Jeg er den nye pige i klassen…

Jeg har følt mig som “den nye pige i klassen” i snart et år.
Jeg er den nye pige i Odense, pigen som ikke kender nogle, eller har noget tilknytningsforhold til byen.
Pigen hvis smil sidder permanet klistret på kinderne når jeg er ude, så folk syntes jeg er sød og sjov.
Pigen som måske prøver at være en hun ikke er, for at få venner.
Pigen der prøver at tilpasse sig, så livet i Odense måske bliver nemmere.
Pigen der glemmer sig selv, fordi tanken om at få nye venner er vigtigere.
Pigen der tænker alt for meget over hvad andre tror om hende.

- Det har været et skide svært år i Odense, jeg har været helt nede i kælderen, jeg har troet at Odense blev min undergang, jeg har bandet byen langt væk og alt ved den, jeg er kommet ovenpå igen.
Jeg har været så heldig at få veninder, søde piger der rent faktisk kunne lide mig, og vil tilbringe deres tid med mig. Jeg føler mig heldig..
Jeg savner mine andre veninder, piger der har kendt mig i siden jeg var lille, piger der kan mærke hvordan jeg har det uden jeg behøver at åbne munden. Jeg savner min familie, tanken om dem, grinene sammen med dem, idéen om bare at cykle hjem til min far og sige hej til ham og mine katte.. Nu er cykelturen blevet forlænget med 168 km, så mange spinningstimer har jeg ikke haft..

Jeg troede jeg skulle starte i skole, så hverdagen smeltede mere sammen, og jeg fik MIT tilknytningsforhold til Odense, det skal jeg så vente 6 måneder på. Jeg havde glædet mig til en hverdag med søde nye mennesker omkring mig ( forhåbentlig ), og det skal jeg nok få, bare om 6 måneder. Det er jo i og for sig fint nok, har fået job i Bilka, jeg har mulighed for at tjene en masse penge ( forhåbentlig ), det var bare ikke lige dét jeg havde i tankerne..

Det kræver meget af mig, at bo her. Jeg tænkte jo aldrig over i Kbh hvordan jeg skulle være overfor veninder, familie, job.. Det lå jo til højre benet, jeg skulle jo bare være mig.
Selvfølgelig skal jeg også bare være mig selv hér, men forstil dig lige du har fået en håndfuld nye veninder, som ikke kender dig på samme måde som andre, ubevidst/bevidst har man sine følehorn på, sørger for at spørge om interessante spørgsmål, være god til at holde kontakten, og bare være sød, “skriver jeg for meget, skriver jeg for lidt? er jeg for anstrengende, er jeg for pågående, kan jeg tillade mig at spørge om dette, så godt kender vi jo ikke hinanden?“

I virkeligheden skal jeg bare tænke at jeg skal være mig, uden filter, fordi det er mig!
Passer man ikke sammen som mennesker, jamen det er fint, det behøver man jo ikke, kan han/hun ikke lide min humor, jamen det tvinger jeg ingen til.
Jeg føler mig heldig for at have søde piger omkring mig, meget!
Men nogle dage, som idag, så er byen bare ikke stor nok, forurenet nok, der mangler en masse A busser, jeg gik glip af Priden i Kbh, jeg savner min mor og far.
Da jeg troede jeg kom ind på pædagogseminariet nu, så tænkte jeg “3,5 år til jeg flytter retur til kbh,” nu tænker jeg “Der er der 4 år til“, så er jeg 27 år, wow.

I dag er jeg sgu ked af det, fordi jeg har hjemve. Københavner savn.. Familie savn… Veninde savn… Jeg er ikke den nye pige i kbh..

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook.

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+