Lad os snakke om: “karakterræs” - min historie

Malte, hvor er vi om 5 år?

⌊Billedet er taget af Lasse Wind, han tog billeder til et event jeg var til i sidste uge, så det udnyttede jeg lige.⌉

Malte og jeg var ude og spise for nogle uger siden. Vi fejrede at min praktik var ovre og at lysere dage er over os. Vi fejrede kærligheden, savnet til hinanden og at solen havde stået højt på himlen i mange dage! Nu er det koldere, mere blæsende og mere gråt, men kærligheden er stadig lige varm og rar.

Vi sad i solens varme stråler og snakkede om dagen i dag, dagen igår og om dagen der ikke er kommet endnu. Vi har ikke set meget til hinanden de sidste 4-5 måneder (læs mere HER). Hvis vi spiser aftensmad sammen 2 gange om ugen, så er vi heldige. Hvis han lægger ved siden af mig når jeg går i seng, så betragter jeg mig selv som meget heldig – oftest så arbejder han, eller også gør jeg. Skævhed i dagligdagen kan skabe skævhed i et parforhold. Når ens rutiner bliver udfordret, så kan det have alvorlige konsekvenser – hvis man ikke er opmærksom på dem.
– “Det bliver aldrig bedre! Det er virkelig dit uheld at din kæreste har fundet kærligheden i restaurantbranchen” – det var der en læser der skrev til mig. Koldsveden løb akut ned af rygmarven på mig, og pludselig føltes det som om at Malte forsvandt ud af mine hænder. Uanset hvor meget jeg holder på ham, forfører ham med min krop og klamre mig til hans ben, så går han ud af døren og cykler ind på Basso. Han gør det fordi han er pisse ansvarsfuld og skide dygtig til sit arbejde som bestyrer, og netop hans seriøsitet overfor hans arbejde, var en af grundene til at jeg faldt heftigt for ham. Så selvom jeg nogle gange vil ønske, at jeg har en lille voodoo dukke af ham, som jeg kan styre og bestemme over så han lige passede ind i min kalender – så må man ikke ændre på hinanden (eller bruge sort magi..). Man må inspirere og motivere, men ikke ændre uden sammentykke, det skal modparten selv gøre hvis det er ønsket. Men hvis Malte ændrede sig, så var han jo ikke længere den jeg faldt for, den jeg tabte mit hjerte til for lidt over 2 år siden.

Når vi så endelig ses i løbet af ugen, så er den obligatoriske sætning altid: “fortæl mig om dit liv”, så kan vi hver især fortælle om vores uge, hvilket er noget vi har gjort lige siden vi blev kærester, hvor vi jo heller ikke så hinanden hver eller hver anden dag. Så det gjorde vi også, den torsdag, for nogle uger siden på Nørrebro. Vi snakkede om vores liv hver for sig. De liv vi har som den anden ikke er en aktiv del af. Vi hepper med på sidelinjen, men vi har hver vores og det priser jeg mig lykkelig for. Da vi havde fået vin i glassene og mad i maverne, så faldt snakken på fremtiden. Malte og jeg har aldrig sagt: “når VI engang får børn.” eller: “når VI engang skal dit eller dat”, vi har aldrig gået ud fra at “VI” er en realitet om nogle år, fordi det ved man ikke. Vi ved at vi er et lille “vi” lige nu, hvilket er rart og godt, men ingen ved hvad der sker om 5 år. Vi prøver at leve i nuet, finde ro og glæde ved de ting der sker rundt om os lige her. Vi kan snakke fremtid i form af rejser og hunde, fordi vi begge to gerne vil have en bondegård fyldt med glade hunde. Der gik rigtig lang tid inde i vores forhold, inden vi kom ind på “børne-snakken”. Vi blev begge (semi)enige om at det er noget vi ønsker (jeg ønsker de nogle dage, andre dage er jeg meget i tvivl), men absolut ikke nu eller den kommende fremtid. Der er så meget mere vi hellere vil end at sætte børn på jorden, så det er sjældent noget vi snakker om.

Jeg ved ikke hvorfor samtalen kom ind på fremtiden den torsdag, på Nørrebro, men det gjorde den altså. Vi snakkede om at vi begge to gerne vil væk fra byen når vi bliver “voksne”. Vi vil gerne have græs under fødderne og “fri-for-forurening-luft” ned i lungerne. Vi drømte os frem, måske var det vinen, måske var det stemningen eller kærligheden til hinanden.. Men Malte sagde: “jeg ved ikke hvor jeg er om 5 år, bare jeg er sammen med dig, så finder vi nok ud af resten!”. Det føltes som om jeg havde fået mit første kærestebrev som 8 årig fra drengen jeg havde været hemmeligt forelsket i, i flere år! Mit hjerte hoppede over adskillige slag og mine kinder blev samme farve som rødvinen vi delte. Jeg fumlede med ordene og jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige. Det var en kærlighedsmavepuster som tog luften fra mig, men erstattede den med enorme mængder kærlighed til manden overfor mig. Det er jo lidt tosset og sødt på samme tid! Vi har været kærester i over 2 år, vi bor sammen og har fællesmadkort – hvilket vil sige at vi er ret faste i vores forhold. Alligevel så blev jeg nyforelsket i ham, hvilket faktisk er noget jeg bliver rimelig ofte – forelskelsen stopper ikke hvis man kan finde ud af bringe dem frem fra tid til anden.

Jeg blev bange og lykkelig! Bange fordi jeg indså hvor stærke og kæmpe følelser jeg har for Malte, og hvor inderligt og rigtigt jeg elsker ham.. Hvor knust og knækket jeg vil blive hvis han gør mig ondt. Jo højere du bygger din kærlighedstotempæl jo tungere og hårdere falder den hvis den hugges over. Du kan stå med en lille stub og ikke turde bygge videre på den, fordi frygten for at tabe spillet afholder dig i at deltage. Eller du kan gå ud i skoven, finde grene, stammer og mos og dekorere din totempæl høj og smuk! Der er jo altid en risiko for at man bliver såret, når man indleder en stærk relation til et andet menneske. Men aldrig vil jeg undvære relationen, så vil jeg hellere mærke smerten hvis min totempæl bliver hugget over. Det er en del af livet, og jeg er ikke bange for mine følelser længere!
Mine semi bange følelser blev erstattet med lykke, fordi jeg har aldrig været så lykkelig, som jeg er sammen med ham. Ingen har nogensinde forstået mig så godt som han gør. Han så mine sensitive sider og holder min hånd igennem svære perioder. Han så mine skæve og skøre sider og træder et skridt tilbage, så der er plads til at jeg kan folde dem ordentlig ud. Hvorefter han som regel hopper med ind i galskaben og er underlig sammen med mig. Han ser mig – uden at ændre på mig! Han hylder mig og dypper mig i glimmer dagligt. Aldrig har jeg været så glimrende(tilpas), som jeg er i hans nærvær.

Så nej skat, jeg ved heller ikke hvor vi er om 5 år. Jeg ved at vi skal til Samsø til sommer, til Italien til efteråret og derefter er jeg blank. Forhåbentlig skal vi ud og rejse i mange måneder når jeg er færdig på studiet, forhåbentlig får vi masser af hunde sammen og måske et hus med have. Men mest af alt, så håber jeg at vi bliver ved med at være et “vi”, så er jeg faktisk ligeglad med hvor jeg er – hos dig er jeg aller mest hjemme.

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
untitled-13
   

2 kommentarer

  • Laura

    Jeg bliver så glad og håbefuld af at læse indlæg om jeres forhold som dette. Ikke fordi jeg tror, at i ikke har jeres op- og nedture og små dagligdagsskænderier over opvasken – det tror jeg, langt de fleste par har. Men jeg bliver glad og håbefuld, fordi det virker så ægte mellem jer. Som du selv skriver her, så forstår han dig, rummer dig, accepterer dig og elsker dig præcis, som du er. Og det virker til, at du gør nøjagtig det samme med ham. I kan kommunikere uden at lægge bånd på jer selv og selvom du læser om Kærlighedens fem sprog og skøre kæreste-øvelser, som jeg ved, min egen kæreste ville bakke helt af overfor, så virker Malte til at have et åbent sind. Fordi det er dig. Og det er dét, der giver mig håb.
    Jeg er selv i et forhold og det er ikke noget dårligt forhold. Slet ikke. Han gør mig rigtig glad på rigtig mange måder og derfor er det et godt forhold at være i lige nu. Men jeg ved dybt, dybt inde, at vores forhold ikke vil vare evigt. Jeg hader at indrømme det – jeg skammer mig faktisk lidt over det. For hvorfor bliver jeg så? Er det ikke at holde ham for nar? Jeg elsker ham, men vi er på mange måder ikke på bølgelængde. Vi taler af og til to vidt forskellige sprog og så går vi skævt af hinanden og hinandens behov.
    Jeg er særligt sensitiv som dig og har et kæmpe behov for at tale om og udtrykke mine følelser. Jeg har også et stort behov for at føle mig hørt, når jeg forsøger at forklare, hvordan jeg har det og det har han svært ved at rumme. Så jeg lægger bånd på mig selv.
    Jeg har et stort behov for “tjenester” (jf. kærlighedens 5 sprog) og det har jeg ofte forsøgt at forklare, men det imødekommer han ikke, fordi det ikke er en del af hans natur. Omvendt er han god til at stryge mig over ryggen af og til, kysse mig på panden. Og så er han stabil. Han har sjældent humørudsving og jeg ved, at jeg kan stole på ham. Og det har jeg brug for nu. Han gør mig stadig varm og forelsket (på 2. År) og han gør mig tryg og glad. 90% af tiden. Derfor er han god for mig lige nu og derfor forsøger jeg at fortælle mig selv, at det er helt okay at blive i det på den baggrund. Også selvom det ikke vil vare evigt.

    Det blev lidt langt og kringlet, men min pointe er, at dine skriverier gør mig glad og de giver mig håb for, at den dag, hvor det ikke er rigtigt at blive i vores forhold længere, så kan jeg måske også møde en Malte, der taler mine kærlighedssprog og kan rumme hele mig. Med alt, hvad jeg er. Det gør mig glad og tryg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke et vidunderligt indlæg! Hvor er jeg glad på jeres vegne <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lad os snakke om: “karakterræs” - min historie