Derfor har jeg ikke trænet..

giphy

Det kan da egentlig være pisse ligegyldigt om hvor vidt jeg har trænet eller ej.

Men nu er jeg faktisk stadig sundhedsblogger, selvom det nok er den indre sundhed jeg skriver mest om. Men, det her indlæg skal faktisk ikke handle om træning, men om hvorfor jeg har undgået det.

Egentlig kunne jeg nedskive alverdens dårlige undskyldninger, men nej.

Jeg har ikke trænet fordi jeg ikke har haft tid, lyst og overskud. Mit år 2017 har allerede været mega crazy og jeg har elsket det meste af det. Jeg har brugt min energi på at arbejde, på at flytte, på at være i praktik og på at være nogens kæreste, veninde, roomie og en form for blogger.

I min 7 ugers praktik lavede jeg intet andet end at være i vuggestuen og tage hjem og sove Mine batterier var ødelagte og min krop var træt. Jeg nåede ikke at oplade min krop inden dagen efter kaldte på mig.

Det er ikke nemt at prøve helt nye ting, det er ikke nemt at prøve helt nye ting og være særlig sensitiv samtidig.

Jeg har en hel liste med ting jeg ville ønske at jeg havde overskud til at lave på en dag. En liste med ting som jeg sjældent når i bund med, fordi jeg simpelthen ikke har tid.

Træning for mig er ikke kun at være i et svedigt center og betale 269,00 kr om måneden for det. Træning for mig er mange ting, derfor er det også lidt løgn når jeg siger at jeg ikke har trænet i år. Jeg har brugt min krop på andre måder, såsom en gåtur, cykle, danse, grine, dyrket mindfulness..

Tiden flyver simpelthen afsted og man kan knap nok følge med. Jeg har før prøvet at flyve derudaf med 500 km/t og derfor glemme at kigge op og se verden omkring mig. Jeg gider ikke have en presset kalender og ikke have tid til spontane gåture og cafe besøg, det er simpelthen ikke dét liv jeg gider at leve.

Jeg er nok ikke typen der har brug for at træne i et center 3 gange om ugen, det er ikke mig. Jeg får energi når jeg træner, men det gør jeg også når jeg går en tur i skoven eller når jeg mediterer. Der er andre måder jeg kan holde mig aktiv på.

Jeg har i utrolig mange år troet at jeg skulle passe ned i den der kasse. Kassen hvor der stod: “træningspige” på, men den kasse passer jeg nok bare slet ikke ned i. Jeg holder af at træne, jeg elsker at være aktiv men det skal være sjovt samtidig.

Så jeg har ikke rørt mit Fitness World kort, fordi jeg ikke har haft lyst. Hvis man har lysten, så skal man nok finde tiden, men det har jeg ikke gidet at gøre. Men idag skal jeg op i centeret i Sydhavnen, ikke fordi jeg syntes jeg er blevet tyk, ikke fordi jeg har dårlig samvittighed men fordi jeg har lyst.

Lad være med at sammenligne dig med andre mennesker, det her er dit liv og det er saftsusme dig der laver regnerne.

img_5183

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

Et traume i dvale..

fullsizerenderDet er jo ikke fordi jeg går rundt i alle døgnets timer og har det skidt. Jeg har det som regel utrolig godt.. Jeg har bare dage og perioder hvor det gør ondt inden i mig.

En 18 årig hjerne og en 25 årig hjerne er utrolig forskellige. Da jeg var 18 år led jeg mit første svigt, alvorlige svigt. Der var kun plads til så meget hjælp og reparation, resten måtte vente til at jeg var klar til det.

Når jeg tænker tilbage så ved jeg nu nogle ting som jeg ikke vidste dengang. Et traume har bredt sig ud i mine blodbaner, det har sat sig fast med modhager og så har det gået i dvale i utrolig mange år. Et traume kan blive vækket, ligesom en sovende vulkan og når det sker, så kan det få fatale konsekvenser – hvis man ikke får hjælp. Et udbrud af alle følelser strømmer atter engang indover kroppen, alle tankerne, følelserne og sorgen bliver følt på ny, selvom der er gået 6 år.

Et så sovende traume har jeg ikke været i stand til at vække på egen hånd, jeg har faktisk slet ikke vidst at det sad inden i mig. Jeg har levet mit liv uden at mærke at noget har trykket på. Mit 18 årige jeg var ikke klar, heller ikke mit 19, 20, 21, 22 eller 23 årige jeg. Mit 24 årige jeg oplevede det ulme inden i, noget var ved at vågne og jeg blev bange.

Kroppen frastøder episoder i ens liv der har været for hårde for en at håndterer. Minderne er simpelthen blokeret ude af hjernen.

Når traumaet så vågner så går det istapper ud i alle dele af din krop, du mærker igen alt det som du havde troet du havde lagt låg på i fortiden. Du reagerer som de fleste mennesker ville reagerer – du går i panik. Jeg følte mig forrådt af min krop, jeg følte mig svigtet af mig selv, jeg troede at jeg havde klaret det her for mange år siden, hvordan i al verden har det ret til at komme tilbage.

Du panikker, du løber og du gemmer dig. Gemmer dig for de følelser som du i så mange år har blokeret ude af din hjerne. Tanken om at skulle tage alt op igen, det er for meget for dig.. For mig.

Hvorfor kommer det frem nu? Hvorfor skal jeg igennem hele den trædemølle endnu engang, havde jeg ikke låst det hele med dobbelt hængelås for 6-7 år siden?

Efter måneder med fornægtelse og frygt så finder jeg mig selv hos min læge. Henvisningen til en psykolog ligger i min åbne hånd, ved siden af mit åbne hjerte som igen har brug for at blive repareret.

Hvorfor nu?

På grund af ham.

Min krop har altid vidst at jeg en dag, nok skulle være klar til at stå ansigt til ansigt med min fortid, min sjæl har bare ikke været stærk nok. Mit traume lagde sig ikke i dvale for at straffe mig, det lagde sig i dvale fordi det/jeg vidste at jeg en dag, nok skulle møde en der var stærk nok til at se mig og hjælpe mig. Selvom jeg har forpestet det fordi det gør ondt, så ved jeg nu, at det gør ondt nu, fordi det skal blive godt igen.

Man møder mennesker af en årsag, det er i hvert fald min overbevisning. Han mødte mig, han fik vækket det sovende traume i min krop. Det har bragt høje bølger med sig, fordi han fortæller mig at jeg er ligesom havet – nogle gange blikstille og andre gange stormer det så meget at bådende næsten kæntre. Godt han er mit anker der holder mig fast..

Så selvom jeg ikke er begyndt på timerne hos en professionel, så har jeg det som regel godt, fordi jeg er besluttet. Jeg ved at jeg har en ret hård bakke at bestige – så vælger jeg at nyde udsigten mens jeg nu er her.

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

kur mod ynk..

img_5088Hvor meget medynk har man ret til at påtage sig inden folk har ret til at slå dig med en skumbanan i hoved?

Mit problem er at jeg har svært ved at vide hvornår jeg skal give slip, bare lade tingene gå sin gang.

Vi kender alle sammen veninder som snakker vores øre af hver gang hun inviterer på vin og kage. Vi ved det lige så snart vi træder ind af døren, en storm af ord og ynk blæser en bagover og man ville ønske at man have skåret sit øre af, inden man tog afsted hjemmefra.

Jeg snakkede med en veninde forleden, vi snakkede om alting fordi det er sådan en veninde hun er – det er rart. Vi snakkede om en anden pige vi begge to kender, jeg sagde noget a la: “hun har vist rodet rundt i det (problemet, dilemmaet) rigtig længe efterhånden”. Da ordene havde forladt mine læber, mærkede jeg en trang til at sluge dem langt ned i min hals og krop igen. Jeg har da absolut ikke ret til at bestemme hvor lang tid at denne her kvinde skal bearbejde sit problem/sorg/dilemma. Det er hendes båd og hun bestemmer selv hvornår den skal sejle ind i havn igen.

Hvis man er rigtig gode veninder, så må man gerne sige noget – det har man ret til nemlig. Jeg kan godt forstælle mine kære at jeg syntes det er usundt, at de bliver ved med at gå oven i lorten, de bliver utrolig beskidte.

Jeg er nok et menneske som har brug for at ynke længere tid end flertallet. Jeg kan ikke bare lade et problem ligge og bevæge mig let og elegant over det. Jeg dykker ned i problemet, kigger på det fra alle tænkelige sider, jeg løfter det og kigger nedeunder det. Efterfølgende sætter jeg mig på sikker afstand af det, og tænker det hele igennem mange gange, så kan jeg først dér, rejse mig op og gå videre.

Det er ikke en metode alle mine kære forstår. Derfor så vil mine mennesker gerne fortælle mig at jeg vader for meget rundt i lorten, jeg har faktisk lort op til albuerne, det er usundt, ulækkert og derfor skal jeg blive bedre til at lade være med at dykke ned i lorten og give den næring så den vokser sig større og større.

Undskyld mine meget sære metaforer..

Det jeg egentlig vil frem til det er at vi er forskellige mennesker. Vi bearbejder tingene utrolig forskelligt og det skal der være plads til. Måske skal jeg være bedre til at bevæge mig lidt hurtigere over problemer/tankerne/lorten (kært barn har mange navne), men mine kære skal også være bedre til at forstå at jeg ikke bearbejder tingene så hurtigt som dem. Jeg ved at min veninde snakker mit øre af til tider og det kan være voldsomt, men jeg ved også at hun nettop snakker mit øre af, fordi hun syntes jeg er god til at lytte – det er da en gave.

Det handler vel om accept også. Har du accepteret at du er en person som tænker meget over tingene? En person som bruger (til tider) unødvendigt meget krudt på at overanalyserer hver en detalje? Det har jeg måske ikke. Jeg prøver stadig at finde min kur mod min overdrevet ynk, hvor jeg i virkeligheden skulle bruge mit krudt på at accepterer at jeg er som jeg er.

Hej, jeg hedder Caroline og jeg er en overanalyserende og overtænkende person. Tingene går ind under huden på mig og jeg er mere følsom end de fleste. Dét er måske min kur – accept af eget sind. Tak.

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

Dårlig samvittighed..

IMG_3241

De sidste par mange dage, efterhånden, har jeg haft en uidentificerbar følelse inde i min krop. Den har påvirket mig, den har generet mig voldsomt. Jeg har prøvet at finde ud af hvad min krop prøver at fortælle mig, men det er ikke altid nemt.

Jeg gik på Sankt Hans Torv, jeg var på jagt efter noget aftensmad. Planen var at jeg ville købe en pizza eller en durumrulle, men jeg tænkte at jeg måtte hellere finde noget sundere, jeg har levet ret usundt de sidste par måneder. Jeg drejede ned af en sidevej og fandt min vej hen til Smag, for at købe en salat – jeg havde ikke lyst til en salat. Jeg havde heller ikke lyst til pizza, faktisk så havde jeg ikke lyst til noget som helst form for mad.

Salaten blev købt og den var åbenbart med til at fortælle mig, hvad fanden der sker i min krop for tiden. Salaten gav mig en god samvittighedsfølelse, fordi jeg tænkte det ville være sundest for min krop. Så begyndte mine tanker at vandre.. Dårlig samvittighed, det er jo dét. Jeg har ekstremt dårlig samvittighed hele tiden, jeg ved ikke hvorfor. Jeg er nok født med en samvittighed der er på størrelse med Grønland og den er ikke bange for at spøge i min krop.

Jeg har dårlig samvittighed over at jeg meldte mig syg fra praktikken, selvom jeg reelt var syg. Jeg har dårlig samvittighed over at jeg ikke har trænet, selvom der ikke er timer nok i mit døgn. Jeg har dårlig samvittighed over hvis jeg aflyser med en veninde, fordi min kalender er for presset. Jeg har dårlig samvittighed overfor Malte og jeg ved ikke hvorfor. Jeg har dårlig samvittighed overfor bloggen, fordi jeg ikke blogger så meget som jeg plejer – og ærligt, så syntes jeg ikke mine indlæg er så gode som de plejer at være. Jeg har dårlig samvittighed overfor min familie, fordi jeg ikke føler jeg ser dem nok. Jeg bærer andres samvittighed på mig.. Jeg har dårlig samvittighed når jeg ligger på sofaen og ser serie, fordi jeg føler jeg burde lave noget praktisk. Jeg har dårlig samvittighed fordi jeg føler så meget inde i min krop, jeg kan ikke bare sige “fuck det, det gider jeg ikke tænke på lige nu”. Jeg tænker, jeg mærker og jeg føler ALT. Mange siger til mig: “lad være med at tænke så meget”, “slap lidt af”, “du bruger for mange kræfter på det der”. Så får jeg dårlig samvittighed fordi jeg IKKE kan lade være.. O-N-D  S-P-I-R-A-L ! ! 
Overstående eksempler er bare nogle af de ting, jeg har haft dårlig samvittighed over i denne her uge.

Jeg hørte engang i en i et radioprogram sige: “det værste du kan have, det er dårlig samvittighed.. Det kommer der ikke noget godt ud af!”… 

Jeg kan huske da jeg var 15-16 år, der var jeg kæreste med min første rigtige kæreste. En aften kyssede en dreng mig, jeg skubbede ham væk.. Jeg sov ikke, jeg spiste ikke, jeg straffede mig selv – for noget der ikke var min skyld. Jeg hyperventilerede da jeg skulle fortælle ham det, fordi jeg har en for stor samvittighed, til at kunne holde sådan noget hemmeligt. Jeg græd, jeg knækkede fuldstændig sammen, jeg følte mig som verdens værste person. Det var forfærdeligt og jeg glemmer det aldrig.

Jeg har nu anerkendt noget, ikke lige i dette øjeblik, men i denne her uge faktisk. Tror det gik op for mig da jeg brød sammen foran Dr. Læge som jeg aldrig har mødt før. Min hals lukkede sig sammen og kun en lille pibestemme som lød lidt som musene i Askepot sagde: “jeg tror ikke at jeg har det så godt!”.

Jeg fandt ud af at jeg har brug for hjælp. Brug for nogle værktøjer som jeg ikke selv har i min kasse. Jeg er ikke forkert, der er ikke noget galt med mig, men der er noget galt i at jeg påfører min krop og sind denne her smerte. Det er mit ansvar at få svar på nogle af de spørgsmål jeg render rundt med.

Så nu vil jeg prøve at lade min dårlig samvittighed ligge i bogstaverne som jeg skriver i dette indlæg. Jeg vil prøve at accepterer at jeg ikke er forkert og jeg helt sikkert ikke er alene i alt dette. Jeg vil respekterer mine (til tider lorte) sensitive sider og vide at det er helt ok at være mig…

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

The naked woman..

IMG_3008

Søndag aften kl 17.21 (plus minus 8-9 minutter) trådte min soulmate ind af døren i mit hjem i Sydhavnen (jeg er stadig i tvivl om det hedder Sydhavn eller Sydhavnen…?). En soulmate er en sjælden ting, mange mennesker har aldrig fundet sin, jeg ved ikke om der findes en soulmate til alle mennesker. Det håber jeg! Min soulmate mødte jeg da jeg var 4 år gammel, selve mødet kan jeg ikke huske, men jeg kan heller ikke huske at denne person ikke har været i mit liv. Jeg husker kun mit liv med hende i det. Anna blev min bedste veninde da jeg var 4 år, det er over 20 år siden. Jeg troede at en venskab som vores var almindeligt, men det er ikke alle mennesker der har en “Anna” i deres liv – det gør mig ked af det. En “Anna” er en person som ved hvordan du har det, bare ved at høre på dit åndedrag og blikket i dine øjne. En “Anna” er en person som aldrig vil tale grimt om dig til andre mennesker. En “Anna” er en person som du kan stole på 23455% uden den mindste tøven. En “Anna” er en unik person som sagtens kan gå under navnet: Bente, Simon, Kathrine, Amalie eller Peter. Men min “Anna” hedder Anna og hun er ganske unik. Ser du, et venskab som vores er sjældent fordi vi aldrig er uvenner. Vi ved altid hvor vi har hinanden, vi kan tale sammen hver aften i 20 år i flere timer, uden at blive trætte af hinanden. Anna kan mærke hvordan jeg har det på lyden af mit “hej” når jeg tager telefonen.

Det var en lang indledning til et indlæg der faktisk skulle handle om noget helt andet. Oh well..

Søndag aften kom Anna hjem til mig, jeg lavede mad til os mens snakken ikke stoppede på noget tidspunkt. Idéen om at drikke nogle glas vin til maden syntes vi begge to var en genial idé, 1 glas blev hurtigt til 4-5 stykker. Vi sad i vindueskammen og røg en cigaret, mens samtalen landede på vores kroppe. Anna og jeg er meget forskelligt sat sammen, jeg er slank af natur med ikke specielt mange former (udover min babser som p-pillerne gav mig). Anna har stort flot krøllet hår, stor barm, naturlig squat røv (ja, pisse irriterende!), og bare nogle dejlige kvindeformer mange ville dø for at have. Man vil nok betegne hendes krop som helt almindelig, hun har lidt til gården og gaden. Jeg har altid syntes hun har en smuk krop, det samme har hun gjort om mig. Desværre så har man det jo bare med at se skønheden i andre, istedet for at se den i en selv.
Vi sad og roste hinandens kroppe, vi fortalte alt det som den anden person ikke kunne se. Anna var også ved min side af jeg tabte mig 10 kilo på et halvt år (læs mere her, og her, og her), hun var bekymret for mig – med god grund. De kilo er taget på igen og jeg har det bedre i min krop end nogensinde før og det kan ses.

Hun fortalte om en øvelse hun havde lavet med hendes kæreste. Man skal være nøgen også skal ens partner fortælle hvad han/hun ser, fra top til tå. Det lyder utrolig angstprovokerende for mange mennesker, stå helt som gud har skabt os – sårbar og blottet. Som om det ikke er nok, så skal vores kæreste så fortælle hvad han/hun ser, puha… Hun sagde det havde været skræmmende, men også en god måde at blive mere bevidst omkring sin krop på. Det skal være alt det man tænker når man ser personen: krøllet hår som jeg godt kan lide at nusse, strålende øjne som giver mig glæde i maven, strækmærker på numsen, fyldige bryster, hår på benene osv osv.
Nu er jeg ret kropsbevidst og jeg har intet imod at være nøgen overfor Malte, men at stille mig op til skue og bedømmelse – det virker altså ret voldsomt. Lige præcis dérfor er jeg nødt til at prøve det med ham, han syntes også det var en sjov idé.
Nogle gange hjælper det at se tingene fra en andens perspektiv, få nogle nye briller på, en ny klat maling.. I forstår pointen.

Jeg voksede simpelthen 10 cm den søndag med Anna. Vi havde rost og plejet vores forhold og hinanden, vi gav og gav og modtog en helvedes masse kærlighed og det er derfor hun er min soulmate. Fordi hun kan få mig til at føle mig så fantastisk til mode, hun kan se det smukke i mig hvis jeg selv har en øv dag. Hun kan rejse mig op fra det dybeste hul og få selvtilliden tilbage i min krop. Derfor ved jeg nu at vores venskab er sjældent, fordi kun hun kender mig så godt. Idag hylder jeg hende. Tak.

img_3256

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png
Older posts