Tanker om at flytte til Fyn

 

Malte kalder det verdens navle. Jeg kan huske en reklame for en færgeselskab. Noget om at man kunne tage vejen uden om Fyn og slippe for en “meget irriterende omvej” tror jeg de sagde. Jeg har boet på Fyn i et år. Jeg flyttede til Odense efter HF med min ekskæreste. Han var kommet ind på sin drømme uddannelse og jeg havde ikke nogle planer. Det ved du hvis du har læst med herinde længe. Men hvis ikke, så boede jeg der i et år. Vi boede i en stor lejlighed i 2 etager med 4 værelser. Vi boede meget centralt. Han havde travlt med hans uddannelse. Jeg prøvede at tilpasse mig, men det var meget sværere end jeg troede. Jeg kunne ikke finde arbejde og endte på kontanthjælp. Brugte min december på at klippe ledninger i en meget trist bygning langt væk fra alting. Jeg fik nogle veninder og nogle forskellige småjobs, men Odense og jeg blev aldrig venner. Jeg gik ned med stress og angst og det var meget voldsomt for mig. Jeg blev sygemeldt og flyttede retur til København. Jeg gik fra min kæreste og lovede mig selv at jeg ikke skulle have noget at gøre med Fyn nogensinde igen. 4 måneder efter møder jeg Malte - født og opvokset på Fyn i Odense. WHAT IS THE FUCKING ODDS? nå.. Jeg forelskede mig helt og aldeles i ham og der var intet andet for, end at vi to skulle være sammen. Det er 2,5 år siden nu.

Det er ikke langt tid siden, at jeg kiggede på HOME.dk. Jeg kiggede på huse på fyn, i Odense. Jeg fandt de smukkeste hjem og jeg drømte mig langt væk. Noget inde i mig har brug for at løsrive sig. Fra “normalen” fra min familie og fra mine faste rammer. Vise at jeg kan stå på egne ben, også selvom det betyder at jeg flytter 162 km væk.
Malte og jeg har store drømme. Vi ønsker os begge et hus. Have. Køkkenhave. Udekøkken. Høns. Hunde. Bålsted og en brændeovn. Jeg hverken gider eller har råd til at betale for sådan et hus i København. Men hvis vi kan få råd til det i Slagelse, hvor vi ikke kender nogle, hvorfor så ikke tage til Fyn hvor Malte har hele hans familie?
“Hvordan synes du selv det gik sidste gang?”. Denne gang er anderledes. Jeg har rent faktisk lyst til at flytte. Jeg får en ubehagelig klaustrofobisk fornemmelse i kroppen, når jeg tænker på at cykle ind omkring Rådshuspladsen. Folk er generelt ikke specielt venlige. Folk skubber, har travlt og cykler som var de blinde mus. Jeg tror jeg har bildt mig selv ind, at jeg er en storbyspige, fordi hele min familie bor på Amager. Den ubehagelige og skræmmende følelse der så kommer, når man tænker på at jeg måske flytter væk permanent. Kan jeg det? Ensomhed, savn, ubehag?

Jeg ved ikke hvad jeg vil med mig liv endnu. Jeg er færdiguddannet om under 1,5 år. Måske bliver jeg pædagog på halv tid. Jeg har store drømme for mig selv og det er jeg taknemmelig for. Jeg har nogle kære veninder på Fyn. Jeg holder meget af Odense. Jeg slapper mere af der. Folk har ikke så travlt og der er mere tid til at være venlige og imødekommende. Jeg ved ikke om jeg får det über optur i Odense. Jeg ved meget få ting om fremtiden. Jeg har ikke lyst til at leve et liv på “hvad nu hvis’er” og bekymringer om ting man alligevel ikke ved noget om. Malte og jeg ønsker at bo i udlandet i en periode. Det er gået fra at have været en sjov idé, til faktisk at blive en reel mulighed. Jeg ved at jeg ikke ønsker at stifte en familie i København. Jeg vil have mere grønt under mine fødder og mere jord under neglene. Jeg vil gerne til Odense. Jeg ved ikke om det kommer til at ske. Men jeg er kommet til et punkt hvor jeg siger til folk: “vi flytter til Odense en dag” og jeg håber inderligt at det vil ske.

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook.