4 år

IMG_7839img_5639

I denne her måned er det 4 år siden jeg sad en kold og mørk nat, for at få denne her blog på benene. Uden overhoved at vide hvad jeg lavede, fik jeg mirakuløst startet en blog op fra bunden. En meget lille bitte blog, hvor der de første mange måneder, var maks 5 mennesker inde og læse hvad jeg skrev.
Bloggen så noget anderledes ud for 4 år siden, end den gør idag. Den har været en masse igennem, den har ændret sig ret meget – til det bedre vil jeg sige. Altså for det første så startede jeg med at hedde www.carolineshealthy.dk, også var jeg var 100% anonym, fordi jeg ikke kunne lide at folk vidste noget om mig. Det kan man vist roligt sige, at jeg er kommet efter. Jeg deler glædeligt ud af “hår i røven“, “kønsbehåring“, “stress“, “kærlighed“, “jalousi” og alt andet derimellem.
Da jeg startede med at skrive ting ned på en gammel computer, så skrev jeg udelukkende kun om træning og sundhed. Det var alt der fyldte i min verden dengang, hvilket gjorde en del skade på mig – jeg er heldigvis blevet klogere.

Bloggen rummer efterhånden mange ting, mange af mine frustrationer og tanker. Den er blevet personlig og lidt mere rodet end den før har været. Jeg holder fri fra den nogle gange, andre gange så kan jeg ikke slippe den.
Jeg var 21 år da jeg startede at blogge, jeg var en usikker pige som havde en masse skår og knæk på kroppen. Jeg er vokset med bloggen, den har været med til at forme mig som kvinde og som et talerør ud til alle jer. Jeg er på rigtig mange måder stolt af det jeg har opnået, og det jeg har fået med bloggen. Jeg har fået de bedste veninder igennem den, veninder som jeg aldrig ville have mødt ellers. Jeg har været ude og rejse sammen med bloggen. Jeg har delt mine sorger, mine glæder, mine sejre og mine nedture. Flere af jer ved at jeg har fået min kæreste igennem bloggen, en kæreste som nok er noget af det bedste der er sket for mig. Vi har bl.a. opfundet “lagkagereglen“, en regel som vi er meget stolte af.
Der er masser af positive og negative sider, når man deler så meget ud af sit liv som jeg gør. Jeg har følt mig internet-voldtaget. Jeg har grædt over nogle grimme kommentarer og dumme mails, folk har været modbydelige overfor mig – gået personligt til mig, og det har gjort ondt. Derfor har jeg også skrevet om “den gode tone“. Man skal lære at gro et ekstra sæt hård hud, som skal fungerer som et skjold, til de dårlige oplevelser og kommentarer, man får med på vejen som blogger.
Men mest, er i der læser med herinde søde og rare, jeg syntes faktisk i skal have ros for at være så seje og modige med jeres kommentarer. Det er rart, det gør at jeg har lyst til at være mere modig med mine indlæg.

Nogle gange er det okay at være stolt af sig selv. Nogle gange er det okay at give sig selv et klap på skulderen og sige: “det har du sgu gjort godt”. Så kan det godt være at mine indlæg ikke altid ligger i toppen, af de mest læste på Bloggersdelight, det kan også godt være at mine læsere svinger lidt – fordi jeg skriver om alt i øst og vest. Men, jeg vil ikke have det på nogen anden måde. Jeg har fundet min stil som blogger – den er ganske forvirrende og meget personlig efterhånden. Jeg er stolt af det jeg skriver, jeg er stolt af jer der læser med. Jeg elsker hver gang i mailer eller kommenterer, det giver mig et større indblik i hvem der egentlig sidder og læser med.
Jeg kan ikke se mig selv stoppe med at blogge, men jeg skal måske være bedre til at prioriterer min tid som blogger. Når man har studie, arbejde, familie og venner ved siden af, så er det ikke altid nemt at finde tiden til at skrive gode indlæg. Jeg tror jeg vil øve mig i at være mere modig i mine indlæg, jeg elsker at skrive om tabubelagte emner og jeg har nogle på tegnebrættet, men de er ret voldsomme. Jeg vil være bedre til at tage fine outfit billeder, selvom jeg nok aldrig bliver modeblogger. Jeg vil være bedre til at skive lidt kortere indlæg, istedet for i tit skal læse sådan en lang roman.

Det har været en vild rutschebanetur de her 4 år. Vognen fortsætter og jeg kører glædeligt med.
Inden for det næste år kan jeg se frem til nogle flere rejser både i in- og udland, sjove projekter og vilde forandringer med bloggen. Jeg glæder mig til det hele, jeg glæder mig til at kunne dele det med jer. Så tak fordi i læser med, også selvom i hopper fra og til – det må man nemlig godt! Det kan også være voldsomt at læse med altid.. Så tak til jer, tak til mig og tak til bloggen. Læn dig tilbage og se en lille buket af gamle og nye billeder gennem bloggens historie:

img_0439 img_0606 img_1026img_7893 img_9428 img_9459IMG_4114.JPGIMG_4588-0.JPGIMG_3963.JPGIMG_5302-0.JPGIMG_4823.JPGIMG_5260.JPGPicMonkey CollageIMG_5791.JPGIMG_5960-1.JPGIMG_6103.JPGfotofoto-3jojojojoimagehoej hoejimg_3617img_4109img_5606

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

Taknemmelighed og skam..

img_5197Først vil jeg da lige siges WOW! Hold nu ellers op for en modtagelse gårsdagens indlæg har fået. Er helt blæst bagover over alle de kommentarer og likes jeg har fået med mig. Da jeg sad i min frustration og skrev det ned, med en halv lunken kaffe ved min side, havde slet ikke forventet hvor vild en modtagelse det ville få.
Jeg er nok ikke den eneste der sidder i/ eller kender sådan en situation, med det åndssvage karaktersystem. Det er altid rart at vide at man ikke er alene, men modtagelsen på Facebook, kom især bag på mig, vil jeg da lige indrømme. Nogle mennesker føler sit trådt over træerne, andre forstår mig. Jeg prøvede i mit indlæg absolut ikke at rive ud efter jer seje mennesker, som hiver 12 taller hjem, som vi andre skifter underbukser. I er lige så seje som os andre. Hos nogle er det et naturtallet, hos andre skal man kæmpe for det og hos nogle sker det aldrig – og sådan er livet.

I forlængelse af indlægget igår, vil jeg egentlig gerne knytte endnu en kommentar til det. Jeg fik en kommentar som jeg har studset lidt over: “..hvis du bliver så påvirket af samfund, familie, venner og kæreste, var det så dit bedste?” – den er taget mega meget ud fra en kontekst, og pigen bag mente absolut ikke noget ondt med sin kommentar (er jeg da næsten sikker på). Hun skriver bl.a. også hvorfor jeg bliver “fornærmet” over folks kommentere. Selve hendes kommentar er der ikke så meget ved, det er faktisk mere mit svar til hende som jeg har fortrudt: “.. Jeg bliver heller ikke fornærmet, det er nok ikke det rigtige ord at bruge. Jeg er bare ked af at en karakter skal fylde så meget. Jeg er ked af at folks første kommentar når man kommer ud fra en eksamen det er: “hvad fik du?”.. Jeg er ked af at det for rigtig mange mennesker betyder så meget. Jeg er nok bare en person der tænker og mærker alting utrolig meget, så jeg kan ikke undgå at føle ting. Ville ønske jeg kunne afskærer det helt og bare være monster stolt af mig selv uanset hvad, fordi jeg altid gør mit bedste – men det er noget jeg er igang med at øve mig i 🙂 ..”

“jeg ville ønske at jeg kunne afskærer det helt og bare være monster stolt af mig selv..” – jamen, det kan jeg jo ikke. Jeg har da egentlig heller ikke lyst til at afskærer det, fordi det er en del af mit sensitive jeg. Hvis jeg gav en fuck for hvad samfundet, min familie og min kæreste mente om mig, så var jeg da kold i røven – og røven er faktisk et meget ubehageligt sted at fryse, det fører til blærebetændelse, som fører til alt for mange tranebærjuice og hyppige toiletbesøg og let’s face it – hvem har tid til det?

Jeg er en “tænker” en “mærker” og en “føler” – på en og samme tid. Jeg mærker alt helt inden under knoglerne, hvilket til tider er hammer irriterende. Men det er nu engang en del af hvem jeg er. Jeg er 25 år, mega sensitiv – faktisk er jeg særlig sensitiv, læs også mere om det HER.
Det er en balancegang som er svær at opretholde. Man har tildens til at ændre på hvem man er, for at holde den gode facade og for at passe ind i mængden. Ligesom jeg prøver at bilde hende der skrev en kommentar til indlægget ind, at jeg ville ønske at jeg var anderledes – hvilket ikke passer. Jeg skriver det for at passe ind i mængden og virke helt normal og for at undgå konflikter. Ja, surprise – jeg er en konfliktsky blogger.. Noget af det sværeste i verden, det er at være den man er – og kunne stå ved det. Jeg har lært med årene at være mere stolt af den jeg er, men jeg er det åbenbart ikke helt endnu. Det handler vel om at have nogle filtre og nogle leveregler som gælder for en selv, noget der virker for dig, noget der gør dig glad!
Det er måske også en proces som står på nu ældre og klorere på livet man bliver.
Det jeg egentlig gerne vil frem til det er at man ikke skal skamme sig over sig selv. Jeg skammede mig vel egentlig igår, da jeg svarede hende pigen, jeg skammede mig over mine holdninger – at jeg ikke var lige så SEJ som hun er. Jeg er vel sej til nogle andre ting, det er vel heller ikke meningen at vi alle sammen skal være ens.
Jeg tror ikke på at vi hver især er blevet sat på jorden, for at ligne hinanden, som små grå klatter. Jeg tror ikke det er meningen at vi alle sammen skal mene og tænke det samme, der skal være plads til forskelligheder – OG, der skal være plads til at vi kan anerkende hinandens forskelligheder.

Så.. Hej, jeg hedder Caroline. Jeg er særlig sensitiv og utrolig rundforvirret til tider. Jeg har slet ikke styr på de der nutids r’er og nogle gange, bliver jeg påvirket af andres meninger om mig. Jeg har valgt at tro på at det ikke gør mig til et svagt menneske, men faktisk gør det mig nok bare menneskelig.. Derfor vil jeg sige til dig: du er nok, præcis som du er – og du gør det skide godt! 

 

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

Jeg er en 02 pige..

img_5679Det slog mig, ret akut og lidt voldsomt forleden. Jeg sad og snakkede med Malte om mine opgaver jeg er igang med at skrive på studiet, vi snakkede om opgaverne, om prøverne og lige pludselig.. karakteren der følger med.
I løbet af skoleåret har vi fået “bestået” eller “ikke bestået” med ned i vores lille pædagogrygsæk. Det har været en glimrende metode for mig, fordi… Jeg er en 02 pige.

Jeg bryder mig ikke om karakterer. Jeg bryder mig ikke om, at jeg kan have 0% fravær på et helt skoleår, jeg kan skrive alle de der noter folk gerne vil have, også bliver jeg bedømt på 25-30 minutter i et svedhelvedet!
Der er mange ulemper ved karaktersystemet, det er en længere snak, som jeg faktisk helst ser mig selv ude fra.

Jeg skal om 2 uger blive bedømt med en karakter. Mit pædagogiske arbejde i de her 9 måneder, skal dømmes med en karakter, som påvirker mit humør og måske min egen opfattelse af mig selv – tåbeligt. 

Jeg har været til eksamen i folkeskolen, i 10’ne klasse og på HF. Jeg er en disciplineret pige og senere er jeg blevet en disciplineret kvinde, med meget lidt fravær og en ret stor deltagelsesevne i klassen. Jeg har fået 02 og 4 for det meste, det har jeg faktisk haft det helt fint med, indtil jeg skulle dele det med andre.
“Hvad fik du så?”
“02”
“nååh øv, men du bestod da!!”
“…..”

Ja, jeg bestod, men jeg faldt også ned samtidig. Ned af stigen. Stigen der repræsenterer mig og mit selvværd, den faldt jeg ned fra – hver gang folk gav mig blikket. Når de gav mig: “åh, hvor er det synd for dig nikket” og de stramme læber, der prøver at fremprovokere et sødt smil!

Jeg er aldrig dumpet noget, jeg har brudt grædende sammen under flere eksaminer, jeg har fået et enkelt 12 tal, men flest 02 og 4 taller. Hvad siger de der tal så om mig? Fortæller det så at jeg bliver en dårlig pædagog hvis jeg får 02? Fortalte det 16 årige Caroline at hun var en dårlig elev, fordi hun fik 4 til kemi i 9’ne klasse? Jeg gætter på et tykt og fedt NEJ! 

“Du kan så meget andet” – den har jeg også fået mange gange. “Du skal bare finde din vej”. Jeg har fundet min vej, jeg står faktisk på min vej, og jeg er temmelig vild med udsigten og beliggenheden. Men hvad jeg godt kunne tænke mig, det er at du bliver på din vej.. Din vej hvor 10 og 12 taller flyder rundt på gaden, så du næsten falder på næsen over dem. Din vej hvor et tal skal bedømme og bestemme, om du er god til det du laver. Hvor den perfekte familie venter på dig, og det perfekte hus står så fint – uden et forkert blad på din fine ligusterhæk! 
Så bliver jeg på min bumpede landevej, med en sløv tipi der står forfaldent i vejkanten, fordi jeg dumpede kurset, der fortalte hvordan man sætter sådan en op. Min krøllede landevej, hvor der flyder perfekte uperfekte genstande rundt. Hvor jeg bruger alle mine fine 02 taller til fine hylder og 4’tallerne bliver brugt på gulvdekorationer. Min vej hvor vin og kaffe flyder i mine bække små, under min meget uperfekte grønne å.

Bitterfisse much? Måske, overdrivelse har det også med at fremme forståelsen..
Men jeg er faktisk lidt (læs: kodylt meget) træt af at en karakter, skal skabe så meget ballade og konkurrence. Jeg er lidt træt af af en sølle karakter, skal fortælle hvor vidt jeg har ret til at være stolt eller ej! Gu’ fandme er jeg stolt af mig selv, og mit perfekte gennemsnit på 5, jeg gik ud med sammen med min flotte blå hue. Det førte mig da til pædagogstudiet – måske fordi jeg muligvis skrev en motiveret ansøgning, fordi mit gennemsnit ikke var højt nok. Men jeg kom ind, fordi jeg er god til det jeg laver, fordi jeg elsker det jeg laver.. Også vil jeg egentlig skide på om der står 02 eller 12 på min prøve om 2 uger. Jeg fejre det på min uperfekte landevej i min faldefærdige tipi med vin og  et lejrbål..

Vi kan ikke alle være ens, det er ikke det der er meningen med livet.. Du er dig, og du er nok – præcis som du er! 

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

Søndagsråd: digialt vækkeur.

img_5680Jeg lå i min seng, planen var at jeg skulle sove, derfor rakte jeg ud efter min telefon for at sætte en alarm. 1 time senere ligger jeg stadig med min telefon i hånden, klokken er 01.47 og jeg ser på alt muligt ligegyldigt lort. Hvorfor virker “sådan ordner du dit klædeskab flot og elegant” som verdens bedste video på Youtube midt om natten? 8 klik senere ligger jeg og ser gamle minder fra 90’erne – Tim og Thomas, Lågen i bogen, Mumitroldene og Far, mor og blyp.
Når jeg endelig ikke kan holde øjnene åbne længere så falder jeg i søvn, nærmest oven på telefonen. Små 6-7 timer senere vågner jeg ved en alt for høj lyd, alt for tæt på mit øre. Straks går jeg igang med at kigge internettet igennem igen, HVAD HAR JEG GÅET GLIP AF DE SIDSTE 6 TIMER?! … Ikke en skid! 

Jeg er træt af den telefon! Træt af at den skal være klistret fast til ens hånd og man nærmest ikke kan tænke en ærlig tanke selv, uden at skulle slå det op på Google med det samme!
Jeg er blevet meget bedre til at lægge den fra mig, men ikke om aftenen lige inden sengetid. Jeg blev så irriteret på mig selv, irriteret på teknologien. Det er svært at ændret på teknologien, den udvikler sig hele tiden, og vi bliver gang på gang fanget i det der store fiskenet! Men der er nogle ting som jeg selv kan gøre.

Den eneste grund til at min telefon skal ligge ved min seng, det er at jeg skal bruge alarmen derpå. Det er der råd for, derfor cyklede jeg ud i Silvan og købte et digitalt vækkeur. Ikke et af de der smarte nogle der spiller musik, eller dem der der lyser dig ind i hovedet, så du et kort sekund tror, at du vågner op på Bali – NEJ! Et ganske almindeligt gammeldags vækkeur, uden bluetooth, HDMI indgange og opladere til alle telefoner mens det siger “Godmorgen” på samtlige sprog, og spytter glimmer ud i hovedet på dig.

Det kan lyse hvis man trykker på en knap, hvis man skal se hvad klokken er om natten – også kan det snooze i 4 minutter, mens det viser hvad klokken er – selvfølgelig kan det også vække dig om morgenen. bum..

Jeg lagde min telefon mange meter væk fra mig den aften, jeg gik i seng med en bog og intet andet. Jeg lå og faldt naturligt i søvn med alle mine naturlige tanker inde i mit hovedet som jeg selv danner. Tanker som ikke kommer, fordi en lille skærm viser mig billeder og tekst. Jeg vågnede op ved en anderledes lyd end jeg er vant til, jeg lå og kiggede op i loftet og strakte min morgentrætte krop mens jeg bare lå og var til. Da jeg kiggede på min telefon opdagede jeg jo at verden ikke var gået under, der var ingen der var døde og der var ingen der havde skældt mig ud på SMS, fordi jeg ikke lå med min telefon klistret til min kind.
Jeg tror simpelthen ikke det sundt for en, eller jeg VED at det ikke er sundt at være så afhængig af ens telefon. Folk kan ikke forvente at jeg er aktiv 24 timer i døgnet, det liv gider jeg simpelthen ikke at leve. Det påvirker mine drømme, det påvirker min morgen også påvirker det resten af min krop.

Vi mennesker kan jo blive helt socialt handicappet pga. den åndssvage lysende skærm. Vi kan dårligt klare 2 sekunders stilhed inden vi rækker ud efter telefonen og tjekker de sociale medier. Jeg lyder måske for olde-agtig lige nu, men jeg syntes det er skræmmende og jeg håber at skålen flyder over og det vender snart. Så vi opdager hvor fantastisk verdenen er, hvis vi lige kigger op engang i mellem, og kigger hinanden i øjnene mens vi snakker sammen.

Søndagens gode råd, læg telefonen væk, kig din kæreste i øjnene, læs en bog (ikke en på din Ipad!), se skyerne forvandle sig.. Vær til i nuet, det er så hurtigt overstået.

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

1 år siden..

img_0376 img_0380

Nogle gange så må man bare tro på skæbnen og lade sig flyve med vinden. Tro på at vinden er i din ryg for en grund, den prøver at fortælle dig noget, alt du skal gøre det er at følge med og lade tingene ske. “Lade tingene ske?”.. Hvad nu hvis tingene allerede ved hvad der vil ske og det vil vælte dig bagover, som 100 vilde heste på en bar eng?

Den 19/4-16 startede dagen helt normalt, arbejde og et event om aftenen – det var ret almindelig for mig. Men der var noget med det her event, fordi af en eller anden grund var jeg tæt på at aflyse det – men det kunne jeg ikke. Jeg stod faktisk med mailadressen foran mig og jeg skulle jo bare skrive: “jeg er desværre blevet forhindret, så jeg kommer ikke”, men det gjorde jeg ikke. Jeg tog med, selvom jeg ikke kendte nogle og selvom jeg kom en time for sent.

Jeg kommer ind og ser ham, jeg prikker en pige på skulderen og spørger: “er det der ham Malte?”, mens jeg henkaster mit hovedet i retningen af manden, pigen nikker jeg jeg fortætter imod ham.
Jeg kan tydeligt huske mine første tanker om ham, da jeg sneg mig forbi de andre mennesker: “høj, flot og alvorlig” tænkte jeg. Hvis jeg vidste at vi bare om under 2 uger ville befinde os nøgne i hans seng, så var jeg nok faldet ind i de stakkels mennesker.. Nej. Nogle ting er bedst at lade ligge i fremtiden hvor de hører hjemme, indtil man er klar til at åbne den gave.

Jeg betragtede ham på afstand og ønskede sådan at han satte sig ved siden af mig, men det gjorde han ikke. Jeg ønskede sådan at han ville følge efter mig ud på toilettet og kysse mig op af døren, hårdt og lidenskabeligt – det gjorde han heller ikke. Jeg ønskede inderligt at han ville bede mig om at blive, fortælle mig at jeg ikke måtte gå – det gjorde han heller ikke. Hvorfor skulle han også det? På den anden side, hvis han havde gjort det, så var jeg nok blevet skræmt og syntes at han var en smule pervers! Så var jeg nok ikke endt nøgen i hans seng, efter lidt for mange shots og lidt for mange søde blikke 2 uger efter.

Jeg gik ikke derfra og var forelsket i ham, men jeg gik derfra og havde ham i mine tanker. Han cirkulerede rundt i mit hoved og jeg kunne ikke gøre noget ved det, det havde jeg heller ikke lyst til. Jeg var i et stadie som jeg aldrig har været i før, han fyldte mine tanker, selvom vi dårligt havde udvekslet 3 ord sammen, han fangede min opmærksomhed og det var vildt sexet og voldsomt skræmmende. Da jeg dagen efter fik en mail og der stod “Malte” i afsender feltet, så vidste jeg at jeg var nødt til at igangsætte: “projekt-få-en-date-med-ham-den-høje”. Læs alt om det i vores kærlighedshistorie HER, HER, HER og HER.

Nu sidder jeg her et år efter og skriver mine erindringer ned, mens jeg til venstre for mig har en lige så høj, lige så flot og lige så sexet mand liggende ved min side. Så man kan roligt sige at det var det bedste event jeg nogensinde har været til, en bedre goodiebag findes nok ikke.

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png