Lad os snakke om: "forbudte tanker" #10

Jeg vil hjem..

Jeg var til et foredrag med en enormt spændendeå mand. Han hed Peter Thybo. Det hedder han nok enndu.
Hvis du er inde for feltet, så kender du ham måske. Han har skrevet en bog om neuropædagogik og Det Dobbelte Kram. Han var meget spændende og jeg nød sådan at lytte til hans fortællinger. Han snakker meget om hvorfor vi danskere er så syge og om at den mentale sundhed er et problem i Danmark. Vi er simpelthen ikke gode nok til at tænke på vores indre jeg. Jeg skrev løs i min lille bog jeg havde med. En masse noter jeg helt sikkert tænkte kunne blive relevant på et tidspunkt. På en side, oppe i hjørnet, med en ring omkring skrev jeg: “Men kan vi nu finde hjem?”. 

Vi har i de sidste 10 år især, føler jeg, brugt rigtig meget energi på at optimere os. Det har vi nok brugt mere end 10 år på. 15-20 år måske. Især i forbindelse med internettet, telefonerne, medierne. Verden er blevet mindre. Det samme føler jeg nogle gange at vi er. Uroen!! Som små letpåvirkelige væsner har vi smidt gamle vaner og værdier og blevet suget ind i det ukendte. Ja tak til cookies. Ja tak til at du gerne må bruge mine oplysninger, så længe jeg kan spille Candy Crush.
Da jeg som ung kom på Arto.dk (oh yes), så fortalte min mor og far mig 12344 gange: “du må ALDRIG have dit efternavn eller adresse stående nogle steder. Du må ikke skrive med folk du ikke kender!”. Det gjorde jeg heller ikke. Men det var heller ikke et problem dengang (for mig). Internettet var slet ikke så stort og indviklet som det er nu. Forleden læste jeg at unge mennesker kan have svært ved at være i sociale relationer. Fordi de er så vant til at kommunikere over nettet at de ikke er “klar” over hvordan man fører en normal samtale. Ansigt til ansigt. Jeg har hørt fra pædagoger, at børn i vuggestuen har svært ved at genkende ansigter, fordi de bruger for meget tid på at kigge ned i telefoner og iPads, istedet for at kigge op.

Det er fakta at vi er mere stressede end nogensinde før. “Sam-sygdomme” (kaldte Peter det). Sygdomme der er relateret/udsprunget til/af vores samliv, samarbejde, samfund. Forventninger, pres, ubehag. Jeg kan føle at vi er blevet revet så langt væk fra hvad der var meningen. Hvad der var sundt og godt.
Vi har ædt og igennem livets buffet uden at blive mætte. Vi skal have det hele og vi skal have det hurtigt. Vi kan ikke holde fokus længe af gangen. Nye informationer, nye holdninger, nye meninger. Vi multitasker ikke engang. Vi hundritasker.

Jeg selv får en følelse af at jeg bare skal væk, når jeg hører om sådan en udvikling. Jeg har lyst til at sige min lejlighed op, og bare flytte lang væk. Væk fra larmen, teknologien, uroen og problemerne. Men de kan jo stadig være inde i dig, selvom du bor midt ude i en skov.
– Det er jo noget inde i os. Presset vi mærker og presset vi giver os selv. Ikke at vi er skyld i det, men vi modarbejdet det måske heller ikke nok.

Jeg synes ofte at vi er for gode til at lukke øjnene. Det er jeg i hvert fald selv. Lukke øjnene for det svære og bare lade det stå til. “Det har alligevel været svært længe, så det kan jeg ikke forholde mig til”. Men det bliver det jo ikke bedre af?

Hvorfor bliver vi mere stressede? Hvem er det som stresser os? Hvad er det som vi åbenbart ikke gør rigtigt?
Jeg håber (en smule naivt) at skålen vipper. At folk vil kigge sig tilbage, på alt det man har efterladt og ofret og sige: “shit.. Det var ikke meningen. Vi er nok nødt til at gå tilbage og rette lidt op på det”. Og hvad er “det”?. Ja, det ved jeg jo så ikke. Det er individuelt tror jeg.
For mig er det at være “slave” af medierne, telefonen, computeren, tv’et. Leve i et samfund hvor man nærmest ikke må fejle en lille smule, inden 39 mennesker kommer og fortæller dig deres mening, deres holdning og deres måde at se tingene på. Næstekærlighed. Ja!! Men er jeg selv med til det? Til at skabe sådan en kultur? Via mine meninger, blog og Instagram? Måske. Sikkert. Folk har travlt med at komme fra A til B. Folk har travlt med at være opdateret. Være internetdommere. Blive krænket. Sige noget BARE fordi man kan. Glemme at der sidder mennesker bag skærmene. Bag indlæg, billeder og ord. Så sidder der en person.

Den nye video fra TV2 minder os om det. At vi faktisk har mere tilfælles end vi tror. At vi ikke behøver at sidde og kigge ned i en telefon hele tiden. Vi kan også snakke sammen. interessere os for hinanden og vise respekt og anerkendelse overfor andre. Jeg har set videoen 3 gange og grædt alle gange.

Men den rør mig. Den rør noget i mig. Min dårlige samvittighed over at jeg også sidder for meget med min telefon, når jeg sidder i et S-tog. Jeg kan jo også smile til folk, snakke med dem, rykke mig så folk kan sidde ned. Min taske behøver vel heller ikke at fylde det hele?

Er det så, så nemt? Nej, det er det vel ikke. Så ville vi jo nok gøre det. Men det er vigtigt at huske på at italesætte det. Italesætte at vi er mange som er ramt af fysisk, psykisk og koniske sygdomme. Dem skal vi kunne rumme. Vi er mange som har det svært. Det skal der være plads til! Vi er mange som er “slaver” af vores telefon og af Instagram. Vi skal også lige ruskes i igang i mellem!
Vi er også mange som er enormt lykkelige. Glade for udviklingen. Tænk på alle de muligheder det hele skaber. Tænk på menneskerne vi møder og tænk på rejserne vi får lov til at udleve. Tænk på det hele. Tænk på din nabo, din rejsepartner i toget, din kollega. Tænk på mig. Men vigtigst af alt – så tænk på dig selv. Du er eksperten i dit liv. Hvad gør dig glad? Hvilken vej tager du? Hvordan vil du leve dit liv?

Også endnu en video, fordi den simpelthen også er så sød

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
untitled-13

3 kommentarer

  • Sikke et smukt og velskrevet indlæg! ❤️

    Og puha, den video fra TV2 gik lige i hjertet! Og tårekanalerne..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Thorsfelt

      Tak <3
      Ja, den video er simpelthen så fin!

      KH

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annie

    Jeg har personligt fravalgt sociale medier. Mener at det er et personligt valg man tager og mener desuden også at det er ens eget valg at man fx bruger sociale medier og derefter bliver negativt påvirket 😊 Kun døde fisk flyder med strømmen 😊 I min optik fylder telefoner, facebook og instagram alt for meget i samfundet og ser det på ingen måde som positivt. Synes vi glemmer samværet og helt basale sociale færdigheder. Men det er bare min holdning. Man er på så mange måder herre over sin egen lykke 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lad os snakke om: "forbudte tanker" #10