I forbindelse med mit tidligere indlæg, spurgte jeg jer til hjælps. Jeg bad jer om at dele jeres historer, jeres smerte, jeres sejre. For at dele de tanker, kan vi sammen prøve at hjælpe hinanden til at give en kæmpe krammer, og sige “du er fandme god nok”
Nogle af historierne er lange, andre er korte, nogle er søde, andre gør lidt ondt. Men de har alle det til fælles, at de vil ud med et budskab, et vigtigt budskab.
Jeg har i 7 år nu haft en spiseforstyrrelse. Jeg kan ikke sætte et label på der hedder anoreksi eller bulimi, eller noget tredje. Det bedste ord er en forstyrret spisning, fordi der har været perioder hvor jeg har kastet meget på, perioder hvor jeg har sultet mig 20kg mindre end hvad jeg er idag og nu hvor jeg har overspisninger. Næsten alle årerne har tankerne med motion været måske ligeså destruktive for mig. Jeg har hele tiden jagtet et ideal min krop simpelthen ikke er lavet til. Det eneste jeg har fået ud af det er skadede tænder, ekstra fedt på maven (fordi den nu oplagrer det fordi min spisning er så uregelmæssig), skadet hæl og ryg pga overmotionering som lige nu har gjort det umuligt for mig at dyrke motion. De 7 år har været med store nedture. Jeg har og har stadig kæmpe tudeture og kan ikke Starte på min drømmeuddannelse medicin pga min spiseforstyrrelse som jeg stadig er i behandling for. Lang historie kort: man bliver aldrig tilfreds med din krop hvis man ikke accepterer at alle kvinder (og mennesker generelt) er bygget anderledes. Jeg vejer idag 63 kg og da jeg vejede 42 kg var jeg ikke gladere for mig selv end jeg er idag. Inden man bliver gravet så langt ned med destruktive tanker om sig selv så kig dig selv i spejlet og accepter dig selv for din flotte krop der kendetegner dig som kvinde!
- Anonym.
Jeg stod for nogle uger siden oppe i mit træningscenter. Jeg havde været til spinning, og skulle i bad inden job. Jeg har aldrig rigtig været helt tryg ved bare at smide tøjet og være helt nøgen, foran fremmede mennesker. Så jeg omsvøb mig i mit håndklæde, og tog trusser og bh af inden under.
Der stod en kvinde ved siden af mig, jeg vil nok sige hun vejede omkring de 100 kilo, hun var i hvert fald en stor pige. Smuk.
Hun smed tøjet, og stod nu, som gud havde skabt hende, lige foran mig. Jeg prøvede at lade være med at kigge på hendes krop, det ville jo være upassende, men hun var ligeglad. Hun stod der, helt uden noget skam, helt uden nogen form for flovhed, hun var sig selv.
Jeg beundrede hende, hun var alt det jeg ikke var, hun var for sej.
Med ét smed jeg håndklædet, det ellers havde beskyttet mig for folks øjne, og nu stod jeg som gud havde skabt mig.. Nøgen..
Selvom jeg absolut ikke kender denne kvinde, så har jeg efterfølgende haft lyst til at kramme hende, for hun er fandme for sej! Hun har virkelig hjulpet mig til at tænke anderledes om mig selv, uden hun selv ved det.
TAK NØGEN KVINDE I FITNESS CENTERET!
- Cecilie.
Jeg er ikke tilfreds. Det bliver jeg nok aldrig. Men jeg er efter 6 år med spiseforstyrrelse endelig nået til et punkt i min behandling, hvor jeg begynder at acceptere, at det er okay, at jeg ikke bliver tilfreds. Dermed ikke sagt, at man er spiseforstyrret bare fordi man er utilfreds med sin krop. Men med det sagt, så gør accepten af min utilfredshed, at jeg bekymrer mig mindre om vægt, mad og kalorier, fordi jeg ved, at jeg aldrig bliver tilfreds, og så vil jeg da hellere være utilfreds i en sund krop, end i en syg krop. En fantastisk kvinde (Portia De Rossi) sagde engang: ” you can’t fit a size 8 foot into a size 6 shoe” og det er netop den erkendelse jeg er nået til. Jeg gider ikke tvinge min krop ud i en hunger tilstand, hvor jeg dræner den for energi til fordel for en krop jeg alligevel aldrig bliver tilfreds med.
- Mette
Efter at have brugt 10 år af mit liv på at finde den perfekte krop, så har jeg endelig fundet ud af, at den perfekte krop er helt forskellig fra person til person. Jeg ville da ELSKE at være fri fra appelsinhud, brede hofter, en bule på maven… men når jeg nu faktisk kun vejer 58 kilo, træner 3-4 gange om ugen og spiser forholdsvist sundt, så er det måske bare ikke realistisk for mig, at de der småfejl nogensinde går helt væk. Jeg gider IKKE ofre penge på dyre cremer, massage, skære alle kulhydrater væk og drikke 40 liter vand om dagen, for at komme det til livs! Når jeg ser mine bare baller i spejlet, så tænker jeg stadig det samme… Og så må det i bund og grund være fordi, at jeg faktisk kan leve med det, uden at gå psykisk ned! Der sidder meget lækker mad på mine sideben, som jeg aldrig har fortrudt. Så gider jeg heller ikke fortryde det nu, når det sidder fast. Jeg træner, spiser og gør mit bedste – og når jeg gør det, så må det være sådan min krop bliver perfekt
- Stinne.
Hej Caroline. På min blog “springer jeg ud” og fortæller mig historie. Jeg ønsker at blive opdaget, så jeg ikke har anden vej tilbage end ud. Del/brug den gerne hvis du kan.
Kh. Cecilie