Lad os snakke om: "seksuelle grænser" #2

Hemmeligheden der skal deles..

img_3978I de seneste indlæg om tabuet “seksuelle grænser”, der har mange været modige til at dele deres historie, selvom den måske er meget hård, ærlig og sårbar. Der er desværre rigtig mange fortællinger om et overgreb eller en direkte voldtægt. Mange af kvinderne skriver at de aldrig har delt det med nogle, flere skriver at i det de skriver det ned til mig/os, her er det første gang de faktisk skriver det. Nogle har gået i rigtig mange år, båret rundt på den tunge kuffert helt alene, uden overhoved at sige ordene højt for dem selv.
– I den situation får jeg det meget ubehageligt i min krop. Jeg sidder herhjemme i min trygge stue, drikker min kaffe, gør mig klar til at skrive et indlæg, også vælter de her baske sandheder ud over mig. Det er ikke fordi det nu er hårdt for mig, fordi jeg bad jer selv om at skrive jeres ærligheder ind – hvilket i har gjort så fint. Men nu sidder jeg med en viden om at en kvinde er blevet voldtaget, hun har aldrig sagt det til nogle og hun har det af helvedes til. Jeg aner ikke hvem der skriver ærlighederne ind, i er 100% anonyme, hvilket jeg i denne situation har meget svært ved. Hvis i ikke var anonyme, så ville de pågældende kvinder nok ikke have skrevet ind, fordi de ikke har lyst til at andre skal vide, at de har været udsat for et overgreb. Det forstår jeg godt.
Hvorfor går man med sådan en grum hemmelighed alene? Er det skammen? Frygten for andres reaktion? Er man flov over at man måske ikke direkte sagde “nej”?.. Jeg delte det ikke dengang med eks kæreste var modbydelig overfor mig, det var der ikke nogle der vidste. Jeg vidste godt selv at han var dårligt selskab, men jeg turde ikke dele det med andre. Dels fordi jeg frygtede hvad han ville gøre mod mig, dels fordi jeg skammede mig over at jeg ikke bare forlod ham, dels fordi jeg elskede ham.. Jeg tror ikke at jeg havde åbnet mig, også selvom min mor stod og fortalte mig at hun vidste det hele, jeg skulle ikke være bange, jeg kunne godt være ærlig. Jeg havde nok stadig klappet i som en østers. Først da min krop var klar til at give slip, der kunne jeg åbne mig og vide at det er okay – “det er ikke min skyld”. Hvornår kroppen er klar, det er virkelig svært at vide. Nogle gange er det når man møder den rette person som bare ser ens åbne sår. Andre gange er det når man begynder at arbejde på hvad der faktisk sker inde i ens krop. Nogle gange er det ens veninder som kan få en ud af den fantasiverden man lever i. Det sker oftest, når du fjerner det slør du har over hovedet. Det slør som er med til at gøre alting meget uskarpt. Når man lige træder 3 skridt tilbage fra sig selv og spørger: “er det her egentlig okay?”, “hvis det her skete for min bedste veninde, ville jeg så mene at det var okay? – nej? Jamen hvorfor siger jeg så ikke noget til det når det er mig selv?”. 

Uanset om du er introvert eller ekstrovert, så er det ikke sundt at holde på så stor en hemmelighed helt alene. Ved ikke at sige noget højt, så er du med til at give det “lov til” at være et tabu. Jeg tvivler på at det forsvinder når du tier stille. Jeg kan ikke forstille mig at tankerne, følelserne, skammen, uroen, kvalmen forsvinder når du holder det for dig selv. Man er ens egen største støtte, men man er desværre også ens egen værste kritiker. 
Hvis det er fordi at du ikke vil have at nogle skal vide hvem du er, så findes der dygtige mennesker som sidder og tager imod telefonopkald eller chatbeskeder, fra nogle der måske har en historie der minder om din. Her kan du være anonym, ingen behøves at vide hvem du er – men du får lettet dit hjerte.
Hvis du godt tør at åbne din kuffert en smule mere, så kan en telefonisk samtale med en coach være en god idé. Jeg ringede hulkende til min coach, Lykke, fordi hele min verden faldt sammen i sidste uge. Jeg græd og græd fordi jeg ikke vidste hverken ud eller ind. Lykke sad og lyttede og sagde alle de rigtige ting til mig. Jeg stoppede med at græde og kunne igen se klart. Det er dét Lykke kan, hun kan få alt det uklare til at blive klart – som et par nye briller.
Hvis du tør, så synes jeg du skal tage fat i en veninde, moster, søster, kollega eller din nabo. Sige: “hej. Det næste som jeg skal fortælle dig kan virke lidt voldsomt. Jeg har aldrig sagt det til nogle før, men nu skal det ud. Jeg er færdig med at give mig selv skylden, jeg er træt af at gå med denne hemmelighed helt alene. Jeg beder om din forståelse og så beder jeg dig om at lytte til mig! Jeg siger det højt, fordi jeg gerne vil have det bedre med mig selv”. INGEN, jeg gentager: INGEN vil nogensinde sige: “nej, det har jeg ikke tid til..” eller: “ja.. men det er sgu din egen skyld, kom videre”. Hvis du kan forstille dig nogle sige det til dig, så er det i hvert fald ikke DEM du skal snakke med. Sådan nogle mennesker må gerne få et slag i hoved med en klapstol.. 

Jeg ved godt at mine ord måske ikke ændre din mening. Måske sidder du stadig med tapen for munden og ikke ønsker at bryde ud – det er okay. Måske har du delt din historie i mit indlæg og derved taget et kæmpe skridt i den rigtige retning, måske har du nu fundet dit mod til at dele din historie (det kan du gøre HER).
Jeg kan umuligt vide hvilke følelser du sidder med inde i dig, kun du ved det – hvis du altså mærker efter. Men jeg vil med hele mit hjerte, opfordre dig til at åbne op, slippe skammen, slippe skylden og vide at det er okay! Du er okay. Du har været og vil altid være værd at kæmpe for – begynd idag! 

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
untitled-13

Jeg bliver så glad når i kommenterer.

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lad os snakke om: "seksuelle grænser" #2