døren etc, men med tiden vænnede jeg mig lidt til det, og jeg blev hende, der pleasede sin kæreste meget, aflyste veninde- og familieaftaler i weekenden, fordi jeg skulle jo være sammen med ham, ellers blev han endnu mere sur. Jeg har altid selv haft meget temperament, og han blev god til at provokere mig, så nogle gange råbte jeg af ham og prøvede at give modstand .., men han kunne altid råbe højere og fysisk havde jeg ikke en chance mod ham. Jeg var meget forelsket, og derfor var det svært at gå. Men at forlade ham er det bedste, jeg har gjort for mig selv, og mine veninder samt familie stod klar til at hjælpe mig med at komme ud af det. Selvom det er nogle år efter, kan jeg ikke slippe frygten for skulle støde på ham en dag, så jeg krydser fingre for at det aldrig sker.”


HISTORIE 2:
“Jeg har altid tænkt “hvorfor finder man sig i vold – jeg ville da skride med det samme hvis det var mig!!!”. Piger der bliver udsat for vold må da være svage, uselvstændige og måske endda dumme. Det var min benhårde tanke. Jamen er jeg så også de tre ting, det følte jeg i den grad første gang jeg oplevede det. Og anden gang. Og trejde gang. Og…. Første gang hans onde øjne kiggede på mig – første gang hans kolde hænder om min hals og mit hovede, jeg var i chok. Jeg gemte mig bag ved store striktrøjer på de varmeste sommerdage. Jeg havde allermest lyst til at tage trøjen af og vise det til verden. Men jeg kunne ikke, for det ville jo betyde at jeg skulle tage et valg. Og et valg var jeg ikke klar til. Alt imens jeg ikke forstod, så tog jeg et kæmpe valg, som ikke gjorde noget godt for mig. Jeg blev syg, udviklede svær anoreksi og en kæmpe depression. Jeg kæmpede videre på studiet og arbejdet, men jeg mistede mig selv. Mine nærmeste vidste det inderst inde godt – men jeg var ikke til at rykke ud af det. Det endte med at være mig der lå og trøstede ham efter sådan en kamp. For det var jo min skyld ikke? “Det er dig, der får mig helt herud” sagde han altid – jeg troede på det. Heldigvis kom jeg væk. Og videre. Det tog tid. Ar på sjælen og på kroppen. Men jeg kom ud, og videre. Pas på dig selv – du er det vigtigste du har.”


HISTORIE 3: 
“Jeg har været i et psykisk voldeligt forhold i over 3 år med en narcisistisk og halv psykopatisk mand. Han var klog og god til at formulere sig, og han var god til at manipulere med folk. Der var mange situationer i forholdet hvor jeg godt kunne mærke at det ikke var godt. Ting som jeg nok ville have reageret mere på, hvis jeg vidste det jeg vidste nu. Men jeg lod ham kaste rundt med mig, fordi han også fik mig til at tro at jeg var noget særligt. Jeg troede han byggede min selvtillid op – i virkeligheden rev han mig totalt ned. Ned til en person der var endnu nemmere at kontrollere. Jeg så det ikke tydeligt nok, det kan være svært at forstå, at man ikke kan det. Jeg forstår det heller ikke. Men en af de ting han var god til, var at få tingene vendt sådan at det var mig der var galt på den, når jeg mente han gjorde noget forkert (eller lign.). Jeg var forkert. Og han var også god til at lege den søde, forstående, lyttende kæreste. Først 2 måneder efter det var fuldstændig forbi, så jeg lyset. Det gik op for mig hvilken hæslig mand, jeg havde spildt næsten 4 år af mit liv på. Og selv her, 2 år efter, jager han mig stadig. Én vigtig ting jeg vil sige til jer derude, som måske sidder eller har siddet i et forhold med sådan en type. Vær ikke vred på dig selv over at du ikke kan/kunne se det. Skjulte Psykopater er en ting, og de er svære at få øje på.”


HISTORIE 4: 
“Min far var fysisk og psykisk voldelig mod min mor. Ind i mellem slog hun også igen. Det blev til slagsmål ind i mellem. De blev skilt da jeg var fem, men jeg husker stadig episoderne. Og dagen efter når der blev forklaret at det “bare var for sjov” eller når min mor fortalte på arbejdet at hun var faldet. Nogle gange kæmpede de også fysisk om mig, jeg blev hevet i og trukket med ind i deres voldelige forhold. I dag kan jeg ikke lide når mænd råber. Jeg fór sammen, når min kæreste løftede hånden for at røre mit ansigt, i de første måneder vi var sammen. Jeg skal aldrig selv være i et voldeligt forhold. Det psykiske traume min mor har båret og stadig bær på, er sørgeligt at se. Hun har ikke haft en kæreste eller et forhold til en anden mand siden skilsmissen. Hun er bange, det vil jeg ikke være.


HISTORIE 5:
“Jeg har ikke været i et voldeligt parforhold. Men min daværende kæreste havde store problemer med sit temperament, og ødelagde tit ting når han blev sur (eller hans hold tabte i fodbold). Det påvirkede mig voldsomt, det vær skræmmende og jeg turde slet ikke tale med ham når han blev vred fordi det så måske ville gå udover mig (ikke fordi han ønsker at skade mig, men slet ikke kunne styre sin vrede).”


 

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kommende bogklub?