Lad os snakke om: "sved" #2

Det dur jeg ikke til..

ac2e8b067572a038c2117b796a404f71

Jeg startede i praktik igår. Min anden praktik på pædagogstudiet, min første lange praktik – 6 måneder lang for at være præcis. Jeg gad ikke at starte, faktisk så gad jeg ingenting i denne her uge og forrige uge. Jeg gad ikke studiearbejde, jeg gad ikke så mange mennesker, arbejde, træning, skole, blog .. nah, ellers tak!

Sådan et humør hvor intet er helt godt nok, fordi man bare er for træt, dvask og udmattet til at kunne overskue det mindste.
Jeg dur ikke til forandringer, jeg er ikke god til at håndtere dem. Jeg går ind i nye ting med liv og sjæl, hvilket er enormt energitagende. Jeg ønsker at være den bedste udgave af mig selv overfor nye mennesker, hvilket kan gøre mig sådan helt skinger og til tider åndssvag. Mine følehorn er ude, alt er nyt, derfor så bruger jeg mange kræfter på at suge det til mig og bearbejdede det. Det er en følelse mange mennesker kan nikke og genkende til, men det er især en følelse særlig sensitive mennesker 100% kender. Nye indtryk, nye stimuli er voldsomt for mig, om jeg vil det eller ej.

Malte krammende mig ind til sig, mens jeg græd helt stille aftenen til fredag. Jeg vidste på forhånd at min nat ville være elendig. Jeg vil vågne 234 gange for at tjekke uret, for at være sikker på at jeg ikke har sovet over mig. Jeg vil have voldsomme drømme som vækker mig op og alle stillinger jeg sover i, vil føles forkert. Ganske rigtigt.. Jeg sov nærmest ikke natten til fredag. Min hals var tør, min næse pep, min pude var hård, min dyne var for varm, mit hovedet var fuld af tanker.

Den irriterende rynke som sidder inde bag min pande, den har generet mig de sidste mange uger. Jeg er jo så bange for at jeg gør noget forkert. Hvad nu hvis jeg ikke kan lide mit praktiksted, eller de ikke kan lide mig? Så er 6 måneder lang tid. Hvad nu hvis jeg ikke dur til at arbejde sammen med udviklingshæmmede mennesker? Spørgsmålene var mange og min rynke trykkede hårdere mod mine negative tanker om mig selv.
Idet jeg åbner døren til mit praktiksted, så falder skulderne ned. Idet jeg siger “hej” til mine nye kollegaer, så stopper min stress sved. Idet jeg lægger mine ting i mit nye skab og får af vide hvor jeg skal være, så mærkes rynken mindre. Efter 6 timer med udfordringer, imødekommende mennesker, grin, leg og tonsvis af informationer, så føles min krop let som en fjer.
Jeg cyklede hjem til Malte så hurtigt jeg kunne, havde god sex med ham, fordi han (og jeg) fortjente det, da han stod op med mig kl 06.45, for at snakke mig til ro. Så kyssede jeg min mand farvel, cyklede hjem, handlede slik og nye hyggestrømper ind, også pakkede jeg mig sammen under et tæppe på min sofa med absolut ro omkring mig.

Selvom jeg ikke er god til nye forandringer, så er det noget jeg er nødt til at blive bedre til at håndtere. Min krop fortjener ikke at jeg tror så lidt på mig selv og min egen kunnen og gøren. Jeg skal du til at tro på at der sker fantastiske ting, udenfor min comfortzone. Lektien er forhåbentlig lært nu til fremtidige udfordringer.


“what if i fall oh but my darling what if you fly?” 

deccc16e319af00b746bd5a937249b52

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
untitled-13
   

5 kommentarer

  • Carina

    Jeg har det på samme måde! Jeg starter i min 3. praktik på mandag og har været ved at gå ud af mit gode skind den sidste måned! Jeg kender virkelig godt til dine tanker! Men selvfølgelig skal vi nok klare den! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Det er virkelig irriterende at de dårlige tanker kan fylde så meget! For selvfølgelig klarer man den, men man kan virkelig tænke sig helt ned!

      Held og lykke i din praktik 🙌🏻

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sanne

    Kære Caroline.
    Jeg kan genkender utrolig meget af det du skriver. Jeg har selv netop lige afsluttet min 3. Praktik på pædagog uddannelse. Begge gange har opstarten været med alle de tanker du beskriver og mere til! Men begge praktikker er endt ud i at blive uden de mest lærerige og spændende halve år på uddannelsen og tider kommer til at gå så stærkt. Hvis det måske kan give dig lidt ro i maven omkring det hele. Det er jo når vi kommer ud af den dejlig comfortzone vi lærer en helt masse nye spændende ting og møder en masse inspirerende mennesker der brænder for det her fag! Jeg øver mig stadig i det, og det oftes pisse udbehageligt og med en masse bekymringstanker, men når man kommer på den anden side finder man jo oftes ud at det hele ikke er så slemt og man kan give sig selv et skulderklap og nogle gode erfaringer med på sin vej!
    Jeg er vild med at følge med os dig fordi du netop sætter ord på sådan nogle situationer og følelser. Det er inspirerende, så bliv ved med det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Hej Sanne.

      Det er så rart at vide at man ikke er alene med sine tanker. Det er så tit at man kan sidde og tænke: “ej, hvad er det galt med mig?”.. Du har simpelthen så ret i det du skriver. Man lærer jo så meget om sig selv og det fag man interesserer sig for. Nogle gange skal man være bedre til at stoppe den der tankemylder og bare huske på hvor dejligt man har det 🙂

      Tak for en inspirerende kommentar. Det varmede virkelig <3

      VH
      Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Caroline

    Åh, hvor jeg kender det!

    Jeg er også lige startet på mit nye arbejde, og det udmatter også mig fuldstændig. Alle de nye navne, regler, steder, computersystemer (osv. osv.) man skal lære at kende – det bomber mit hoved fuldstændig. For slet ikke at tale om den mængde energi jeg bruger på at bekymre mig for, om folk kan lide mig, om jeg giver et godt førstehåndsindtryk, om jeg virker som en god pædagog… Det kører derud af… Indtil jeg kommer i gang 🙂

    Håber du bliver glad for dit praktiksted <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lad os snakke om: "sved" #2