1 år siden..

img_0376 img_0380

Nogle gange så må man bare tro på skæbnen og lade sig flyve med vinden. Tro på at vinden er i din ryg for en grund, den prøver at fortælle dig noget, alt du skal gøre det er at følge med og lade tingene ske. “Lade tingene ske?”.. Hvad nu hvis tingene allerede ved hvad der vil ske og det vil vælte dig bagover, som 100 vilde heste på en bar eng?

Den 19/4-16 startede dagen helt normalt, arbejde og et event om aftenen – det var ret almindelig for mig. Men der var noget med det her event, fordi af en eller anden grund var jeg tæt på at aflyse det – men det kunne jeg ikke. Jeg stod faktisk med mailadressen foran mig og jeg skulle jo bare skrive: “jeg er desværre blevet forhindret, så jeg kommer ikke”, men det gjorde jeg ikke. Jeg tog med, selvom jeg ikke kendte nogle og selvom jeg kom en time for sent.

Jeg kommer ind og ser ham, jeg prikker en pige på skulderen og spørger: “er det der ham Malte?”, mens jeg henkaster mit hovedet i retningen af manden, pigen nikker jeg jeg fortætter imod ham.
Jeg kan tydeligt huske mine første tanker om ham, da jeg sneg mig forbi de andre mennesker: “høj, flot og alvorlig” tænkte jeg. Hvis jeg vidste at vi bare om under 2 uger ville befinde os nøgne i hans seng, så var jeg nok faldet ind i de stakkels mennesker.. Nej. Nogle ting er bedst at lade ligge i fremtiden hvor de hører hjemme, indtil man er klar til at åbne den gave.

Jeg betragtede ham på afstand og ønskede sådan at han satte sig ved siden af mig, men det gjorde han ikke. Jeg ønskede sådan at han ville følge efter mig ud på toilettet og kysse mig op af døren, hårdt og lidenskabeligt – det gjorde han heller ikke. Jeg ønskede inderligt at han ville bede mig om at blive, fortælle mig at jeg ikke måtte gå – det gjorde han heller ikke. Hvorfor skulle han også det? På den anden side, hvis han havde gjort det, så var jeg nok blevet skræmt og syntes at han var en smule pervers! Så var jeg nok ikke endt nøgen i hans seng, efter lidt for mange shots og lidt for mange søde blikke 2 uger efter.

Jeg gik ikke derfra og var forelsket i ham, men jeg gik derfra og havde ham i mine tanker. Han cirkulerede rundt i mit hoved og jeg kunne ikke gøre noget ved det, det havde jeg heller ikke lyst til. Jeg var i et stadie som jeg aldrig har været i før, han fyldte mine tanker, selvom vi dårligt havde udvekslet 3 ord sammen, han fangede min opmærksomhed og det var vildt sexet og voldsomt skræmmende. Da jeg dagen efter fik en mail og der stod “Malte” i afsender feltet, så vidste jeg at jeg var nødt til at igangsætte: “projekt-få-en-date-med-ham-den-høje”. Læs alt om det i vores kærlighedshistorie HER, HER, HER og HER.

Nu sidder jeg her et år efter og skriver mine erindringer ned, mens jeg til venstre for mig har en lige så høj, lige så flot og lige så sexet mand liggende ved min side. Så man kan roligt sige at det var det bedste event jeg nogensinde har været til, en bedre goodiebag findes nok ikke.

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

Orddiarré #5

j

i går købte jeg ind til at lave pandekager. Det er international pandekagedag, det fik jeg i hvert fald af vide af Facebook. Jeg købte det forkerte mel, det gav dem en dum smag. Det hjalp ikke at tilsætte sukker, det gjorde det værre, især fordi jeg kom til at tilsætte dobbelt så meget som jeg burde. Pandekagedejen røg i vasken – bogstavelig talt. Det ærgrede mig, da det kunne være blevet et flot billede på Instagram #bloggertankegang. Jeg lavede et stort glas kakaomælk i stedet.

Jeg så en reklame for en ny pakke knækbrød i bussen i går. Det første jeg gjorde da jeg stod af bussen, var at gå ind i Fakta for at købe dem. Selvom jeg ikke har spist knækbrød i mange måneder. Indtog dog 6 stykker med humus og ost mens jeg pænt pakkede alle mine bekymringer væk.

Det er ikke en hemmelighed at jeg ikke er god til at være på bloggen når jeg har meget om ørene. Det er heller ikke nogle hemmelighed hvorfor jeg har meget om ørene, det er bare noget jeg ikke er klar til at dele. Måske bliver jeg det aldrig. Jeg skal nogle gange passe på med at bruge bloggen som en sutteklud. Et sted hvor jeg øser alle mine bekymringer ned, det har det med at blive mørkt og voldsomt for nogle. Måske har jeg ikke selv et problem med det, fordi jeg er meget åben omkring alle mine følelser. Et menneske har lov til at føle meget, det må godt være svært – man kan ikke altid navngive hver en lille ting der sker i ens rundforvirret krop. Lige nu er jeg igang med bare at navngive én følelse der har klemt mig på det seneste..

Jeg føler lidt at manualen til mit liv, den gik tabt ved fødslen, ellers har mine forældre glemt at udleverer den.

Jeg mødte en munk den anden dag, han prøvede at sælge mig nogle yogabøger så det kunne betale hans munkeskole. Det var på mange måder en bizar oplevelse. 1. jeg vidste ikke der levede munke i Danmark. 2. Jeg vidste absolut ikke at vi har en munkeskole. 3. jeg finder det meget frækt at en mand der viger sit liv til gud, skal betale for det.. Jeg er ikke kristen på den måde, men jeg tvivler på, at det står i biblen at Gud vil have betaling for vores tro.
Jeg fandt ham lidt for underlig og løj om at jeg ikke har mobilpay, derefter fik jeg dårlig samvittighed fordi jeg lige løj til en kirkens mand, men så alligevel ikke.

Det kan være lettere irriterende at læse en blog, hvor bloggeren beklager sig over det samme emne hele tiden. Man sidder og læser med og råber næsten ind i skærmen: “SÅ SPIS DOG DEN OST!” – alt afhængig af hvilken blogger man nu lige er til selvfølgelig.. Anyway. Læs forøvrigt de andre her: 1,2,3,4 som faktisk er et emne jeg ikke helt ved hvad skal handle om. Det har været noget dagbogsagtigt noget, men nu er det mere “hvor passer dette her crap henne?” – kind of indlæg.

Se, det her har virkelig været et orddiarré indlæg, det giver jo slet ikke nogen mening. Det skal der også være plads til engang i mellem, jeg er igang med at skrive et indlæg der ligger i den “tungere ende”, så jeg skulle lige sætte scenen ordentlig op inden. Nu er den klar, totalt rodet og kludret – lad tæppet gå..

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

Velfortjent pause..

img_4598Når alt kommer til alt, så er jeg ualmindelig glad. Jeg brugte alt for mange penge i IKEA, men det er jo hvad man gør i IKEA. Lidt lys, en toiletspand og en ny kartoffelskræller og BOOM – 3136 kr tak! Shit..

Idag trækker jeg stikket. Stikket fra praktikken, stikket fra skolen, stikket fra jobbet og alt roderiet i lejligheden. Til gengæld sætter jeg er nyt stik i som er fint og rart, på det står skrevet “Malte”. For Malte er lige præcis den som jeg har brug for at give tid. Jeg har brug for at give vores forhold kærlighed og omsorg, det har det ikke fået meget af den sidste måned. Jeg har haft overskud der er lig 0 og Malte har haft eksamen og praktik forberedelse, så vi har sgu forsømt hinanden en smule.

Tasken er pakket med varme vandresko og tykke trøjer og kortspil for idag skal vi til Budapest.

Det er ikke altid nemt at være i et forhold, man kan ikke være egoistisk på samme måde som man kan når man er single. Man har et ansvar overfor den person man deler kærlighed og lagen med.

Når man bliver kærester så sår man sammen et lille frø i noget pottemuld, i en gul lille krukke (farven er valgfri). Dette frø vokser ikke af sig selv, det har brug for at blive vandet og plejet. Denne blomst vil aldrig vokse sig stor og smuk hvis kun den ene part vander den. Den vil vokse lidt, men den har altså brug for begge parter til at blive stærk. Hvis ens plante er stærk nok, så kan den stå imod vindstød og kraftig regn (flot metafor for skænderier). Men sådan en plante vokser ikke over en nat, over en måned.. Det tager lang tid at få sådan en flot plante, dels fordi man nogle gange glemmer at vande den.

Det jeg vil frem til det er at Malte og jeg måske har glemt at vande vores lille blomst i vores gule krukke. Det er også okay, det skal der være plads til.. Vi er jo kun helt almindelige mennesker med helt almindelige travle liv.

Kærlighed er noget af det dyrebareste vi har. Det er så unikt og fint, det er derfor det er så kostbart.
De næste par dage vil jeg holde om min mand, kigge ham dybt i øjnene, kramme ham så hårdt jeg kan og drikke voldsomt meget rødvin.

Vi har ikke rigtig aftalt hvad vi skal se, vi har bare aftalt at vi skal være tilstede i nuet, spise god mad, have god sex, slentre ned af fremmede gader, være så lidt på nettet som muligt, spille spil og pleje vores lille plante.

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

Memento Mori

ffff

Jeg sidder i Maltes sofa, lettere irriteret over at min telefon igen, igen, igen er løbet tør for strøm, selvom batteriet siger 20%. “Iphones er lort i koldt vejr” sagde Malte til mig, og det må jeg jo give ham ret i. Jeg gik ellers hjem fra Strøget med god musik i ørene, pludselig skulle jeg fokuserer på bilernes larm og ringeklokkerne fra tusindvis af cykler. Nogle gange er det bare rart at lukke sig inde i sin egen verden og skrue op for musikken, og ned for omverdenen. Jeg har brugt de sidste 3-4 timer inde i byen, desperat søgen efter festtøj til morgendagens bryllup hos Maltes venner. Alle ved at man aldrig finder noget, når man mest leder efter det. Jeg fandt alverdens andre flotte ting, men festtøj var der intet af, med mindre jeg ville ligne en stor palliet glimmer tøs – bevares, det er da yndigt til min påklædningsdukke, men ikke til en 24 årig (25 årig på mandag) kvinde. Efter alt for mange timer, brugte jeg selvfølgelig alt for mange penge, på tøj jeg sikkert aldrig kommer til at gå med igen..

Angående det med at lukke verdenen ude, det er noget jeg har benyttet mig af de seneste uger. Det gik op for mig, at jeg faktisk ikke havde det specielt godt. Jeg havde det godt sådan i al almindelighed, men mit indre var blevet forsømt. Jeg har i mange måneder koblet af ved at se reality tv, og ærligt, det har sgu gjort mig en smule dum. Alt den drama var pisse energitappende og tidsslugende. Jeg troede jeg tog en pause når jeg satte platte tøseserier på, men i virkeligheden brugte jeg unødvendigt meget energi på at bekymre mig om “hvem der ender op med hvem!”. Jeg mistede min kreative energi og lyst, jeg mistede min lyst til at være på bloggen og min lyst til at være på de sociale medier. Jeg havde kort sagt brug for en pause. En pause for at genoplade mine batterier og igen finde frem til lille mig atter engang.

Ser du, jeg er en god blogger (hvis jeg lige må være så venlig at rose mig selv), fordi min blog er drevet af lyst, glæde og ikke mindst af kærlighed. Jeg finder min glæde og lyst til bloggen, når jeg passer på mig selv og forkæler mig selv med de ting jeg godt kan lide.
Jeg kan i og for sig ikke lide at se reality tv, det rager mig en papand! Jeg elsker derimod at læse. Min mor kender mig, og af hende fik jeg bøger i julegave. Bøger der giver dit hjerte og sjæl en ordentlig krammer. I min hjertebog fandt jeg en sætning, eller et ord som jeg vil dele med jer. “Memento Mori” som betyder: husk du skal dø. Hvad bogen hedder og hvad den handler om skal jeg nok fortælle, men det er ikke vigtigt lige nu. Lige nu er “Memento Mori” vigtigt. Memento Mori er et ord fra Middelalderen, hvor man afbillede dødningehoveder og andet, der skulle minde om dødens nærvær. For når vi ved at vi skal dø, så husker vi på at leve. En storm af kuldegysninger ramte min krop da jeg læste det. Jeg genlæste det, læste det højt for mig selv og læste det højt for Malte. Tænkt at noget så banalt, kan være svært for de fleste mennesker. Huske at leve.

Jeg havde brug for at leve. Jeg havde brug for at lukke omverdenen ude, kramme min kæreste, besøge vores familier og hygge om mine veninder. Jeg har ligget og set dyredokumentarer, fordi jeg havde glemt hvor meget jeg elsker dem. Jeg har tegnet, til mine fingre gik i krampe. Jeg har grint, jeg har grædt og jeg har fået min menstruation for første gang i 7 måneder. Stakkels Malte har lige skulle stå model til mine homonelle forandringer, mine humørsvingninger er ikke altid specielt blide.. Anyway.. jeg er glad for at jeg har den frihed som jeg har, til at tage mig nogle pauser fra bloggen. Det er nemlig en vigtig faktor for at jeg bliver ved med at holde af den, holde af at lade mine fingre glide over de små firkantede taster på min mac computer, som danner små ord, som i læser – det holder jeg meget af. Så er der ikke mere tilbage end at sige: Memento Mori. Tak. 

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

Orddiarré #4

img_4140Det slår mig pludselig at jeg nok ikke er en fitnessblogger længere. Når jeg tænker over det, så er det vel egentlig lang tid siden jeg har været det. Jeg kan godt mærke det på mine læsere, nogle af dem der har fulgt med fra starten er hoppet lidt fra. Jeg har fået mange mails om at folk ikke er vilde med mit skift. Mit skift fra at være meget fitness og sundheds agtig, til nu at være mere personlig og hyggelig (hvis jeg skal skal sige det). Det har også betydet at jeg har fået en del nye læsere til, som nok ikke ville have læst med før, og det er da rart. Jeg dur jo ikke til at skrive om træning og sundt mad altid, fordi hvem prøver jeg at narre? Jeg er jo ikke sådan en blogger længere. Det var rart at starte sikkert ud i blogland. Starte ud med at skrive om sundhed og træning. Det gav mig hurtigt læsere og folk kunne lide det jeg skrev. Men der var ikke plads til at jeg havde nogle øv-dage og nogle “jeg gider fandme ikke træne idag” dage, og de dage er en del af mit liv. Det er nemmere at få læsere til, når de ikke skal “forholde” sig til noget andet end en opskrift eller en træningsøvelse. Det er sværere at få dem til at blive hængende, når jeg skriver om mit forhold til Malte og om mine op og ned ture. Det er personlige ting som folk skal sætte sig ind i, og det kan være voldsomt på en mandag morgen, det forstår jeg godt. Jeg følger en del personlige blogs, men jeg tager dem i portioner, fordi jeg føler at jeg kommer så tæt ind på deres liv, og det kan godt være lidt voldsomt.

Jeg blev faktisk rigtig ked af det da det gik op for mig at jeg ikke er fitness længere. Jeg følte mig hurtigt som en dårlig bloggere, og jeg følte mig mega egoistisk fordi jeg ikke “lyttede” til mine læseres behov.

Da jeg gik ned med stress sidste år, der mistede jeg 500 følgere på Instagram. Jeg forstår dem godt. De var vant til at få trænings updates og sunde opskrifter fra mig, lige pludselig skriver jeg om mine mørke tanker og mit stress forløb. Jeg forstår godt det kan være en anelse depri-dorte at høre om, men det ramte mig kan jeg huske. Man skal jo ikke måle sig selv ved antallet på ens følgere, Hitler havde en hel hær, Jesus havde 12, og Trump er lige blevet valgt til præsident..

Jeg er personligt glad for mit skift – og det vel det vigtigste. Jeg skriver godt nok ikke om fitness længere, men jeg skriver stadig om sundhed, mest den indre sundhed dog. Jeg har snart blogget i 4 år (SHIT!) og der er nogle bump på vejen til tider. Nogle gange er motivationen høj og indlæggene skriver næsten sig selv, andre gange not so much..
Jeg har ikke råd i mit personlige kartotek, til at få dårlig samvittighed overfor bloggen. Jeg er så monster presset for tiden at jeg er pisse bange for at stressen bider mig i røven snart. Jeg hælder aftaler og projekter nedover mit hovede, og det er bare dumt. Gad vide hvornår jeg lærer at prioriter min tid ordentligt?

Jeg tror ikke jeg kan se mig selv stoppe med at blogge, men jeg tror jeg står ved en skillevej hvor jeg er nødt til at tage en beslutning. Jeg har også overvejet at blive rejseblogger, og rejse verden rundt og skrive om det, det lyder dælme dytme lækkert.

Jeg tænker over hvem der følger med herinde, og jeg vil gerne tilfredsstille alle (DET KAN DU IKKE PIGEBARN!), derfor så prøver jeg at skrive noget der rammer folk. De indlæg jeg tror vil få maks et par tusind læsere, de rammer 8 tusinde og de indlæg jeg har gjort mig mega umage med, de rammer måske 2-3 tusinde.. Jeg aner jo ikke hvad folk vil have, jeg aner ikke om jeg rammer folk på dumme eller gode dage.. Det er jo egentlig en pisse usikker business der her. Jeg skal læse 5 tekster til i morgen, og jeg skal arbejde om 1,5 time.. Jeg har ikke været i bad efter træning og jeg har ikke fået frokost. Nogle gange så beder jeg sgu også selv om det.

Mest af alt så er jeg nok bare skide taknemmelig. Taknemmelig for at denne her lille blog har kunne give mig så meget. Taknemmelig for at du gider læse med, selvom jeg staver dumt og jeg skriver nogle usammenhængende ting til tider. Taknemmelig for at jeg har mødt Malte igennem denne her (jeg lover at i nok skal få den historie, nu har jeg teaset til den i alt for mange måneder). Taknemmelig for CarolineThorsfelt.dk med eller uden fitnesskategorien på mig..

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png
Older posts