Torsdagsglimmer #2

Lad os snakke om: “vold i et parforhold” #2

5bcd75264b1e4bc1a6031fea10c80fbeLæs første del HER

Tusind tak fordi i er med til at bryde tabuet, med til at vise at sammen er vi stærkere. Jeg ved hvor svært det er at dele de her tanker, fordi det gør ondt. Vold sker ikke bare i øjeblikket, det sætter sig inde i nervesystemet og kan påvirke hele ens liv, hvis man ikke får den passende hjælp. Man skal ikke være bange for at bede om hjælp. Man skal ikke være bange for at anerkende at man ikke kan klare alting selv. Du fortjener at være lykkelig, lige så vel som jeg fortjener at være lykkelig, lige så vel som min moster gør det. Og din mor, søster, nabo, brors kæreste mm.

Næste “lad os snakke om” emne bliver strækmærker, det var der rigtig, rigtig mange der skrev ind om. Jeg skal nok indsætte en indsendelsesformular en af de kommende dage, så i igen kan være med til at dele jeres ærlighed.

FØRSTE HISTORIE: 
“..Den her fyr jeg skriver om nu, var egentlig ikke mine kæreste, men vi sås hele tiden, så vi var vel egentlig kærester uden at havde sagt det. Men det var da jeg var 17 år, jeg blev dybt betaget af en fyr til en privat fest. Alle mine venner sagde at han var helt vild med mig og han var så sød. Så jeg tog chancen og vi begyndte at ses tit. Næsten hver dag, i starten var det så fantastisk at jeg tænkte nu har jeg fundet kærligheden. Men en dag da vi var hos ham, blev han sur. Vi var oppe og diskutere og med et rev han fat i min arm. Rigtig hårdt og ville ikke give slip. Jeg skreg så højt jeg kunne. Han blev chokeret og gav slip. Jeg tog mine ting og skred uden et ord. I de følgende timer modtog jeg hvad der føltes som 200 beskeder om han var ked af det. Jeg vidste godt det forkert og jeg havde jo også reageret med at skrige. Men var det nu også så slemt? Jeg endte ihvertfald tilbage hos ham. Han var sød igen, vi havde det så godt. En dag da vi var i byen, blev han rasende og stak mig en flad. Ingen sagde noget og jeg sad lamslået. Jeg begyndte at græde og han sagde undskyld flere gange og jeg bare skulle stoppe med at være så flabet. Det her foregik i noget tid. Det blev voldsommere og voldsommere. Men jeg fandt mod til at smutte til sidst. Jeg var egentlig forelskede i ham, men da jeg havde snakket med mine veninder og mor, om alt det jeg havde været udsat for, blev jeg stærk igennem dem. Idag kunne jeg aldrig drømme om at der var nogle der skulle lægge en hånd på mig. Jeg finder mig ikke i en skid. Men igen man ved sgu aldrig om man lige pludselig forelsker sig i den forkerte. Mit råd er at åbne op for det hos dem du stoler på. Det hjælper så meget. DU ER MERE VÆRD END AT VÆRE HOS EN DER SLÅR ELLER YDER ANDEN FORM FOR VOLD PÅ DIG…”

ANDEN HISTORIE:
“..Jeg er vokset op med min far, der slog min mor, men her efter har jeg kun snakket med meget få omkring det, fordi der er så meget skam og skyld forbundet med det, at jeg næsten ikke kan være i det selv. Vold i hjemmet er meget komplekst og kan være svært for andre at sætte sig ind i. Fordi jeg holder så meget af mine forældre, er det vanvittigt svært for mig at tale om. For der er både gode tider og dårlige tider, hvor det fylder meget i dårlige tider, mens jeg ikke kan tale om det i gode tider, fordi jeg konstant bilder mig selv ind, at nu bliver alt godt, selvom det aldrig er tilfældet. Der er så mange følelser i det, at det oftest bare er nemmest at tie stille..”

TREDJE HISTORIE:
“..Jeg var i et psykisk voldeligt forhold i alt for mange år, og kæmper stadig med følgerne. Møder meget lidt forståelse, for herregud, han slog jo ikke… skaderne på sindet, sjælen, hjernen og psyken kan jo ikke vises frem ligesom en gipsarm..”

FJERDE HISTORIE:
“..Fra jeg var 14-17 år gammel levede jeg i et voldeligt forhold med en fyr på min egen alder. Som de fleste andre drenge på den alder, var han super charmerende, sød og svigermors drøm. Og jeg var smaskforelsket. De første otte måneder af vores forhold var vi glade og lykkelige. Men henover en sommerferie blev det hele ændret! Han begyndte at ryge hash, og skjule for mig, at han også tog hårdere stoffer. Nu begyndte vi at skændes – voldsomt! Og en dag slog han mig hårdt i ryggen. Han blev ked af det, undskyldte og lovede, at han aldrig ville gøre det igen. Slaget i ryggen udviklede sig til lussinger, knytnæver, spark, kast og en ekstrem psykisk vold. D. 25/12-2006 gik det op for mig, at jeg ikke kunne fortsætte i det – jeg var dybt ulykkelig! Så efter knap tre år med fysisk og psykisk vold gik jeg ENDELIG fra ham. Det er det bedste, jeg NOGENSINDE har gjort for mig selv. De efterfølgende mange år havde jeg mareridt om de ting, han gjorde ved mig. Jeg udviklede en spiseforstyrrelse, og jeg kunne ikke åbne mig for en mand. I dag er jeg 28 år, ude af min spiseforstyrrelse, har en dejlig kæreste, venter mit første barn og er lykkelig ud i hver en krog af min krop. Så selvom mine teenageår har fyldt meget i mit liv, så er jeg gudskelov kommet godt ud på den anden side!..”

FEMTE HISTORIE:
“..Jeg blev stormende forelsket, som jeg aldrig havde været før, det betød at jeg ville gøre alt for ham. Jeg ville ikke miste ham. Jeg arbejdede som pædagog og om dagen havde jeg møde med en mor der slog sit barn, hvor jeg fortalte hvad det gør ved et barn, om aftenen blev jeg selv slået. Det startede med at han skældte mig ud, kaldte mig ussel, luder mm, han skubbede mig, holdt hårdt fat i mig og truede mig. Det starter ikke med et slag i hovedet, derfor er det svært at komme ud af, ens grænser bliver rykket hele tiden. Den psykiske vold gjorde mig bange og jeg turde ikke forlade ham. Han truede med at gøre min lillebror ondt (han var fodboldtræner for ham). Vi var kun kærester et år, men jeg endte på hospitalet EFTER jeg var gået fra ham. Jeg fik efterfølgende konstateret PTSD. Et år af mit liv, forandrede min fremtid foraltid. Det er ikke din skyld, han kan ikke gøre dig noget hvis du forlader ham, ingen vil dømme dig bagefter, alle vil forstå, du har ikke gjort noget forkert. Du er god nok. Du fortjener bedre. Kom væk så hurtigt du kan. Det bliver bedre. Du er ikke alene..” ♥

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
untitled-13
   

Jeg bliver så glad når i kommenterer.

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Torsdagsglimmer #2