lad os snakke om: "sexpartnere" #3

Kære introvert – tag ansvar!

img_3618Jeg er både introvert og særlig sensitiv. Det er pisse irriterende til tider, andre gange så kan jeg have ondt af folk der ikke føler som jeg føler, ikke ser som jeg ser og ikke fordyber sig som jeg gør. Det er både rart og frustrerende at mærke alting helt inden i – hele tiden. Hvis du er i tvivl om du er særlig sensitiv og måske introvert, så tag en test lige HER.

Jeg havde en telefonisk coachsamtale med Lykke den anden dag. Hvis man er i tvivl om hvem Lykke er, så er hun min coach og det har hun været i over et halvt år efterhånden. Vi plejer at mødes når vi har en coaching time, men nu prøvede vi det over telefonen og det fungerede super godt for mig. Jeg lå i min seng, med mit nattøj og en kop kaffe ved min side. Det kan for mange være voldsomt at tage til coach, fordi man i en time er tvunget til at snakke om sig selv, sætte sig selv i fokus og fokusere på nogle problematikker man måske bedst kan lide er gemt lidt væk. Derfor kan det virke mindre skræmmende, når man lægger i sin egen seng, blandt ens egne møbler og bedre kan tillade sig at være sårbar dér. Meget mere om coacing og skønne Lykke i et andet indlæg. ♥

Lykke og jeg snakkede om de ting der rører sig i mit liv. For tiden fylder min praktik rigtig meget! Jeg er igang med at skrive min praktikopdage og jeg er færdig der om under en måned (yay!) Jeg glæder mig til at være færdig og komme tilbage på skolebænken! Jeg har ikke haft det lige let i min praktik, det har nogle dage været ret hårdt, og det har virkelig udfordret min introverte side.
Det er ikke min yndlingsbeskæftigelse at møde nye mennesker, fordi jeg virkelig får svedige håndflader af at være social (med fremmede mennesker). Det er ikke så slemt som det har været, men jeg bruger stadig enorme mænger energi på at være tilstede i et selskab, hvor jeg ikke kender flertallet. Jeg bliver en lidt underlig og akavet udgave af mig selv, fordi jeg sætter en facade op, for at være høflig. Det bliver ofte underlig påtaget og jeg kan slet ikke kende mig selv, når jeg så tænker tilbage.

Før i tiden sad jeg meget alene, stillede mærkelige spørgsmål og svarede ofte bare “ja” og “nej”, når folk spurgte mig om noget. Jeg var bange for at få dem for tæt ind, fordi så ville de opdage hvor kedelig jeg var. Det var åbenbart federe og meget sjovere at være kvinden der kun kendte enstavelsesord.. Jeg kunne blive så vred og irriteret på mine tidligere kærester fordi jeg ikke følte at de så og støttede mig. “Hvorfor gik du bare fra mig?”, “du skal jo blive hos mig – jeg kender jo ingen!”. Jeg havde brug for fysisk støtte, fordi jeg simpelthen var så angst for at jeg kom til at stå og blomstre helt alene henne i hjørnet. Jeg har lagt ansvaret over på andre, har pålagt dem opgaven om at “babysitte” mig, fordi jeg ikke selv kunne det. Jeg har fralagt mig ansvar, uden at informere den anden part, derefter er jeg blevet sur over at den anden part ikke har gjort sin opgave godt nok. Det holder jo ikke i byretten!
Hvis mange snakker i en forsamling er jeg ofte stille. Jeg råber ikke højt, jeg snakker ikke før nogle spørger mig. Jeg har så tit siddet med et svar til noget, men har ikke sagt det højt, fordi andre ikke har spurgt mig. Ellers så har jeg samlet mig mod til at sige det, men har sagt det i munden på en anden, hvorefter jeg straks krøb tilbage i min skal og håbede på andre ikke hørte det – hvilket man altid gør.
– Jeg er blevet irriteret og ked af at ingen så mig, ingen spurgte mig – ingen støttede mig. Men gæt lige engang på hvor mange mennesker jeg møder som er tankelæsere? 

Ja jeg er introvert men det er jo ikke et handicap. Jeg har en evne til at tale, gå, kramme, se og være tilstede i en samtale – det lægger bare ikke så naturligt til mig. Det er mit ansvar at sige til nye kollegaer at jeg er introvert, hvis jeg altså føler at det kan påvirke mit arbejde. Det er mit ansvar at bede min kæreste om at støtte mig til større fester hvor jeg ikke kender nogle, hvis jeg altså har behov for den støtte.
Jeg har accepteret at jeg aldrig bliver fan af store fester og nye jobs, men jeg vil heller ikke gå livet igennem og være det foruden. Jeg har lært at stille gode spørgsmål, svare ordentligt, danse i offentlighed og være i en samtale længere end 30 sekunder. Jeg har delt det med Malte og han støtter mig til sociale sammenhænge, fordi han er ekstrovert og skide god til at møde nye mennesker. Han er mega god til at sige: “ja, det er sjovt, Caroline læser den samme bog for tiden..” også bringe mig på banen. Han er tit min billet ind i en samtale, hvilket jeg virkelig takker ham for!

Jeg har til dels lært det fordi jeg er blevet ældre og hviler mere i mig selv nu, men også fordi at jeg opdaget at jeg er nødt til at stå op for mig selv. Der er så mange fine fordele ved at være introvert, men for mig er de sociale relationer et minus, fordi jeg simpelthen har så svært ved dem. Hvordan er man mest interessant? Hvornår er det passende at spørge om eks kæresten? Hvornår må jeg lave en joke? Kan jeg overhoved lave en joke? Hvordan kan alle andre grine så meget, er det et grin de har lært så man kan grine på kommando? Hvad nu hvis de synes jeg er kedelig? Hvad nu hvis jeg var alt for meget? Hvad nu hvis de snakker om mig bag min ryg?
Alle de her irriterende spørgsmål har kun gjort mig mere usikker, fordi de får mig til at tvivle på mig selv. OG HVAD SÅ HVIS JEG VAR KEDELIG? Hvad så hvis nogle mener at jeg er underlig? Havde jeg forventet at alle 85 gæster ville flokkes om mig, fordi jeg bare er “the shit”? – kom ned derfra.. Så længe jeg bare var mig selv, så kan jeg simpelthen ikke forvente mere.

Det blev en blandet landhandel der her indlæg. Fordi i virkeligheden så burde det bare hedde “tag ansvar”, fordi de her problematikker kender ekstroverte mennesker også. Det er også et indlæg til dig der sidder derude og måske er lidt for hurtig til at dømme andre mennesker – det gør rigtig mange af os. Sætter hatte på folk de måske ikke bryder sig om. Find den hat der passer til dig, så prøver jeg at gøre det samme. I bund og grund så skal vi være bedre til at slappe af, trække vejret og være mere ligeglad med hvad andre tænker! Vær dig selv, introvert som ekstrovert – fordi hvorfor skulle det ikke være godt nok egentlig?!

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
untitled-13
   

12 kommentarer

  • Ann-Sofie

    Rigtig godt skrevet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amelia

    Jeg kan relatere så meget! I det første halve år på mit piccolinejob turde jeg nærmest ikke sige noget. Nu er det et år senere, og jeg er åbnet mere op. Jeg undgår altid situationer, hvor der er meget få jeg kender.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Det er mega anstrengende at have det sådan. Man bruger SÅ meget energi på at være tilstede og være usikker i situationen.

      Jeg er stadig meget genert og introvert, men det er heldigvis blevet bedre! Jeg håber du er faldet godt på plads i dit job og kan være den du er <3

      KH
      Caroline Thorsfelt

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Åh, hvor er det rart at høre, at jeg ikke er den eneste som tænker det fuldstændigt samme når jeg er i selskab med større forsamlinger. Især den med grinene. Jeg har bare slet ikke så nemt ved at grine, som alle de andre – men hey, jeg er sgu da ikke kedelig af den grund! Tak fordi du lige rusker i os introverte med dit indlæg!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Haha hvor er det rart at høre at jeg heller ikke er alene med de her tanker og følelser.

      Det er virkelig en byde og en gave at være introvert nogle gange 😅

      Rigtig god aften/weekend til dig!!

      Kh

      Caroline Thorsfelt

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Jeg kan nikke genkendende til alt, det du skriver. Jeg har lige fået nyt job i et stort fælles kontor med min chef siddende lige overfor. I starten gik jeg udenfor hver gang jeg skulle tale i telefon. For hvad nu, hvis chefen og alle de andre synes, at jeg sagde noget dumt eller forkert. Efter nu to uger er det bedre, og jeg øver mig i at tale i tlf foran alle i kontoret. Men efter dit indlæg, så overvejer jeg at sige til min chef, at jeg synes det er svært at tale i kontoret, så bliver det ikke så pinligt at være hende, der går ud på gangen eller forhåbentligt hende, der kan tale uden at være nervøs på kontoret.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Flot at du mærker efter! Men det lyder som en god ide at være ærlig overfor din chef. Det kan jo heldigvis siges på mange måder, men tror det vil gavne dig at inddrage den side af dig på jobbet!

      Held og lykke – du er sej!!

      Kh
      Caroline Thorsfelt

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Tak. Bare tak. Du sætter ord på min problematik. Til tider er jeg nødt til at sove ligeså snart jeg kommer hjem fra uddannelse fordi det har været så anstrengende at være ‘på’. Har aldrig vidst der var en betegnelse for det, men det giver ro – tak for at få mig til at forstå at jeg ikke er alene❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Hvor er det rart at høre!! Det er simpelthen så befriende, når man opdager at man ikke er alene med ens tanker og følelser! Især fordi der er intet galt i føle som du føler ♥️

      Kh
      Caroline Thorsfelt

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Jeg har i et godt stykke tid vidst at jeg er introvert. Det er ikke som sådan et problem, men i en verden, hvor det ofte handler om at ‘være på’ og ‘netværke’, kan jeg godt nogle gange føle mig ‘kedelig’. Jeg er ikke vild med at møde nye mennesker (især hvis jeg ved, jeg kun kommer til at se dem en gang), da hele smalltalk delen virkelig dræner mig for energi. En ting jeg stadig synes er svært, er det med at sige ‘nej’ til invitationer til fester , middage, kollega sammenkomster osv. og ikke have en specifik grund. Jeg er bange for, at hvis jeg bare siger at jeg ikke har lyst. så er jeg hende den kedelige. Så det er stadig noget jeg arbejder på. Altså det med at det er ‘ok’ at sige nej, helt uden at have en specifik grund. Tak for dit indlæg og for dit dejlige humør <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Åh hvor jeg kender din følelser og tanker især den med at det tager mega meget på ens energi at smalltalke. Men hvor er det flot at du arbejder på at være mere “egoistisk” på den gode måde. Du lytter til din krop og hvad den har brug for. Men ja, det er mega svært nogle gange!!

      Rigtig god weekend.

      Vh
      Caroline Thorsfelt

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

lad os snakke om: "sexpartnere" #3