Lad os snakke om: "sex i et forhold" #2

Tanker om at flytte til Fyn

 

Malte kalder det verdens navle. Jeg kan huske en reklame for en færgeselskab. Noget om at man kunne tage vejen uden om Fyn og slippe for en “meget irriterende omvej” tror jeg de sagde. Jeg har boet på Fyn i et år. Jeg flyttede til Odense efter HF med min ekskæreste. Han var kommet ind på sin drømme uddannelse og jeg havde ikke nogle planer. Det ved du hvis du har læst med herinde længe. Men hvis ikke, så boede jeg der i et år. Vi boede i en stor lejlighed i 2 etager med 4 værelser. Vi boede meget centralt. Han havde travlt med hans uddannelse. Jeg prøvede at tilpasse mig, men det var meget sværere end jeg troede. Jeg kunne ikke finde arbejde og endte på kontanthjælp. Brugte min december på at klippe ledninger i en meget trist bygning langt væk fra alting. Jeg fik nogle veninder og nogle forskellige småjobs, men Odense og jeg blev aldrig venner. Jeg gik ned med stress og angst og det var meget voldsomt for mig. Jeg blev sygemeldt og flyttede retur til København. Jeg gik fra min kæreste og lovede mig selv at jeg ikke skulle have noget at gøre med Fyn nogensinde igen. 4 måneder efter møder jeg Malte – født og opvokset på Fyn i Odense. WHAT IS THE FUCKING ODDS? nå.. Jeg forelskede mig helt og aldeles i ham og der var intet andet for, end at vi to skulle være sammen. Det er 2,5 år siden nu.

Det er ikke langt tid siden, at jeg kiggede på HOME.dk. Jeg kiggede på huse på fyn, i Odense. Jeg fandt de smukkeste hjem og jeg drømte mig langt væk. Noget inde i mig har brug for at løsrive sig. Fra “normalen” fra min familie og fra mine faste rammer. Vise at jeg kan stå på egne ben, også selvom det betyder at jeg flytter 162 km væk.
Malte og jeg har store drømme. Vi ønsker os begge et hus. Have. Køkkenhave. Udekøkken. Høns. Hunde. Bålsted og en brændeovn. Jeg hverken gider eller har råd til at betale for sådan et hus i København. Men hvis vi kan få råd til det i Slagelse, hvor vi ikke kender nogle, hvorfor så ikke tage til Fyn hvor Malte har hele hans familie?
“Hvordan synes du selv det gik sidste gang?”. Denne gang er anderledes. Jeg har rent faktisk lyst til at flytte. Jeg får en ubehagelig klaustrofobisk fornemmelse i kroppen, når jeg tænker på at cykle ind omkring Rådshuspladsen. Folk er generelt ikke specielt venlige. Folk skubber, har travlt og cykler som var de blinde mus. Jeg tror jeg har bildt mig selv ind, at jeg er en storbyspige, fordi hele min familie bor på Amager. Den ubehagelige og skræmmende følelse der så kommer, når man tænker på at jeg måske flytter væk permanent. Kan jeg det? Ensomhed, savn, ubehag?

Jeg ved ikke hvad jeg vil med mig liv endnu. Jeg er færdiguddannet om under 1,5 år. Måske bliver jeg pædagog på halv tid. Jeg har store drømme for mig selv og det er jeg taknemmelig for. Jeg har nogle kære veninder på Fyn. Jeg holder meget af Odense. Jeg slapper mere af der. Folk har ikke så travlt og der er mere tid til at være venlige og imødekommende. Jeg ved ikke om jeg får det über optur i Odense. Jeg ved meget få ting om fremtiden. Jeg har ikke lyst til at leve et liv på “hvad nu hvis’er” og bekymringer om ting man alligevel ikke ved noget om. Malte og jeg ønsker at bo i udlandet i en periode. Det er gået fra at have været en sjov idé, til faktisk at blive en reel mulighed. Jeg ved at jeg ikke ønsker at stifte en familie i København. Jeg vil have mere grønt under mine fødder og mere jord under neglene. Jeg vil gerne til Odense. Jeg ved ikke om det kommer til at ske. Men jeg er kommet til et punkt hvor jeg siger til folk: “vi flytter til Odense en dag” og jeg håber inderligt at det vil ske.

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
untitled-13

7 kommentarer

  • Camilla

    Min situation er lidt anderledes. Jeg er opvokset i det Sønderjyske (å’ æ land) og min kæreste er opvokset i Aarhus. Vi bor i Sønderjylland nu pga. min uddannelse, men ellers har jeg boet knap 6 år i Aarhus og han har boet der hele sit liv. Jeg synes det er hårdt at “vende hjem” og give mig lov til at det er okay, for jeg burde jo stå på egne ben flere 100 kilometer væk, ik’? Men vi vil gerne have landejendom med træværksted og drivhus og betale det i omegn af Aarhus? Det er dyrt. Heldigvis er vi begge forelskede i Sønderjylland og når jeg finder ro med at jeg er “tilbage”, så bliver alt godt ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Hej Camilla.

      Tak for din historie. Det er rart at høre om andres tanker omkring emnet. Der er simpelthen så mange faktorer der spiller ind, og selvfølgelig bliver man bange til tider. Det er nok helt normalt.

      Al held og lykke til dig/jer <3

      Kh
      Caroline Thorsfelt

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Du er så hjerteligt velkommen her i Odense <3 Jeg håber at alt lykkes for jer!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Det er jeg glad for – tusind tak <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra

    Jeg er selv fynbo. Jeg er flyttet til Ribe for en. Jeg kan fuldkommen genkende dine tanker. Jeg har dage hvor jeg elsker det her, for der er skønt. Men lige så vel dage hvor jeg bare savnet Fyn. Men det er okay, man kan jo ikke bo alle de steder man elsker. Har også boet i New Zealand, og guess what, det savnes også jævnligt. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Hej Sandra.

      Tak for dine ord. Det er rigtig rart at høre om andres tanker. Savn er så naturligt. Jeg ved at jeg vil savne Amager og min familie, men det føles rigtigt. Heldigvis er Danmark så lille, at det ikke tager alverdens timer, at komme fra det ene punkt til det andet. Jo flere steder man bor, jo flere steder har man måske mulighed for at føle sig hjemme. <3

      KH
      Caroline Thorsfelt

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nicoline

    Kære Caroline.
    Hvor er det vildt, at læse dit indlæg- det er som taget ud af munden på mig selv. Du sætter ord på alle mine egne overvejelser og tanker. Min kæreste er også fra Odense, og jeg er fra Kbh. Jeg har altid bildt mig ind, at være storby pige. Akkurat som du beskriver- med årene, og i takt med København er blevet dobbelt så tæt befolket end for bare 10 år siden, langt mere stressende og bestemt ikke særlig behagelig i min optik, er jeg bare begyndt at fantasere mere og mere om, at komme væk. Heldigvis for det, kan man sige. Priserne for et hus i og omkring København er alligevel ubetalige, ihvertfald hvis man har en forventning om, at leve et liv ved siden af. Jeg sidder dagligt, og tjekker boliger på boligsiden, det er helt vildt hvad man kan få i Odense, modsat Storkøbenhavn. Vi har samme tanke, hvad skal vi i en eller anden provinsby, hvor vi alligevel er 1 times kørsel væk fra familien, når vi kan flytte til Odense hvor vi trods alt har et netværk. Tiden er med os, jeg forestiller mig at transport tiden til og fra Kbh også vil reduceres inden for en kort tidsramme. Min store sorg ligger i, at skulle forlade mine forældre. De bliver kun ældre og tanken om ikke, at kunne være tæt på dem når/hvis behovet en dag skulle opstå skræmmer mig en smule. Omvendt har vi en lille søn, og tanken om at han skal vokse op i det København er blevet til er mig ligeså skræmmende. Jeg er i vildrede. Samtidig tænker jeg også lidt. Hvor intet vover intet vinder……. det bliver spændende hvad fremtiden bringer. Vi har sat deadline på, og skal beslutte os inden for de næste to år.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lad os snakke om: "sex i et forhold" #2