Se tidligere billeder af mit hjem her og her.
Som i kan se, så kan vi godt lide at rykke rundt, og
Se næste indlæg >
Jeg gider ikke længere skamme mig over at være mig…
Caroline Thorsfelt
Jeg vågnede tidligt søndag morgen, klokken nærmede sig 6:00, jeg plejede ellers altid at sove til kl. 08 eller 09. Jeg kiggede ud af vinduet, det var mørkt og gråt, og man kunne mærke det snart ville regne, fuglende fløj lavt. Han sov stadig, han kom sent i seng, hans projekt på jobbet tog efterhånden mere og mere af hans tid, vores tid.
Det var en kold november morgen, jeg lagde et ekstra lagen over hans bare ryg, han havde altid til vane at skubbe dynen af sig selv, og vågne op helt stivfrossent, jeg elskede hver en detalje på hans krop.
I køkkenet satte jeg en kop kaffe over, jeg tog min slidte natkåbe på, og hoppede i gæste sutskoende, jeg gad ikke gå ovenpå efter mine egne.
Med kaffen i hånden traskede jeg langsomt ind i stuen, der lå pizzaskorper på bordet, han havde arbejdet hele natten.
Jeg satte mig i min lænestol, uden at tænde for fjernsynet, min telefon havde jeg efterladt på mit natbord. Jeg rakte ud efter min bog.
Lige nu. Da det stadig var mørkt og gråt, da landet sov, og der intet liv var i gaden, lige nu, følte jeg mig mest i live.
Jeg skulle ikke være noget for nogle, der var ikke nogle der forventede noget af mig. Den tanke kunne jeg godt lide, den gjorde mig glad og fri.
Mine morgener, var det bedste tidpunkt på dagen, derfor passede det mig fint, at han havde sene vagter og sov det meste af dagen væk.
Der var flere timer til solen ville stå op, alt var dækket af en mørk dyne, som føltes varm og behagelig. De mørke dage og nætter var dem jeg altid holdt mest af. Det var her jeg blomstede.
Jeg havde altid kaldt mig selv for “Moon Flower”, det er en af de få blomster, der blomstre om natten.
Nu.
Tidligt om morgenen, er min hjerne mest aktiv, det var nu jeg kunne skrive videre, jeg kunne læse en hel bog, fordi min koncentration var dugfrisk efter en hel nat søvn. Jeg var tilstede i hvad jeg fortog mig, der var ingen lyde, tanker, mennesker, jeg var tilstede i nuet.
Jeg er et vinterbarn, jeg får min energi fra de mørke timer.
Jeg tog min oldgamle notesbog frem, satte min kaffe fra mig, hæv mine fødder ind under mig selv, her vidste jeg godt jeg ville sidde indtil solen stod op, til den mørke dyne blev til små bløde solstråler:
“Jeg tillader andre at være som de er, i håb om de også accepterer mig som jeg er.”
“At vise hvem jeg er, der er den bedste måde at passe på mig selv. Derfor har jeg gjort op med skyld og skam. For jeg gider ikke længere skamme mig over at være mig. Og jeg orker ikke længere at have skyldfølelse over at gøre det, jeg gør.”
Med inspiration fra “Pilgrim i hjertet” af Majbritt Ulrikkeholm.
Åh, hvor jeg kender følelsen af at skamme sig over, hvem man er. Jeg elsker at være alene. Ikke holder øje med mig eller forventer noget af mig. Jeg kan gøre lige, hvad jeg vil.
Det er sikkert forkert at have det sådan. Man burde gøre, hvad man vil lige meget, om der er andre mennesker til stede. :-S