Derfor har jeg ikke trænet..

giphy

Det kan da egentlig være pisse ligegyldigt om hvor vidt jeg har trænet eller ej.

Men nu er jeg faktisk stadig sundhedsblogger, selvom det nok er den indre sundhed jeg skriver mest om. Men, det her indlæg skal faktisk ikke handle om træning, men om hvorfor jeg har undgået det.

Egentlig kunne jeg nedskive alverdens dårlige undskyldninger, men nej.

Jeg har ikke trænet fordi jeg ikke har haft tid, lyst og overskud. Mit år 2017 har allerede været mega crazy og jeg har elsket det meste af det. Jeg har brugt min energi på at arbejde, på at flytte, på at være i praktik og på at være nogens kæreste, veninde, roomie og en form for blogger.

I min 7 ugers praktik lavede jeg intet andet end at være i vuggestuen og tage hjem og sove Mine batterier var ødelagte og min krop var træt. Jeg nåede ikke at oplade min krop inden dagen efter kaldte på mig.

Det er ikke nemt at prøve helt nye ting, det er ikke nemt at prøve helt nye ting og være særlig sensitiv samtidig.

Jeg har en hel liste med ting jeg ville ønske at jeg havde overskud til at lave på en dag. En liste med ting som jeg sjældent når i bund med, fordi jeg simpelthen ikke har tid.

Træning for mig er ikke kun at være i et svedigt center og betale 269,00 kr om måneden for det. Træning for mig er mange ting, derfor er det også lidt løgn når jeg siger at jeg ikke har trænet i år. Jeg har brugt min krop på andre måder, såsom en gåtur, cykle, danse, grine, dyrket mindfulness..

Tiden flyver simpelthen afsted og man kan knap nok følge med. Jeg har før prøvet at flyve derudaf med 500 km/t og derfor glemme at kigge op og se verden omkring mig. Jeg gider ikke have en presset kalender og ikke have tid til spontane gåture og cafe besøg, det er simpelthen ikke dét liv jeg gider at leve.

Jeg er nok ikke typen der har brug for at træne i et center 3 gange om ugen, det er ikke mig. Jeg får energi når jeg træner, men det gør jeg også når jeg går en tur i skoven eller når jeg mediterer. Der er andre måder jeg kan holde mig aktiv på.

Jeg har i utrolig mange år troet at jeg skulle passe ned i den der kasse. Kassen hvor der stod: “træningspige” på, men den kasse passer jeg nok bare slet ikke ned i. Jeg holder af at træne, jeg elsker at være aktiv men det skal være sjovt samtidig.

Så jeg har ikke rørt mit Fitness World kort, fordi jeg ikke har haft lyst. Hvis man har lysten, så skal man nok finde tiden, men det har jeg ikke gidet at gøre. Men idag skal jeg op i centeret i Sydhavnen, ikke fordi jeg syntes jeg er blevet tyk, ikke fordi jeg har dårlig samvittighed men fordi jeg har lyst.

Lad være med at sammenligne dig med andre mennesker, det her er dit liv og det er saftsusme dig der laver regnerne.

img_5183

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

Et traume i dvale..

fullsizerenderDet er jo ikke fordi jeg går rundt i alle døgnets timer og har det skidt. Jeg har det som regel utrolig godt.. Jeg har bare dage og perioder hvor det gør ondt inden i mig.

En 18 årig hjerne og en 25 årig hjerne er utrolig forskellige. Da jeg var 18 år led jeg mit første svigt, alvorlige svigt. Der var kun plads til så meget hjælp og reparation, resten måtte vente til at jeg var klar til det.

Når jeg tænker tilbage så ved jeg nu nogle ting som jeg ikke vidste dengang. Et traume har bredt sig ud i mine blodbaner, det har sat sig fast med modhager og så har det gået i dvale i utrolig mange år. Et traume kan blive vækket, ligesom en sovende vulkan og når det sker, så kan det få fatale konsekvenser – hvis man ikke får hjælp. Et udbrud af alle følelser strømmer atter engang indover kroppen, alle tankerne, følelserne og sorgen bliver følt på ny, selvom der er gået 6 år.

Et så sovende traume har jeg ikke været i stand til at vække på egen hånd, jeg har faktisk slet ikke vidst at det sad inden i mig. Jeg har levet mit liv uden at mærke at noget har trykket på. Mit 18 årige jeg var ikke klar, heller ikke mit 19, 20, 21, 22 eller 23 årige jeg. Mit 24 årige jeg oplevede det ulme inden i, noget var ved at vågne og jeg blev bange.

Kroppen frastøder episoder i ens liv der har været for hårde for en at håndterer. Minderne er simpelthen blokeret ude af hjernen.

Når traumaet så vågner så går det istapper ud i alle dele af din krop, du mærker igen alt det som du havde troet du havde lagt låg på i fortiden. Du reagerer som de fleste mennesker ville reagerer – du går i panik. Jeg følte mig forrådt af min krop, jeg følte mig svigtet af mig selv, jeg troede at jeg havde klaret det her for mange år siden, hvordan i al verden har det ret til at komme tilbage.

Du panikker, du løber og du gemmer dig. Gemmer dig for de følelser som du i så mange år har blokeret ude af din hjerne. Tanken om at skulle tage alt op igen, det er for meget for dig.. For mig.

Hvorfor kommer det frem nu? Hvorfor skal jeg igennem hele den trædemølle endnu engang, havde jeg ikke låst det hele med dobbelt hængelås for 6-7 år siden?

Efter måneder med fornægtelse og frygt så finder jeg mig selv hos min læge. Henvisningen til en psykolog ligger i min åbne hånd, ved siden af mit åbne hjerte som igen har brug for at blive repareret.

Hvorfor nu?

På grund af ham.

Min krop har altid vidst at jeg en dag, nok skulle være klar til at stå ansigt til ansigt med min fortid, min sjæl har bare ikke været stærk nok. Mit traume lagde sig ikke i dvale for at straffe mig, det lagde sig i dvale fordi det/jeg vidste at jeg en dag, nok skulle møde en der var stærk nok til at se mig og hjælpe mig. Selvom jeg har forpestet det fordi det gør ondt, så ved jeg nu, at det gør ondt nu, fordi det skal blive godt igen.

Man møder mennesker af en årsag, det er i hvert fald min overbevisning. Han mødte mig, han fik vækket det sovende traume i min krop. Det har bragt høje bølger med sig, fordi han fortæller mig at jeg er ligesom havet – nogle gange blikstille og andre gange stormer det så meget at bådende næsten kæntre. Godt han er mit anker der holder mig fast..

Så selvom jeg ikke er begyndt på timerne hos en professionel, så har jeg det som regel godt, fordi jeg er besluttet. Jeg ved at jeg har en ret hård bakke at bestige – så vælger jeg at nyde udsigten mens jeg nu er her.

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

Er vi virkelig blevet meget klogere?

Det her har fandme krævet meget af mig at skrive, det er også grunden til at det er blevet så langt. Mine egne hudløse ærlige meninger om en diskussion som er så betændt. Deltag endelig i debatten, men husk nu at det er et ømt enme for mange, accepter vi har forskellige holdninger og tag nogle ting med et gran salt (generelt god ting at huske på!)

Jeg læser til pædagog, jeg arbejder på et bosted for mennesker med forskellige sindsforstyrret lidelser, jeg skal have en autist dreng i aflastning hver uge, en dreng som jeg forelskede mig i sidste år, da jeg arbejdede som støttepædagog for ham. Det er en gave at jeg får lov til at tilbringe timer med ham hver uge. Taknemmelighed er det rigtige ord at putte ind her.

Jeg ser mange dokumentarer, jeg støder på mange dilemmaer/problematikker/debatter på min skole. Pædagogik er utrolig individuelt, der er ikke én måde at opdrage et barn på. Der er ikke én måde at se på et barn på, vi har alle forskellige briller på.

Med gråd i stemmen spurgte jeg Malte om han ikke ville se en dokumentar sammen med mig, en dokumentar som jeg har ville se længe. En dokumentar om de “åndssvage” mennesker som for ikke specielt lang tid siden, blev placeret på en åndssvageanstalt langt væk fra civilisationen. Mennesker som blev tvangssteriliseret, overlægerne var nemlig bange for, at de åndssvage ville formere sig i hastigt tempo og degenerere hele den danske befolkning, hvis ikke de greb ind. Mennesker som blev stemplet åndssvage, de havde en for lav IQ, de skulle fjernes fordi de var en trussel for “de almindelige mennesker”. Dokumentaren hedder “De åndssvages historie” og er i 3 dele. Den er desværre fjernet fra nettet (hvis du har adgang til mitcfu.dk, så kan du finde den derinde), men du kan læse om den HER.

266270Foto: Arkivbillede Forsorgsmuseet. Mange forældre til udviklingshæmmede fik det råd af lægerne at aflevere deres børn lige efter fødslen, glemme dem og få nogle nye raske børn.” – citat fra dokumentaren.

266260Foto: Arkivbillede Forsorgsmuseet. Nogle patienter var fastspændt alle døgnets vågne timer, andre kun om natten for at undgå uro på afdelingerne.” 

Dokumentaren er i 3 dele, jeg har kun set det første afsnit, det gjorde for ondt at se dem alle sammen på én gang.

Der er ikke nogen tvivl om at det der skete dengang var forkert og grusomt. Det er ikke til at holde ud at tænke på det, det gør ondt i alle dele af min krop. Hvad er et menneske? hvem har lov og ret til at leve sit liv? Er et liv et mindre værdigt liv fordi det tilhører en autist eller en dreng med down syndrom?

“Danmark var forgangsland for anvendelsen af”det hvide snit”, indtil slutningen af 1970’erne blev minimum 300 åndssvage opereret” – citat fra dokumentaren. 

Birgit Kirkebæk, forsker i handicaphistorie fortæller: “idag diskuterer vi meget omkring hvad et værdigt liv er, og det jeg personligt bliver bange for, det er om grænserne for et levet liv bliver snævrere og snæverere. Danmark er det første land som tilbyder alle gravide screeninger for down syndrom, og det viser jo at Danmark igen er i front hvad angår tekniske løsninger på vanskelige problemstillinger. Jeg syntes det er en farlig vej vi går, så kan jeg ikke lade være med at spørge: hvorfor har vi så så travlt med at fravælge dem? og hvem bliver de næste?”  

Jeg får en klump i halsen og tårer løber ned af mine kinder i dette øjeblik. På grund af frygt.. Frygt for den udvikling vi er igang med. Om ganske få år kan vi skabe vores eget lille “perfekte” barn inden det overhoved er født, vi kan skabe den perfekte verden med perfekte mennesker. Det er så skræmmende at jeg simpelthen bliver så indebrændt og rasende på menneskerne, på teknologien og på os. “Hvem bliver de næste?” – dengang så lukkede man dem inde på en anstalt, man steriliserede dem. Idag så har vi det “nemme” valg, at vi simpelthen bare kan fravælge dem før de får lov til at trække frisk luft. Man gjorde det ikke dengang fordi man ønskede dem et dårligt liv, vi var bare ikke klogere.

Det er en diskussion som ikke har nogen slutning. Den rammer folk forskelligt, folk føler sig trådt på, folk har forskellige meninger – det skal der være plads til, den går ind hos de fleste af os, fordi det er sådan en ubehagelig debat.

Du ved ikke hvis du føder et barn med down syndrom, om du giver barnet et godt liv, eller om dette barn går et liv i møde med nederlag, mobning, svigt – derfor fravælger du det og får et “sundt og raskt” barn, et barn der forhåbentlig får et nemmere liv. Du ved ikke om du ødelægger dit liv og dit ægteskab fordi du føder et barn der er slemt autistisk. Faktisk så er der få ting i verden som vi er sikre på.

Men efter alt det her, så står jeg med et spørgsmål tilbage… Er vi virkelig blevet meget klogere?

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

kur mod ynk..

img_5088Hvor meget medynk har man ret til at påtage sig inden folk har ret til at slå dig med en skumbanan i hoved?

Mit problem er at jeg har svært ved at vide hvornår jeg skal give slip, bare lade tingene gå sin gang.

Vi kender alle sammen veninder som snakker vores øre af hver gang hun inviterer på vin og kage. Vi ved det lige så snart vi træder ind af døren, en storm af ord og ynk blæser en bagover og man ville ønske at man have skåret sit øre af, inden man tog afsted hjemmefra.

Jeg snakkede med en veninde forleden, vi snakkede om alting fordi det er sådan en veninde hun er – det er rart. Vi snakkede om en anden pige vi begge to kender, jeg sagde noget a la: “hun har vist rodet rundt i det (problemet, dilemmaet) rigtig længe efterhånden”. Da ordene havde forladt mine læber, mærkede jeg en trang til at sluge dem langt ned i min hals og krop igen. Jeg har da absolut ikke ret til at bestemme hvor lang tid at denne her kvinde skal bearbejde sit problem/sorg/dilemma. Det er hendes båd og hun bestemmer selv hvornår den skal sejle ind i havn igen.

Hvis man er rigtig gode veninder, så må man gerne sige noget – det har man ret til nemlig. Jeg kan godt forstælle mine kære at jeg syntes det er usundt, at de bliver ved med at gå oven i lorten, de bliver utrolig beskidte.

Jeg er nok et menneske som har brug for at ynke længere tid end flertallet. Jeg kan ikke bare lade et problem ligge og bevæge mig let og elegant over det. Jeg dykker ned i problemet, kigger på det fra alle tænkelige sider, jeg løfter det og kigger nedeunder det. Efterfølgende sætter jeg mig på sikker afstand af det, og tænker det hele igennem mange gange, så kan jeg først dér, rejse mig op og gå videre.

Det er ikke en metode alle mine kære forstår. Derfor så vil mine mennesker gerne fortælle mig at jeg vader for meget rundt i lorten, jeg har faktisk lort op til albuerne, det er usundt, ulækkert og derfor skal jeg blive bedre til at lade være med at dykke ned i lorten og give den næring så den vokser sig større og større.

Undskyld mine meget sære metaforer..

Det jeg egentlig vil frem til det er at vi er forskellige mennesker. Vi bearbejder tingene utrolig forskelligt og det skal der være plads til. Måske skal jeg være bedre til at bevæge mig lidt hurtigere over problemer/tankerne/lorten (kært barn har mange navne), men mine kære skal også være bedre til at forstå at jeg ikke bearbejder tingene så hurtigt som dem. Jeg ved at min veninde snakker mit øre af til tider og det kan være voldsomt, men jeg ved også at hun nettop snakker mit øre af, fordi hun syntes jeg er god til at lytte – det er da en gave.

Det handler vel om accept også. Har du accepteret at du er en person som tænker meget over tingene? En person som bruger (til tider) unødvendigt meget krudt på at overanalyserer hver en detalje? Det har jeg måske ikke. Jeg prøver stadig at finde min kur mod min overdrevet ynk, hvor jeg i virkeligheden skulle bruge mit krudt på at accepterer at jeg er som jeg er.

Hej, jeg hedder Caroline og jeg er en overanalyserende og overtænkende person. Tingene går ind under huden på mig og jeg er mere følsom end de fleste. Dét er måske min kur – accept af eget sind. Tak.

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

For tiden smiler jeg over..

  1. At jeg skal afleverer min 1. praktikopgave på fredag og jeg er næsten færdig!
  2. Min lejlighed! Hold kæft hvor jeg elsker min sydhavnsbolig.
  3. At jeg fik fat i lækre ting fra Søstrenes Grenes nye kollektion! Fik bl.a. fat i det flotte tæppe, den fine hylde og de lækre puder. Se hele deres ualmindelige lækre kollektion HERjojojo
  4. Sydhavnen! Glæder mig maks til at gå på opdagelse der snart. Skriv endelig en kommentar hvis du er fra området, tips, cafeer, mad, oplevelser – jeg ved intet! Tak.
  5. Paradise Hotel. Vil indrømme at jeg ikke smiler på den gode måde, det gør lidt ondt i sjælen hver gang jeg ser det, men kan ikke lade være.
  6. Denne her bog som jeg stadig er igang med at læse. Den er skide god og skrevet af sød pige fra min klasse. Kæmpe anbefaling herfra.
  7. Da damen i Go’ Morgen Danmark sagde at de puder og vaser jeg har i mit hjem er “in” for tiden. Jeg har sgu aldrig været “in” på nogen måde.
  8. Optimismen over mit “ikke-mere-fedtet-hår” projekt. Jeg prøver virkelig kun at vaske mit hår med shampoo hver 3. dag, men det er fedtet og ulækkert slut på 2. dagen. Gode råd modtages med kyshånd. Jeg ligner jo snart Snape fra Harry Potter.
  9. At billetterne til Thailand er bestilt. I år/næste år skal jeg holde jul, nytår og fødselsdag i varmen med min far, søster, svoger, bror, svigerinde, niece og Malte. Så skal vi danse rundt om en palme og drikke kokosmælk direkte fra nødden. Ja tak!
  10. At min sommerferie byder på lækre eventyr med bloggen. Malte og jeg skal bl.a. til Fanø og Bornholm og få én på opleveren. Sommer i Danmark er mega undervurderet.
  11. At jeg i næste måned kan fejre 4 år som blogger! Vildt.
  12. At jeg elsker mit arbejde på bostedet. Jeg brænder for at hjælpe der hvor jeg kan, og mit hjerte er især faldet på specialpædagog feltet.
  13. Mine veninder. Jeg har ikke mange veninder men jeg har lige præcis dem jeg har brug for. Hvis jeg har brug for at få mit kærlighedsbarometer fyldt op, så ved jeg at de kun er et telefonopkald væk – altid!
  14. Pistacienødder. Episk nød!
  15. Programmet “De skjulte talenter” på dr1. Det varmer mit lille pædagoghjerte at der bliver sat mere fokus på sådan nogle skønne, unikke mennesker.
  16. Tanken om at der ikke er mange måneder til, at jeg kan hoppe i mine sommerkjoler og drikke kolde drinks i solen.
    image
Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png
Older posts