Udefinerbar følelse.

Jeg har en underlig følelse inde i kroppen, en følelse som jeg nu vil prøve at formulere, selvom den er temmelig udefinerbar. Det her indlæg bliver langt og en smule tungt. Det har taget mig lang tid at skrive, fordi jeg ikke ønsker at blive misforstået. Jeg er ikke kendt for at lægge filtre på mine følelser og indlæg, jeg viser med glæde den ærligste sandhed - selvom den lige nu gør lidt ondt.

Jeg er vant til at blive overstimuleret, det er en del af pakken når man er særlig sensitiv - og det er pisse irriterende for at være ærlig. Alle mennsker bliver overstimuleret, men hos særlig sensitive mennesker så sker det oftere og hurtigere. Hos Caroline Thorsfelt, så sker det pokkers ofte. Jeg har mine øv-dage og mine downperioder. Mine øv-dage og downperioder kommer hver anden måned, eller en gang om måneden hvis den er slem. De her perioder betyder at jeg i 1-2 dage ikke kan bevæge mig, jeg er bundet til sengen og mit humør er helt i bund. Jeg spiser oftest ikke ret meget og har ikke brug for at se nogle mennesker. De her dage opstår fordi jeg har kørt mig selv for hårdt, min krop har simpelthen brug for at få mere strøm på batterierne. Jeg har en fornemmelse af, at de her dage ikke burde forekomme så ofte, fordi jeg burde være bedre til at lytte til mig selv og derfor undgå overstimuleringer og øv-dage.
- Jeg har brugt meget af år 2017 på at finde min indre balance, hvilket jeg virkelig synes har hjulpet og virket. Men alligevel rammes jeg af denne her udefinerbar følelse, som jeg ikke kan sætte på nogen hylde - hvad er du?

Det sidste halve år har været underligt for mig, rent psykisk. Den ene, maks to dage som jeg skal bruge i sengen på at genfinde min energi, har fået vokseværk. Jeg er lænket til sengen i dagevis, jeg bider af min kæreste og indtager sparsomt med mad. Mit immunforsvar har sagt stop. Det har kostet mig mange ugers sygdom i min praktik, som jeg ikke ligefrem bifalder. Det har givet mig dårlig samvittighed, fordi jeg igen, igen har meldt mig syg.

Jeg snakkede med min mor om det, hun er også meget sensitiv og hun forstår altid mine følelser, selvom jeg ikke altid selv forstår dem. Jeg sagde til hende: “jeg føler mig maniodepressiv!”.. Jeg er klar over at jeg ikke er maniodepressiv, men følelsen af at være helt oppe og helt nede alt for tit, den kan jeg godt nikke og genkende til. Jeg kan flyve op under loftet som en overdrevet glad hoppebold, have aftaler på stribe og bare elske at have meget om ørene. Næste dag kan jeg være låst fast til sengen, træt og fuldstændig udmattet og ked af det. Jeg sagde videre til min mor: “jeg venter bare på en eller anden klog mand siger: “det er dét her du fejler!”, fordi det er så hårdt og gå at have det sådan her så tit!”.
- Jeg er træt af min krop, træt af at jeg føler at jeg ikke har det samme energiniveau som alle andre. Hvorfor falder min krop helt sammen og efterlader mig i fosterstilling i sengen? Det er svært at forklare folk hvordan jeg har det, fordi jeg ikke helt kan sætte ord på det. Min veninde sagde til mig: “sig:”jeg er ikke helt på toppen!””, det kan nemlig betyde mange ting.
Jeg har haft stress, jeg har været helt nede hvor intet virkede, men det her føles på en anden måde. Jeg neglicherede min stress dengang. Jeg sprang forbi det store røde “stop” skilt og kørte videre med 300 km/t. Måske er det her min krop der fortæller mig noget, måske føles det sådan her, når man lytter til sin krop - inden det går helt galt. Måske er det ikke (7-9-13) begyndelsen til stress, måske er det en reaktion på at min krop bare er lidt presset lige nu. Min kæreste er jo lige flyttet ind og det kan godt være lidt voldsomt, ikke? Måske, måske ikke?
→ Jeg tog til lægen. Jeg skulle have taget nogle blodprøver, da det er underligt at jeg har været så meget syg. Min søde læge hentede nogle nåle, mens jeg sad alene inde på hendes kontor. Da hun lukkede døren i, så åbnede mine tårekanaler sig, uden planer om at stoppe eller være en smule diskrete. Hun holdt om mig og sagde at det hele nok skulle gå. Forhåbentlig så mangler jeg bare en masse C/D-vitamin i min krop, hvilket er grunden til at jeg har følt mig energiforladt, træt og ked af det. Forhåbentlig så skal min krop bare have de rette vitaminer. Men hvis jeg kommer tilbage til lægen på mandag, får af vide at mine blodprøver er helt fine, så skal vi snakke om hvad der så foregår inden i mig - derfor græd jeg, fordi jeg frygter det. Frygter alle de der “hvad nu hvis’er”..
Da lægen sendte mig hjem så nåede jeg lige ud på toilettet, inden jeg knækkede sammen. Jeg græd ikke en smule fra ventre øje, nej, jeg hulkede i smerte og afmagt.

Jeg er verdens værste sensitive menneske, fordi jeg slet ikke lever mit liv som jeg “burde” gøre. Jeg burde have flere dage hvor jeg er mere alene. Jeg burde måske ikke have 2 krævnede jobs og en blog jeg putter mange timer i. Men jeg kan jo for søren lide mine jobs, min blog, min familie, veninder og kæreste. Hvis andre mennesker kan finde ud af at få tingene til at hænge sammen, hvorfor kan jeg så ikke?
Dette er ikke et selvynk indlæg, men det er skrevet med meget frustration, frygt og afmagt. De svære perioder kender vi alle, sådan en periode er jeg i lige nu. Måske kan det lyde mørkt og hårdt, men som min læge sagde: “du er her, du gør noget - det er super godt!”. Måske ser jeg tilbage på de her følelser om nogle uger og tænker: “årh, det var måske lidt voldsomt at udgive dette indlæg, du har det jo fint igen nu!” - muligvis. Men lige nu, så er det hele altså lidt rodet sammen. Lige nu er de her følelser min virkelighed.

Malte krammede mig ind til sig, holdte om mig, mens jeg lidt græd igen. “Hvad er der galt med mig?”.
Ikke noget sikkert. Jeg er bare en ung kvinde med en kæmpe buffet af valg og muligheder foran mig. Jeg rager til mig, men min tallerken er simpelthen ikke stor nok, jeg er nødt til at lægge noget tilbage, eller vente med at spise det til senere. #duerikkealene

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook.

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+