Tegn på psykisk vold?

Shit just got real..

img_1637

Idag kom dagen. Dagen som jeg hele tiden har skudt ud af mit hoved. 

Min krop har faktisk været fyldt med andet end glæde. Den har været overfyldt med alle følelser og det har været svært at skille dem ad fra hinanden. Jeg er kommet frem til at jeg er bange, helt vildt bange faktisk.

Jeg var til coach tidligere på ugen hos skønne Lykke. Lykke hjalp mig med at få styr på mine tanker og mine følelser. Jeg har svævet i en lille sky af alt for mange tanker, jeg har ikke kunne placere dem nogle steder eller gribe fat i dem. Lykke formår at få mig ned på jorden, se én tanke af gangen og mærke lidt på hvordan den føles. Coaching er det bedste der er sket for mig længe, det er helt vanvittigt hvor meget det har hjulpet mig til at finde mere ro inden i. Det skal jeg nok skrive mere om i et andet indlæg, men læs mere om det HER, indtil da.

Det er rigtig rart at Malte flytter ind til mig, men jeg kan ikke ignorerer at jeg også er virkelig bange for det. Jeg elsker Malte og jeg er 100% sikker på at mit liv er meget bedre, når han er i det. MEN, det ændre ikke på at det her er et kæmpe skridt.
Men hvorfor gør det mig så bange? Jeg tænker at det er meget naturlige tanker man får sig, når man skal til at flytte sammen med sin kæreste. Jeg har prøvet det før, men der flyttede jeg helt til Odense og det gik ikke så godt. Malte har også prøvet det før, der gik det heller ikke så godt. Derefter har vi hver især boet alene og fundet en kæmpe tryghed ved dette. Vi har indrettet os alene, fundet vores rytmer og vaner – alene. 
Ved at vi ikke bor sammen, så har vi skulle tage nogle aktive valg om at ses. Nu er han her, i mit hjem, som om få timer også er hans hjem. Nu skal vi være kærester på en ny måde, finde nye vaner og nye rytmer – sammen.

Vi skal sørge for at finde dage hvor vi kan ses, ikke bare være sammen i samme rum og kigge på hver sin skærm, nej – virkelig ses. Vi skal sørge for at holde fast i vores surprisestævnemøder. Vi skal sørge for at kigge hinanden dybt i øjnene og spørge: “hvad har du lavet idag?”. Vi skal huske at have sex, snakke om hundevideoer på Facebook og tømme skraldespanden på toilettet.

Verden er fuld af en masse “hvad nu hvis’er”. Hvad nu hvis det ikke går? Hvad nu hvis vi bliver uvenner? Hvad nu hvis jeg bliver forfærdelig at leve med? Hvad nu hvis vi glemmer at være romantiske overfor hinanden?
Men hvad nu hvis at jeg går ud i morgen og bliver ramt af en bus? 7-9-13 for at det ikke sker, men det er ikke til at vide. Du kan ikke have kontrol over alting, det er simpelthen umuligt. Du kan ikke indrette en hel stue med møbler der ikke er i den endnu. Du er nødt til at vente til at møblerne kommer. Vi vil blive uvenner, vi vil blive irriteret på hinanden, vi vil mene at det hele er en omgang gammel hø – selvfølgelig vil vi det. Vi vil grine, græde, glædes og væmmes. Vi vil elske, vi vil hade og vi vil være enige og uenige.

Så selvom bangefølelsen er i min krop, så bor den der sammen med alle de andre gode følelser som glæder så sig meget til at bo sammen med manden jeg elsker – i Sydhavnen.

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
untitled-13
   

3 kommentarer

  • Camilla

    Åha, jeg genkender alle de følelser i min krop lige nu. Du og jeg fandt Malte og Mads på samme tid, og nu skal Mads og jeg også snart flytte sammen – og hold kæft, hvor det skræmmer mig. Men det skræmmer mig ikke på den der “Fuck, Fuck, Fuck..”-måde, men mere den der “det her betyder virkelig meget”-måde.

    Jeg tror frygten er sund, fordi når der er frygt, så er der noget at tabe! Men bare fordi chancen for at tabe det hele på gulvet er der, så betyder det ikke at det kommer til at ske.

    Shit. Jeg glæder mig til at sige han skal samle sine bukser op fra gulvet, lave mad sammen og at han er med til at gøre det til vores fælles hjem.

    We can do it!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Hej søde dig.

      Jeg tænker også at hvis man slet ikke er nervøs, så vil der være noget galt. Hvor der er meget kærlighed er der også altid en frygt for at man mister den. Det vil vi jo for alt i verden undgå!

      Der kommer til at være kampe, men det kommer til at være så fint på sigt (håber jeg/vi) 😅..

      Kh
      Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Jeg fik kolde fødder, første gang min kæreste og jeg havde aftalt at flytte sammen. Han tog det heldigvis meget pænt, og vi ventede. Da vi så flyttede sammen cirka et år senere begyndte jeg hurtigt at tænke “var det bare dét, jeg var så bange for?” Alle havde tegnet et billede af, at nu skulle vi til at skændes om opvask og økonomi. Men nu har vi boet sammen i snart fire år, og det har været skønt – jeg ville ikke have det på nogen anden måde!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tegn på psykisk vold?