Historien om grænsen..

Noget af det sværeste i et forhold, det er at kende sine grænser. Det er uhyrer vigtigt at du husker at sætte dine grænser, tegne dem på den kolde jord og vide hvor du står. Det er bare også uhyrer vigtigt at du kender dine grænser og ved hvor de går.

Hvad nu hvis man ikke ved hvor ens grænser går? Hvis man først opdager det, når det er for sent og ens partner allerede har bygget hus og have, på ens side af kridtstregen?

Jeg tror at der rundt om os er forskellige grænser, nogle er optegnet med lysegrønt farvekridt, mens andre er tegnet op med en skovl ned i jorden, som en voldgrav omkring os. Vi skal nemlig også kunne rykke vores grænser og gå på kompromis med dem, overfor vores livspartner. Hvornår ved man så om man er for stædig med sine grænser? Hvornår går man fra at være en selvsikker og stærk person med gode grænser – til et stædigt æsel, der bare ikke gider at rykke sig en millimeter?

Da jeg fik et form for angsttilfæde i starten af mig og Maltes forhold, der lyste mine grænser op rundt om mig. Jeg mærkede prompte hvor de gik og det her var for meget for mig. Det var ikke Maltes skyld, hvilket gjorde at jeg havde meget svære ved at holde på mine grænser, fordi han ikke har været med til at tegne dem.

Malte stod på sin grænse, som var langt væk fra min – vi snakker Honolulu vs. Malmø langt. Jeg var ikke i stand til at rykke mine grænser, ikke endnu og ikke uden hans hjælp. Ser du, jeg tror nemlig at der findes virkelig mange grænser rundt om en. Her, lad mig illustrerer det for jer:

img_5453

Som i kan se på min kunstneristiske tegning, så har jeg prøvet at vise hvordan jeg tror ens grænser ser ud, hvis man kunne se dem. Der er forskel på grænser, nogle er ikke så stærke og dem kan du nemmere rykke, også har du helt sikkert nogle grænser som du ikke lige forstår – dem kalder jeg de forvirrede grænser. Men vigtigst, så har du dine stålfaste, stærke og ugennemtrængelige grænser, som er med til at gøre dig, til den du er.

Malte trådte udover hans egen grænse, han forlod den på den kolde jord, også gik hen og samlede mig op. Jeg lå i fosterstilling og klamerede mig til min lille dumme grænse, fordi alt hvad jeg troede og følte var rigtigt, var indenfor denne her åndssvage grænse. Han samlede mig op, krammede mig og tog mig væk fra min grænse. Sammen tog vi hver vores yndlingsfarve i kridt og tegnede en ny grænse, som gik rundt om ham og jeg – en fællesgrænse. Herinde deler vi noget som er blevet dannet kun af ham og jeg, dannet af kærlighed. Det er noget kærester, gode veninder, familiemedlemmer kan gøre sammen – tror jeg.
img_5456

Jeg tror det er rigtig vigtigt at stole på sine grænser, på den måde stoler du også på dig selv. Ved at stole på dig selv, så må du heller ikke være for stolt til at indrømme at din 10 år gamle grænse, måske trænger til en opfriskning – fordi du har ændret dig og det har dine holdninger også.

Det handler om at finde balancen, balancen mellem at stole på sig selv – men ikke blive for stædig og snæversynet. Grænserne er til for at passe på os, de passer på at vi ikke bliver såret, det er endnu en fantastisk evne kroppen har. Men vær ikke for stolt til at gå ud fra din grænse, måske tage den under armen og rykke lidt på den engang imellem – på den måde udvikler du dig selv og din forståelse for hvad du kan og hvad du vil.

Men alt dette her er selvfølgelig bare et gæt og et kig ind i mine tanker – du sætter selv grænsen (høhø) for hvad du tror på.

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

Today is a gift..

img_5385Jeg øver mig i at leve i nuet, trække vejret ned i maven, vide at dagen nok skal gå sin gang. Jeg dyrker mindfulness og passer på mig selv. Jeg er ikke bange for fremtiden, men jeg er bange for at komme til at leve i den. Leve i en tid der ikke er sket, en tid som ikke er skrevet ned endnu. Det smukke ved fremtiden det er at den er usikker og uforudsigelig, vi kan umuligt vide hvad der vil ske – vi kan drømme, ønske og planlægge – men det kan smuldre mellem hænderne på os. Vi vil måske blive skuffet fordi tingene ikke gik den gang man ønskede, vi bliver måske lykkelige fordi noget overrasker os positivt. En klog skildpadde fra Disney film sagde: “Yesterday is history, tomorrow is a mystery, and today is a gift… that’s why they call it present”.

Jeg kan gisne om hvad fremtiden bringer mig, men jeg må ikke leve i den. Da jeg var lille så glædede jeg mig helt vildt til sommer, fordi vi skulle på ferie, i flere måneder snakkede jeg ikke om andet, fordi jeg glædede mig SÅ meget. Min far sagde til mig: “Hvis du bliver ved med at glæde dig så meget til fremtiden, så kan du nemt komme til at glemme at opleve nutiden”. Det forstod jeg ikke så meget af dengang, men det gør jeg nu.

Min fremtid bringer mig utrolig mange gode ting, faktisk så skal der ske utrolig mange gode ting i år som jeg glæder mig helt vildt meget til. Om lidt over en måned skal jeg ud på et angst provokerende eventyr, til sommer skal Malte og jeg en hel masse spændende ting som bringer os ud på dybt vand (billed og bogstavlig talt). Jeg skal finde ud af hvilken pædagogisk linje jeg vil gå, som skal være grundstenen i min karriere. Jeg skal holde jul, nytår og fødselsdag i Thailand med min familie og Malte. Malte skal flytte ind hos mig (som virker helt syret at tænke på!)..

Så jeg har simpelthen så meget at glæde mig til, jeg kunne eksploderer af ren lykke hvis jeg bliver ved med at tænke på det – derfor lader jeg være. Jeg har min lille lykkeboble som ligger inde i mig, den kan jeg besøge hvis jeg lige har brug for lidt opmuntring, men ellers så passer jeg på at ikke kommer på visit alt for tit.

Hvis tingene presser på, arbejdet og hverdagen trykker en mod ørene og klemmer om organerne, så stopper jeg op – ser op på himmelen og trækker vejret ned i maven. Jeg har haft et liv hvor det handlede om at komme først, spæne igennem byen for at nå i mål først, det liv er jeg ikke interesseret i at besøge igen.

Jeg glæder mig til at blive ældre, få børn og rækkehus og et stort lån. Jeg glæder mig utrolig meget til at jeg en dag får en hund, en urtehave og et bryllup. Men de ting ligger placeret inde i min boble, der kan ske alt derinde, intet i min boble er sikkert, den kan blive større, mindre og tilmed også briste.. Lige netop derfor er det vigtigt at man ikke lever i en tid, hvor intet er skrevet i sten. Jeg kan kun hjælpe min fremtid på vej ved at leve i min nutid. Leve i denne her tid jeg har fået tildelt, hjælpe med at skrive siderne i min livsbog og forhåbentlig skaber det en tryg og rar stig for mig, som jeg kommer til at gå og vokse på i min fremtid.

Idag er en gave, pak den ud, se på den, betragt den & lev den. 

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

Full mind or mindful?

giphy

Kan du huske hvornår du sidst tog 5 dybe vejrtrækninger helt ned i maven? Prøv lige at gør det. Lad stjernen ovenover hjælpe dig.

Aldrig før har vi haft så mange sygemeldinger som vi har nu. Folk falder om som dominobrikker, stress, depression, angst.. Listen er lang fordi vi er pressede. Vi presser vores krop, vi presser vores kærlighedsliv, vores privatliv, vores økonomi, vores børn – vi presser os selv, til sidst siger kroppen fra.
Hvorfor bliver vi så stressede? Hvorfor sker det for flere og flere, hvad er det vi gør forkert? Kan vi give alt skylden til regeringen og staten, eller kan vi faktisk vende den der pegefinger ind mod os selv?
Uden at lyde for: “Jeg-bor-på-Femø-og-laver-min-egen-kjole-ud-af-korn” -hippie-agtig, så tror jeg at en stresset krop kan forekomme, hvis man ikke snakker med den. Tænk dig lige hvis du stod med armene i vejret, råbte og skreg for at blive hørt, men alle gik forbi dig, på en trafikeret vej midt i myldertiden. Tænk dig så lige at stå sådan i flere år, råbt alt hvad du kan, skreget på hjælp.. Du vil jo falde om til sidst – fordi du er udmattet, træt og sur.
Min krop var sur på mig, fordi jeg ikke lyttede til den. Faktisk så var jeg pisse ligeglad med den, jeg havde alt andet i hovedet end mit eget helbred(!!) Jeg ignorerede alle de signaler den viste mig, jeg tog en pille og cyklede videre med smerter i kroppen – fordi det er det vi gør. Vi fortsætter, selvom der står “ADVARSEL”, “STOP”, “VEJARBEJDE, KØR TILBAGE” – vi bliver ramt, vi tager en dyb indåndning og fortsætter.

“Hvis du ikke kan give dig selv 30 minutter om dagen, til bare at være dig. Så har du brug for 60 minutter” – Det sagde en klog dame til mig for et år siden, det er noget der står skrevet bag mit øre nu!

Back to basics: hvad gør dig glad? saml tankerne, tænk dig godt om – hvornår er du aller mest dig selv og helt rolig?

Mindfulness er ikke at sidde i skrædderstilling og sige: “ooooommmm” i timevis. Det handler om at være tilstede, lige nu, lige her, i det du laver. Din krop er her muligvis, men hvor er dine tanker?

Det er ret enkelt faktisk. Hvis jeg vil være tilstede på mit arbejdsplads, sammen med mine veninder og kæreste, på bloggen og i skolen – så er jeg nødt til at få min energi et sted fra. Jeg er simpelthen nødt til at investerer i mig selv. Det kan være at tegne, at male, at gynge, at cykel, gå en tur.. Det skal bare være noget hvor du kan mærke, at du er tilstede i det og det får dig til at blive fodfæstet. Giv dig selv tid til bare at være dig. Så enkelt og dog så svært.. 
Jeg fandt roen i musik og natur. Faktisk så lytter jeg til musik af naturlyde – jeg har været en skovalf i mit tidligere liv. Jeg mærkede mit anker, jeg mærkede roen i bare at være til, mens jeg lyttede til musik. Sid behageligt, lig i sengen og luk øjnene og lyt (min playliste på Spotify hedder “mindfulness – relax”) Prøv at vær til stede, prøv at lade handleseldeen og vasketøjet blive og bare nyd nuet. Det kræver øvelse, men jeg lover dig at det er det værd.

Måske er lige dette forslag ikke vejen frem for dig, fordi vi er heldigvis alle sammen forskellige mennesker. Måske har du brug for at bevæge dig og svede for at føle et anker inden i dig, måske har du brug for sex med din kæreste eller et kram fra din bedste ven. Det vigtigste er at du ved at livet ikke er værd at leve, hvis det skal foregå på andre folks primisser. Det er aldrig for sent at arbejde med sig selv og opdage nye sider. Jeg håber dette indlæg har givet dig lidt ro, eller lidt mod på at finde det – fordi det fortjener du.

gggg

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

Et traume i dvale..

fullsizerenderDet er jo ikke fordi jeg går rundt i alle døgnets timer og har det skidt. Jeg har det som regel utrolig godt.. Jeg har bare dage og perioder hvor det gør ondt inden i mig.

En 18 årig hjerne og en 25 årig hjerne er utrolig forskellige. Da jeg var 18 år led jeg mit første svigt, alvorlige svigt. Der var kun plads til så meget hjælp og reparation, resten måtte vente til at jeg var klar til det.

Når jeg tænker tilbage så ved jeg nu nogle ting som jeg ikke vidste dengang. Et traume har bredt sig ud i mine blodbaner, det har sat sig fast med modhager og så har det gået i dvale i utrolig mange år. Et traume kan blive vækket, ligesom en sovende vulkan og når det sker, så kan det få fatale konsekvenser – hvis man ikke får hjælp. Et udbrud af alle følelser strømmer atter engang indover kroppen, alle tankerne, følelserne og sorgen bliver følt på ny, selvom der er gået 6 år.

Et så sovende traume har jeg ikke været i stand til at vække på egen hånd, jeg har faktisk slet ikke vidst at det sad inden i mig. Jeg har levet mit liv uden at mærke at noget har trykket på. Mit 18 årige jeg var ikke klar, heller ikke mit 19, 20, 21, 22 eller 23 årige jeg. Mit 24 årige jeg oplevede det ulme inden i, noget var ved at vågne og jeg blev bange.

Kroppen frastøder episoder i ens liv der har været for hårde for en at håndterer. Minderne er simpelthen blokeret ude af hjernen.

Når traumaet så vågner så går det istapper ud i alle dele af din krop, du mærker igen alt det som du havde troet du havde lagt låg på i fortiden. Du reagerer som de fleste mennesker ville reagerer – du går i panik. Jeg følte mig forrådt af min krop, jeg følte mig svigtet af mig selv, jeg troede at jeg havde klaret det her for mange år siden, hvordan i al verden har det ret til at komme tilbage.

Du panikker, du løber og du gemmer dig. Gemmer dig for de følelser som du i så mange år har blokeret ude af din hjerne. Tanken om at skulle tage alt op igen, det er for meget for dig.. For mig.

Hvorfor kommer det frem nu? Hvorfor skal jeg igennem hele den trædemølle endnu engang, havde jeg ikke låst det hele med dobbelt hængelås for 6-7 år siden?

Efter måneder med fornægtelse og frygt så finder jeg mig selv hos min læge. Henvisningen til en psykolog ligger i min åbne hånd, ved siden af mit åbne hjerte som igen har brug for at blive repareret.

Hvorfor nu?

På grund af ham.

Min krop har altid vidst at jeg en dag, nok skulle være klar til at stå ansigt til ansigt med min fortid, min sjæl har bare ikke været stærk nok. Mit traume lagde sig ikke i dvale for at straffe mig, det lagde sig i dvale fordi det/jeg vidste at jeg en dag, nok skulle møde en der var stærk nok til at se mig og hjælpe mig. Selvom jeg har forpestet det fordi det gør ondt, så ved jeg nu, at det gør ondt nu, fordi det skal blive godt igen.

Man møder mennesker af en årsag, det er i hvert fald min overbevisning. Han mødte mig, han fik vækket det sovende traume i min krop. Det har bragt høje bølger med sig, fordi han fortæller mig at jeg er ligesom havet – nogle gange blikstille og andre gange stormer det så meget at bådende næsten kæntre. Godt han er mit anker der holder mig fast..

Så selvom jeg ikke er begyndt på timerne hos en professionel, så har jeg det som regel godt, fordi jeg er besluttet. Jeg ved at jeg har en ret hård bakke at bestige – så vælger jeg at nyde udsigten mens jeg nu er her.

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png

kur mod ynk..

img_5088Hvor meget medynk har man ret til at påtage sig inden folk har ret til at slå dig med en skumbanan i hoved?

Mit problem er at jeg har svært ved at vide hvornår jeg skal give slip, bare lade tingene gå sin gang.

Vi kender alle sammen veninder som snakker vores øre af hver gang hun inviterer på vin og kage. Vi ved det lige så snart vi træder ind af døren, en storm af ord og ynk blæser en bagover og man ville ønske at man have skåret sit øre af, inden man tog afsted hjemmefra.

Jeg snakkede med en veninde forleden, vi snakkede om alting fordi det er sådan en veninde hun er – det er rart. Vi snakkede om en anden pige vi begge to kender, jeg sagde noget a la: “hun har vist rodet rundt i det (problemet, dilemmaet) rigtig længe efterhånden”. Da ordene havde forladt mine læber, mærkede jeg en trang til at sluge dem langt ned i min hals og krop igen. Jeg har da absolut ikke ret til at bestemme hvor lang tid at denne her kvinde skal bearbejde sit problem/sorg/dilemma. Det er hendes båd og hun bestemmer selv hvornår den skal sejle ind i havn igen.

Hvis man er rigtig gode veninder, så må man gerne sige noget – det har man ret til nemlig. Jeg kan godt forstælle mine kære at jeg syntes det er usundt, at de bliver ved med at gå oven i lorten, de bliver utrolig beskidte.

Jeg er nok et menneske som har brug for at ynke længere tid end flertallet. Jeg kan ikke bare lade et problem ligge og bevæge mig let og elegant over det. Jeg dykker ned i problemet, kigger på det fra alle tænkelige sider, jeg løfter det og kigger nedeunder det. Efterfølgende sætter jeg mig på sikker afstand af det, og tænker det hele igennem mange gange, så kan jeg først dér, rejse mig op og gå videre.

Det er ikke en metode alle mine kære forstår. Derfor så vil mine mennesker gerne fortælle mig at jeg vader for meget rundt i lorten, jeg har faktisk lort op til albuerne, det er usundt, ulækkert og derfor skal jeg blive bedre til at lade være med at dykke ned i lorten og give den næring så den vokser sig større og større.

Undskyld mine meget sære metaforer..

Det jeg egentlig vil frem til det er at vi er forskellige mennesker. Vi bearbejder tingene utrolig forskelligt og det skal der være plads til. Måske skal jeg være bedre til at bevæge mig lidt hurtigere over problemer/tankerne/lorten (kært barn har mange navne), men mine kære skal også være bedre til at forstå at jeg ikke bearbejder tingene så hurtigt som dem. Jeg ved at min veninde snakker mit øre af til tider og det kan være voldsomt, men jeg ved også at hun nettop snakker mit øre af, fordi hun syntes jeg er god til at lytte – det er da en gave.

Det handler vel om accept også. Har du accepteret at du er en person som tænker meget over tingene? En person som bruger (til tider) unødvendigt meget krudt på at overanalyserer hver en detalje? Det har jeg måske ikke. Jeg prøver stadig at finde min kur mod min overdrevet ynk, hvor jeg i virkeligheden skulle bruge mit krudt på at accepterer at jeg er som jeg er.

Hej, jeg hedder Caroline og jeg er en overanalyserende og overtænkende person. Tingene går ind under huden på mig og jeg er mere følsom end de fleste. Dét er måske min kur – accept af eget sind. Tak.

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
 photo hehe_zpsi3aeij2u.png
Older posts