Jeg er en 02 pige..

img_5679Det slog mig, ret akut og lidt voldsomt forleden. Jeg sad og snakkede med Malte om mine opgaver jeg er igang med at skrive på studiet, vi snakkede om opgaverne, om prøverne og lige pludselig.. karakteren der følger med.
I løbet af skoleåret har vi fået “bestået” eller “ikke bestået” med ned i vores lille pædagogrygsæk. Det har været en glimrende metode for mig, fordi… Jeg er en 02 pige.

Jeg bryder mig ikke om karakterer. Jeg bryder mig ikke om, at jeg kan have 0% fravær på et helt skoleår, jeg kan skrive alle de der noter folk gerne vil have, også bliver jeg bedømt på 25-30 minutter i et svedhelvedet!
Der er mange ulemper ved karaktersystemet, det er en længere snak, som jeg faktisk helst ser mig selv ude fra.

Jeg skal om 2 uger blive bedømt med en karakter. Mit pædagogiske arbejde i de her 9 måneder, skal dømmes med en karakter, som påvirker mit humør og måske min egen opfattelse af mig selv – tåbeligt. 

Jeg har været til eksamen i folkeskolen, i 10’ne klasse og på HF. Jeg er en disciplineret pige og senere er jeg blevet en disciplineret kvinde, med meget lidt fravær og en ret stor deltagelsesevne i klassen. Jeg har fået 02 og 4 for det meste, det har jeg faktisk haft det helt fint med, indtil jeg skulle dele det med andre.
“Hvad fik du så?”
“02”
“nååh øv, men du bestod da!!”
“…..”

Ja, jeg bestod, men jeg faldt også ned samtidig. Ned af stigen. Stigen der repræsenterer mig og mit selvværd, den faldt jeg ned fra – hver gang folk gav mig blikket. Når de gav mig: “åh, hvor er det synd for dig nikket” og de stramme læber, der prøver at fremprovokere et sødt smil!

Jeg er aldrig dumpet noget, jeg har brudt grædende sammen under flere eksaminer, jeg har fået et enkelt 12 tal, men flest 02 og 4 taller. Hvad siger de der tal så om mig? Fortæller det så at jeg bliver en dårlig pædagog hvis jeg får 02? Fortalte det 16 årige Caroline at hun var en dårlig elev, fordi hun fik 4 til kemi i 9’ne klasse? Jeg gætter på et tykt og fedt NEJ! 

“Du kan så meget andet” – den har jeg også fået mange gange. “Du skal bare finde din vej”. Jeg har fundet min vej, jeg står faktisk på min vej, og jeg er temmelig vild med udsigten og beliggenheden. Men hvad jeg godt kunne tænke mig, det er at du bliver på din vej.. Din vej hvor 10 og 12 taller flyder rundt på gaden, så du næsten falder på næsen over dem. Din vej hvor et tal skal bedømme og bestemme, om du er god til det du laver. Hvor den perfekte familie venter på dig, og det perfekte hus står så fint – uden et forkert blad på din fine ligusterhæk! 
Så bliver jeg på min bumpede landevej, med en sløv tipi der står forfaldent i vejkanten, fordi jeg dumpede kurset, der fortalte hvordan man sætter sådan en op. Min krøllede landevej, hvor der flyder perfekte uperfekte genstande rundt. Hvor jeg bruger alle mine fine 02 taller til fine hylder og 4’tallerne bliver brugt på gulvdekorationer. Min vej hvor vin og kaffe flyder i mine bække små, under min meget uperfekte grønne å.

Bitterfisse much? Måske, overdrivelse har det også med at fremme forståelsen..
Men jeg er faktisk lidt (læs: kodylt meget) træt af at en karakter, skal skabe så meget ballade og konkurrence. Jeg er lidt træt af af en sølle karakter, skal fortælle hvor vidt jeg har ret til at være stolt eller ej! Gu’ fandme er jeg stolt af mig selv, og mit perfekte gennemsnit på 5, jeg gik ud med sammen med min flotte blå hue. Det førte mig da til pædagogstudiet – måske fordi jeg muligvis skrev en motiveret ansøgning, fordi mit gennemsnit ikke var højt nok. Men jeg kom ind, fordi jeg er god til det jeg laver, fordi jeg elsker det jeg laver.. Også vil jeg egentlig skide på om der står 02 eller 12 på min prøve om 2 uger. Jeg fejre det på min uperfekte landevej i min faldefærdige tipi med vin og  et lejrbål..

Vi kan ikke alle være ens, det er ikke det der er meningen med livet.. Du er dig, og du er nok – præcis som du er! 

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

Søndagsråd: digialt vækkeur.

img_5680Jeg lå i min seng, planen var at jeg skulle sove, derfor rakte jeg ud efter min telefon for at sætte en alarm. 1 time senere ligger jeg stadig med min telefon i hånden, klokken er 01.47 og jeg ser på alt muligt ligegyldigt lort. Hvorfor virker “sådan ordner du dit klædeskab flot og elegant” som verdens bedste video på Youtube midt om natten? 8 klik senere ligger jeg og ser gamle minder fra 90’erne – Tim og Thomas, Lågen i bogen, Mumitroldene og Far, mor og blyp.
Når jeg endelig ikke kan holde øjnene åbne længere så falder jeg i søvn, nærmest oven på telefonen. Små 6-7 timer senere vågner jeg ved en alt for høj lyd, alt for tæt på mit øre. Straks går jeg igang med at kigge internettet igennem igen, HVAD HAR JEG GÅET GLIP AF DE SIDSTE 6 TIMER?! … Ikke en skid! 

Jeg er træt af den telefon! Træt af at den skal være klistret fast til ens hånd og man nærmest ikke kan tænke en ærlig tanke selv, uden at skulle slå det op på Google med det samme!
Jeg er blevet meget bedre til at lægge den fra mig, men ikke om aftenen lige inden sengetid. Jeg blev så irriteret på mig selv, irriteret på teknologien. Det er svært at ændret på teknologien, den udvikler sig hele tiden, og vi bliver gang på gang fanget i det der store fiskenet! Men der er nogle ting som jeg selv kan gøre.

Den eneste grund til at min telefon skal ligge ved min seng, det er at jeg skal bruge alarmen derpå. Det er der råd for, derfor cyklede jeg ud i Silvan og købte et digitalt vækkeur. Ikke et af de der smarte nogle der spiller musik, eller dem der der lyser dig ind i hovedet, så du et kort sekund tror, at du vågner op på Bali – NEJ! Et ganske almindeligt gammeldags vækkeur, uden bluetooth, HDMI indgange og opladere til alle telefoner mens det siger “Godmorgen” på samtlige sprog, og spytter glimmer ud i hovedet på dig.

Det kan lyse hvis man trykker på en knap, hvis man skal se hvad klokken er om natten – også kan det snooze i 4 minutter, mens det viser hvad klokken er – selvfølgelig kan det også vække dig om morgenen. bum..

Jeg lagde min telefon mange meter væk fra mig den aften, jeg gik i seng med en bog og intet andet. Jeg lå og faldt naturligt i søvn med alle mine naturlige tanker inde i mit hovedet som jeg selv danner. Tanker som ikke kommer, fordi en lille skærm viser mig billeder og tekst. Jeg vågnede op ved en anderledes lyd end jeg er vant til, jeg lå og kiggede op i loftet og strakte min morgentrætte krop mens jeg bare lå og var til. Da jeg kiggede på min telefon opdagede jeg jo at verden ikke var gået under, der var ingen der var døde og der var ingen der havde skældt mig ud på SMS, fordi jeg ikke lå med min telefon klistret til min kind.
Jeg tror simpelthen ikke det sundt for en, eller jeg VED at det ikke er sundt at være så afhængig af ens telefon. Folk kan ikke forvente at jeg er aktiv 24 timer i døgnet, det liv gider jeg simpelthen ikke at leve. Det påvirker mine drømme, det påvirker min morgen også påvirker det resten af min krop.

Vi mennesker kan jo blive helt socialt handicappet pga. den åndssvage lysende skærm. Vi kan dårligt klare 2 sekunders stilhed inden vi rækker ud efter telefonen og tjekker de sociale medier. Jeg lyder måske for olde-agtig lige nu, men jeg syntes det er skræmmende og jeg håber at skålen flyder over og det vender snart. Så vi opdager hvor fantastisk verdenen er, hvis vi lige kigger op engang i mellem, og kigger hinanden i øjnene mens vi snakker sammen.

Søndagens gode råd, læg telefonen væk, kig din kæreste i øjnene, læs en bog (ikke en på din Ipad!), se skyerne forvandle sig.. Vær til i nuet, det er så hurtigt overstået.

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

lately..

img_5483img_5534 img_5540 img_5551img_5552påskeliljerne blomstre på sidste vers. Mine var i hvert fald døde da jeg kom hjem fra Odense i forgårs. De fleste af os er begyndt på arbejde igen idag, jeg snupper lige en ekstra fridag inden studiet kalder på mig i morgen.

Jeg har taget et bevidst og aktivt valg om at være mindre online i ferierne, især de ferier Malte og jeg tilbringer i Odense. Jeg har virkelig slappet af i alle kroge af min krop de sidste par dage, det har været helt fantastisk og meget tiltrængt. Der er simpelthen sket så mange små ting i mit liv, som jeg er nødt til at dele ud af. Hver for sig er de måske lidt underlige, men i det store billede, så har de gjort det til en fantastisk påskeferie.

Jeg kom igennem 2 bøger i ferien. Jeg fik læst “Transfervindue” af Maria Gerhardt. Det er også hende der er forfatter til “Der bor hollywoodstjerner på vejen” som jeg også har læst. Maria er måske for nogle bedre kendt som Djuna Barnes som var hendes kunstner navn som DJ. Hun døde desværre for ikke så langt tid siden, hvilket påvirkede mig helt ekstremt. Måske fordi jeg var så vild med hendes bøger og skrivestil. Hun nåede desværre kun at udgive de to bøger og en digtsamling der hedder “Amagermesteren“. Hendes seneste og sidste bog “Transfervindue” læste jeg på én dag, dels fordi den er ret kort men også fordi hun fanger læseren med hendes ualmindelige flotte billedesprog. Den er skrevet mens hun er på hospice, mens hun er rigtig syg. Jeg fik et koldt gys ned af ryggen da jeg så undertitlen: “Fortællinger om de raskes fejl” – av. Den er pisse hård at læse, jeg knækkede sammen i gråd flere gange og jeg var simpelthen nødt til at dele nogle af hendes ord med Malte. Den har sat sig godt fast i mig, som kun en god bog kan gøre.

Den anden bog jeg læste var “Døde piger lyver ikke“, som åbenbart er en ret populær serie på Netflix. Jeg fik bogen anbefalet af min roomie, idet at det er hendes yndlingsbog. Lettere skeptisk gik jeg igang med bogen og slugte den på meget få dage. Bogen handler om en pige ved navn Hannah, hun har begået selvmord som 16 årig og hun giver så 13 mennesker skylden for det. Hun har indtalt nogle bånd fra hendes sidste timer, hvor hun forklare hvad de forskellige personer har gjort ved hende. De bånd bliver så sendt rundt i rækkefølge til de personer der optræder i hendes historie. Vi møder Clay, som er/var blændende forelsket i Hannah. Vi følger historien fra hans synspunkt når han høre båndene, mens vi hører Hannah fortælle om alle de her forskellige mennesker der er skyld i hendes død.
Jeg vil indrømme at jeg blev først rigtig fanget af bogen halvvejs inde i den. Måske er det fordi at jeg slet ikke kan relaterer til det, denne her stakkels pige går igennem, fordi jeg er 9 år ældre end hende. Dengang jeg var 16 så dealede jeg med nogle helt andre “problemer”, så jeg er nok en kende for gammel (shit) til denne her bog. Bogen er dog fuld af håb, den er ret godt skrevet og jeg er helt sikker på at unge mennesker, måske lige tænker en ekstra gang over, hvordan man behandler hinanden. Måske er det bare mig der lige syntes at selvmord er en kende for dramatisk, hvis man render rundt og har det svært.. Men det er faktisk en ret fin bog, som jeg gerne vil anbefale til de lidt yngre, måske mennekser under 20 år for det meste.

Så til en lille filmanbefaling. Malte, jeg og hans mor så filmen “Captain Fantastic” forleden i Odense. Jeg vidste at Viggo Mortensen var med, jeg vidste han var blevet indstillet til en eller anden pris for den, mere vidste jeg faktisk ikke. Kino skriver et resume af den: I ‘Captain Fantastic’ har familiefaren Ben slået sig ned i skoven med sine seks børn, hvor han gennem flere år har lært dem, hvordan man overlever i naturen uden hjælp fra moderne fornødenheder. Men da moren dør, efter længere tid på et psykiatrisk hospital, beslutter Ben sig for at forlade sit hjemmelavede paradis og tage børnene med til begravelsen. Turen gennem det moderne samfund bliver en rejse, der kommer til at forandre alle involverede parter.
Kender i det hvor man lige skal sove på en film? Altså ikke bogstavelig talt, men you know.. Ligesom det også er smart lige at tage en powernap hvis man har været uvenner med sin kæreste, så sover man lige på det, så siger man mindre dumme ting – true story!
Jeg vågnede op dagen efter og filmen sad stadig i min krop. Jeg syntes den har nogle så fine og vigtige dilemmaer og problemstillinger, som de fleste af os står overfor. Den lægger op til debat og det syntes jeg er mega fedt. Den viser at vi er forskellige mennesker som vælger at leve vores liv på forskellige måder, selvom det ikke altid er nemt. Den er pisse fed, det er en af de bedste film jeg har set i rigtig lang tid. Den vil jeg meget gerne give en fin anbefaling.

– Det var faktisk meningen der skulle en hel del flere ting på denne liste, men jeg er forsinket i min studiegruppe. Jeg har ikke været i bad efter træning og skal mødes med dem om 30 min. Så for at indlægget heller ikke knækker halsen på jer, så stopper jeg her.

Håber i alle sammen har haft en fantastisk ferie og har fået slappet af og bare nydt nuet. Så håber jeg også at denne her anbefalings-ting med bøger og film jeg har gang i, er spændende nok for jer.

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

Historien om grænsen..

Noget af det sværeste i et forhold, det er at kende sine grænser. Det er uhyrer vigtigt at du husker at sætte dine grænser, tegne dem på den kolde jord og vide hvor du står. Det er bare også uhyrer vigtigt at du kender dine grænser og ved hvor de går.

Hvad nu hvis man ikke ved hvor ens grænser går? Hvis man først opdager det, når det er for sent og ens partner allerede har bygget hus og have, på ens side af kridtstregen?

Jeg tror at der rundt om os er forskellige grænser, nogle er optegnet med lysegrønt farvekridt, mens andre er tegnet op med en skovl ned i jorden, som en voldgrav omkring os. Vi skal nemlig også kunne rykke vores grænser og gå på kompromis med dem, overfor vores livspartner. Hvornår ved man så om man er for stædig med sine grænser? Hvornår går man fra at være en selvsikker og stærk person med gode grænser – til et stædigt æsel, der bare ikke gider at rykke sig en millimeter?

Da jeg fik et form for angsttilfæde i starten af mig og Maltes forhold, der lyste mine grænser op rundt om mig. Jeg mærkede prompte hvor de gik og det her var for meget for mig. Det var ikke Maltes skyld, hvilket gjorde at jeg havde meget svære ved at holde på mine grænser, fordi han ikke har været med til at tegne dem.

Malte stod på sin grænse, som var langt væk fra min – vi snakker Honolulu vs. Malmø langt. Jeg var ikke i stand til at rykke mine grænser, ikke endnu og ikke uden hans hjælp. Ser du, jeg tror nemlig at der findes virkelig mange grænser rundt om en. Her, lad mig illustrerer det for jer:

img_5453

Som i kan se på min kunstneristiske tegning, så har jeg prøvet at vise hvordan jeg tror ens grænser ser ud, hvis man kunne se dem. Der er forskel på grænser, nogle er ikke så stærke og dem kan du nemmere rykke, også har du helt sikkert nogle grænser som du ikke lige forstår – dem kalder jeg de forvirrede grænser. Men vigtigst, så har du dine stålfaste, stærke og ugennemtrængelige grænser, som er med til at gøre dig, til den du er.

Malte trådte udover hans egen grænse, han forlod den på den kolde jord, også gik hen og samlede mig op. Jeg lå i fosterstilling og klamerede mig til min lille dumme grænse, fordi alt hvad jeg troede og følte var rigtigt, var indenfor denne her åndssvage grænse. Han samlede mig op, krammede mig og tog mig væk fra min grænse. Sammen tog vi hver vores yndlingsfarve i kridt og tegnede en ny grænse, som gik rundt om ham og jeg – en fællesgrænse. Herinde deler vi noget som er blevet dannet kun af ham og jeg, dannet af kærlighed. Det er noget kærester, gode veninder, familiemedlemmer kan gøre sammen – tror jeg.
img_5456

Jeg tror det er rigtig vigtigt at stole på sine grænser, på den måde stoler du også på dig selv. Ved at stole på dig selv, så må du heller ikke være for stolt til at indrømme at din 10 år gamle grænse, måske trænger til en opfriskning – fordi du har ændret dig og det har dine holdninger også.

Det handler om at finde balancen, balancen mellem at stole på sig selv – men ikke blive for stædig og snæversynet. Grænserne er til for at passe på os, de passer på at vi ikke bliver såret, det er endnu en fantastisk evne kroppen har. Men vær ikke for stolt til at gå ud fra din grænse, måske tage den under armen og rykke lidt på den engang imellem – på den måde udvikler du dig selv og din forståelse for hvad du kan og hvad du vil.

Men alt dette her er selvfølgelig bare et gæt og et kig ind i mine tanker – du sætter selv grænsen (høhø) for hvad du tror på.

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

Today is a gift..

img_5385Jeg øver mig i at leve i nuet, trække vejret ned i maven, vide at dagen nok skal gå sin gang. Jeg dyrker mindfulness og passer på mig selv. Jeg er ikke bange for fremtiden, men jeg er bange for at komme til at leve i den. Leve i en tid der ikke er sket, en tid som ikke er skrevet ned endnu. Det smukke ved fremtiden det er at den er usikker og uforudsigelig, vi kan umuligt vide hvad der vil ske – vi kan drømme, ønske og planlægge – men det kan smuldre mellem hænderne på os. Vi vil måske blive skuffet fordi tingene ikke gik den gang man ønskede, vi bliver måske lykkelige fordi noget overrasker os positivt. En klog skildpadde fra Disney film sagde: “Yesterday is history, tomorrow is a mystery, and today is a gift… that’s why they call it present”.

Jeg kan gisne om hvad fremtiden bringer mig, men jeg må ikke leve i den. Da jeg var lille så glædede jeg mig helt vildt til sommer, fordi vi skulle på ferie, i flere måneder snakkede jeg ikke om andet, fordi jeg glædede mig SÅ meget. Min far sagde til mig: “Hvis du bliver ved med at glæde dig så meget til fremtiden, så kan du nemt komme til at glemme at opleve nutiden”. Det forstod jeg ikke så meget af dengang, men det gør jeg nu.

Min fremtid bringer mig utrolig mange gode ting, faktisk så skal der ske utrolig mange gode ting i år som jeg glæder mig helt vildt meget til. Om lidt over en måned skal jeg ud på et angst provokerende eventyr, til sommer skal Malte og jeg en hel masse spændende ting som bringer os ud på dybt vand (billed og bogstavlig talt). Jeg skal finde ud af hvilken pædagogisk linje jeg vil gå, som skal være grundstenen i min karriere. Jeg skal holde jul, nytår og fødselsdag i Thailand med min familie og Malte. Malte skal flytte ind hos mig (som virker helt syret at tænke på!)..

Så jeg har simpelthen så meget at glæde mig til, jeg kunne eksploderer af ren lykke hvis jeg bliver ved med at tænke på det – derfor lader jeg være. Jeg har min lille lykkeboble som ligger inde i mig, den kan jeg besøge hvis jeg lige har brug for lidt opmuntring, men ellers så passer jeg på at ikke kommer på visit alt for tit.

Hvis tingene presser på, arbejdet og hverdagen trykker en mod ørene og klemmer om organerne, så stopper jeg op – ser op på himmelen og trækker vejret ned i maven. Jeg har haft et liv hvor det handlede om at komme først, spæne igennem byen for at nå i mål først, det liv er jeg ikke interesseret i at besøge igen.

Jeg glæder mig til at blive ældre, få børn og rækkehus og et stort lån. Jeg glæder mig utrolig meget til at jeg en dag får en hund, en urtehave og et bryllup. Men de ting ligger placeret inde i min boble, der kan ske alt derinde, intet i min boble er sikkert, den kan blive større, mindre og tilmed også briste.. Lige netop derfor er det vigtigt at man ikke lever i en tid, hvor intet er skrevet i sten. Jeg kan kun hjælpe min fremtid på vej ved at leve i min nutid. Leve i denne her tid jeg har fået tildelt, hjælpe med at skrive siderne i min livsbog og forhåbentlig skaber det en tryg og rar stig for mig, som jeg kommer til at gå og vokse på i min fremtid.

Idag er en gave, pak den ud, se på den, betragt den & lev den. 

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png
Older posts