Torsdagsglimmer #5

Historien om: en døende plante..

img_0688
I sommers fik jeg to smukke stiklinger af planten Pilea peperomioides af min svigermor. Jeg blev så glad for dem. Med årene har jeg lært at sætte større pris på grønne planter og smukke blomster i mit hjem. Det er en torsdagsglimmerglæde der bare bliver ved med at give.
De to små stiklinger stod begge to tæt ved hinanden, og gav min stue et fint spil. Jeg nussede om dem, vandede dem som jeg havde fået af vide af min svigermor jeg skulle. Jeg passede godt på dem og min glæde voksede hver gang de fik nye blade.
Den ene voksede sig flot, bladende sprang ud af den som paddehatte på en efterårsdag. Den voksede faktisk rigtig meget, men det gjorde også, at den anden virkede meget lille og sørgerlig ved siden af. Jeg tog den lille og placerede den lidt væk fra solen, den fik en plads med lys og mørke på samme tid. Langsomt faldt dens blade af, et efter et. Den store plante havde 15-20 flotte grønne blade, den lille havde 4 små blade. Omkring den lille lå 5 mørkebrune blade der var faldet af den. Jeg gav den noget gødning, skiftede dens plads til et spot med lidt mere lys, men efter kort tid lå der endnu et blad på gulvet. Hvordan kan to planter, der lever i præcis de samme potter med præcis den samme jord, vokse så forskelligt? Jeg tjekkede tegn på mistrivsel, men der var ingen brune pletter eller underlige grønne farver på bladende.. Den visnede bare langsomt.
Jeg besluttede mig for at ompotte den, der måtte være noget i den jord som min stikling ikke kunne lide. Jeg satte mig med den i badet, hev den op af potten, fjernede den resterende jord fra roden og skulle til at putte nyt jord i da… Nede i den lille potte, som stod så fint i dens lille underskål, der lå et skår. Et skår der var faldet af potten og var landet oven på pottens hul. Uden et ordentlig hul, kan vandet jo ikke løbe igennem, så kan min plante jo ikke ånde. Min stikling havde ikke dårligt jord, der var jo bare noget galt med potten den bor i. En lille detalje som ville have dræbt min plante på længere sigt. En underlig følelse af lykke brede sig i min krop og jeg fik fjernet det lille skår, puttet nyt jord i potten og sat den lille plante tilbage. De 3 blade har nu formeret sig til 7. It’s alive! 

Det er en lille historie om en døende plante som har sat nogle tanker igang hos mig. Fordi, hold tungen lige i munden og prøv at følge min tankegang: 
Nu siger jeg ikke at alle mennesker er døende planter der mistrives i det hjem vi har, MEN, der er nogen af os som ikke har det godt. Nogen af os har det måske ikke godt, uden at vide hvorfor. Det er ikke nemt at sætte ord på følelser, især ikke følelser der skræmmer en. Men menneskekroppen er klog, den skal nok give tegn og signaler.. Når dit verbalesprog kikser, så sætter dit nonverbalesprog ind, deriblandt dit kropssprog.

Jeg har haft nogle dage hvor jeg har været lidt irriteret uden at vide hvorfor. Det har bare været de dage hvor man skal blive under dynen og rulle gardinerne ned. Malte har opfanget det, han har også kunne mærke at jeg har været fraværende. I den situation kan man gøre to ting. Malte kan ignorere det og bare lade det stå på, indtil jeg er færdig med at være irriteret, eller han kan stoppe mig og sige: “hey, hvad foregår der lige med dig for tiden?”. Det kan godt være jeg ikke er klar over hvorfor jeg “mistrives”, men min krop fortæller mig et eller andet. Malte hører mit nonverbale sprog og prøver at finde ud af, hvorfor mine blade ikke stråler så meget for tiden (ja okay, langt ude metafor til planen måske, men you get the point, rigtht?). Jeg vil jo selvfølgelig ikke dø, hvis Malte ikke spørger ind, som min plante jo var tæt på. MEN, nogen gange er vi mennesker bare ikke istand til at vide, hvad fanden der foregår i vores krop hele tiden. Her er det uundværligt at have mennesker hos en som ser en, ser signalerne og tør spørge ind! Lige så er det rart at du kan være det menneske som spørger din veninde: “Hey Maria, du har virket lidt trist for tiden, er du egentlig okay?”. Du gør aldrig noget forkert ved at spørge, så er det op til Maria om hun har lyst til at dele hvad der trykker, og om der overhoved er noget, måske ved hun det bare ikke selv endnu!
– Vi mennesker er generelt bare meget konfliktsky. Vi er så bange for at vi træder nogle over de bare fødder, derfor undgår vi at spørge ind. Hvis vi omvendt bliver spurgt, så tænker vi alt for meget over om det vi skal svare, interesserer modtageren, så derfor så svare man sådan lidt i øst og vest. Det bliver en underlig sammenblanding af hensyn som ingen har bedt om, fordi vi ikke tør stå frem og sige: “hey, sådan her har jeg det!” eller: “du ser ked ud af det, vil du snakke om noget?”.
Så måske er vi alle sammen stiklinger i en potte. Nogen vokser sig store, nogle har brug for en støttepind i jorden, fordi man vokser lidt skævt. Nogen har brug for lidt ekstra vand og kærlighed, nogen har brug for at være i mørke.. Nogen mistrives, nogle skal ompottes tit. Men fælles for os alle er, at vi ikke er alene, vi skal ikke kæmpe alene.. Se, lyt, hør og hjælp. 

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
untitled-13
   

Jeg bliver så glad når i kommenterer.

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Torsdagsglimmer #5