Kvinder der løfter kvinder..

Pædagoger arbejder kun med børn?

Annonce for Københavns Professionshøjskole

Jeg har arbejdet inden for pædagogfaget i snart 10 år. Jeg har bla. arbejdet på et fritidshjem, på en skole, og i en børnehave. Men aldrig slog det mig, at jeg skulle være pædagog. Jeg havde faktisk søgt ind på ”Ernæring og Sundhed” og tænkte at jeg nok passede bedre ind på den hylde. Jeg kom også ind, men jeg startede aldrig.
Da jeg boede i Odense for år tilbage, der arbejdede jeg i en hyggelig lille børnehave. Jeg elskede at være der og jeg elskede børnene. En sen eftermiddag var der kun ét barn tilbage, sammen med mig og en kær kvinde der havde været i faget i mange år. Den lille pige legede at hun kunne flyve på tæpperne på stuen. Sammen legede vi at vi fløj over by og land og vinkede til alle de små mennesker nede på jorden. Vi grinte så meget at vi ikke kunne snakke. Min kollega lagde en bog fra sig, kiggede på mig og sagde: ”hvornår dropper du det der sundheds-fis, og indser at du skal være pædagog?”. Noget som lå lige foran mig, havde jeg slet ikke set. Pludselig gav det hele mening. To uger senere søgte jeg ind på pædagogstudiet.
Men som oftest, så er tingene ikke altid som man tror de er. Jeg kom ind på pædagogstudiet i Odense, men kort tid efter, flyttede jeg fra byen og hjem til København igen. Jeg ventede et år og søgte igen ind på pædagoguddannelsen i København. Inden studiestart fik jeg et arbejde på en skole, i en special klasse. Jeg var støttepædagog for en 10 årig dreng med autisme. Ham forelskede jeg mig selvfølgelig i. En helt ny verden åbnede sig for mig. De søde børn, som simpelthen bøvlede med problematikker, som var alt for voldsomme for dem. Arv, miljø, opvækst, forventinger og diagnoser. Desværre så jeg også den svære side, der er ved at være i systemet. Svigt. Både fra forældre, men også fra kommunen og de forskellige indsatser som desværre ikke altid er lige gode til at omfavne alle. Jeg sad med en knude i maven, og en følelse af at jeg skulle gøre det anderledes. Jeg skulle hjælpe dem som ikke altid selv har en stemme. Eller dem som systemet har givet op på. Dem som i hvert fald føler det.
Jeg startede på pædagogstudiet i august 2016. En uddannelse der indtil videre har været den hårdeste og bedste beslutning i mit liv. Inden jeg startede, fik jeg et studiejob på et psykiatrisk bosted hvor jeg stadig arbejder. Det kommer jeg tilbage til, for det er en vigtig del af min pædagoghistorie.

På pædagoguddannelsen følger alle hinanden i det første år. Derefter vælger man hvilken vej man vil specialisere sig inden for. Dagtilbud, Skole og fritid eller social og special området. Det første år lærer man en masse om alting, hvilket både er godt og en smule udfordrende, hvis man allerede ved hvilken vej man vil. Den første praktik på 7 uger ligger inden for det første år. Der kom jeg i en vuggestue. Skønne unger. Fik en kæmpe respekt for pædagoger der arbejder med så lille en normering, og så høj en tålmodighed. Shit. Tak for jer!
– Men jeg lærte også, at jeg ikke skal arbejde med børn. Jeg fik lort i øjet den ene dag, det var alligevel en situation som var uvant for mig. Den lille pige, med lort op af hele ryggen og på strømpebuksen. Den strømpebuks som virkede som en boomerang med lort på, da jeg skulle skifte hende. Sikke en kraft, der kan være i den elastik. Det sad simpelthen fast under min kontaktlinse. Tænk sig, det tror jeg da mange mødre ikke engang har prøvet. Ikke at råbe: “AD!” og “FUCK” da det skete, men i stedet smile til pigen og skifte hende helt professionelt – det er til dato min største pædagogiske bedrift. Ja, jeg købte en stor flaske vin på vej hjem.

Da jeg skulle søge min specialisering, så sagde mange: ”Ej. Er det ikke mest sikkert at tage dagtilbud? Der er flest job der!” 
Men hvorfor specialisere sig inde for noget, som man ikke brænder for? Jeg søgte derfor social og speciallinjen og jeg kom ind. Og de næste 2,5 år (ish) er ens undervisning og ens praktik målrettet ens specialisering. Hvilket er pisse fedt!

Nu skrev jeg jo, at det er den hårdeste og bedste beslutning jeg har gjort mig.
For jo, det er hårdt. Især at gå på så social og livlig en uddannelse, med så mange praktiker, grupper, hold og moduler, når man som mig er introvert og enormt sensitiv. En uddannelse er næppe skræddersyet til mennesker som er introvert. Uddannelser byder på rusture, fredagsbare, fester, sociale arrangementer mm. Mange knækker halsen på det. Jeg har også været ved at gøre det flere gange.
Jeg troede at jeg kunne opretholde en relation til min familie, kæreste, veninder, arbejde, blog, træning og uddannelse – på én gang! Det kunne jeg ikke. Så jeg måtte op- og nedprioritere mennesker og lyster, hvilket jo heller ikke er nemt, når man egentlig gerne vil det hele. Men det godtager ens sind ikke. En hjælp for mig har været min studiegruppe. En gruppe af piger som har kunne være 100% ærlige overfor, og som kender mig så godt at det næsten er lidt skræmmende. Selvom det kan være svært at være på et så socialt studie som introvert og sensitiv, så kan det lade sig gøre. Jeg ser det som en kæmpe læring for mig selv. Jeg er nødt til at komme på valgfag, blive kastet ind i grupper jeg ikke kender, møde ind i praktikken med en personalegruppe jeg ikke kender. Shit.. Svedige håndflader. Jeg har udviklet mig SÅ meget. Selvom jeg stadig ryster og får det skidt til tider. MEN JEG KAN!

Når jeg siger til folk at jeg er pædagogstuderende, så tror de straks at jeg arbejder med børn. Fordi er det ikke det pædagoger gør? Jo.. Blandt andet og gud ske tak og lov for det da. Men hvad med de mennesker der bor på bosteder, fordi de ikke kan bo alene? Hvad med hjemløse mennesker som søger ly på natvarmestuer og herberger? Hvad med voldsramte kvinder? Hvad med borgere med psykiatriske diagnoser og problemstillinger? Hvad med omsorgsvigtede unge, som har behov for støtte og vejledning? Hvem tager sig af dem?

Socialrådgivere? Social og sundheds hjælpere? Sygeplejesker? Ja. Blandt andet. Men det gør pædagogerne også. Det gør jeg også.

Jeg læser ikke til pædagog, fordi jeg ikke havde andre valg, eller fordi jeg synes det er nemt. Jeg læser til pædagog, fordi jeg har en evne til at se folk hvor de er, se de borgere som samfundet til tider ikke kan rumme eller overskue. Jeg læser til pædagog fordi jeg interesserer mig for personen bag diagnosen.
Jeg har altid været stolt af mig selv og mit fag. Jeg kæmper for det, jeg tror på og de mennesker der har behov for, at jeg tror på dem.

Jeg vil nødigt lukke nogle døre, men jeg har med årene fundet ud af at jeg hører mest til inden for psykiatrien (nu kommer vi tilbage til mit arbejde). Mit arbejde har formet mig og det er min nuværende praktik også i gang med. Jeg arbejder med mennesker som er paranoid skizofrene, alkoholdemente, misbrugte, alkoholikere, depressive, personlighedforstyrret, hjemløse. Mænd, kvinder, unge, ældre. Men mest af alt, så arbejder jeg med mennesker. Mennesker som ikke altid (meget sjældent) kan sættes i kasser, mennesker som har et behov for, at man ser dem, lytter til dem og anerkender dem. Der er ikke bare en manual man kan benytte sig af. Ofte er det 1 skridt frem og 23 tilbage. Som min dygtige vejleder sagde forleden: “det her er mennesker vi har med at gøre. De skal behandles med respekt, ligesom vi gerne vil behandles!” 

Jeg har altid været stolt af min profession og det er jeg fandme stadig. Pædagoguddannelsen er til dig som gerne vil arbejde med mennesker, og blive rustet til at møde dem hvor netop de er!

HUSK: der er åbent hus-arrangement på Københavns Professionshøjskole i uge 9. Der vil være mulighed for at møde nogle studerende, stille spørgsmål, blive klogere på alle de spørgsmål du måtte have. Jeg var selv på det, og det gav mig enorm meget ro, da man ofte kan blive ret forvirret af denne uddannelsesjungle.
På pædagoguddannelsen er det tirsdag d. 26. februar 2019 kl. 17-19 på Campus Carlsberg, Humletorvet 3, 1799 Kbh. V.
Og torsdag d. 28. februar 2019 kl 17-19 er det på Campus Nordsjælland, Carlsbergvej 14, 3400 Hillerød.
26. februar 2019 kl. 17-19 er det også på Bornholm på Minervavej 1, 3700 Rønne
Hvis det ikke er pædagog, som du drømmer om at blive, er der også åbent hus på andre spændende uddannelser på Københavns Professionshøjskole i uge 9


Hvis du har lyst til at læse om andres erfaringer med andre uddannelser på Københavns Professionshøjskole, så kan du læse om Matildes erfaring som pædagog, samt Maries erfaring og historie om hendes uddanelse som Ernæring og sundhed og Cecilies erfaring som sygeplejeske.

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook
untitled-13

1 kommentar

  • Hanne reichgruber

    Godt skrevet og det lyder til, at du har fundet din rette hylde. Håber at andre har lyst at læse din historie og blive inspireret til at søge ind. God vind fremover.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kvinder der løfter kvinder..