Lad os snakke om: "vægt" #2

Udefinerbar følelse.

img_1703Jeg har en underlig følelse inde i kroppen, en følelse som jeg nu vil prøve at formulere, selvom den er temmelig udefinerbar. Det her indlæg bliver langt og en smule tungt. Det har taget mig lang tid at skrive, fordi jeg ikke ønsker at blive misforstået. Jeg er ikke kendt for at lægge filtre på mine følelser og indlæg, jeg viser med glæde den ærligste sandhed – selvom den lige nu gør lidt ondt.

Jeg er vant til at blive overstimuleret, det er en del af pakken når man er særlig sensitiv –  og det er pisse irriterende for at være ærlig. Alle mennsker bliver overstimuleret, men hos særlig sensitive mennesker så sker det oftere og hurtigere. Hos Caroline Thorsfelt, så sker det pokkers ofte. Jeg har mine øv-dage og mine downperioder. Mine øv-dage og downperioder kommer hver anden måned, eller en gang om måneden hvis den er slem. De her perioder betyder at jeg i 1-2 dage ikke kan bevæge mig, jeg er bundet til sengen og mit humør er helt i bund. Jeg spiser oftest ikke ret meget og har ikke brug for at se nogle mennesker. De her dage opstår fordi jeg har kørt mig selv for hårdt, min krop har simpelthen brug for at få mere strøm på batterierne. Jeg har en fornemmelse af, at de her dage ikke burde forekomme så ofte, fordi jeg burde være bedre til at lytte til mig selv og derfor undgå overstimuleringer og øv-dage.
– Jeg har brugt meget af år 2017 på at finde min indre balance, hvilket jeg virkelig synes har hjulpet og virket. Men alligevel rammes jeg af denne her udefinerbar følelse, som jeg ikke kan sætte på nogen hylde – hvad er du?

Det sidste halve år har været underligt for mig, rent psykisk. Den ene, maks to dage som jeg skal bruge i sengen på at genfinde min energi, har fået vokseværk. Jeg er lænket til sengen i dagevis, jeg bider af min kæreste og indtager sparsomt med mad. Mit immunforsvar har sagt stop. Det har kostet mig mange ugers sygdom i min praktik, som jeg ikke ligefrem bifalder. Det har givet mig dårlig samvittighed, fordi jeg igen, igen har meldt mig syg.

Jeg snakkede med min mor om det, hun er også meget sensitiv og hun forstår altid mine følelser, selvom jeg ikke altid selv forstår dem. Jeg sagde til hende: “jeg føler mig maniodepressiv!”.. Jeg er klar over at jeg ikke er maniodepressiv, men følelsen af at være helt oppe og helt nede alt for tit, den kan jeg godt nikke og genkende til. Jeg kan flyve op under loftet som en overdrevet glad hoppebold, have aftaler på stribe og bare elske at have meget om ørene. Næste dag kan jeg være låst fast til sengen, træt og fuldstændig udmattet og ked af det. Jeg sagde videre til min mor: “jeg venter bare på en eller anden klog mand siger: “det er dét her du fejler!”, fordi det er så hårdt og gå at have det sådan her så tit!”.
– Jeg er træt af min krop, træt af at jeg føler at jeg ikke har det samme energiniveau som alle andre. Hvorfor falder min krop helt sammen og efterlader mig i fosterstilling i sengen? Det er svært at forklare folk hvordan jeg har det, fordi jeg ikke helt kan sætte ord på det. Min veninde sagde til mig: “sig:”jeg er ikke helt på toppen!””, det kan nemlig betyde mange ting.
Jeg har haft stress, jeg har været helt nede hvor intet virkede, men det her føles på en anden måde. Jeg neglicherede min stress dengang. Jeg sprang forbi det store røde “stop” skilt og kørte videre med 300 km/t. Måske er det her min krop der fortæller mig noget, måske føles det sådan her, når man lytter til sin krop – inden det går helt galt. Måske er det ikke (7-9-13) begyndelsen til stress, måske er det en reaktion på at min krop bare er lidt presset lige nu. Min kæreste er jo lige flyttet ind og det kan godt være lidt voldsomt, ikke? Måske, måske ikke?
 Jeg tog til lægen. Jeg skulle have taget nogle blodprøver, da det er underligt at jeg har været så meget syg. Min søde læge hentede nogle nåle, mens jeg sad alene inde på hendes kontor. Da hun lukkede døren i, så åbnede mine tårekanaler sig, uden planer om at stoppe eller være en smule diskrete. Hun holdt om mig og sagde at det hele nok skulle gå. Forhåbentlig så mangler jeg bare en masse C/D-vitamin i min krop, hvilket er grunden til at jeg har følt mig energiforladt, træt og ked af det. Forhåbentlig så skal min krop bare have de rette vitaminer. Men hvis jeg kommer tilbage til lægen på mandag, får af vide at mine blodprøver er helt fine, så skal vi snakke om hvad der så foregår inden i mig – derfor græd jeg, fordi jeg frygter det. Frygter alle de der “hvad nu hvis’er”..
Da lægen sendte mig hjem så nåede jeg lige ud på toilettet, inden jeg knækkede sammen. Jeg græd ikke en smule fra ventre øje, nej, jeg hulkede i smerte og afmagt.

Jeg er verdens værste sensitive menneske, fordi jeg slet ikke lever mit liv som jeg “burde” gøre. Jeg burde have flere dage hvor jeg er mere alene. Jeg burde måske ikke have 2 krævnede jobs og en blog jeg putter mange timer i. Men jeg kan jo for søren lide mine jobs, min blog, min familie, veninder og kæreste. Hvis andre mennesker kan finde ud af at få tingene til at hænge sammen, hvorfor kan jeg så ikke?
Dette er ikke et selvynk indlæg, men det er skrevet med meget frustration, frygt og afmagt. De svære perioder kender vi alle, sådan en periode er jeg i lige nu. Måske kan det lyde mørkt og hårdt, men som min læge sagde: “du er her, du gør noget – det er super godt!”. Måske ser jeg tilbage på de her følelser om nogle uger og tænker: “årh, det var måske lidt voldsomt at udgive dette indlæg, du har det jo fint igen nu!” – muligvis. Men lige nu, så er det hele altså lidt rodet sammen. Lige nu er de her følelser min virkelighed.

Malte krammede mig ind til sig, holdte om mig, mens jeg lidt græd igen. “Hvad er der galt med mig?”.
Ikke noget sikkert. Jeg er bare en ung kvinde med en kæmpe buffet af valg og muligheder foran mig. Jeg rager til mig, men min tallerken er simpelthen ikke stor nok, jeg er nødt til at lægge noget tilbage, eller vente med at spise det til senere. #duerikkealene 

img_1704

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
untitled-13

25 kommentarer

  • Camilla

    Kære Caroline,
    Tusind tak for at sætte ord på dine følelser, som desværre minder rigtig meget om mine. Du skal vide at du ikke er alene, ligesom du får mig til at forstå at jeg aldrig er alene. Tusind tak for det ❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Tusind tak for din besked – den rammer virkelig et sted hvor det hele lige har brug for det!!

      Vi er ikke alene, vi kan ikke klare alting selv! Vi skal være bedre til at lytte til os selv, istedet for at sammenligne os med andre!!

      De bedste tanker din vej.

      Kh
      Caroline Thorsfelt

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh hvor jeg kender til følelsen af ikke at kunne få enderne til at mødes… Det er svært at finde balancen som særligt sensitiv, svært at accepterer at man ikke kan rumme alt det man gerne vil nå.
    Lige nu står jeg midt i nyt job og selv om jeg er pisse glad for det, så er jeg også træt. Træt helt ind i knoglerne. Jeg har lyst til at græde og ligge mig i fosterstilling – udelukkende fordi jeg er overstimuleret.
    Måske skal vi lære, at det er okay. At det er okay at vi har det sådan, fordi det er måned vi kommer igennem det på. Vi græder lidt, vi river en dag ud af kalenderen og så går vi videre.
    Jeg ved det ikke.. I hvert fald skal du vide at #duerikkealene <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Vi skal nemlig lære det – men det er bare mega svært!!
      Vi skal lade være med at sammenligne os med andre, vi skal i stedet begynde at lytte mere til os selv.

      #vierikkealene

      Kh
      Caroline Thorsfelt

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Åh siddet helt og får tårer i øjnene her i bussen til arbejde. JEG HAR DET PÅ PRÆCIS SAMME MÅDE! Hvor er det skønt at vide at man ikke er alene! Min kæreste siger altid til mig, at mit sensitive dumme hoved/krop ikke er så meget værre end andre menneskers… jeg tror måske jeg skal til at lytte til ham 🙂 Men åh hvor kan jeg nok bare stadig ikke acceptere at mit hoved og min krop kan holde til mindre end nogen andre menneskers kan, det er nok der problemet ligger. At acceptere det.. Jeg ved ikke hvad jeg ville sige her andet end at jeg forstår alt du skriver, og du er sket ikke alene ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Hej Charlotte!

      Det er bare så rart at vide at man ikke er alene!
      Det er så mega irriterende, men jeg tror kun det bliver bedre, når vi accepterer at vi kun kan klare det vi kan!!

      De bedste tanker til dig.

      Kh
      Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    Har du overvejet at prøve at meditere på daglig basis? Jeg bliver overstimuleret fordi jeg har kroniske smerter og et sensitivt nervesystem. Min “medicin” har været at meditere 20-30 minutter 3-5 gange dagligt, for at afslappe nervesystemet. Ikke at du behøver at gøre det så ofte. Men det hjælper mig meget til at mærke efter hver dag, hvad jeg i virkeligheden har brug for, og samtidig sænker det stressniveauet i min krop, så jeg kan være nærværende med flere ting, end hvis jeg ikke gjorde det. Har jeg voldsomt med tankemylder/stress i kroppen, ved jeg at jeg skal tage noget af kalenderen, eller meditere ekstra den dag, for ellers har jeg voldsomme smerter og er sengeliggende de næste tre dage. Jeg kan stærkt anbefale appen Headspace (10 gratis meditationer, dernæst 100 kr i måneden – billigere på årsbasis). Der er der nemlig et hav af meditationer uden naturlyde. Hvis du intet har imod lyde findes appen “yoga mod stress” og deri findes to gratis danske meditationer 😊 god bedring!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Hej Caroline.

      Ja, jeg har mediteret i mange år, men må indrømme at jeg ikke har gjort det så meget på det sidste. Jeg læste din kommentar også mediterede jeg faktisk – tusind tak for den reminder. Det vil jeg være bedre til at prioritere i min hverdag!!

      Kh
      Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathilde

    Wauw, spot on på mine følelser og mit liv!
    Jeg har længe været klar over, at jeg ikke har det samme overskud som andre og har været mere sensitiv. Jeg udmattes ofte af andre mennesker og har ofte brug for “mig tid”. Jeg har ligesom du skriver dage/perioder bundet til min seng, uden lyst til andre mennesker. Har haft svært ved at forklare, hvad der sker på disse dage, men er blevet bedre til at lytte til min krop og acceptere at jeg de dage ikke kan andet end at ligge i sengen.
    Du har min dybeste medfølelse, Caroline! 🙂 Men husk nu at lytte til din krop! Stop den dårlige samvittighed over at melde dig syg. Kroppen skal holde resten af livet – derfor skal vi passe på den!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Hej Mathilde.

      Det er virkelig svært at man vil mere end kroppen faktisk kan! Det er super usundt hvis man ikke lytter til den, hvilket man nemt kan komme til nogle gange.

      Det er mega befriende at læse at jeg ikke er alene med de her tanker, det hjælper virkelig!

      Pas på dig selv!

      KH
      Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Diana

    Det er lige sådan jeg har det! Jeg har 2 jobs, og laver meget i min fritid imens jeg studere. Jeg har bare fundet ud af at jeg ikke kan holde til det hele. Da jeg i sidste uge fik et sammenbrud hvor jeg bare rystede og var ked af det. Jeg har derfor valgt at sige det ene job op og fokusere mere på hvad jeg har brug for. Jeg er også en meget sensitiv person. Tak for at dele, det er dejligt at vide at man ikke er alene om det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Hej Diana.

      Er ked af at høre at du fik et sammenbrud, det er virkelig et alvorligt tegn fra din krop – godt at du lytter efter.

      Jeg skal virkelig også blive lidt bedre til at lytte efter, selvom det er svært nogle gange.

      Tak fordi du deler dine ord med mig, det hjælper virkelig meget.

      KH
      Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Hej Caroline.
    Jeg er ligesom sig, særligt sensitiv. Jeg arbejder med mennesker, ligesom dig. Jeg ved, at jeg overstimuleres af at være i den profession, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg elsker det og føler mig hjemme i det. Men at arbejde med mennesker, kræver at man konstant forholder sig til og er i andre menneskers følelser, og på den måde arbejder hjernen på højtryk. Derudover er det også svært, at have en dårlig dag i det fag, da det kræver 100% tilstedeværelse og overskud.
    Jeg tager så vidt muligt, direkte hjem fra arbejde, for at lade op og have alenetid. Når jeg lader op, så kan jeg bedre klare min hverdag, uden at blive overstimuleret. Det er min måde at skærme mig selv, og lade op til at kunne møde verden endnu en dag.
    Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Hej A.

      Jeg kunne kramme dine ord, fordi det er jo præcis sådan det hænger sammen! Det er simpelthen så rart at læse at man ikke er alene om ens tanker.
      Jeg skal helt klart være bedre til den der alene-tid! Tak.

      KH
      Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Hej Caroline 😊
    Jeg skriver også bare for at sige #duerikkealene. Jeg er selv lige blevet færdig som pædagog i sommer og arbejder nu i en vuggestue. Og ærligt, det er fucking hårdt. Jeg har måtte prioritere rigtig meget, hvilket betyder at jeg i lange perioder kun passer mit arbejde og min træning. Bagefter går jeg hjem og lader op til dagen efter. Så jeg kan absolut godt følge din frustration og ønsket om at få en form for diagnose. Et eller andet der kan fixes😅 men efter mange år med de op og nedture, er jeg ved at være nået til den erkendelse at det bare er sådan jeg er. Eller det prøver jeg ihvertfald at minde mig selv om, og at det dermed er helt okay at være helt asocial eller hvad det nu fører med det.
    Det blev lidt rodet, men jeg kan ihvertfald absolut følge dine tanker og følelser!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Hej Emma!

      Tak for dine ord. At vide at man ikke er alene, det kan virkelig gøre meget!
      Det er fandme svært at få alle boldene til at svæve oppe i den der dumme luft! Måske man burde tage nogle af dem ned, eller bare lade dem ligge på jorden lidt nogle gange 😉 ..

      Tak fordi du deler.

      KH
      Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Det er pudsigt, at dette indlæg kommer i dag, for i går lå jeg og tænkte på, da jeg havde det på samme måde for lidt over et år siden. Jeg svingede så voldsomt og så hyppigt i humør, energiniveau og ja, lysten til livet – at jeg til sidst tog kontakt til psykiatrien.
    Jeg havde ikke en psykisk sygdom, men jeg har en atypisk autisme spektrum forstyrrelse, og jeg var simpelthen blevet følelsesmæssigt presset alt for længe, grundet to mennesker som stod mig meget nært. Det fandt jeg ud af efterfølgende. Det har lært mig, at jeg er nødt til at være ekstremt opmærksom på, hvilke mennesker jeg omgiver mig med, og hvordan de påvirker mit stressniveau, og jeg engang imellem er nødt til at sige fra. Det kan være rigtig svært at få øje på lige mens det står på. Måske det er noget ala det samme der gælder hos dig?
    Jeg håber du finder en balance og du snart får det bedre igen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Hej Nanna.

      Tak for din besked, det lyder meget spændende. Jeg tvivler meget på at jeg har en forstyrrelse inden for autisme spektrummet, men man kan jo aldrig vide. Det vil jeg da læse lidt om.

      Håber du har fundet din balance, jeg kæmper lidt videre med min 😉

      KH
      Caroline Thorsfelt

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nanna

      Det var nu heller ikke ment, som om du også skulle have en autisme spektrum forstyrrelse 🙂 Det var blot for at komme med mine egne erfaringer, da de ting som os med handicappet føler, jo som oftest er helt almindelige menneskelige følelser, blot forstærkede 🙂
      Tak!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Åh, det er præcist sådan jeg har det! Jeg føler jeg burde kunne mere end jeg kan – eller jeg gør det faktisk lige i øjeblikket men er tilgengæld også konstant svimmel og forkvalmet (uden fysiske årsager). Jeg fantaserer tit om fridage. Men når jeg så tager dem, så synes jeg ikke det er nok. Jeg har tænkt meget over hvordan og hvad god opladning overhovedet er. Det kunne være så fedt hvis du tog det op som emne!! Opladningstricks a la hende der tipper om meditationsapp. En dag i sengen kan for mig næsten gøre tingene værre – men hvordan laver man ellers ingenting??

    BTW: det er egentlig en skæg ironi i at så mange kender emnet og #duerikkealene og at vi alle føler at ALLE andre kan mere end mig 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Hej Caroline – jeg har fulgt dig længe efterhånden, da du gik ned med stress, flyttede fra Fyn, startede uddannelse, mødte malte osv.. jeg gik selv ned med stress for 5 år siden, døjer indimellem med angst og de perioder du snakker om.. – men slet ikke som før. Fordi det postyr som skabte kaoset inde i mig, er ikke det værd. Hvis jeg ikke får søvn nok, hvis jeg ikke tager en pause i løbet af dagen, hvor jeg nærmest, og ofte sover lidt. Jeg holder mig fra tv avisen, facebook og Instagram, fordi det er støj i mit hoved og mit filter virker ikke som “almindelige” menneskers gør. “Skal ting” har jeg begrænset, til hvordan har jeg det i dag, hvad er der krudt til og lyst til. Det eneste jeg savner ved mit “nye” liv er motionen, min krop har svært ved træning, den tror jeg flygter fra løver når pulsen kommer op, men jeg tænker jeg går for hurtigt frem, og træner som før mit nye liv, hvilket gør at min træning skal have nyt liv også.. det kommer – det tager tid – og ting kan ikke stresses igennem.. håber det bedste for dig..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Jeg havde også i starten behov for at på en diagnose på, det var helt uoverskueligt, at det kun var mig mit hoved, der var skyld i en krop der blev helt underlig. Og i disse diagnose tider, tror jeg alle kan få presset en diagnose på sit CV hvis man har det behov, og kan finde ro ved det. Men udfaldet er det samme, og kampen er ligeså stor. Men hvor er gevinsten stor, når man finder det som virker for en selv. Arbejd videre.! Nysgerrig på din krop og dit hoveds mange kroge – du skal nok finde din vej.!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Hej Caroline !
    Jeg faldt netop lige over dit billede på instagram og tænkte, det her blogindlæg skulle jeg måske lige læse… Jeg har det lige præcis sådan som du beskriver. Lige nu faktisk.
    Jeg kan være vildt glad og pjatte med min kæreste det ene øjeblik og det næste øjeblik ryger jeg helt ned i kulkælderen – uden helt at vide hvorfor. I aften har jeg været hjemme ved mine forældre og min mor gjorde bare én ting forkert, og så blev jeg mega sur og ked af det og ville hjem. Jeg brød helt sammen da jeg kom hjem og har så dårlig samvittighed over min opførsel. Det har jeg altid. Det kan tage mig flere dage at komme over det.
    Tak fordi at du sætter ord på dine følelser. Det er rart for MIG at vide, jeg ikke er alene ❤

    Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Hej Pernille.

      De følelser kender jeg bare så godt! Det er simpelthen så frustrerende og man kan slet ikke finde ud af noget som helst.. Jeg føler tit at jeg er en eller anden Mars beboer, som slet ikke hører til her. Men det gør jeg, det gør vi. Vi skal bare huske at lytte efter til kroppens behov!!

      Tak fordi du delte dine ord!

      Vh
      Caroline Thorsfelt

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Kære Caroline.
    Jeg vil først og fremmest sige tusind tak, fordi du deler og fordi du har denne fantastiske blog. Jeg faldt over din Instagram for cirka en uge siden, og det er jeg virkelig glad for, at jeg gjorde! Har indtil videre læst rigtig mange af dine indlæg, og det her især var bare SÅ rart at læse. Jeg er selv særlig sensitiv, går i 3.g og er “kun” 18 år. Jeg føler mig fanget i at skulle være perfekt og fremstå perfekt for omverdenen, hvilket resulterer i at jeg har et dårligt selvværd og at jeg til tider knækker sammen, fordi min krop siger fra. Alt sammen er noget, jeg arbejder på. Men jeg er stødt på det problem, at jeg føler, at det er tabubelagt at være “særlig sensitiv”. Jeg har svært ved at sige det til veninder, venner og sågar nogle familiemedlemmer. Jeg er bange for at sige det til folk, når de ikke forstår hvorfor jeg ikke lige har lyst til at være social. Fordi jeg er bange for, at de ikke vil forstå mig. Jeg havde endda svært ved at fortælle min kæreste det. Så jeg vil spørge om du har nogle idéer til hvordan jeg kan bryde det tabu? Jeg føler mig fanget og det gør mig ked af det. Jeg er så bange for hvad folk vil sige/tænke, hvis/når jeg fortæller dem, at jeg er det man kalder for særlig sensitiv og hvad det indebærer. Og af samme grund er jeg bare så taknemmelig for, at du med denne blog er med til at nedbryde tabuer også om det at være særlig sensitiv! Tusind tak <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lad os snakke om: "vægt" #2