Torsdagsglimmer #8

Lad os snakke om: “barnløshed” (min historie)

Læs første del af jeres ærligheder lige HER.

Da dette tabu kom på banen af jer, så tænkte jeg: “det kan jeg jo ikke være med på, jeg har jo aldrig prøvet at miste et barn”. Men barnløshed er mere end at miste, det er også den frivillige barnløshed og de mange gråzoner derimellem.

For noget tid siden, i et andet tabu emne vi snakkede om, der delte jeg min sårbare historie, en historie om en ensom pige og et ønske om et barn?
Da jeg var en lille pige så sagde jeg altid: “jeg vil have 100 børn, men jeg behøver ingen mand!”. Dengang tænkte jeg ikke over hvor mange knibeøvelser det vil kræve at føde 100 børn. Vanvittigt alligevel.. Men tiderne ændrede sig, en kvinde har vel nogle lyster som skulle opfyldes og her hjalp/hjælper en mand altså lidt.
Jeg har en mand, en god mand, som jeg elsker utrolig højt! En mand som jeg ikke har lyst til at leve uden – men hvad med børnene? For det første så er det pisse irriterende at skulle “forsvare” sig selv, fordi man er tættere på 30 end på 20 og ikke har et barn. For det andet, så tror jeg at livet er meget mere end at få børn. Jeg tror på at der er noget biologisk inde i mig, som fucker med mine tanker, og får mig til at tænke at jeg er nødt til at få børn inden jeg bliver 30! Mit uddannelsessted anbefalede os at få børn mens vi studerede, det var nemmere..
Jeg vil så gerne se mere af verdenen, opleve vild natur og arbejde frivilligt på en økologisk gård i udlandet. “Jamen Caroline dog, du kan jo sagtens rejse, selvom du har børn!” – ja, det ved jeg godt, men bare ikke på samme egoistiske måde som jeg gerne vil!

Jeg har perioder hvor jeg tænker at børn ikke er noget for mig, i hvert fald ikke mine egne børn. Jeg vil hellere være plejemor for udsatte børn og adoptere børn der har brug for en kærlig ny mor. “Hvorfor sætte nye børn på jorden, når der findes så mange, som mangler en mor og en far?” – den tanke kan jeg godt sidde og tygge på. Som Niels Olsen så fint sagde i Den Eneste Ene: “.. Børn er deres egne og forældrene er bare dem der skal sørge for at de har det godt. Så enkelt er det”  (bonusinfo: jeg lejede filmen på blockbuster til 29 kr, for at tjekke at den sætning var rigtig skrevet. #nørd)

Når det så er sagt, så rammer skrækken mig stadig. Skrækken for at jeg en dag smider p-pillerne og intet sker. Skrækken for at jeg ikke kan bære mit eget barn, se min egen mave vokse og vidergive mine gener til en lille mini-Caro/mini-Malte. Den rammer fordi vi lever i et samfund, hvor flere og flere har brug for hjælp til at få børn. Det er ikke unormalt at man efterhånden kender et par stykker, som ikke kan få børn. Når tankerne kommer så skubber jeg dem væk så godt jeg kan. Det hjælper intet at tænke sig selv helt i sænk, jeg kan ikke gøre fra eller til lige nu. Jeg ved at min krop ikke har godt af at jeg tænker negativt omkring dette sårbare emne.. Sker det så sker det, hvilket jeg jo et eller andet sted håber på at det gør. Sker det ikke, så findes der mange andre måder at være forældre på. Blod er tykkere end vand, men intet overvinder kærlighed.. Heldigvis så kender kærlighed ikke køn, seksualitet, tro eller andet der skulle skille os fra hinanden.

Jeg vil som altid have det hele! Et helt liv til at kunne rejse jorden rundt og møde nye mennesker. En mulighed for at adoptere og hjælpe udsatte børn der har brug for en kærlig ny mor. Føde mine egne børn, lade dem vokse op på landet, hvor himmel og hav rører hinanden.. En dag falder tingene nok mere på plads, indtil videre så prøver jeg at nyde turen så godt jeg kan.

MINI CARO AKA KAPTAJN UNDERHYLER KLAR TIL AT REDDE VERDEN! 
img_7694

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
untitled-13
   

2 kommentarer

  • Mette

    Jeg har det præcis på samme måde!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      🙌🏻🙌🏻🙌🏻🙌🏻!! Dejligt! Har simpelthen følt mig så alene med det her mange gange!!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Torsdagsglimmer #8