I sidste uge var jeg i sommerhus med min familie.
Far, søster, svoger, bror, svigerinde og Theis'
Se næste indlæg >
Jeg er nødt til at komme ind..
Caroline Thorsfelt
Jeg er nok ikke den eneste, der sidder og venter på svar til uddannelse.
Den eneste der tæller dagene, 10 dage endnu.
Jeg har brug for at komme ind, jeg skal komme ind.
Hvis du ikke ved det, så har jeg søgt ind som pædagog, her i Odense. Jeg fandt ud af det en uge før fristen var, lidt stressende. Jeg var jo kommet ind på Ernæring og Sundhed i Sorø, men det gad jeg lige pludselig ikke, så det blev pædagog. Jeg er udemærket godt klar over jeg ikke skal være pædagog hele livet, det kan jeg mærke, men lige nu skal jeg.
Siden jeg blev rigtig arbejdsløs i marts, har jeg gået og ventet, ventet og ventet på at jeg kan se lyset igen. Jeg har prøvet at søge job, få veninder, få tiden til at gå.. Mens jeg hele tiden har talt dage, til jeg får mit svar. Det er mange gange dét, der har holdt mig oppe. Sådan en indre kamp med mig selv: “Kom nu Caroline, 2 måneder mere.. Du kan godt, stå op af sengen og prøv igen..” Jeg manglede som regel bare en grund til egentlig at stå op.. Hvad ville der ske hvis jeg ikke gjorde? Hvem ville sige noget til det? Ville jeg skuffe nogle? .. nej.
Jeg sagde til Theis forleden: “Hvis jeg ikke kommer ind, så går jeg ned psysisk”
Folk siger at selvfølgelig kommer jeg ind, det er jo en pædagog uddannelse, det er jo ikke Jura eller læge, eller nogle af de svære kloge fag. Du kan aldrig sige “Selvfølgelig”, det er jo ingen selvfølge, alt kan ske. Jeg har snittet og erfaringen, men hvad nu hvis alle har et højere snit, eller mere erfaring.. Ingen ved det.
Jeg flyttede til Odense af kærlighed, en kærlighed som heldigvis kun er blevet stærkere, og mere sikker, selvom den har været svær. Selve vores kærlighed har ikke været svær, det har den aldrig været, den har været enkel og lige til, som om det var meningen. Men fordi min tilværelse i Odense har været SÅ hård og svær, så har det påvirket os.
Jeg boede i Odense, fordi min kæreste havde fået elevplads herover, jeg havde intet der trak i mig. Jeg har heldigvis fået nogle super søde veninder, som jeg er glad for. Jeg har også et hyggeligt deltidsjob, men jeg har ikke nok, der trækker mig mod Odense og væk fra København.
Hvis jeg kommer ind, så har jeg mit studie her, jeg har min hverdag her. Jeg har brug for Odense også bliver MIN by, og ikke den by jeg bare flyttede til, for Theis’ skyld.
Det har været pisse hamrende hårdt siden Marts, da jeg jo intet job har haft, og økonomien har ( med milde ord) været jævnt kedelig. Tror min bankrådgiver for længst har fortrudt at give mig kredit.
Nu er slutspurgten gået ind.. 10 dage endnu, ti dage til jeg kan få den der sten af mine skuldre, ti dage til jeg kan få lidt mere ro på min hverdag.
Eller 10 dage til, jeg kan forberede mig på 6-12 måneder med modvind. Alt ting sker for en årsag, kommer jeg ikke ind, så er der en mening med det.
Men lige nu må jeg indrømme, jeg har brug for at komme ind..
Søde Caroline, nu har jeg fulgt din blog så længe, og elsker den mere og mere for hver gang, og føler helt jeg kender dig. Haha. Lidt spøjs når du ikke aner hvem jeg er. Nå, men jeg håber sådan du kommer ind, og krydser alt jeg har. Ved selv hvordan det er og gå og ikke ane hvad man skal stille op med sit liv, og så når man endelig gør så er det også bare så dejligt! Søgte selv ind som pædagog for to år siden, hvor jeg desværre fik en standbyplads og ikke blev optaget. I stedet tog jeg et halvt år ud og rejste, som var et af de bedste år i mit liv. Man finder sku nok på noget alligevel, og ja, altid sker jo af en grund 🙂 Men krydser mine små fingre for dig! Ha en skøn dag 🙂