4 år

IMG_7839img_5639

I denne her måned er det 4 år siden jeg sad en kold og mørk nat, for at få denne her blog på benene. Uden overhoved at vide hvad jeg lavede, fik jeg mirakuløst startet en blog op fra bunden. En meget lille bitte blog, hvor der de første mange måneder, var maks 5 mennesker inde og læse hvad jeg skrev.
Bloggen så noget anderledes ud for 4 år siden, end den gør idag. Den har været en masse igennem, den har ændret sig ret meget – til det bedre vil jeg sige. Altså for det første så startede jeg med at hedde www.carolineshealthy.dk, også var jeg var 100% anonym, fordi jeg ikke kunne lide at folk vidste noget om mig. Det kan man vist roligt sige, at jeg er kommet efter. Jeg deler glædeligt ud af “hår i røven“, “kønsbehåring“, “stress“, “kærlighed“, “jalousi” og alt andet derimellem.
Da jeg startede med at skrive ting ned på en gammel computer, så skrev jeg udelukkende kun om træning og sundhed. Det var alt der fyldte i min verden dengang, hvilket gjorde en del skade på mig – jeg er heldigvis blevet klogere.

Bloggen rummer efterhånden mange ting, mange af mine frustrationer og tanker. Den er blevet personlig og lidt mere rodet end den før har været. Jeg holder fri fra den nogle gange, andre gange så kan jeg ikke slippe den.
Jeg var 21 år da jeg startede at blogge, jeg var en usikker pige som havde en masse skår og knæk på kroppen. Jeg er vokset med bloggen, den har været med til at forme mig som kvinde og som et talerør ud til alle jer. Jeg er på rigtig mange måder stolt af det jeg har opnået, og det jeg har fået med bloggen. Jeg har fået de bedste veninder igennem den, veninder som jeg aldrig ville have mødt ellers. Jeg har været ude og rejse sammen med bloggen. Jeg har delt mine sorger, mine glæder, mine sejre og mine nedture. Flere af jer ved at jeg har fået min kæreste igennem bloggen, en kæreste som nok er noget af det bedste der er sket for mig. Vi har bl.a. opfundet “lagkagereglen“, en regel som vi er meget stolte af.
Der er masser af positive og negative sider, når man deler så meget ud af sit liv som jeg gør. Jeg har følt mig internet-voldtaget. Jeg har grædt over nogle grimme kommentarer og dumme mails, folk har været modbydelige overfor mig – gået personligt til mig, og det har gjort ondt. Derfor har jeg også skrevet om “den gode tone“. Man skal lære at gro et ekstra sæt hård hud, som skal fungerer som et skjold, til de dårlige oplevelser og kommentarer, man får med på vejen som blogger.
Men mest, er i der læser med herinde søde og rare, jeg syntes faktisk i skal have ros for at være så seje og modige med jeres kommentarer. Det er rart, det gør at jeg har lyst til at være mere modig med mine indlæg.

Nogle gange er det okay at være stolt af sig selv. Nogle gange er det okay at give sig selv et klap på skulderen og sige: “det har du sgu gjort godt”. Så kan det godt være at mine indlæg ikke altid ligger i toppen, af de mest læste på Bloggersdelight, det kan også godt være at mine læsere svinger lidt – fordi jeg skriver om alt i øst og vest. Men, jeg vil ikke have det på nogen anden måde. Jeg har fundet min stil som blogger – den er ganske forvirrende og meget personlig efterhånden. Jeg er stolt af det jeg skriver, jeg er stolt af jer der læser med. Jeg elsker hver gang i mailer eller kommenterer, det giver mig et større indblik i hvem der egentlig sidder og læser med.
Jeg kan ikke se mig selv stoppe med at blogge, men jeg skal måske være bedre til at prioriterer min tid som blogger. Når man har studie, arbejde, familie og venner ved siden af, så er det ikke altid nemt at finde tiden til at skrive gode indlæg. Jeg tror jeg vil øve mig i at være mere modig i mine indlæg, jeg elsker at skrive om tabubelagte emner og jeg har nogle på tegnebrættet, men de er ret voldsomme. Jeg vil være bedre til at tage fine outfit billeder, selvom jeg nok aldrig bliver modeblogger. Jeg vil være bedre til at skive lidt kortere indlæg, istedet for i tit skal læse sådan en lang roman.

Det har været en vild rutschebanetur de her 4 år. Vognen fortsætter og jeg kører glædeligt med.
Inden for det næste år kan jeg se frem til nogle flere rejser både i in- og udland, sjove projekter og vilde forandringer med bloggen. Jeg glæder mig til det hele, jeg glæder mig til at kunne dele det med jer. Så tak fordi i læser med, også selvom i hopper fra og til – det må man nemlig godt! Det kan også være voldsomt at læse med altid.. Så tak til jer, tak til mig og tak til bloggen. Læn dig tilbage og se en lille buket af gamle og nye billeder gennem bloggens historie:

img_0439 img_0606 img_1026img_7893 img_9428 img_9459IMG_4114.JPGIMG_4588-0.JPGIMG_3963.JPGIMG_5302-0.JPGIMG_4823.JPGIMG_5260.JPGPicMonkey CollageIMG_5791.JPGIMG_5960-1.JPGIMG_6103.JPGfotofoto-3jojojojoimagehoej hoejimg_3617img_4109img_5606

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

Taknemmelighed og skam..

img_5197Først vil jeg da lige siges WOW! Hold nu ellers op for en modtagelse gårsdagens indlæg har fået. Er helt blæst bagover over alle de kommentarer og likes jeg har fået med mig. Da jeg sad i min frustration og skrev det ned, med en halv lunken kaffe ved min side, havde slet ikke forventet hvor vild en modtagelse det ville få.
Jeg er nok ikke den eneste der sidder i/ eller kender sådan en situation, med det åndssvage karaktersystem. Det er altid rart at vide at man ikke er alene, men modtagelsen på Facebook, kom især bag på mig, vil jeg da lige indrømme. Nogle mennesker føler sit trådt over træerne, andre forstår mig. Jeg prøvede i mit indlæg absolut ikke at rive ud efter jer seje mennesker, som hiver 12 taller hjem, som vi andre skifter underbukser. I er lige så seje som os andre. Hos nogle er det et naturtallet, hos andre skal man kæmpe for det og hos nogle sker det aldrig – og sådan er livet.

I forlængelse af indlægget igår, vil jeg egentlig gerne knytte endnu en kommentar til det. Jeg fik en kommentar som jeg har studset lidt over: “..hvis du bliver så påvirket af samfund, familie, venner og kæreste, var det så dit bedste?” – den er taget mega meget ud fra en kontekst, og pigen bag mente absolut ikke noget ondt med sin kommentar (er jeg da næsten sikker på). Hun skriver bl.a. også hvorfor jeg bliver “fornærmet” over folks kommentere. Selve hendes kommentar er der ikke så meget ved, det er faktisk mere mit svar til hende som jeg har fortrudt: “.. Jeg bliver heller ikke fornærmet, det er nok ikke det rigtige ord at bruge. Jeg er bare ked af at en karakter skal fylde så meget. Jeg er ked af at folks første kommentar når man kommer ud fra en eksamen det er: “hvad fik du?”.. Jeg er ked af at det for rigtig mange mennesker betyder så meget. Jeg er nok bare en person der tænker og mærker alting utrolig meget, så jeg kan ikke undgå at føle ting. Ville ønske jeg kunne afskærer det helt og bare være monster stolt af mig selv uanset hvad, fordi jeg altid gør mit bedste – men det er noget jeg er igang med at øve mig i 🙂 ..”

“jeg ville ønske at jeg kunne afskærer det helt og bare være monster stolt af mig selv..” – jamen, det kan jeg jo ikke. Jeg har da egentlig heller ikke lyst til at afskærer det, fordi det er en del af mit sensitive jeg. Hvis jeg gav en fuck for hvad samfundet, min familie og min kæreste mente om mig, så var jeg da kold i røven – og røven er faktisk et meget ubehageligt sted at fryse, det fører til blærebetændelse, som fører til alt for mange tranebærjuice og hyppige toiletbesøg og let’s face it – hvem har tid til det?

Jeg er en “tænker” en “mærker” og en “føler” – på en og samme tid. Jeg mærker alt helt inden under knoglerne, hvilket til tider er hammer irriterende. Men det er nu engang en del af hvem jeg er. Jeg er 25 år, mega sensitiv – faktisk er jeg særlig sensitiv, læs også mere om det HER.
Det er en balancegang som er svær at opretholde. Man har tildens til at ændre på hvem man er, for at holde den gode facade og for at passe ind i mængden. Ligesom jeg prøver at bilde hende der skrev en kommentar til indlægget ind, at jeg ville ønske at jeg var anderledes – hvilket ikke passer. Jeg skriver det for at passe ind i mængden og virke helt normal og for at undgå konflikter. Ja, surprise – jeg er en konfliktsky blogger.. Noget af det sværeste i verden, det er at være den man er – og kunne stå ved det. Jeg har lært med årene at være mere stolt af den jeg er, men jeg er det åbenbart ikke helt endnu. Det handler vel om at have nogle filtre og nogle leveregler som gælder for en selv, noget der virker for dig, noget der gør dig glad!
Det er måske også en proces som står på nu ældre og klorere på livet man bliver.
Det jeg egentlig gerne vil frem til det er at man ikke skal skamme sig over sig selv. Jeg skammede mig vel egentlig igår, da jeg svarede hende pigen, jeg skammede mig over mine holdninger – at jeg ikke var lige så SEJ som hun er. Jeg er vel sej til nogle andre ting, det er vel heller ikke meningen at vi alle sammen skal være ens.
Jeg tror ikke på at vi hver især er blevet sat på jorden, for at ligne hinanden, som små grå klatter. Jeg tror ikke det er meningen at vi alle sammen skal mene og tænke det samme, der skal være plads til forskelligheder – OG, der skal være plads til at vi kan anerkende hinandens forskelligheder.

Så.. Hej, jeg hedder Caroline. Jeg er særlig sensitiv og utrolig rundforvirret til tider. Jeg har slet ikke styr på de der nutids r’er og nogle gange, bliver jeg påvirket af andres meninger om mig. Jeg har valgt at tro på at det ikke gør mig til et svagt menneske, men faktisk gør det mig nok bare menneskelig.. Derfor vil jeg sige til dig: du er nok, præcis som du er – og du gør det skide godt! 

 

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

Jeg er en 02 pige..

img_5679Det slog mig, ret akut og lidt voldsomt forleden. Jeg sad og snakkede med Malte om mine opgaver jeg er igang med at skrive på studiet, vi snakkede om opgaverne, om prøverne og lige pludselig.. karakteren der følger med.
I løbet af skoleåret har vi fået “bestået” eller “ikke bestået” med ned i vores lille pædagogrygsæk. Det har været en glimrende metode for mig, fordi… Jeg er en 02 pige.

Jeg bryder mig ikke om karakterer. Jeg bryder mig ikke om, at jeg kan have 0% fravær på et helt skoleår, jeg kan skrive alle de der noter folk gerne vil have, også bliver jeg bedømt på 25-30 minutter i et svedhelvedet!
Der er mange ulemper ved karaktersystemet, det er en længere snak, som jeg faktisk helst ser mig selv ude fra.

Jeg skal om 2 uger blive bedømt med en karakter. Mit pædagogiske arbejde i de her 9 måneder, skal dømmes med en karakter, som påvirker mit humør og måske min egen opfattelse af mig selv – tåbeligt. 

Jeg har været til eksamen i folkeskolen, i 10’ne klasse og på HF. Jeg er en disciplineret pige og senere er jeg blevet en disciplineret kvinde, med meget lidt fravær og en ret stor deltagelsesevne i klassen. Jeg har fået 02 og 4 for det meste, det har jeg faktisk haft det helt fint med, indtil jeg skulle dele det med andre.
“Hvad fik du så?”
“02”
“nååh øv, men du bestod da!!”
“…..”

Ja, jeg bestod, men jeg faldt også ned samtidig. Ned af stigen. Stigen der repræsenterer mig og mit selvværd, den faldt jeg ned fra – hver gang folk gav mig blikket. Når de gav mig: “åh, hvor er det synd for dig nikket” og de stramme læber, der prøver at fremprovokere et sødt smil!

Jeg er aldrig dumpet noget, jeg har brudt grædende sammen under flere eksaminer, jeg har fået et enkelt 12 tal, men flest 02 og 4 taller. Hvad siger de der tal så om mig? Fortæller det så at jeg bliver en dårlig pædagog hvis jeg får 02? Fortalte det 16 årige Caroline at hun var en dårlig elev, fordi hun fik 4 til kemi i 9’ne klasse? Jeg gætter på et tykt og fedt NEJ! 

“Du kan så meget andet” – den har jeg også fået mange gange. “Du skal bare finde din vej”. Jeg har fundet min vej, jeg står faktisk på min vej, og jeg er temmelig vild med udsigten og beliggenheden. Men hvad jeg godt kunne tænke mig, det er at du bliver på din vej.. Din vej hvor 10 og 12 taller flyder rundt på gaden, så du næsten falder på næsen over dem. Din vej hvor et tal skal bedømme og bestemme, om du er god til det du laver. Hvor den perfekte familie venter på dig, og det perfekte hus står så fint – uden et forkert blad på din fine ligusterhæk! 
Så bliver jeg på min bumpede landevej, med en sløv tipi der står forfaldent i vejkanten, fordi jeg dumpede kurset, der fortalte hvordan man sætter sådan en op. Min krøllede landevej, hvor der flyder perfekte uperfekte genstande rundt. Hvor jeg bruger alle mine fine 02 taller til fine hylder og 4’tallerne bliver brugt på gulvdekorationer. Min vej hvor vin og kaffe flyder i mine bække små, under min meget uperfekte grønne å.

Bitterfisse much? Måske, overdrivelse har det også med at fremme forståelsen..
Men jeg er faktisk lidt (læs: kodylt meget) træt af at en karakter, skal skabe så meget ballade og konkurrence. Jeg er lidt træt af af en sølle karakter, skal fortælle hvor vidt jeg har ret til at være stolt eller ej! Gu’ fandme er jeg stolt af mig selv, og mit perfekte gennemsnit på 5, jeg gik ud med sammen med min flotte blå hue. Det førte mig da til pædagogstudiet – måske fordi jeg muligvis skrev en motiveret ansøgning, fordi mit gennemsnit ikke var højt nok. Men jeg kom ind, fordi jeg er god til det jeg laver, fordi jeg elsker det jeg laver.. Også vil jeg egentlig skide på om der står 02 eller 12 på min prøve om 2 uger. Jeg fejre det på min uperfekte landevej i min faldefærdige tipi med vin og  et lejrbål..

Vi kan ikke alle være ens, det er ikke det der er meningen med livet.. Du er dig, og du er nok – præcis som du er! 

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

Historien om grænsen..

Noget af det sværeste i et forhold, det er at kende sine grænser. Det er uhyrer vigtigt at du husker at sætte dine grænser, tegne dem på den kolde jord og vide hvor du står. Det er bare også uhyrer vigtigt at du kender dine grænser og ved hvor de går.

Hvad nu hvis man ikke ved hvor ens grænser går? Hvis man først opdager det, når det er for sent og ens partner allerede har bygget hus og have, på ens side af kridtstregen?

Jeg tror at der rundt om os er forskellige grænser, nogle er optegnet med lysegrønt farvekridt, mens andre er tegnet op med en skovl ned i jorden, som en voldgrav omkring os. Vi skal nemlig også kunne rykke vores grænser og gå på kompromis med dem, overfor vores livspartner. Hvornår ved man så om man er for stædig med sine grænser? Hvornår går man fra at være en selvsikker og stærk person med gode grænser – til et stædigt æsel, der bare ikke gider at rykke sig en millimeter?

Da jeg fik et form for angsttilfæde i starten af mig og Maltes forhold, der lyste mine grænser op rundt om mig. Jeg mærkede prompte hvor de gik og det her var for meget for mig. Det var ikke Maltes skyld, hvilket gjorde at jeg havde meget svære ved at holde på mine grænser, fordi han ikke har været med til at tegne dem.

Malte stod på sin grænse, som var langt væk fra min – vi snakker Honolulu vs. Malmø langt. Jeg var ikke i stand til at rykke mine grænser, ikke endnu og ikke uden hans hjælp. Ser du, jeg tror nemlig at der findes virkelig mange grænser rundt om en. Her, lad mig illustrerer det for jer:

img_5453

Som i kan se på min kunstneristiske tegning, så har jeg prøvet at vise hvordan jeg tror ens grænser ser ud, hvis man kunne se dem. Der er forskel på grænser, nogle er ikke så stærke og dem kan du nemmere rykke, også har du helt sikkert nogle grænser som du ikke lige forstår – dem kalder jeg de forvirrede grænser. Men vigtigst, så har du dine stålfaste, stærke og ugennemtrængelige grænser, som er med til at gøre dig, til den du er.

Malte trådte udover hans egen grænse, han forlod den på den kolde jord, også gik hen og samlede mig op. Jeg lå i fosterstilling og klamerede mig til min lille dumme grænse, fordi alt hvad jeg troede og følte var rigtigt, var indenfor denne her åndssvage grænse. Han samlede mig op, krammede mig og tog mig væk fra min grænse. Sammen tog vi hver vores yndlingsfarve i kridt og tegnede en ny grænse, som gik rundt om ham og jeg – en fællesgrænse. Herinde deler vi noget som er blevet dannet kun af ham og jeg, dannet af kærlighed. Det er noget kærester, gode veninder, familiemedlemmer kan gøre sammen – tror jeg.
img_5456

Jeg tror det er rigtig vigtigt at stole på sine grænser, på den måde stoler du også på dig selv. Ved at stole på dig selv, så må du heller ikke være for stolt til at indrømme at din 10 år gamle grænse, måske trænger til en opfriskning – fordi du har ændret dig og det har dine holdninger også.

Det handler om at finde balancen, balancen mellem at stole på sig selv – men ikke blive for stædig og snæversynet. Grænserne er til for at passe på os, de passer på at vi ikke bliver såret, det er endnu en fantastisk evne kroppen har. Men vær ikke for stolt til at gå ud fra din grænse, måske tage den under armen og rykke lidt på den engang imellem – på den måde udvikler du dig selv og din forståelse for hvad du kan og hvad du vil.

Men alt dette her er selvfølgelig bare et gæt og et kig ind i mine tanker – du sætter selv grænsen (høhø) for hvad du tror på.

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

Today is a gift..

img_5385Jeg øver mig i at leve i nuet, trække vejret ned i maven, vide at dagen nok skal gå sin gang. Jeg dyrker mindfulness og passer på mig selv. Jeg er ikke bange for fremtiden, men jeg er bange for at komme til at leve i den. Leve i en tid der ikke er sket, en tid som ikke er skrevet ned endnu. Det smukke ved fremtiden det er at den er usikker og uforudsigelig, vi kan umuligt vide hvad der vil ske – vi kan drømme, ønske og planlægge – men det kan smuldre mellem hænderne på os. Vi vil måske blive skuffet fordi tingene ikke gik den gang man ønskede, vi bliver måske lykkelige fordi noget overrasker os positivt. En klog skildpadde fra Disney film sagde: “Yesterday is history, tomorrow is a mystery, and today is a gift… that’s why they call it present”.

Jeg kan gisne om hvad fremtiden bringer mig, men jeg må ikke leve i den. Da jeg var lille så glædede jeg mig helt vildt til sommer, fordi vi skulle på ferie, i flere måneder snakkede jeg ikke om andet, fordi jeg glædede mig SÅ meget. Min far sagde til mig: “Hvis du bliver ved med at glæde dig så meget til fremtiden, så kan du nemt komme til at glemme at opleve nutiden”. Det forstod jeg ikke så meget af dengang, men det gør jeg nu.

Min fremtid bringer mig utrolig mange gode ting, faktisk så skal der ske utrolig mange gode ting i år som jeg glæder mig helt vildt meget til. Om lidt over en måned skal jeg ud på et angst provokerende eventyr, til sommer skal Malte og jeg en hel masse spændende ting som bringer os ud på dybt vand (billed og bogstavlig talt). Jeg skal finde ud af hvilken pædagogisk linje jeg vil gå, som skal være grundstenen i min karriere. Jeg skal holde jul, nytår og fødselsdag i Thailand med min familie og Malte. Malte skal flytte ind hos mig (som virker helt syret at tænke på!)..

Så jeg har simpelthen så meget at glæde mig til, jeg kunne eksploderer af ren lykke hvis jeg bliver ved med at tænke på det – derfor lader jeg være. Jeg har min lille lykkeboble som ligger inde i mig, den kan jeg besøge hvis jeg lige har brug for lidt opmuntring, men ellers så passer jeg på at ikke kommer på visit alt for tit.

Hvis tingene presser på, arbejdet og hverdagen trykker en mod ørene og klemmer om organerne, så stopper jeg op – ser op på himmelen og trækker vejret ned i maven. Jeg har haft et liv hvor det handlede om at komme først, spæne igennem byen for at nå i mål først, det liv er jeg ikke interesseret i at besøge igen.

Jeg glæder mig til at blive ældre, få børn og rækkehus og et stort lån. Jeg glæder mig utrolig meget til at jeg en dag får en hund, en urtehave og et bryllup. Men de ting ligger placeret inde i min boble, der kan ske alt derinde, intet i min boble er sikkert, den kan blive større, mindre og tilmed også briste.. Lige netop derfor er det vigtigt at man ikke lever i en tid, hvor intet er skrevet i sten. Jeg kan kun hjælpe min fremtid på vej ved at leve i min nutid. Leve i denne her tid jeg har fået tildelt, hjælpe med at skrive siderne i min livsbog og forhåbentlig skaber det en tryg og rar stig for mig, som jeg kommer til at gå og vokse på i min fremtid.

Idag er en gave, pak den ud, se på den, betragt den & lev den. 

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png
Older posts