lad os snakke om: "forbudte tanker" #5

Jeg er “syg” i psyken


Det her bliver nogle svære ord for mig at skrive ned. Fordi jeg er lige gået i gang med selv at acceptere dem.

Da jeg var lille, så husker jeg at jeg nærmest skulle have det ene og det andet løbende ud af begge ender, før det var “okay” at være syg. Dommens time. Hvor ens forældre virkelig lige skulle mærke 23 gange på panden, for at være ekstra sikker på, om man faktisk var syg.

Jeg var sjældent syg. I hvert fald ikke i den “traditionelle” forstand.
Jeg er stadig sjældent syg. I hver fald i den “traditionelle” forstand.

Sidste år da jeg var i min 2. praktik, der var jeg så syg, at jeg blev kaldt til flere sygesamtaler. Jeg var til lægen, fordi jeg ønskede at hun skulle fortælle mig at jeg fejlede noget. Det var ikke normalt at nogle skulle have så ondt i kroppen som jeg havde. Jeg var i lidt zink underskud, men ellers var jeg “frisk som en havørn”. Men det var jeg jo ikke. Jeg kunne dårligt gå og jeg græd hver gang jeg kom hjem fra min praktik.

Når jeg melder mig syg, så ligger jeg med en knude af dårlig samvittighed i flere timer. Jeg føler mig så fej, kujonagtig og svag. Fordi: “er jeg nu også rigtig syg?”. Hvad vil det sige at være “rigtig” syg?.
Skal man have snot ud af næsen, varm pande, ingen appetit og ondt i halsen før det er okay at være syg? Kan man ikke bare tage en pille og komme over det?

– Det er lidt det samfund vi lever i. Pille-samfundet. Dæmp smerterne og kom videre. Nu skal du ikke være så svag.

Jeg bliver sjældent syg. Men alligevel sygemelder jeg mig nogle gange om året. Fordi jeg er “syg i psyken”. Min krop kan simpelthen ikke klare mere. Jeg får en voldsom trykken for hovedet, jeg bliver i dårligt humør, jeg har intet energi og jer kan kun ligge i sengen og lave absolut INGENTING.
Skam. Ej et tabu. Jeg kan vel bare passe bedre på mig selv? Lade være med at lave så mange planer og være bedre til at strukturere min hverdag.

Men jeg har prøvet at ændre på tingene i 8-9 år. Jeg tror ikke det kan ændres. Jeg har bare ikke anerkendt det endnu. Jeg er træt og ked af at skulle finde undskyldninger for min “svage” psyke. Jeg er træt af at jeg skal forsvare mig selv, fordi jeg ikke orker det andre orker. Jeg er led og ked af at jeg skal stå op for mig selv og sige: “det er meget muligt din krop kan klare det – men det kan min ikke!” – og jeg er ALLER mest træt af… At jeg ikke er bedre til at stå op for mig selv. At jeg skammer mig over hvad jeg kan og ikke kan.
Jeg giver mig selv enorme mængder af dårlig samvittighed. Jeg ved godt hvad der sker, hvis jeg ikke trækker stikket og slapper af. Så kører jeg videre på reservebatterier og ender med at brænde fuldstændig sammen – også tager det mig over en uge at komme op igen. Tro mig. Det har jeg prøvet et utal af gange. Så kan jeg tænke: “denne gang, så kan jeg klare det. Selvom kalenderen er presset, jeg skal nok klare det!” – men det er en dyr pris at betale. Men hvis jeg så mærker min krop. Mærker hvornår jeg skal aflyse aftaler og sørge for der er mere “Caro-tid” i kalenderen, så kan jeg fange det hurtigt, også kræver det kun 1-2 dage på sofaen. Så er mine batterier opladt.

Hvis jeg har overskud på kontoen (økonomisk, kæreste, familie, studie, blog mm) så kommer sådanne perioder enormt sjældent. Men når jeg har en del om ørene, så kommer det med garanti. Og en “del” for mig, er måske ingenting for dig. Men vi er jo forskellige. HUSK DET!

Men. Når man aldrig er blevet mødt af anerkendelse omkring dette emne, så er det enormt svært selv at stå ved det. Så stærk ville jeg nogen gange ønske jeg var. Jeg øver mig.
Kan man ringe til sin arbejdsgiver og sige: “Hej Connie. Det er Caroline. Connie.. Nu skal du høre. Jeg er lidt utilpas i dag. Jeg har simpelthen kørt mig selv træt, og mit indre har behov for ro, så jeg bliver hjemme i dag. Vi ses” ??
Det gør jeg i hvert fald ikke. De gange min krop har sagt så meget fra, så har jeg jo bare ringet og sagt at jeg er syg. Hvorefter bølgen af dårlig samvittighed er flyder indover mig, fordi jeg jo IKKE er klassisk syg. Eller hvad?

Jeg græd i Maltes arme. Spurgte ham om han synes at jeg er træls. Det gør han heldigvis ikke. Han har accepteret at jeg har et sensitivt sind, og at det til tider kan være svært at navigere rundt i det. For os begge to. Han kan klare meget mere end mig. På nogle områder. Men han ser mig. I hans nærvær kan jeg sagtens sige det som det er.
Hvorfor accepterer jeg det ikke selv? At acceptere en usynlig “sygdom” er fandme svært. Ligesom mennesker der har fået en hjernerystelse. Man skal stå ved, hvis ens krop ikke er klar. Det er kun DIG der kan det. Men hvor svært er det ikke lige, når familie, venner, arbejde, samfundet osv står og banker på, fordi de synes du skal komme ud og være ligesom alle andre!! JEG ER IKKE SOM JER.

Jeg er en rutchebanetur. Lige så glad jeg kan være, lige så nede i kulkælderen kan jeg også være.
Jeg ved ikke om samfundet er klar til, at det er acceptabelt at sygemelde sig, fordi ens sensitive sind simplethen er overbelastet. Men, det bliver ikke bedre at jeg negligerer mine følelser. Skammer mig over dem og prøver at være en jeg ikke er.
“Dit sensitive sind er det smukkeste ved dig” sagde han til mig. “Din evne til at være der for andre er fantastisk – men du skal også huske at være der for dig selv”.

Hver gang jeg siger det højt og skriver det ned, så hjælper det mig. Den dårlige samvittighed er væk og jeg kan mærke roen omkring mine skuldre. Så nu deler jeg det med jer. Fordi det er en proces som jeg er igang med. Og fordi det er sundt at være sårbar og bryde tabuer. Det her er et tabu for mig. Jeg føler det er noget jeg har kæmpet alene med i lang tid. Men jeg ved at jeg ikke er alene. Men det finder jeg kun ud af, når jeg åbner munden og viser mine sårbare linjer og sider frem. Tak. 

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
untitled-13

27 kommentarer

  • Stephanie

    Ih Caroline. Dette indlæg rør mig virkelig og beskriver så præcist, hvordan jeg, og med garanti – mange flere – særligt sensitive har det. Jeg er selv rigtigt sensitiv, men ekstrovert samtidig. Jeg synes det er så svært at forklare for omverdenen, hvorfor jeg, en ellers glad, udadvendt og social pige, engang imellem har brug for de dage/uger, hvor jeg ligger fladt ned i sengen og ikke magter noget som helst andet, end at sove eller ligge med lukkede øjne. Fordi jeg er psykisk udkørt. Det er så svært at forklare, og jeg føler mig så forkert og alene om det. Kommer tit med forklaringer om, at jeg fx er syg, eller jeg har brug for at besøge mine forældre. Men inderst inde ved jeg jo godt, at jeg ikke er den eneste der har det sådan, selvom det føles sådan til tider. Når jeg læser dit indlæg er det rart at vide, at man ikke er den eneste. Så tak fordi du deler <3 Det føles for det meste fantastisk at være så sensitiv, at mærke verden, og andre menneskers tanker og følelser så dybt og meget. Men det er også hårdt, synes jeg. Dejligt man ikke er alene 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Hej Stephanie.
      Tusind tak for din besked. Det må virkelig være svært at være ekstrovert og særlig sensitiv. Det er også bare lidt nogle modsætninger som mødes.
      Tak fordi du deler dine ord med mig/os. Det er enormt rart at vide at man ikke er alene. Det er så skønt at være sensitiv, men det kan virkelig også være svært at navigere rundt i.

      TAK for dig.
      KH
      Caroline Thorsfelt

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sissel

    Du er langt fra alene!
    Hverken med den dårlige samvittighed overfor arbejde når kan ikke er “rigtig” syg!
    Når jeg er totalt udkørt og ikke har lyttet på min krop, så bliver jeg “rigtig” syg, dog så kommer den dårlige samvittighed igen.
    Der er ingen der takker dig for at møde syg på arbejde! Syg som både fysisk eller psykisk! Det skal man prøve at huske på.
    Nu arbejder jeg selv som pædagog og når psyken ikke er helt på dupperne, så kan du ikke gøre dit arbejde 100% og det går ud over børnene og dog selv!
    Tak for dig og tak for at du er så åben!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Hej Sissel.

      Det går nemlig ud over andre og det er bare ikke fedt. Tak fordi du deler. Tak fordi du viser at vi ikke er alene.

      KH
      Caroline Thorsfelt

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Tak fordi du deler ❤️ Og du er ikke alene. Jeg har igennem de sidste 6 år arbejdet med mig selv, for at finde den rette balance. Jeg elsker at have travlt og problemet er at det til tider kan gå udover min ro i kroppen og hovedet. Derfor har jeg kæmpet med at finde en balance

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Tak fordi du deler ❤️ Og du er ikke alene. Jeg har igennem de sidste 6 år arbejdet med mig selv, for at finde den rette balance. Jeg elsker at have travlt og problemet er at det til tider kan gå udover min ro i kroppen og hovedet. Derfor har jeg kæmpet med at finde en balance, så jeg ikke bliver overstimuleret og den er svær at finde. Det tager langtid at lave 25 år gamle vaner om. Jeg NÆGTER at have dårlig samvittighed når jeg tager en omsorgsdag. Min arbejdsgiver har heller ikke ret til at vide hvorfor. Så derfor skal vi have udryddet den dårlige samvittighed, for det er okay at passe sig selv, både fysisk, men så sandelig også psykisk!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Hej Camilla.
      Tak fordu DU deler. Det tager nemlig enormt lang tid. Snakkede med min mor igår, hun kæmper stadig med det. Men det bliver bedre, man skal bare være OBS på det nærmest hele tiden. Hvilket er svært.
      Men godt du er opmærksom på det.

      KH
      Caroline Thorsfelt

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Virkelig godt beskrevet!! Da jeg var i praktik efteråret 2017 tog jeg også en sygedag en dag, for jeg var helt nedkørt, træt og INTET overskud eller energi havde. Havde SÅ dårlig samvittighed over det, fordi jeg jo ikke var “rigtig” syg. Den måde jeg retfærdiggjorde det overfor mig selv var, at jeg jo arbejdede der gratis pga. praktik.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Hej Mette.
      Tusnd tak for din fine besked. Åh kender det så godt. Det er så ubehageligt at man ikke engang så kan slappe af, når man så melder sig syg, fordi ens dårlige samvittighed bare trykker på. Men det ER okay.

      KH
      caroline Thorsfelt

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hold op hvor jeg kender de tanker og følelser du beskriver. Jeg er lige nu langtidssygemeldt og det er 3. gang siden jeg blev uddannet pædagog i 2010, at jeg mister et jo på denne måde.
    Jeg er særligt sensitiv, ekstrovert og har en ængstelig personlighedsforstyrelse. Det er modsætninger der mødes. Det er møg svært at navigerer i og i en alder af 33 år har jeg stadig ikke lært det. Jeg har nu kørt mig selv så langt ud psykisk, at flexjob nok er næste skridt. Det er dæleme en hård erkendelse og svært at sluge at jeg ikke har passet godt nok på mig selv.
    Hold op hvor er det dog vigtigt, at der også er plads til sygedage for psyken!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Hej Søde Sissel.
      Puha.. Det lyder godt nok også som en mega stor mundfuld. Det kan jeg godt forstå at du har svært ved at finde rundt i.
      Det er så svært at være noget for andre, når vi ikke er noget for os selv. Men det er lettere sagt end gjort. Men godt vi er OBS på det.

      Tak for din ærlighed – rigtig god dag og rigtig god bedring <3

      KH
      Caroline Thorsfelt

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bettina

    Hej! jeg ville bare lige sige at jeg altid har været på samme måde, det er dog først inden for det sidste års tid at jeg har kunnet sætte ord på det. Jeg har altid bare fået at vide at jeg var doven eller lign. fordi jeg ikke kan holde til lige så meget som alle andre. Jeg snakkede en del med min tidligere chef om det da jeg havde en del sygemelderne sidste år, og har også snakket med min nuværende chef om det, dog har jeg kun haft én sygemelding i år som var pga. en skade på mit ben og ikke min psyke.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Hej Bettina.
      Jeg har også fået af vide at folk synes det er træls, at jeg ikke orker så meget som dem. Så er jeg blevet enormt ked af det, fordi man ønsker jo at man kan. Men vi er forskellige. Det er svært. Men det er ekstra svært, hvis man ikke selv er opmærksom på det. Og passer på sig selv!
      Tak for din ærlighed – rigtig god dag.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rakul

    Det er som at læse om mig selv. Jeg bliver heller aldrig syg på den samfundsmæssige acceptable måde, men nogle gange er mit hoved ved at eksplodere af overbelastning. Bliver også nogle gange enormt skuffet over mig selv fordi jeg endda arbejder nedsat tid og jeg burde kunne klare det. Den dårlige samvittighed er næsten ikke til at holde ud når jeg melder mig syg “bare” fordi jeg er mentalt kørt ned. Men prøver at blive bedre til at acceptere at sådan er mit sind og det er okay.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hannah

    Tak tak tak! For gang på gang at sætte ord på mange af de ting der rumsterer i mit hoved!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • K

    Jeg er dig. Jeg er dig i samtlige punkter i dette indlæg. Jeg er dig når jeg melder mig syg fordi sindet flakker og det føles umuligt at komme op af sengen. Jeg er dig når skyldfølelsen trykker og når jeg græder i armene på den jeg elsker, samtidig med at jeg er bange for at miste ham fordi jeg er besværlig. Jeg er så meget dig, og jeg føler virkelig alt det du skriver, for det er også mit liv hver dag. Nogle dage og perioder er gode, andre perioder er fyldt med sygemeldinger, og følelsen af at alt er HELT galt. Frygten og tabuet er en kæmpe del af mit liv. Tak fordi du deler det, tak fordi du sætter ord og fokus på noget så vigtigt. Det er hårdt at være ung og være “syg” i psyken. Det er krævende at kæmpe så meget med sig selv, men hold nu kæft hvor er vi seje og robuste. Du er sej, jeg er sej og alle andre der kæmper denne kamp er seje. Kæmpe respekt og alt det bedste herfra. Og endnu engang tak ❤️ God weekend!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er på ingen måde alene med det <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lena

    Husk sødeste Karo, du behøver ikke begynde dit sygefravær. Du ringer bare og siger du er syg i dag. Der er endda nogle arbejdspladser der melder ud at de ikke har krav på at vide det. Og grunden er jo også ligegyldig – er du ikke i stand til at passe dit arbejde , så er du syg (melder dig syg) ❤️ Lots of love. Hilsen en der selv har psykiske sygedage og ikke “fejler noget” ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Kæreste Caroline. Jeg tror jeg ved, hvordan du har det – i hvert fald er det du skriver meget genkendelig, og derfor provokerer det her indlæg mig virkelig! Et “sensitivt sind” er IKKE en sygdom. Du mærker at du selv og din krop siger fra, fordi du er overstimuleret af bare indtryk. Hvor står det skrevet, at dét er en sygdom? Jeg er selv særligt sensitiv og introvert – ikke fordi det er på mode at sige, men fordi det er oprigtigt. Det har givet mig mange udfordringer, ligesom dem du beskriver, men det gør mig ikke syg. Det er sådan jeg er. Det er min personlighed. Min personlighed er ikke en sygdom. Men jeg kender godt det der med, at det er meget nemmere og meget mere socialt acceptabelt, hvis man “bare er syg”.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Matilde

    Hej caro, tak for din ærlighed, jeg “fejler” det samme. Tror ligeså meget det er et symptom på at samfundet i dag ikke er sat sammen til sådan nogle sensitiv størrelser som os.. Og det øver jeg mig også i at acceptere. Men slår mig selv i hovedet hver gang jeg bliver nødt til at melde fra skole, arbejde, noget socialt. Bliver pludselig sådan en man ikke kan regne med.. Fordi jeg ikke helt passer ind i skemaerne. Kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bettina

    Kære Caroline ❤ du er ikke alene. Ca. 20% af befolkningen er sensitive. Jeg er af samme støbning som dig, og vi besidder mange kvaliteter! Som din Malte siger, så er omsorgsgenet stort hos os. Man skal finde en hverdag som passer til det skrøbelige nervesystem. Om det så er deltidsjob, evighedsstudent, hjemmegående, så er det sådan det skal være. Man skal lytte til din krop ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sabrina

    Det er nærmeste helt befriende at læse dette indlag fra dig! Jeg har det præcis på samme måde, så nogle gange er det bare rart at læse at man ikke er alene om at have det på den måde og af og til må sige fra på en ene eller den anden måde pga. ens sind. Tak for det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mika

    Jeg forstår 100% det du skriver Caroline.
    Jeg vidste dog ikke, som flere skriver, at arbejdsgiver ikke behøver kende til grunden til ens sygemelding. For jeg skal udfylde hvorfor jeg var syg, blot jeg er syg 1 dag. Arbejder i kommune.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    Du er ikke alene. Det kunne nemt være mig der har skrevet indlægget. Det er et par år siden jeg kunne sætte ord på hvorfor jeg var som jeg var og stadig i dag. Jeg er introvert og det kræver også sit at komme oven på igen, når man ikke får sin alene-tid indimellem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Du beskriver spot on, hvordan mit sind er – hvor er det befriende at finde ud af at jeg ikke alene om at have det sådan. Det kunne ligeså godt være mig du skrev om. Tak for at sætte ord og fokus på det. Du er god❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Caroline, du er for vild. Tak for det her indlæg – det er virkelig noget jeg kan genkende fra mig selv. Åh hvor er det rart, at jeg ikke er alene med de følelser og tanker. Det er først her indenfor det sidste 1/2 års tid jeg har mærket rigtigt efter – jeg har nok altid vidst jeg er meget sensitiv, men nok ikke helt accepteret det. Og dét er jeg ved at øve mig i. Så tak for dine ord <3 PS. Du er for skøn på billedet, elsker dit hår!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Hej Caroline!
    Det er præcis sådan jeg har det. Det sidste år, har jeg meldt mig syg 3 gange. Ingen af gangene fejlede jeg det, som jeg sagde – men min krop havde derimod brug for et pusterum!
    Tak fordi du deler ud, og gør så jeg ikke føler mig alene i verden med det. Tak

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

lad os snakke om: "forbudte tanker" #5